Da Simon Kvamm stod på Smukfest sprang noget i øjnene: "Så synes jeg da, at der er et eller andet galt"

Simon Kvamm er ikke gammel. Men i dansk musik er han efterhånden en af de gamle.

Det var en af de erkendelser, han gjorde sig, da han i perioden 2015-2019 boede i den lille nordvestjyske by Klitmøller.

Og hvad gør man så? Sætter sig på en barstol med en akustisk guitar og bliver troubadour?

Eller laver et nyt musikalsk projekt, som er rasende, arrigt og aggressivt i sit udtryk, og hvor man(d) gerne må gå i læder og eyeliner, selv om man er fyldt 45 år?

Klart det sidste, kunne man konstatere, da Simon Kvamm i 2020 præsenterede resultaterne af, hvad han havde brugt sit musikalske refugium i Klitmøller til – nemlig gruppen HUGORM, som debuterede med albummet “Folk skal bare holde deres kæft”, siden udgav en ep og nu er aktuel med albummet “Tro, hug og kærlighed”.

På det nye album er der ifølge Simon Kvamm lidt mindre raseri og i højere grad plads til at synge om mere bløde og inderlige emner.

– Jeg var i en fase, hvor jeg var ved at finde ud af, hvad jeg ville. Jeg er midt i livet og havde måske ikke en egentlig midtvejskrise, men kunne nok godt mærke lidt krise banke på i forhold til tanker om, om jeg nu har nået, hvad jeg ville, og frustrationer over, hvad jeg nu skulle musikalsk, siger han om dannelsen af det nye musikalske projekt.

De voksne sprækker

Selv om Simon Kvamm føler sig som en af de gamle i den danske musikbranche, er han langtfra færdig, når det handler om at kaste sig ud i nye eksperimenter.

Og fra at være et prøvende musikalsk projekt, der skulle fylde de mørke aftener ud i Klitmøller, blev trioen en mere central del i Simon Kvamms liv.

På det nye album handler sangen “Vi ses” om, hvad der skal stå på ens gravsten.

Teksten er skrevet af salmedigteren Iben Krogsdal, men den udtrykker meget præcist, at Simon Kvamm ikke selv kan se sig helt fri for at gøre status over sit liv og sin karriere med jævne mellemrum.

– Det skisme står jeg helt klart i. Jeg har ikke tænkt så meget over at gøre status, men når jeg går ind i et nyt musikalsk projekt midt i livet er det jo et udtryk for, at jeg evaluerer mit liv.

– Det er ikke, fordi jeg bevidst undgår at gøre status, men jeg forsøger nok at være opmærksom på det. Jeg er blevet mere bevidst om de valg, jeg har taget. Den skråsikkerhed, jeg havde som yngre, er væk, og det tror jeg er meget sundt, siger han.

Simon Kvamm blev for 15 år siden første gang for alvor udfordret på netop ungdommens skråsikkerhed og sit behov for kontrol.

Det var nemlig her, han blev far for første gang – til datteren Elinor. Men hvordan går det med at slippe kontrollen i dag?

– Jeg har ikke lært det til fulde, men jeg er blevet bedre til det. Efterhånden som mine børn er blevet større, har jeg i højere grad forstået, at jeg ikke kan styre dem.

– Der går nok nogle år, før man fatter, at børn faktisk ikke er halvt én selv og halvt ens partner – bare i lille version. At de jo er mennesker og ikke dukker, siger han.

Det var faktisk allerede, da hans ældste datter blev født, at Simon Kvamm begyndte at skrive på den sang, der på det nye album har fået titlen “De voksne sprækker”, og som slet og ret er ment som en konfirmationssang.

– Den handler om, at det nu er min datter, der skal træde ud i verden. Og hun skal vide, at jeg ikke kender alle svarene.

Jeg har også slået mig.

Det, jeg nok forsøger at sige, er, at jeg ikke kan leve livet for min datter, og jeg ikke kan skærme hende, men at jeg kan være der, når det sker, siger han.

Meningen med det hele

Det er først gang, Simon Kvamm har skrevet en decideret “lejlighedssang”. Som Kim Larsens “De smukke unge mennesker”, som han altid har holdt meget af.

