Nu er der kommet flere kvinder på stemmesedlen - men på de mest magtfulde poster er tendensen klar

Når du den 1. november skal afgive dit kryds i stemmeboksen, kan du sætte det ud fra flere kvinder, end hvad der førhen har været tilfældet.

38 % af de opstillede kandidater er kvinder, og det tal er det tætteste, vi i Danmark har været på en ligelig kønsfordeling på stemmesedlen. Det viser en ny analyse fra Institut for Menneskerettigheder.

Men selv om det kommende valg sætter ny ligestillingsrekord i antal opstillede kandidater, viser analysen også, at det halter med ligestillingen jo nærmere, vi kommer de mest magtfulde pladser i vores samfund.

Over de seneste 30 år har der været stilstand i udviklingen af antal kvindelige ministre. I perioden 1988-2022 var én ud af tre ministre kvinde, og jo tættere vi kommer på magtens absolutte centrum, desto mere skævvridning er der, viser analysen.

Det er en tendens, som trækker paralleller til det seneste kommunalvalg, men også ud over gangene på Christiansborg, siger Morten Emmerik Wøldike, der leder Institut for Menneskerettigheders arbejde med køn og LGBT+.

– Ved det seneste kommunalvalg i 2021 blev en historisk højere andel af kvinder valgt, men selv om der kom flere kvindelige borgmestre, har vi i Danmark stadig en meget skæv kønsfordeling på de kommunale topposter med 21 kvindelige borgmestre i de 98 kommuner. Vi ser også i erhvervsvirksomheders ledelse og bestyrelser, at jo højere vi bevæger os op i ledelseshierarkierne, desto færre kvinder er der, siger han.

Halter efter vores nabolande

Morten Emmerik Wøldike glæder sig over, at man ved det kommende valg vil have mulighed for at sætte kryds ved flere kvindelige kandidater, men han understreger samtidig, at tallene er et udtryk for, at det går langsomt med ligestillingen i dansk politik.

I Sverige, Norge og Finland udgør kvinder mere end halvdelen af regeringerne, og også på europæisk plan ligger vi under gennemsnittet, når vi tæller vores kvindelige ministre.

En stor del af forklaringen på, at vi halter bagud, skal ifølge Morten Emmerik Wøldike i høj grad findes i de politiske partiers fokus og initiativer på ligestillingsfronten.

– Der har i de andre nordiske lande været en større tradition i de politiske partier for at benytte kvotering i forhold til at sikre en mere ligelig kønsfordeling blandt opstillede kandidater. Kigger vi på Sverige, har der i de store partier også udviklet sig en tradition for, at man søger en regeringsdannelse med en ministerfordeling, som repræsenterer kønnene mere 50/50. Den tradition har vi ikke set i Danmark, siger han.

Analysen for Institut og Menneskerettigheder peger på, at kun få danske partier har initiativer og regler, der ligesom i det svenske skal øge ligestillingen, og det er ifølge Morten Emmerik Wøldike et problem.

– Det er partierne, der har serveretten i forhold til at sikre, at flere kvinder bliver opstillet til folketinget. Derfor anbefaler vi, at partierne arbejder systematisk på at skabe en bedre kønsbalance og udvikler en ligestillings- og mangfoldighedspolitik, hvor de opstiller en ambition om at sikre en bedre kønsfordeling blandt deres folketingskandidater på landsplan og i de enkelte valgkredse, siger han.

Normen i de svenske partier i forhold til at fremme ligestillingen er også noget, der smitter af på den regeringsdannelse, der sker i sidste ende, når statsministeren skal udpege sine ministre, påpeger han.

Derfor ser han gerne, at den norm også indfinder sig blandt partierne herhjemme.

– Det er vigtigt for vores demokrati at sikre, at der er lige adgang til magt og indflydelse i politik. Og det er et sundhedstegn for et demokratisk samfund, at forskellige erfaringer og udgangspunkter er med om bordet, når der skal træffes beslutninger, der har betydning for alle, siger han.

I sidste ende er det selvfølgelig også op til vælgerne, hvor de sætter deres kryds. Her peger Morten Emmerik Wøldike også på, hvordan de danske tal også kan være en indikation på, at der blandt befolkningen mangler fokus og forståelse omkring ligestilling.

– Det er en indikation på en klassisk forestilling om, at ligestilling er noget, der kommer af sig selv, og at det faktisk allerede har indfundet sig herhjemme, siger han.