The Handmaid’s Tale sæson 5 er som et mareridt, du ikke kan vågne op fra igen

”Dreeee-eam, dream, dream, dream,” lyder det i anslaget til den klassiske 50’er-evergreen fra The Everly Brothers, "All I Have To Do is Dream".

Og det er til tonerne af denne, at vi først møder June Osborne (Elisabeth Moss) i femte sæson af "The Handmaid’s Tale".

Indsmurt i blod, med jord under neglene og hævntørst i blikket, står hun foran bruseren og kæmper med sig selv om, hvorvidt hun skal vaske ugerningen af sig.

Hun er langt om længe lykkedes med at slå sin overgrebsmand, Kommandør Waterford (Joseph Fiennes), ihjel i skovens mørke ingenmandsland.

En handling, hun har drømt om at udføre i årevis, mens hun har været i familiens fangenskab i Gilead.

Og nu svælger hun i det voldsorgie, der netop har udspillet sig, i en form for drømmetilstand, hvor det forløsende drab bliver ved med at komme tilbage til hende i glimt.

Vi ser hende fråde, slubre og fortære et måltid med samme glubende og dyriske appetit, som vi i tilbageblik ser hende slå, bide og sparke kommandøren til døde.

”Everything tastes better when Fred’s dead.”

Kan ikke slippe Gilead

Femte sæson af "The Handmaid’s Tale" fortsætter, hvor den fjerde slap.

June Osborne er fri, hjemme igen hos sin mand Luke (O-T Fagbenle) i Canada, og hendes mangeårige undertrykker er død.

Men hans hustru og medskyldige i hendes ulykke, Serena (Yvonne Strahovski), lever videre og er til stadighed en plageånd for June.

For så længe Serena lever, kan June ikke blive fri af Gilead.

Junes nu 12-årige datter Hannah (Jordana Blake) er efterladt tilbage i den totalitære stat, hvor unge frugtbare piger gøres til slaver og fødemaskiner for magtfulde kommandører og deres golde fruer.

Serena har taget Hannah under sine vinger for at hævne sig på June, og nu trækker det op til, at datteren skal gennemleve det samme mareridt, som June selv har været igennem siden begyndelsen af The Handmaid’s Tale.

Det må nødvendigvis komme til et brutalt opgør mellem June og Serena.

Groomer de unge kvinder

Universet er stadig det samme i de første tre afsnit af den nye sæson, der er blevet stillet til rådighed for pressen, som i de foregående sæsoner.

Måske derfor begynder det også at føles lidt, som om serien kører lidt for meget på repeat.

Befolkningen er stadig gudsfrygtig og kaster om sig med religiøse floskelhilsner som ”Under His Eye”, ”Praise Be”, ”Blessed Be The Fruit” og ”May The Lord Open.”

Der er stadig mørkt, regnfuldt og modbydeligt i Gilead, og den klaustrofobiske fornemmelse er stadig så tyk, at det virkelig føles som der onde, onde mareridt, man bare ikke kan vågne op fra.

Og alligevel føles "The Handmaid’s Tale" mere relevant end nogensinde før.

I kølvandet på #MeToo og de senere års rystende dokumentarer om bl.a. Jeffrey Epstein og Ghislaine Maxwell har vi fået en ny forståelse af begrebet grooming.

Vi ser derfor pludselig Ann Dows i øvrigt formidable præstation som Tante Lydia i serien med nye briller.

Hun klargør de unge piger til de magtfulde kommandører, der så kan gøre med dem, som de lyster – i øvrigt helt uden omverdenens fordømmelse.

Det er samfundsbestemte, systematiserede overgreb på unge kvinder, som med tvang skal gøres gravide.

Tal om strukturel sexisme i yderste potens.

Ikke en anden tid

Vi forstår derfor nu også for alvor, at det her ikke kun er forfatteren Margaret Atwoods dystopiske fantasi fra 1985, hvor hun udgav romanen "The Handmaid’s Tale", som danner forlæg for serien (da. Tjenerindens fortælling).

Det er i høj grad virkelighed lige nu i skrivende stund.

Den realitet, de ufri kvinder i serien lever i, hvad enten de er tjenerinder eller kommandørfruer, synes nu at være endnu mere præsent med den amerikanske højesterets nylige omstødelse af Roe v. Wade i juni 2022.

Det er ingen fantasi, dystopi eller uhyggelig fremtidsforestilling.

Det er IKKE en anden tid. Det er virkeligheden lige nu og her bl.a. i USA, som betyder, at mange amerikanske stater allerede har fjernet eller er ved at fjerne kvinders tidligere forfatningssikrede ret til abort.

At kvinder altså på samme måde som i Gilead mister retten til at bestemme over deres egen livmoder. Dét er et levende mareridt.

Derfor er The Handmaid’s Tale også her i femte sæson – på trods af at vi begynder at køre lidt i ring – et must-see.

Serien føles desværre uhyggeligt meget vigtigere og mere vedkommende end nogensinde før.

"The Handmaid’s Tale" kan ses på HBO Max.

Se traileren herunder

Artiklen blev første gang bragt hos Vi Elsker Serier. Dette er en redigeret version.