Det er til gengæld ikke første gang, han skriver en kærlighedssang, som han har gjort med sangen “Himmeljuice”.

Men det er faktisk 15 år siden, han sidst har udøvet den disciplin.

Det var med sangen “First Blood Harddisk” fra Nephew-albummet “Interkom Kom Ind” fra 2006 og før det var det superhittet “Superliga” fra gennembrudsalbummet “USADSB”.

Alle tre skrevet til hans hustru, Stine Ellerbæk.

– Jeg havde brug for at lave en sang, hvor jeg sætter pris på min kone. Jeg kan godt indimellem fortabes i nogle detaljeorienterede ting i mit sind og, billedligt talt, rode rundt nede på gulvet, hvor Stine er god til at give mig perspektiv og løfte mig op og minde mig om, hvad der er vigtigt.

– Det er også Stine, jeg drøfter og analyserer sangtekster og manuskripter med ved køkkenbordet og hende, der er spindokter på de samfundsorienterede kommentarer, jeg kan finde på at komme med på scenen. På den måde er min kone et klogt menneske, tilføjer han.

Simon Kvamm er ellers temmelig privat.

Han taler sjældent i interview om sine børn og sin mangeårige kærlighed Stine. Men han vil gerne sætte ord på, hvad han tror er styrken i deres forhold.

Det kræver en længere pause at svare på – som om ordene vejes mere præcist, når spørgsmålene bliver mere personlige.

– Jeg tror, at vi komplimenterer hinanden, når det handler om mod. Vi er modige på forskellige punkter, siger han så.

Stine er modig, når det handler om store livsforandringer, som at flytte til Klitmøller eller sætte projekter i gang.

Simon kan bedst lide, når tingene er, som de plejer. Han holder af rutiner.

Omvendt er han mere modig, når det handler om at stille sig frem foran verden og vise, hvad han laver.

– Jeg tror, at vi kan inspirere hinanden til at turde flere ting sammen, siger Simon Kvamm, hvorefter han lukker snakken:

– Det er alt, hvad jeg har at sige om det.

Han siger det venligt, men helt uden at smile. Det er ikke uden grund, at balancen mellem komik og alvor har båret ham frem i verden.

Til gengæld vil han gerne tale om rollen som far, og hvordan han har oplevet den rolle forandre sig gennem årene. Vi starter ærligt ud.

– Jeg følte sgu ikke, at jeg var født til det. Jeg har aldrig været ret vild med andre menneskers børn. Det må jeg indrømme.

Men Simon Kvamm er et kristent menneske, og at få børn hører med til hans grundlæggende opfattelse af, hvad man skal i livet.

– Det er med alderen blevet meget tydeligt for mig, at jeg er et troende, kristent menneske. Jeg kan godt lide tanken om, at man skal underkaste sig en forståelse af, at noget er større, end en selv, siger han.

Og så er vi tilbage til det med at gøre status. For hvad betyder Gud og kristendommen for Simon Kvamm?

– Jeg kan godt lide tanken om at være en del af en menighed, som sammen går ind i en kirke og siger “tak”. Det er bare det, dybest set. Når det handler om at gøre status over sig selv og sin egen måde at blive forløst på, kan man godt glemme, at man bare er et menneske, og at der er noget, der er større.

– Jeg tror, at det ikke bare er sundt, men nødvendigt, at man forstår, at man bare er en brik. Børn er en del af den ligning.

– Jeg oplever, at mange mennesker er skeptiske omkring at få børn, men når det sker, slår de en ordentlig kolbøtte og tænker: “What?” Og lærer noget nyt om sig selv.

– Og ja, det er da frygteligt med alle de nætter, jeg ikke har sovet, men det kan jo slet ikke måles op imod det, jeg har fået igen, siger han.

En fucked verden

I dag er Simon Kvamms døtre hhv. 10 og 15 år. Og som han også giver udtryk for i sangen “De voksne sprækker”, kan han ikke undgå at tænke over, hvordan det er at sende dem ud i verden på egne ben.

Samtidig er han fortrøstningsfuld.

– Jeg synes, der sker nogle rigtig gode ting på den front, der handler om at være pige og kvinde i et samfundet og på arbejdsmarkedet, siger han.

Det gælder ikke mindst i en verden efter #MeToo.

