Vi var ude og gå en tur, da vi mødte en kvinde med en hund: "Det jeg fortæller nu, lyder virkelig syret"

Jeg blev så ramt, at jeg simpelthen begyndte at tudbrøle. Jeg græd og græd og græd …

Xenia Lach-Nielsens lysende blå øjne smiler, mens hun er i fuld gang med at svare på, hvorfor i alverden man vælger at adoptere en gadehund fra Bosnien, når man egentlig bare godt kan lide dyr helt generelt og har kat, men også altid har vidst, at en hund ville være fuldstændig udelukket med det liv, man har.

Det er ellers lidt andre emner, vi har på dagsordenen denne her dag.

For hvordan kan det være, at hun har brugt coronatiden på at lave en mental hovedrengøring, hvilket hun kalder et vendepunkt og noget af det klogeste, hun har valgt at gøre.

Men det er altså Siggi, hunden, der stjæler billedet til en start. For det skete jo bare, fortæller hun.

Sådan som ting jo bare sker ind imellem her i livet og ændrer på det, vi havde planlagt.

– Vi var ude at gå en tur i Bernstorffsparken, Peter og jeg. Det var en decemberdag.

Og hvorfor går man ud i en park, man aldrig har gået i før, i december, hvor det er bidende koldt?

Jeg ved det ikke. Men lige dér, lige den dag, møder vi altså en kvinde med en hund, som vi synes er meget speciel.

Vi falder i snak, og hun fortæller, at det er en gadehund fra Bosnien og henviser til en Facebookside. Da vi kommer hjem, kan jeg ikke lade være at gå ind og kigge på den side.

Og bang, dér ser jeg som det allerførste et billede af hende her, Siggi, der senere bliver vores. Billedet vælter nærmest ud i hovedet på mig.

Hun fanger ens blik, sonderende, og fortsætter så: – Det, jeg fortæller nu, lyder virkelig syret.

Jeg er ikke spirituel eller noget som helst. Men igennem et års tid forinden havde jeg haft en fornemmelse af, at der gik én lige bagved ved mig.

Et lille væsen. Et kærligt væsen. Når jeg vendte mig, var der selvfølgelig ingenting, og jeg tænkte mange gange:

”Hvad ER det her?” Og da jeg så så billedet dér på Facebook: Jamen, jeg blev så ramt, at jeg simpelthen begyndte at tudbrøle.

Jeg græd og græd og græd.

– Det var fuldstændig som om, det var en sjæleven, jeg mødte, og som jeg kunne mærke hele vejen nede fra Bosnien og herop.

Jeg kunne ikke leve uden den hund. Det vidste jeg bare. Det var helt skørt. Mig, som er så ateistisk og så praktisk anlagt.

Men det kunne jeg ikke. Først sagde vi så ja til at tage hende. Så sagde vi nej. Så hulkede jeg igen.

Og så kunne Peter godt se, at der ikke var noget at gøre, og endte med at sige: ”Okay, vi må tage det, som det kommer. Men hun er DIN hund”.

Sene hovedroller

Xenia Lach-Nielsen er ikke én, folk vender sig om efter på gaden, fordi hun er kendt eller genkendelig på den der måde, der får folk til at puffe til hinanden og hviske:

”Se, hvem der går der!”

Ikke desto mindre har hun været en del af dansk film og teater i over 25 år og har medvirket i et væld af film og forestillinger, især musikforestillinger og musicals, ofte i betydningsfulde biroller og de senere år også i hovedroller.

Anmelderne skrev om hendes rolle i ABBA-musicalen ”Chess” i 2018: ”Xenia er skakspillets dronning” og ”Xenias store triumf”.

Selv trækker hun på skuldrene:

– Det er ret usædvanligt, at man begynder at få hovedroller, når man bliver ældre, ja.

Men før det begyndte at ske, havde jeg på en eller anden måde accepteret, at jeg spillede nogle fine biroller, og det var okay.

I birolleuniverset findes ofte de karakterer, der har en kant. Og jeg har altid syntes, at det mest interessante er at portrættere folk, der ikke er helt fine i kanten.

Jeg har f.eks. dubbet rigtigt mange tegnefilm, hvor har jeg lagt stemme til mange onde mennesker.

