Gift ved første blik
22. september 2022

Er en makrelmad uden makrel en makrelmad? Vegetar-debatten vokser i Gift ved første blik

Kan en kødspiser og veganer leve sammen i harmoni? Det er de store eksistentielle spørgsmål, der stilles i fjerde afsnit af ”Gift ved første blik”.
Af: Sofie Olivia Mørch
Gift ved første blik

Foto: DR/Theis Mortensen

Steen og Mette

Det er tredje gang, Mette og Steen sover sammen, og de er ved at vænne sig til hinandens snorke- og pruttelyde.

Det, de derimod har svært ved, er at vænne sig til hinandens forskelligheder.

For mens Mette synes, at ”et af livets mest dramatiske øjeblikke er, når man bider i en pære, og den bare er hård”, prøver Steen stadig at grave et spadestik dybere for at lære, hvem Mette egentlig er som person.

Prognosen ser dårligere og dårligere ud for Mette og Steen.

Og den bliver ikke bedre, da Mette fortæller, at hun er vant til at have ”dybe” samtaler med sin hund, som aldrig svarer, og ”det er faktisk meget rart,” siger hun.

Suk.

Med fare for at udnævne sig selv som overfladisk siger Mette, at Steens dybe samtaler ikke harmonerer med hendes temperament.

Det virker dog som om, at deres temperamenter matcher hinanden meget godt, når parret kaster sig ud i deres første skænderi.

Det er endnu en gang vegetar-diskussionen, der giver dem anledning til at hæve stemmerne.

For Steen vil gerne kunne nyde en makrelmad i ny og næ, og det ser Mette sådan set ikke noget problem i – så længe han kan lave den uden makrel.

Makrel er altså no go hos Mette.

Steen føler sig ført bag lyset. Deltagerne bliver nemlig hver især forud for matchet spurgt, om de har nogle dealbreakers.

Steen blev spurgt, om han kunne være sammen med en veganer – det kunne han godt.

Mette blev tilsvarende spurgt, hvor meget det veganske fylder i hendes liv, hvortil hun har svaret, at det udgør en del, men ikke alt.

Med eller uden makrel, så bliver det spændende at se, hvor længe parret formår at holde den positive gejst oppe.

Vi har i hvert fald svært ved det.

Melissa og Mikael:

Det er dagen efter den store kobberbryllupsfest i Herning, og det virker til, at festen har bidraget positivt til Melissas syn på Mikael.

Det er også smart at se, hvordan din kommende partner opfører sig i selskab med dine venner, onkler og bedsteforældre.

Men – for der er et men.

Melissa føler sig stadig ikke tiltrukket af Mikael, og hun føler, at det er hende, der sætter tempoet i deres forhold.

På deres bryllupsrejse går turen mod Hamborg, hvor Melissa selv har boet.

Gift ved første blik

Her er det nok produktionen, der skal have skylden, men måske vil det være en god idé, hvis parret ikke befinder sig på Melissas hjemmebane hele tiden.

I Hamborg åbner Melissa op og fortæller ham ret direkte: ”Havde vi været på en date, ved jeg ikke, om jeg ville se dig igen.”

Av. Udadtil virker det til, at Mikael tager det ganske roligt og pænt. Men vi kan ikke lade være med at spørge, Mikael, er du okay?

Snakken ender i et forløsende kram. Melissa er lettet over, at hun har sat ord på sine følelser, og Mikael er glad for, at hun har åbnet op og er ærlig.

Anders og Sebastian:

I det spanske charterparadis, nærmere bestemt Mallorca, har Sebastian ikke sovet meget.

Det er dog ikke tømmermændene, der nager.

Det er mere tanker om deres relation og forskelligheder. Han er presset over, at han ikke føler noget for Anders endnu, og han stresser over, at de to har forskellige behov for fysisk berøring.

Intet nyt under den mallorcanske sol.

Gift ved første blik

Det lader til, at de to ikke bare er forskellige, men de er også gået ind til programmet med meget forskellige forventninger.

Anders er bekymret for, om ”forelskelse” og presset om at nå dertil bliver udgangspunktet for eksperimentet. Det er nemlig ikke det udgangspunkt, han har.

Han ser et potentiale for de to, og han vil gerne tættere på Sebastian – både i form af kram, men også i forhold til at sætte ord på, hvordan de hver især har det.

”Jeg er allerede ved at blive testet på min tålmodighed,” siger Sebastian, da de to står i kø til en grotte.

Anders bliver også testet, for det er ikke mange følelser eller tanker, Sebastian deler ud af.

Det ender med et SOS-opkald til Gert Martin Hald, programmets psykolog, der forhåbentlig kan hjælpe Anders med at bryde gamle mønstre, hvor han lukker ned for sig selv, når ting bliver svære.

Benny og Tanja:

Stemningen er bedre i Benny og Tanja-land. Der er fortsat kys, hånd-i-hånd og jokes hos de to turtelduer.

Indtil de når frem til den berygtede bryllupsrejse-fase.

Tanjas grin stilner lige så stille af. Faktisk er det primært Benny, der griner af sine egne jokes.

Gift ved første blik

Hun synes, at Benny virker meget simpel. Hun efterlyser nogle flere dybe samtaler. Har vi hørt den før?

Her er det ikke makrellen, der bliver symbolet på deres forskelligheder, men derimod en snak om … Folkekirken.

Samtalen handler om, hvorvidt de er medlem eller ej. Tanja er medlem. Benny er ikke.

Det lader til, at det er Bennys forklaring, der forbavser Tanja.

”Jeg tror ikke på det. Hvis der sad en deroppe, så ville børn ikke dø,” siger Benny.

”Den tager vi på et andet tidspunkt,” siger Tanja.

Brøndby og pølsevogne kan de blive enige om. Om religion er en potentiel dealbreaker må tiden vise.

Patrick og Olivia

Olivia er spændt på at høre eksperterne, hvorfor hende og Patrick er et match.

Det er vi egentlig også.

Olivia kan nemlig kun få øje på forskelligheder.

Gift ved første blik

Det munder ud i en samtale med Nina Reventlow, programmets psykoterapeut.

Hun kan mærke, at der er noget, Olivia ikke siger, når Patrick er der. Det må man sige, at der er.

For lige så snart Patrick forlader rummet, åbner hun op. Olivia tænder ikke på Patrick.

”Han spiller rollespil, læser bøger og maler figurer,” siger hun.

Parterapeuten mener dog ikke, at det er forskellighederne, der kommer til at skille dem ad, men mere hvad de gør med dem.

Hun opfordrer Olivia til at se, hvad der sker. Og Olivia tager udfordringen op.

Parret tager i hvert fald ud i naturen og rider en tur.

Det virker faktisk til, at turen gør noget godt for dem. Den giver dem i hvert fald noget at grine af, når Patrick lige skal have styr på tøjlerne.

Men en tur på hesteryg er (ikke overraskende) ikke nok til at skrue op for Olivias følelser for Patrick.

Stemningen bliver mere og mere akavet mellem de to, og Patrick begynder selv at lugte lunten.

”Jeg ved ikke, om jeg er smart nok i en fart til hende,” siger han og refererer til de mænd, Olivia tidligere er faldet for.

Patricks dystre forudsigelser holder desværre stik, da Olivia tager beslutningen om at lade sig skille før tid.

Læs også