– Jeg er stor tilhænger af, at der er et meget finmasket net, som fanger alting i øjeblikket. Jeg synes, det er godt, at der sker en form for dissekering af de ting, for det er en meget bedre verden, min døtre kommer ud i, end hvis de havde været piger og kom ud i den verden, som jeg kom ud i.

– Hvor var det dog egentlig fucked. Og hvor var der dog egentlig mange ting, som er sket de her år, siger han.

Simon Kvamm husker f.eks., da hans ældste datter startede i børnehave for 13 år siden, hvor hans kone dengang spurgte pædagogerne, om der virkelig behøvede at være en opdeling af drenge- og pigelegetøj.

– Det var et meget underligt spørgsmål dengang. Det ville det ikke være i dag. Det er et lille symbol, men det skal jo ganges op i forhold til mere alvorlige eksempler på manglende ligestilling.

Der har også på Simon Kvamms hjemmebane, musikbranchen, været et oprør i gang, hvor flere kvindelige musikere har stået frem og fortalt om dels #MeToo-sager, dels generelle problemer med manglende repræsentation af kvinder på musikscenen.

Det er ikke oplevelser, Simon Kvamm selv har været vidne til, og netop derfor er han meget påpasselig med at udtale sig om det emne.

– Jeg holder min kæft og lader dem, der har oplevet noget, komme til orde, så man kan forholde sig til, hvad de siger. Jeg har ikke noget behov for at stå frem og sige, at “jeg har altså IKKE oplevet noget!” Det ville være at lægge en kugle i den vægtskål, der siger, at der ikke er et problem. Det har jeg intet belæg for at sige, at der ikke er.

Simon Kvamm vil heller ikke blande sig i, hvordan en festival booker musikere ud fra et ligestillingsperspektiv. Og dog.

– Jeg kan da sige så meget, at når jeg står på Smukfest og ser en hyldest af dansk hiphop de seneste 20 år, og den eneste kvinde, der er på scenen, er Szhirley, der synger omkvædet i “Spændt op til lir”, så synes jeg da, at der er er et eller andet galt.

– Det kan godt være, at Natascha er død, men det kan ikke passe, at der ikke er flere. Det sprang alligevel i øjnene på mig.

Men Simon Kvamms grundlæggende holdning er, at han ikke vil være ekspert, når han ikke er det.

Så træder han hellere et skridt tilbage.

Eventyret “X Factor”

Netop af den grund har han også sagt nej til “X Factor” de gange, hvor han tidligere er blevet spurgt, om han vil være dommer, som han for nylig er blevet annonceret som.

– Det har kriblet i cirkushesten i mig, når jeg er blevet spurgt, men jeg har ikke været klar i forhold til, hvad jeg kunne bidrage med rent fagligt, og hvad jeg skulle kunne sige til deltagerne, siger han.

Men nu har han sagt ja. Tidspunktet føltes rigtigt.

– Jeg tænker, at jeg nu har en vis alder, ballast og anciennitet, som gør, at jeg har en ret til at sige noget til nogen.

Simon Kvamm indrømmer gerne, at han til at begynde med så “X Factor” som en slags guilty pleasure, men efterhånden som hans børn er blevet større, har det været en mere udtalt interesse.

– Jeg er stor fan af den institution, som “X Factor” er. Jeg kan godt lide tanken om, at et underholdningsprogram, der sendes live, kan samle så mange danskere.

– Det er måske i virkeligheden det samme, jeg oplever i kirken: Det giver mig en fornemmelse af fællesskab og en forbindelse til resten af Danmark. Alle bliver på en eller anden måde repræsenteret, så folk fra København til Lemvig kan sidde og hoppe og danse med flag hjemme i stuerne, siger han.

At han siger ja nu, har også at gøre med, at han mener, at programmet har udviklet sig, så han kan se sig selv i det og stå ved det.

– Jeg synes, “X Factor” har udviklet sig meget. Tidligere har der efter min mening manglet en formidling af, at det er et underholdningsshow, som ikke har ret meget med virkeligheden at gøre, er.

– Det er eventyr på fjernsynet, men når det er slut, er det slut. Jeg fornemmer, at dem, der medvirker i dag, som jo er opvokset med “X Factor”, godt ved, hvordan det er. Vi ser en sæson, og derefter kan ingen huske, hvem der vandt.

