En gang brækkede hun sin hånd voldsomt under en forestilling. Og spillede videre

Vesterbrogade vugger og vrider sig som en stor levende organisme.

Jeg skal forcere politiafspærringer og et optog med 50 lastbiler og tusindvis af feststemte mennesker i alle regnbuens farver og undskylder forsinkelsen, da vi finder hinanden i mylderet på Vesterbro Torv.

Ingen af os havde tænkt på, at vi havde aftalt at mødes lige midt i Copenhagen Pride.

Men Sarah Boberg kender en café i nærheden, hvor vi kan sidde i fred og ro til den snak, hun har sagt ja til i anledning af den Reumert, hun blev belønnet med tidligere i år.

Hjemmevant og let til bens i et par højtaljede shorts viser hun vejen.

Hun holder sig ung med løb, gang, svømning og yoga, fortæller hun, da vi har sat os og bestilt vores kaffe.

– Jeg vil gerne kunne stå på scenen, når jeg er 80, og der skal mere og mere til for at holde formen. Jeg kan godt mærke, jeg ikke er 25 længere.

– Jeg har altid løbet og svømmet meget, men nu mærker jeg med det samme konsekvenserne, hvis jeg springer over, og jeg skal tænke mere på min søvn.

Yoga dyrker hun næsten dagligt, og det skal helst være hot yoga. Og det er ikke kun, fordi hun godt kan lide varme.

Det er godt for leddene, og så har det, lidt atypisk, vist sig at have en god effekt på hendes lymfesystem, ligesom kompressionsærmet, hun har på under sin skjorte.

Det stramme sorte ærme ser elegant ud på hendes slanke arm og skal forhindre lymfeødem efter en operation for brystkræft, hun fik for seks år siden.

– Det var en lille bitte knude. De scannede mig tre gange, før de kunne se den. Men jeg kunne selv mærke det og blev ved med at insistere på, at der var noget. Det fik jeg ros for bagefter.

Hun var syg i et lille års tid og blev under hele forløbet ved med at arbejde.

Det gjorde hun også, da hun blev skilt, og da hun i 2009 mistede sin far og i 2013 sin mor.

– Sådan fungerer jeg åbenbart. Da jeg var syg, var det eneste sted, jeg ikke kastede op, på scenen.

– Når jeg ikke var på scenen, lå jeg og havde det skidt. For mig er teatret ligesom et frikvarter fra livet. Det er meget sværere at være ude i livet. Det hænger selvfølgelig sammen med, at man spiller en anden og er optaget af noget andet end sig selv.

– Men det betyder ikke, at man ikke er sig selv, mens man lever sig ind i rollen som en anden.

– Når jeg står på scenen, kan jeg for eksempel godt registrere ham, der sover på første række, og hende, der sidder og tjekker sin mobil.

– I det rum glemmer jeg mit private jeg, men jeg føler ikke, jeg bliver en anden. Jeg er optaget af, sammen med nogle andre, at kommunikere en historie til publikum via at være en anden. Det er lidt flippet.

En gang brækkede hun en hånd under en forestilling. Det var ret voldsomt, hun fik knust flere knogler i sin hånd og sine fingre.

Det skete, da hun som Polina i Tjekhovs ”Mågen” faldt forkert og landede med hånden lige oven i et kæmpe bundt nøgler.

Men hun spillede videre og gennemførte endda at holde en bakke med glas og en flaske champagne på sin brækkede hånd.

Først efter tæppefald tog hun på skadestuen. Der er masser af den slags historier fra teatret.

– Det handler om koncentration. Jeg forestiller mig, det er det samme for en idrætsmand. Man er sindssygt fokuseret og kun på bolden og ikke optaget af, hvordan man selv har det.

Elisabeth

Sarah Boberg har haft et væld af roller på de danske teaterscener.

Hun kan ikke udpege en yndlingsrolle, men en af favoritterne er helt klart Elisabeth i Lars Noréns parforholdsdrama ”Sandhed og Konsekvens”, som hun spillede på Teatret ved Sorte Hest sidste år, og som hun fik sin Reumert for.