Helt utroligt mange hekse, stedmødre og voldsomme dronninger.

Jeg tror, det er fordi, jeg ikke har noget problem med at forlige mig med den side af mig selv, som er mørk. Sådan har jeg altid haft det.

Jeg er glad, livsglad og positiv, men jeg er virkelig også det modsatte.

For tiden er Xenia tilbage i hovedrollen som den i øvrigt meget sympatiske og kræftramte frisør Ida i ”Den skaldede frisør”, musicalen, som kun nåede få spilledage i 2020, inden kulturlivet blev lukket og slukket på grund af corona.

Håret, der dengang blev klippet kort til rollen, har hun bevaret kort, fordi hun vidste, at hun skulle spille Ida igen.

Men det var en overvindelse for hende dengang at se sit lange hår forsvinde, og også at blive stillet i udsigt, at hun måske skulle være helt skaldet til rollen.

– Jeg talte med en af Peters og mine nære veninder om det inden.

Hun havde selv kræft og skulle have alt sit hår klippet af nogenlunde samtidig med mig.

Hun havde det vildeste, store og smukke hår, og vi sad og talte om, hvordan det skulle gøres, og om hun skulle gemme noget af sit hår, så hun kunne få lavet en paryk.

På det tidspunkt havde vi ingen ide om, at hun ikke skulle overleve. Men hun nåede aldrig at komme ind og se forestillingen.

– Så skammer man sig over at have været noget nær rædselsslagen for at skulle klippes korthåret til en rolle.

Og det har efterladt mig med dyb, dyb respekt for de kvinder, som gennemgår sådan et kemoforløb med al den angst og usikkerhed, der er forbundet med det:

”Hvad, hvis jeg ikke kommer igennem? Hvad skal der ske med min familie?”

Jamen, altså!

Køre sig selv hårdt

Hun mener også, at oplevelsen og tabet af veninden var medvirkende til det valg, hun tog kort tid efter, da ”Den skaldede frisør” blev lukket ned.

– Jeg vidste godt, at jeg havde kørt mig selv for hårdt i mange år med hensyn til arbejde.

Samtidig har jeg desværre en dårlig ryg og har haft fire diskusprolapser.

Den seneste fik jeg, mens jeg spillede Leonora Christina-musicalen på Odense Teater, som var et gigantisk set-up med Odense Symfoniorkester og Den Fynske Opera, men jeg gennemførte trods smerter og stod på scenen tre timer hver aften.

Om morgenen tog jeg til Klampenborg, hvor jeg var til prøver på ”Den evige ild” på Bellevue Teatret, inden jeg tog toget tilbage til Odense og spillede om aftenen.

Det er sådan noget, jeg kommer til at gøre, dels fordi jeg kan lide mit fag, selvfølgelig, og dels fordi jeg ikke vil stigmatiseres på grund af den ryg og vil bevise overfor mig selv, at jeg kan gennemføre det, jeg har sagt ja til.

Men det var jo alt for meget.

Og da jeg fortsatte videre til ”Den skaldede frisør”, gik jeg og tænkte: ”Hvis jeg ikke snart får en fri periode, så knækker jeg”.

Og SÅ kom coronaen og nedlukningerne!

– Når man på den måde får uventet tid til rådighed, giver det også plads til at tænke andre tanker.

Jeg vidste, at jeg havde brug for at tale mine uhensigtsmæssige mønstre igennem med en professionel.

Og nu skulle det være. Så jeg begyndte simpelthen i samtaleterapi hos en psykolog. Det har jeg ikke prøvet før på den måde.

Men det har været en fantastisk proces, og den er ikke slut. Jeg er startet på det her for at finde ud af, hvordan jeg bliver den bedste version af mig selv og skaber et godt liv for mig selv fremover som et positivt menneske.

Jeg har besluttet, at jeg VIL være glad, og jeg vil IKKE være stresset, og jeg SKAL passe på mig selv.

Og det er jeg ved at lære. Jeg har ikke lært det endnu. Men jeg er fandeme godt på vej.

Rigtigt og forkert

Når hun ser tilbage på sit liv, synes hun heldigvis, at hun har taget mange rigtige valg.

