Her har de skabt en landsby kun for kvinder: "Vi forstår vores søstres undertrykkelse"

- Se, så smuk min mor er. Hvor gammel tror du, hun er? Spørger Ciya en livlig lille dreng, mens han sidder sammenkrøbet på en seng og væver farverige armbånd.

- Jeg er 28, og jeg har været meget igennem, siger Zeynep fra Gewer, en by i det nordlige Kurdistan. Hun hælder sort te fra en dampende sølvkande.

- Jeg var kun 15, da jeg skulle giftes med en mand, der var 20 år ældre end mig. Han lukkede mig ind i sit hus som tjenestepige, siger den unge kvinde og stiller en skål slik frem.

- Jeg vidste ikke engang, hvordan babyer blev født, før jeg en dag fandt ud af, at jeg var gravid. Så blev Ciya født, og jeg havde ikke noget tøj til ham. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle være mor og begyndte at slå min søn. Det lærte jeg af min mand, der også gav mig tæsk. Jeg var i bund og grund også bare et barn.

Et glimt af sorg kommer frem i Zeyneps blik.

- Jeg flygtede til Maxumur i det sydlige Kurdistan, og jeg havde lyst til at slå mig selv ihjel. Jeg opgav næsten min søn til adoption, men takket være støtte fra nogle venner, jeg mødte i de måneder, kom jeg fra det igen, fortæller Zeynep, mens hun kigger på sin søn.

- Hvordan kunne jeg efterlade en del af mit hjerte?

Kvindernes land

Zeynep opdagede kort tid efter økolandsbyen Jinwar i det nordøstlige Syren, hvor kvinder og børn lever et frit liv sammen.

Ordet ”Jinwar” betyder ”Kvindernes Land” og er inspireret af ”Jineolojî”, som er en teori om kvinder, der lever i et samfund fri fra patriarkatet.

- Jeg har fundet mig selv igen, og jeg ser ikke længere på mig selv gennem en mands øjne, der kun vil nedgøre mig. Jeg ved, at jeg kan leve på egen hånd, og jeg har mange interesser, såsom havearbejde og syning, fortæller Zeynep.

- Jeg vil aldrig væk fra herfra igen. Alle kvinder fortjener en chance mere for at blive lykkelige.

Over Jinwar ligner himlen et tæppe af stjerner. Høje lyde fra tunge våben og artilleri-ild bryder nattens stilhed.

Et par kilometer væk fra det syriske territorium, der har været besat af Erdogan siden 2019, angriber tyrkiske militser og Ankaras hær dagligt byen Tel Tamr og landsbyerne langs Khabour-floden.

- Samfundets patriarkalske indretning gjorde det svært for kvinder at leve sammen med de mandlige krigere, forklarer kommandør Zilan fra Women’s Protection Unit, som er en del af Syriens Demokratiske Styrker.

- Men samfundet accepterede hurtigt omstændighederne, og i dag spiller kvinder en vigtig rolle i kampen mod besættelsen, fortæller hun.

- I det nordøstlige Syrien er kvinder involveret i alle sociale områder, ikke kun i militæret, og de kæmper for ligestilling mellem kønnene, der også favoriserer hele den revolutionære proces, påpeger Zilan.

Tel Tamr-området er beboet af syrere og assyrere, kurdere og arabere, der blev angrebet af IS i 2015. Frontlinjen er kun få kilometer væk på en bakke med udsigt over byen. En kirke ligger blandt husene nedenfor bakken.

- Der var tidligere over tredive kirker i dette område. Nu er de ødelagte, beskadigede eller utilgængelige på grund af daglige angreb. Kun denne kirke, som er den ældste, er forholdsvis sikker. Her samles assyrerne i området til festligheder, siger Nabil Warda, der er talsperson for Assyrians Khabour Gaurds, en assyrisk milits.

- Vi giver husly til halvtreds familier, der flygter fra landsbyer angrebet af tyrkerne, som ønsker at udslette den syriske og assyriske tilstedeværelse i området. Vi er klar til at beskytte hele samfundet ned til mindste bloddråbe, siger Warda.

En selvforsynende landsby

En kølig solnedgangsbrise blæser ind over økolandsbyen Jinwar. En kvinde taler højt fra et hus, hvor flerfarvede stoffer ligger mellem symaskiner og stofrester.

- Det er nemt med den pedal! Sådan, du er dygtig, udbryder kvinden til en ven.

