Lægerne troede ikke på, at Ann Eleonora havde kræft. Så insisterede hun på, at få fjernet sit ene bryst

Man kunne jo også tage til Mallorca. Alene. Eller kunne man?

Ann Eleonora Jørgensen kan ikke holde ud, at sommeren er slut. Men det, der engang var så indlysende let – pakke en taske og passet og så af sted ud i det blå – har pludselig fået en sitrende kant.

– Jeg kan mærke sådan en … uro ved tanken. Man skal vide om mig, at jeg har hitchhiket igennem Mellemøsten som 19-årig UDEN nogen som helst skræmmende fornemmelse i kroppen. Jeg gjorde det bare.

– Men nu kan jeg have det sådan, okay så kommer jeg til Palma, så skal jeg leje en bil, kan jeg finde ud af at køre og hvad med skiltene? Det er dér, hvor jeg tænker: Nej, nu må du simpelthen stoppe.

Hvad handler det om?

– Jeg VED det ikke. Nu er det jo ikke engang farligt længere, nu kan jeg gå fuldstændig i fred!

Hun griner.

Måske indtræder der en sårbarhed med alderen, den trækker bekymringer med sig, siger jeg.

– Ja, det tror jeg. Alene den måde jeg rejste på dengang. Jeg havde 5.000 kroner med og var af sted et år og arbejdede, hvor jeg kom frem.

– Fuldstændig ubekymret, intet kunne ske mig. Så jo … jeg troede, jeg var udødelig. Det har jeg nu fundet ud af, at … det er jeg ikke.

Ann Eleonora har store skuespilbedrifter med sig, – “Forbrydelsen”, “Herrens veje”, “Italiensk for begyndere” …

Hun er eminent til at spille stærke, følelsestunge roller, men lige nu og her ved hendes store spisebord virker det mere oplagt at tale om selve bedriften at være menneske i eget liv med alt, hvad det indebærer.

Dér har arbejdslivet faktisk en birolle, når det for alvor kommer til stykket. Hun har det sådan set meget godt, siger hun.

Sådan set. Der ligger en del eftertanke i de to ord.

– Jeg har haft et cancerforløb, ikke? Der fik jeg den ægte følelse at måtte sande, at livet … it’s a flipping coin. Lynhurtigt ser det hele anderledes ud.

– Så jeg tror, min lille bekymring om Mallorca også handler om den blanding af frygt og forskrækkelse, der kommer med sådan en diagnose, som stille og roligt fortager sig, så man ligesom begynder at komme tilbage på to ben. Begynder at turde gå op imod vinden igen.

Træt

Ann Eleonoras forløb var, siger hun selv, noget anderledes end normalt.

– Det viste sig ved brystbetændelse, der over halvandet år kom igen og igen og ikke kunne slås ned med penicillin.

– Lægerne blev ved med at sige, “det kan umuligt være cancer, det har ikke noget med cancer at gøre”. Men jeg kunne ikke forstå det. Jeg tænkte efterhånden også, der ER noget galt.

– På et tidspunkt var jeg på Frederiksberg skadestue, fordi jeg havde fået så meget penicillin, at jeg fik nældefeber. Der var en ældre læge, der havde god tid. Han sagde: “Du har haft en allergisk reaktion, må jeg lige spørge, hvad du får al den penicillin for?”. “Jamen det gør jeg, fordi jeg har brystbetændelse”.

– “A hva’ siger du? Jeg er gammel brystkirurg. En kvinde, der ikke ammer, eller en kvinde, der er over 35 år, må aldrig have brystbetændelse”.

Den samtale havde hun i baghovedet, da hun i 2019 spillede Shakespeares ”Helligtrekonger” på Grønnegårds Teatret.

– Jeg sov, når jeg ikke var på arbejde. Jeg lå oppe i mit sommerhus på Orø, der kunne komme en gæst forbi, jeg vågnede ikke af det.

– Jeg sov og sov. Uret var sat til at ringe klokken halv fem om eftermiddagen. Dér kørte jeg ind til teatret, tog kostumet på og gik på scenen. Bagefter kørte jeg tilbage. Og sov. Min mand syntes, det var mærkeligt, men det var alligevel også, som om vi stille og roligt vænnede os til, at det var sådan, det var med mig nu.