Når det kommer til hans rolle som dommer, vil Simon Kvamm bl.a. trække på sin erfaring med projektet “Musikstarter”, som kører på 10. år, hvor han er med til at tilbyde unge mellem 13 og 18 år en musikcamp i efterårsferien.

Men derudover erkender han sine begrænsninger.

– Jeg har en god fornemmelse af, hvem jeg er og ikke er, og hvad jeg synes er fedt og ikke fedt, og jeg er godt til at tale med yngre mennesker. Men jeg er ikke den der “trygge favn”, siger han.

Han har derfor allieret sig med et team bestående af bl.a. hans ven, restauratør Morten Christensen, som han mødte i Thy, hvor han står bag Hansthom Madbar.

– Morten er sindssygt godt til unge mennesker, fordi han ansætter dem jævnligt, og han er den trygge favn, jeg ikke selv er. Jeg tænker, vi kan lave et hold, som føles rart for nogle, der er yngre og uprøvede.

Tragikomisk på tv

Ser man bort fra “X Factor”, så er Simon Kvamms ene karrieremæssige ben lige nu HUGORM.

Det andet ben er DR2-serien “Guru”, som i november vender tilbage med anden sæson.

– Det er lidt, som da jeg havde “Drengene fra Angora” og Nephew samtidig, siger han. Der har ellers været en del år, hvor tv og komik har været lagt på hylden, mens musikken har fyldt mest. Men det har ikke været et fravalg. Snarere har det handlet om, at “Guru” har været mange år undervejs.

Serien, der handler om selvhjælpsguruen Andreas Mertz, spillet af Simon Kvamm, som med hjælp fra floskler fra en terapeut, han selv går hos, forsøger at vække sin hjemby, Silkeborg, er blevet skrevet i samarbejde med manuskripforfatter Rasmus Horskjær og hans kone, journalist Stine Ellerbæk, samt forfatter og psykolog Svend Brinkmann i en konsulentrolle.

– Jeg har i mange år været optaget af, at vi lever i en tid, hvor det på en eller anden måde hele tiden bliver forventet af én, at man kan forløse sig selv og skabe sin egen succes. At få mere succes end de andre på Instagram, og hvis ikke man får det, slår man sig selv i hovedet for ikke at være et godt nok menneske.

Derfor faldt det også naturligt for Simon Kvamm at indlede et samarbejde med Svend Brinkmann, som i 2014 brød blev landskendt med sin bog “Stå fast”.

Serien har haft en årelang fødsel – dels fordi Simon Kvamm har insisteret på, at den skulle foregå i Silkeborg, hvor han er opvokset:

– Jeg gad ikke sådan noget med, at nu optager vi i Værløse og leger, at det er Silkeborg.

Derudover holdt han fast i, at den ikke kun skulle være komisk.

– Jeg oplevede, at mange i tv-branchen havde svært ved at trykke på knappen, fordi der var en forventning om, at den kun skulle være sjov på Angora-måden. Jeg har hele tiden ment, at den skulle være komisk, men også tragisk og dyster, siger han.

Den kommende tid vil “X Factor” naturligvis stjæle en del af Simon Kvamms tid, men han er også bevidst om, at det er et midlertidig element i hans karriere.

– HUGORM og “Guru” er det, der fylder mest. “X Factor” er ikke mit, men det er også det sjove ved det. Jeg har i utrolig mange år levet af at skulle finde på ting og hive ting ud af mit eget system. Det er sjovt at prøve noget, hvor alt er defineret på forhånd for en gangs skyld, siger han.

Når han sætter sig i dommerstolen, vil han bl.a. gerne bruge sin jyske baggrund til at bryde med nogle fordomme og en polarisering mellem storby og provins, som han ikke mener er retvisende.

– Der er kommet sådan en storytelling om, at jyder og københavnere er vildt forskellige, som opdeler og stigmatiserer på en ret kedelig måde.

– Det er, som om der er Danmarksdemokraterne, og så er der kultureliten i København.¨Jeg vil gerne stille mig op og vise, at der er en anden måde at være jyde på, og være med til at sige, at forskellene måske ikke er så store endda