- Den 8. marts 2017 lagde vi fundamentet til landsbyen. Et år senere, den 25. november, på den internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder, åbner Jinwar dørene, forklarer Amara, en ung beboer.

- Husene er efter tradition lavet af ler, der er kølige om sommeren og varme om vinteren. Tredive huse blev bygget med hjælp fra indbyggerne i de omkringliggende landsbyer, som har været involveret i projektet i noget tid, siger hun og fortsætter:

- For ti år siden spillede kvinder en grundlæggende rolle i revolutionen. Siden da, i denne del af Mellemøsten, adlyder mange kvinder ikke deres fars eller onkels ordre. De beder om skilsmisse og vil studere.

- Male Jîne, kvindehusene, er også blevet åbnet for at have et sted at diskutere og løse kønsproblemer.

Landsbyen er næsten selvforsynende, og der dyrkes oliven- og abrikostræer på de nærliggende marker.

- Vi har skabt en landbrugskooperativ, der også tilbyder arbejde til folk uden for landsbyen. I morgen skal vi også bage brød, siger Amara, mens hun går langs vejen, der går fra husene til skolen, gården og naturmedicinklinikken.

På den støvede vej kører tre unge drenge på en guldcykel, mens de laver sjov med hinanden.

Frihed og sikkerhed

- Jeg tog fra Afrin til Shahba for at slutte mig til befrielsesbevægelsen, husker Jîyan, der sidder i sin have.

- Derfra tog jeg til Mala Jin, hvor jeg deltog i undervisning på akademiet og besluttede mig derefter at tage til Jinwar. Jeg ventede på min bror fik dokumenter på, at vi kunne tage til Tyskland, for jeg var ikke vant til landsbylivet.

I mellemtiden begyndte Jîyan at passe de duftende haver og blev ansvarlig for landsbybutikken i Jinwar, men så blev hun arresteret ved den iranske grænse.

- Jeg var på vej til et Jineology-møde i Europa. Jeg blev for nyligt løsladt, fortæller hun.

- Jeg vil ikke længere til Tyskland, da jeg ikke vil forlade Jinwar.

En høj stemme kan høres fra en bygning, hvor et teaterværksted opfører et teaterstykke mod vold mod kvinder.

- Frihed tilhører også kvinder, men i nogle familier findes friheden ikke! Hvis kvinder er forenede, står de stærkere end mænd, reciterer en ung pige foran en væg med ansigter af kvindelige krigere, der faldt i opgøret mellem IS og Tyrkiet.

- I min familie i Aleppo var der ingen forskel mellem mig og mine brødre. Så ændrede alt sig, da jeg skulle giftes med min fætter i en alder af atten år, fortæller Rojida på 32, men hun placerer en bakke med tyrkisk kaffe mellem gulvsofaerne i sit hus.

- Hjemme hos min mand mistede jeg min frihed. Jeg lavede de huslige pligter og kunne ikke sige min mening, siger Rojida.

- Jeg ville flygte, men så blev min datter Schler født. Jeg blev der, men prøvede at blive skilt fra ham. Det ville han ikke, så vi flygtede og fandt ly på et sikkert bosted. Derefter kom vi til Jinwar. Jeg tager engelsktimer med Schler, og vi har det godt her, fortæller hun.

Flere ”kvinde-byer” i Mellemøsten

Det er middagstid. To piger breder en dug ud på bordet i midten af et lille rum og serverer tallerkner fyldt med dolma, som er vinbladsruller.

- I Jinwar bor vi sammen med kurdiske, arabiske og syriske kvinder. Vi forstår vores søstres undertrykkelse, og vores kamp handler om frihed for enhver kvinde i verden. Derfor håber vi, at andre vil følge Jinwars eksempel og støtte kvinder til at komme ud af volden, tilføjer Amara.

- Jeg er revolutionær. Jeg har studeret sociologi i alle de år, den kurdiske frihedsbevægelse har kæmpet for et frit liv. Da jeg er født her, kender jeg problemerne i Mellemøsten, siger Rojda, der sidder ved siden af hundehvalpen Lucy.

- Her kæmper vi den samme kamp, som det kurdiske folk har ført i mere end 50 år for deres frihed. Hvis en ”kvindeby” kan opstå flere steder ud fra Jinwars eksempel, så kan patriarkatet blive besejret. Hvis denne model bliver spredt til flere steder, så vil verden blive et sted med fred og søsterskab, afslutter Rojda.

Schler er et opdigtet navn og er blevet ændret for at beskytte datterens identitet.