Radikalt

Men til sidst i spilleperioden kan hun ikke få kostumet på, fordi det ene bryst er så betændt og dobbelt så stort som det andet.

– Jeg er så syg, at jeg bliver indlagt på Rigshospitalet kort efter og ligger der i 14 dage og får penicillin i drop, de prøver at slå betændelsen ned. Jeg ved, den er gal. Jeg ved, at nu skal vi ikke længere bare blive ved med, at “se om vi kan få den betændelse væk, og så tager vi lige og ser tiden an”.

– Vi skal ikke se nogen tid an. Nu er jeg så dårlig, jeg kan mærke det i hele min krop, jeg er FLAD på en måde, jeg ikke kender. Jeg kan bare mærke det, den ældre brystlæge sagde, og det jeg selv fornemmer: Nu skal der gøres noget radikalt.

– Så siger jeg: “Det bryst skal væk, I skal fjerne det”. Det gør de så.

Det er den omvendte verden, ikke? Efter operationen tager hun hjem, mens patologerne gør deres. Nogle dage efter kommer hun tilbage til hospitalet for at få svaret.

– Og det var rigtigt, det jeg kunne mærke, det VAR cancer.

Hvordan reagerede du?

– Jeg frøs. Jeg gjorde ingenting. Jeg sagde ikke noget, jeg græd ikke, jeg spurgte heller ikke meget. Jeg har en lille smule skræk for hospitaler, så jeg glemmer lidt at spørge grundigt til tingene, jeg vil helst bare ud i en fart.

Der er to hænder på rattet ude på Rigshospitalets parkeringsplads. Det er Ann Eleonoras. Men der er ikke den normale forbindelse mellem hænderne og hendes hjerne.

– Jeg … lavede en kæmpe ridse på min Volvo. Jeg flåede siden op på en anden bil og på min egen.

– Jeg er ellers en supergod bilist, men hele mit verdensbillede var forrykket, jeg kunne simpelthen ikke bedømme afstand, da jeg skulle bakke ud. ”Graaargh”, sagde det så.

– Min mand skulle cykle hjem, han var cyklet derhen for at møde mig, da vi skulle have svaret, så jeg kørte selv og … jeg havde sådan nogle sorte huller bagefter, jeg kunne ikke huske, hvordan jeg var kommet fra Søerne og hjem. Jeg gik ind i et supermarked for at købe lasagne til min søn.

– Vi skulle sige det til ham, og jeg skulle lige synke det selv, det tog mig en evighed at være i det supermarked. Man kan kigge meget på mærkelige pestoer uden at se noget. Det gjorde jeg i en halv time.

Ann Eleonora gør kort proces:

– Det er en lortediagnose. Den trækker tråde langt ind i familien og langt ind i din fremtid – om den så bliver kort eller lang. Men det gør den. Og … sådan er det. Så det er virkelig noget med at prøve at få det bedste ud af det. Det lyder som en kliché, der kunne stå i et dameblad, ha ha, men det handler om at få det bedste ud af hver eneste dag.

Der er et par spørgsmål, der står og tripper for at blive stillet.

Havde lægerne undskyldningen på bagefter?

– Nej, det synes jeg ikke, de havde. Men der begyndte at stå noget andet i journalen. “Mod al forventning …”

Har du været vred?

– Jeg har været SÅ vred. Også fordi … hvis jeg ikke havde lyttet til mig selv, kunne det have spredt sig rigtig hurtigt, på grund af den type jeg havde. Det gjorde det heldigvis ikke. Knock on wood.

Forfængelighed

Ann Eleonora insisterede selv på at få brystet fjernet. Hun er ikke sentimental, hvad det angår.

– Det var jeg fuldstændig ligeglad med. Mine bryster har aldrig været min store force, det har ikke været dér, min identitet har ligget. Så det var ikke sådan en stor del af MIG, som skulle fjernes.

Men hun valgte rekonstruktion.

