Brev til Anna Mejlhede: Hvad skal en mor til en voksen datter leve op til?

Hej Anna

Jeg er mor/mormor, og jeg er førtidspensionist på grund af smerter og udtrætning.

Jeg bliver hurtigt udmattet, og jeg har forsøgt at lave frivilligt arbejde, men min energi slår ikke til.

Jeg har hjulpet med at passe børnebørn rigtig meget i perioder, mens de var små. I dag er de begge skolebørn i indskolingen.

Mine kræfter og min energi er blevet væsentligt forværret de sidste par år. Nu har min datter så fået den idé, at jeg ikke ønsker at deltage i hendes børns liv, og at jeg alt for ofte melder fra på grund af helbred eller økonomi.

Jeg bliver ked af, at hun prikker til de punkter, hvor jeg er mest følsom.

Jeg er ikke glad for, at min fysik er blevet så dårlig. Jeg gør, hvad jeg kan, når jeg kan.

Jeg vil ikke bruge min sygdom som undskyldning, men det er forklaringen, når jeg ikke kan.

Jeg har ikke mulighed for at gå ud og tjene ekstra penge. Ej heller gøre noget for at få mere energi/flere kræfter. Hvis jeg kunne, gjorde jeg det!

Jeg er ked af, at min datter fravælger mig på grund af noget jeg ikke kan ændre.

Sårede følelser fra os begge er svære at gøre noget ved. Jeg vil rigtig gerne imødekomme hende.

Jeg har taget imod alle frustrationer og vrede fra hende i hendes barn- og ungdom.

Skal jeg stadig bare tage imod? Vil jeg som mor altid skulle være “den voksne” og lade hende være barn, som da hun var teenager?

Er vi i dag ikke begge ligeværdige voksne? Hvad vil du foreslå?

Hilsen

Moderen, der ikke kan finde sin rigtige plads

Kære mor

Det kan virkelig være en udfordring at mestre den balance, der skal finde sine ben imellem os, når vores børn bliver voksne.

Det er et tema, jeg har drøftet mange gange og med mange forskellige mennesker, også i min tid som præst.

For ingen kan som vores børn udstille vores svagheder. De er jo lige præcis de mennesker, vi allerhelst vil være stærke for.

Jeg så engang en satiretegning, hvor en far sad pakket ind i gips fra top til tå, og nedenunder stod der:

“Og børnene regner stadig med, at jeg laver lasagne …”

Ak ja. Af og til må der humor til, før vi kan se alvoren i situationen. For det kan være svært, også for voksne børn at indse – og ikke mindste acceptere – at deres forældre ikke kan det samme som tidligere.

Sagen er den, at lige meget hvor gamle vi selv og vores børn er, så er vi forældre på livstid.

Også sådan forstået, at rummelighed, kærlighed og omsorg først og fremmest strømmer fra forældre til børn.

Selv om begge parter er voksne, vil vores roller stadig være forskellige.

Fortæl din datter, hvor vigtigt det er for dig, at du får lov at være tæt på hende og børnene. Fordi du VIL dem.

Spørg hvad det er, hun synes, hun mangler fra dig. Er det tid? Eller er det noget helt andet?

Og kan du tage hul på den samtale, uden at du bebrejder hende for at have urealistiske forventninger til dig?

Selvfølgelig kan du ikke stille op på samme måde i forhold til børnepasning, som hvis du var rask og rørig!

Skønt man er mor og mormor, er man ikke per automatik forvandlet til et supermenneske. Men den dårlige samvittighed der sniger sig ind på dig i den forbindelse, skal du forsøge at tage livtag med.

Du kan jo stadigvæk være der for din familie. At spille et spil eller læse sammen, ja, hvad som helst du kan lave sammen med dine børnebørn, uden at blive for udmattet, er bestemt også at deltage i deres liv.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.