Ulykke
11. oktober 2022

Han faldt tre etager ned - og ingen troede, at han ville komme til at gå igen. Så fulgte en mørk tid

Skuespilleren Orlando Bloom åbner op omkring ulykke. Han faldt ud af et vindue fra tredje etage og brækkede sin ryg.
Af: Kicki Bengtsen
orlando

Foto: Richard Shotwell/AP/Ritzau Scanpix

- Det var en mørk tid.

Sådan beskriver Orlando Bloom tiden efter, han faldt ud af et vinduet fra tredje etage og brækkede sin ryg.

Faldet kostede ham på mirakuløs vis ikke livet, men meldingen fra lægerne var efterfølgende hjerteknusende.

Ifølge dem ville han nemlig højst sandsynligt aldrig komme til at gå igen.

Det fortæller den 45-årige skuespiller i et interview med Unicef, som i øjeblikket kører en kampagne, hvor de sætter fokus på mentalt helbred.

Orlando Bloom var 19 år gammel, da vanvidsulykken skete.

- Jeg var meget heldig at overleve, fordi min rygrad kun lige med nød og næppe stadig var intakt, fortæller filmstjernen.

I interviewet kalder han endvidere faldet for en "nærdødsoplevelse", og han fortæller, at ingen troede, han ville komme på benene igen.

Alligevel formåede han 12 dage efter sin indlæggelse at forlade hospitalet gående med hjælp fra et par krykker.

- Det var helt utroligt og uhørt, at jeg kunne det, siger Orlando Bloom, der dog alligevel endte ud i en depressiv tilstand, selvom han stadig havde sin førlighed.

- Månederne efter faldet var en mørk tid, siger han og fortsætter:

- Jeg var en person, som altid havde været meget aktiv, og pludselig var jeg meget begrænset og i mange smerter.

Orlando Bloom understreger, at ulykken var medvirkende til, at han reevaluerede sit liv, og på den måde formåede han at komme ud af den "mørke tid".

Han påpeger herefter vigtigheden i at tale om tingene, når det kommer til mennesker, der kæmper med mentale problemer.

Se interviewet med Unicef herunder:

Denne artikel blev først bragt på Se & Hør. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også