– Jeg er næsten færdig. Det hele er bare møg, for det gør ondt, og det er operationer med lang tids narkose – og det gik galt første gang, så jeg skulle have gjort det en gang til.

– Nogle gange fortryder jeg, at jeg ikke bare tænkte, nå, men så har jeg bare ét bryst, lad det være ved det. Jeg skal jo ikke ud på datingmarkedet, eller det kan man selvfølgelig aldrig vide, men i forhold til livet, så ER det lige meget. Det er en lille ting.

Forfængelighed …

– … Er noget underligt noget. Forfængelighed er en vidunderlig ting og en kæmpe kæp i hjulet for mange kvinder også. Det er begge dele. Altså, min mormor led af en nyresygdom og døde desværre meget tidligt … Hendes forfængelighed var en indikation af, at nok var hun dødeligt syg, men:

– Uanset hvor dårlig hun var – når hendes pink læbestift kom på, så vidste vi alle sammen: Okay, det er ikke nu, det varer lidt endnu.

– Selv lægerne havde det sådan, de kunne finde på at ringe og sige: “Nu skal I nok til at komme herud”, og en halv time efter kunne de ringe igen: “Nej, nu har hun taget læbestift på, kom i morgen eller en anden dag”.

– Så forfængelighed er fantastisk, det skal vi ikke kimse ad. Den er vigtig for os som mennesker. Der ligger faktisk en livsenergi i forfængelighed. Det gør der også i relation til rekonstruktionen:

– Der er noget livsenergi i at bevare sig selv så … hvordan skal jeg forklare det … så man har det dejligt og rart i sin krop i det her “hus”, man bor i. Og når man så får rekonstruktionen, er det hele en anden størrelse.

– Det hele er anderledes. Plus at i mit tilfælde tager man også lidt på af det der antiøstrogen. Blot for at sige, at i virkeligheden er det sådan, at nogle dage generer forandringen mig, og andre dage er jeg fuldstændig ligeglad.

Men det mentale betyder mere end det fysiske.

– Hundrede procent!

Hvad er der inden i dig af rester?

– Hvor meget det fylder omkring sygdom, døden og livet? Jeg tænker over det, men det tror jeg nok, jeg i det hele taget har hang til. Også før sygdommen.

– Jeg tænker over det flere gange om dagen. Jeg tror ikke, det forsvinder, det tror jeg heller ikke nødvendigvis, det skal. Jeg er meget tilhænger af at man … står med det, man er. Jeg tænkte, hvorfor mig jeg er jo stærk og sund.

– Det, tror jeg, gælder alle kvinder, der får den diagnose, men … i virkeligheden kan man sige, at man bliver slået ud af kurs, man bliver ligesom mindet om sin egen sårbarhed, og at komme ud på den anden side af det, synes jeg ikke handler om at skynde sig at blive så meget som muligt, som man var før, men … ligesom at sige, nå, men nu har jeg åbenbart udvidet mit “hus” med flere værelser.

– Og det hele må gerne være der. Også de store følelser eller angsten eller hvad det nu må være. Det handler ikke om at være tryg.

Er du blevet sundhedsfreak?

– ​Nej, det er jeg ikke, det tror jeg ikke på. Alt med måde. Jeg tror også, man kan komme til at hænge fast i sin sygdom, hvis man fra nu af kun må spise det og det, men ikke det og uuh, hvis der er mælk i noget …. Så kan man komme til at dyrke sin sygdom. Den fylder jo i forvejen enormt.

Også i parforholdet:

– Man kommer til at se hinanden på en lidt anden måde, og man skal passe på ikke også at være patient i parforholdet, og DET kan være en kæmpe udfordring. Det synes jeg faktisk.

Terapeutisk

Ann Eleonora har opdaget, at det at skrive giver hende afløb for angst.

– Jeg græd ikke, men jeg begyndte at skrive, og det har jeg været rigtig glad for. Jeg har aldrig sådan skrevet før, men pludselig kom det bare ud på den måde.

– Måske skulle det bare ud, fordi det skal ud af mig. Man gennemlever noget, man kommer i nogle tilstande, som er … helt ens egne. Terapeutiske. Når noget på den måde forlader en selv, så kommer det igennem en og ned og ud.