– Men jeg har også taget nogle forkerte, som jeg stadigvæk kan være ked af. Karrieremæssigt tog jeg helt klart et forkert valg, da jeg var i starten af 30’erne og sagde nej til en bestemt forestilling.

Jeg kunne se bagefter, hvad den rolle kom til at betyde for den, der fik den i stedet for.

Nu er der selvfølgelig ingen, der ved, om det ville være gået mig lige så godt. Men hvorfor ikke?

Til gengæld, fordi jeg sagde nej til lige præcis den forestilling, fik jeg tid til at lave min første plade, som jeg er enormt stolt af, og jeg har siden lavet en plade mere, som jeg er lige så glad for og stolt over, og som er 100 procent mit eget lydunivers.

Så noget rigtigt kom der alligevel ud af et forkert valg.

At få datteren Rosa, som nu er 22, står helt øverst på listen over SÅ-rigtige-valg.

– Her risikerer jeg igen at bidrage til interviewet med tonsvis af klicheer, siger hun leende, – men jeg har aldrig nogensinde været i tvivl om, at jeg skulle være mor.

Jeg ville helst have været mor til to. Men det kunne vi ikke blive enige om, Peter og jeg.

– På det tidspunkt var Peters arbejdsliv ekstremt travlt, og mit var så småt begyndt at blive det.

Jeg kunne ikke have arbejdet, som jeg gerne ville i en branche, hvor jeg endelig var kommet i gang og var ved at få fat.

Jeg ville ikke være hjemmegående husmor og tilsidesætte mit arbejdsliv. Og det ville det have krævet.

– Der er en sorg i mig i dag over ikke at være den mor til to, som jeg inderst inde føler, jeg skulle være.

Og en sorg over ikke at have givet min datter en at dele sine forældre med. Men alle valg har konsekvenser.

Også dem, man ikke tager. For konsekvensen af ikke at tage et valg er, at andre tager det for en.

Undervejs har hun flere gange sagt ”min mand” i stedet for ”min kæreste”, sådan som mennesker ofte gør, når de har været sammen i mange år, og for deres vedkommende er det over 25 år.

Men spørgsmålet bliver alligevel stillet: Om de er blevet gift?

Hun læner sig med rank ryg lidt frem i stolen og siger tværs over bordet:

– Ja, sgu. Det er vi nemlig. Også under coronaen. Hvad der lige skete? Ha, ha. Der skete det, at vi bare fandt ud af, at vi elsker hinanden rigtigt højt.

Og efter så mange år syntes Peter, at jeg skulle være sikret økonomisk, hvis han pludselig stillede træskoene.

Så var det i virkeligheden også første gang, at vi var parate til det og havde lyst til det.

– Vi talte frem og tilbage om, hvordan det skulle foregå, men kunne ikke blive enige. Og så en dag tænkte vi: ”Okay, men så skal det bare VÆRE, og uden dikkedarer overhovedet”. Og sådan blev det.

Vi havde bestilt tid på rådhuset, og lige op til dagen kom der ekstra tryk på coronabarometeret, som betød, at vi kun måtte have ét menneske med ind på rådhuset, ét menneske, som selvfølgelig blev vores datter.

Den store fest blev det altså ikke til. Men den kan jo komme på et tidspunkt.

– Hvordan ”at være gift” føles? Ha, ha. Ved du hvad, det føles faktisk virkelig RIGTIGT.

Det giver på en eller anden måde en ekstra forbundethed. Og jeg synes stadigvæk, det er så sødt, når jeg hører Peter omtale mig som sin kone.

Der bliver stille et øjeblik i den store, lyse lejlighed på Frederiksberg.

Så stille, at man kan høre hunden, der ligger og snorker knirkende ved siden af hende. Og så er det, hun tilføjer:

– Når vi sidder her i dag og taler om valg, hører det med, at dét, at Peter og jeg stadigvæk er sammen, det er helt klart et valg.

På mange måder har det været et udfordrende samliv, vi har haft og har. For vi ER meget forskellige. Meget, meget forskellige.

Så det, at vi sætter en streg under vores forhold med et reelt ægteskab, det er i den grad en manifestation af det valg.

Det er et kæmpestort valg med kærligheden som rettesnor. Og fordi vi bare VIL hinanden.