Har du overhovedet kunnet holde ud at gå på scenen?

– Nej. Jeg tager sådan lidt tilløb til at komme derhen. Men jeg vil gerne, for jeg ved jo, hvor vigtigt jeg synes, teatret, ordet og kunsten i det hele taget er.

En ærgerlig stemning af kulturen som overflødig og elitær satte for alvor ind under covid, siger hun. Hun taler om jantelov, skoma’r bliv ved din læst, og flyv ikke højere end vingerne bær’.

– Der er så meget den indstilling, at dem, der satser deres liv og skæbne og måske nogle gange lever ret utrygt, fordi det er en utryg branche – de er intet. INTET.

– Men for mig at se er det i kunsten, vi finder vores åndsfæller. Det er der, vi finder det, vi kan læne os ind i. Når vi læser en bog, kan vi føle os genkendt som mennesker, fordi en forfatter tør sætte sig ensomt dag efter dag og skrive.

– Og danserne, der står på scenen, har brugt deres krop i en grad, så vi andre kan sidde i salen og græde, vi ved ikke nødvendigvis hvorfor, men det RØRER os. Når man ikke har respekt for det … Det er forfærdeligt, hvad der sker.

– Hvis man som politiker ikke har forstået, at kunst er ånd og en af de søjler et samfund står på, så har man ganske enkelt ikke forstået ret meget om livet, og det er skræmmende.

Det er rene ord for pengene. Og der er flere, hvor de kommer fra.

Hun er frustreret over den politiske scene og bruger ord som “uhyggelig” og “frygtelig”. Og hun taler om magtfuldkommenhed og politikere, der spiller skuespil:

– Jeg er skuespiller, jeg kan godt call’e et dårligt act.

Det er en “erhvervsskade” – de er meget afslørende, siger hun, de lidt joviale smil.

– Det er så tilrettelagt, så indstuderet, jeg kan slet ikke have det. NÅ. Nu fik vi bitchet.

Og det trængte vi til …

Hun griner igen, men har ikke noget behov for at trække sine skarpe ord baglæns ind i munden igen, sluge dem og lade som om, de aldrig er blevet sagt, så de ikke ville komme til at stå her.

Det ville jo være nemmere. Flinkere. Ufarligere. Men det er ikke Ann Eleonora. Man skal kæmpe for det, man har kært.

Kæmpe for kunsten. Sige tingene som de er. Uden frygt.

– Ja. Sådan er det. Jeg har altid været sandhedssøgende og ærlig, og jeg tror, at vi mennesker bliver en lille Knorr-terning med alderen – at de træk vi har, står tydeligere og tydeligere frem. Derfor bliver sandhed og ærlighed vigtigere og vigtigere for mig, jo ældre jeg bliver.

​Heldig

Hun har været med i foreløbig to tv-serier, "Nisser” og ”Fantomforhold,” siden hun blev syg. Lige nu har hun ingen planer om teateroptrædener.

– Men det kommer jeg til. Jeg har masser, jeg stadig gerne vil undersøge som skuespiller og på scenen. Det er dejligt at være i, og jeg vil rigtig gerne rigtigt tilbage. Men jeg passer sgu ret meget på mig selv lige nu, og jeg har en masse, jeg ikke vil gå glip af, som handler om at være der for min datter og for min søn. Det skal gå op i en højere enhed.

​Men pengene? Hvordan har hun klaret det? Uden sygedagpenge. Uden løn. uden fast job.

– Jamen, dels har jeg været heldig, at jeg har lavet nogle ting, som har givet mig nogle gode rettighedspenge, og som jeg stadig tjener på. Så lang henad vejen har jeg kunne klare den derfra, og så har jeg jo lavet de to tv-serier, og så … tjener min mand også godt.

Ikke fordi de deler alt. Det gør de ikke.

– Vi deler udgifter, men ellers har vi ikke på den måde fælles økonomi.

Er det en god idé i sådan en situation, som du har været i?

– Når man står og ikke ved om man kommer til at arbejde igen? Altså, hele mit liv har været så omskifteligt. Jeg har været et sigøjnerbarn på nogle måder, jeg har flyttet meget rundt og har gået i mange forskellige skoler.

Det er nærmest en underdrivelse. Hun har gået i SYV skoler som barn. Engang var hun på krokodillejagt i Gambia med sin far.

Hun er vant til nye udgangspunkter. Og hun er vant til ikke at rejse tungt.

Espressokanden sprutter. Dronningemandlerne på bordet er i pastelfarver. Bogreolen farvekoordineret.

Køkkenvitrinen fyldt med delikat kongeligt porcelæn. Det gode liv er en stor lejlighed på Vesterbrogade og et lille sommerhus på Orø.

Men det kan også være mindre.

– Jeg er … utrolig glad for alle de materielle goder, jeg har, og hvor dejligt det er. Men jeg er også helt udmærket klar over, at hvis jeg boede i et lille hus med hunden og mine elskede børn og min mand omkring mig, så … er det fint.

– Jeg kan da godt lide at bo i den her dejlige lejlighed, men hvis forudsætninger ændrer sig, må man jo ændre på tingene. Det skræmmer mig sådan set ikke.

Monster

Når man har været derude, hvor man ser sit eget liv i uønsket perspektiv, er der et før og et efter.

– Og det er sjovt, fordi det er så vildt. Der er noget, der bliver meget større. F.eks. en solnedgang eller en kornmark.

– Og frygten får sit eget monster. Den har faktisk pludselig et ansigt. Det er ikke noget diffust, det er faktisk ret reelt: Det her er vi bange for, skal ske. Det er noget besynderligt noget. Livet er sgu et pludseligt sted.

– Du kan gå ud ad døren og ned på gaden nu og få en bus i nakken. Du kan få en telefonopringning: noget er sket. Det ER bare et pludseligt sted. Og jeg tror at … sygdom måske sætter et forstørrelsesglas på det. For en tid. For så bliver det også dagligdag igen. Heldigvis. Men hvis man er heldig, har man måske høstet lidt visdom undervejs.

Men dem der siger, at de ikke ville have været det foruden?

– Nej, DEN gider jeg ikke høre på. Altså lad være! Jeg vil gerne have været det her foruden. Bare at se mine børns ansigter, da jeg skulle sige det til dem. Det var det VÆRSTE i mit liv.

– Det ville jeg gerne have været foruden. At de under hele pandemien har været så bange på grund af mig, det ville jeg gerne have været foruden. Og der er ikke noget med, at jeg er blevet klogere. Det er en lortediagnose.

– Vi skal ikke romantisere det på nogen måde. Det ødelægger familier. Det ødelægger fremtiden for mange. Det ødelægger drømme. Det er lort.

Hvad drømmer du om?

– Åh … Jeg er meget et enten/eller menneske. Det fandt jeg så tydeligt ud af, da jeg på et tidspunkt flyttede til Hellerup – og tilbage igen. Jeg er ikke til at bo i et villakvarter.

– Jeg er til at bo på Vesterbrogade, som jeg gør. Eller være i mit sommerhus på Orø, der er ikke en gadelampe, ingen smarte ting og sager, man kan købe, der er bare mark. Så jeg er til land og mørke og stjerneklar nat. Til stilhed, at suge indad, at fordybe mig. Og jeg er til by, larm, fest og gader.

– Jeg drømmer nok om at få begge dele integreret endnu mere i mit liv. Måske skal jeg have hænderne i noget jord, og måske skal noget gro op af den jord.

– På den anden side skal jeg senere i dag til koncert i Forum med mine veninder og stå og danse til LP – Laura Pergolizzi. Kender du hende? Jeg skal spille hende for dig, hun er fantastisk. Jeg tror, det er det, jeg drømmer om. At forfine begge dele mere. Ikke længere være i tvivl om jeg hellere skulle det ene eller det andet.

Pause ved bordet til hun finder det, hun leder efter i mobilen.

– Det er HENDE her, jeg skal ind og høre i aften.

Siger Ann Eleonora og skruer op. Og smiler. Vi skal huske at danse.