– Jeg havde det som om, den rolle var skrevet til mig. Det var, som om replikkerne var lige det, jeg ville sige.

Og det er ellers ikke, fordi Elisabeth er hverken sympatisk eller elskelig.

– Hun er sindssygt kvik og underholdende og befriende sjov og ondskabsfuld og usympatisk på samme tid. Et apparat. Sådan en, man ikke kan holde ud.

Men som skuespiller handler det netop ikke om at dømme den karakter, man spiller.

Man prøver snarere at forstå baggrunden for, hvorfor hun opfører sig og handler, som hun gør.

Og Sarah genkender flere elementer i Elisabeth-karakteren fra det miljø, hun voksede op i, og hvor mange var kunstnere som hendes far.

Mange af dem drak og røg for meget, var nogle ”apparater”, der sagde de rigtige ting på de forkerte tidspunkter og forkerte ting på de rigtige tidspunkter, og afskyede alle former for hykleri og medløberi.

På en måde var de umulige og urimelige, og samtidig kan hun godt savne de ”gamle røvhuller”, som hun kaldte dem i sin takketale (i bedste Elisabeth-stil).

– Vi lever i en tid, hvor vi har utrolig stort fokus på vores ret, og man skal passe meget på med, hvad man siger.

– Det er der meget godt at sige om. Jeg tror, den bevægelse er nødvendig for at komme diskrimination til livs, og som samfund bliver vi selvfølgelig nødt til at regulere.

– Men det er et problem, at alting efterhånden kommunikeres i overskrifter og korte statements, for vi kommer så let til at misforstå og dømme hinanden.

– Vi er også nødt til at kunne lytte til hinanden.

Læsehest

I Sarahs barndomshjem var ordet frit, der blev talt meget, læst ”helt vildt meget” og fortalt mange historier.

De gik ikke i teatret, men faren var filmnørd og havde en enorm samling af film. Lille Sarah så med og drømte om at være dem i filmene.

Senere, da hun fandt ud af, at der var nogen, der spillede dem, ville hun være skuespiller.

Hun overvejede også at blive danser og gik på et tidspunkt på en danseskole i London.

Men hun savnede ordene, og siden har hun holdt sig til skuespillet, målrettet og uden at vakle, og hun er i dag en af Danmarks mest benyttede skuespillere.

– Jeg tror, det er, fordi jeg aldrig har begrænset mig selv og har lavet så mange forskellige ting. Jeg har aldrig gået op i karriere, men mere i hvad jeg synes er interessant.

I de første år i New York, supplerede hun sine legatindtægter med tjanser som hundelufter, servitrice og model (man kunne ikke tage SU med til udlandet dengang).

De sidste fem år var hun flere gange hjemme i Danmark for at arbejde, bl.a. for den danske teaterleder og billedkunstner Kirsten Dehlholm, og hun var fast guide for danske skuespilelever på studietur i New York.

Det gav hende et netværk, som hun kunne trække på, da hun i 1998 flyttede tilbage til Danmark, og i dag føler hun sig ”sindssygt privilegeret over”, at hun har haft og stadig har så meget at lave og har mulighed for at lave både film og teater.

– Jeg vil gerne blive ved med at lave begge dele. Jeg elsker at lave film og tv. Men forbindelsen til teatret betyder mere og mere for mig.

Der er ikke en bestemt rolle, hun går og drømmer om at spille. ”Hvordan” og ”med hvem” er mere afgørende end ”hvad”.

Og dog, en rolle i et Shakespeare-stykke kunne være fedt.

Men lige nu er hun optaget af Simone de Beauvoir.

Sammen med Ellen Hillingsø medvirker hun nemlig i ”Beauvoir”, et helt nyt stykke, som de to selv har været med til at skabe sammen med instruktøren Christoffer Berdal.

Det har krævet, at de har måttet tygge sig igennem det meste af den franske filosof og feminists forfatterskab.

Sådan noget er lige en opgave for Sarah Boberg. Hun elsker at læse (også at læse op), hun kunne læse, før hun kom i skole, og hun læser ekstremt hurtigt.

– Jeg læser store klamamser ad gangen og skråt ned over siden, ikke på den måde, man lærer at læse i skolen. Faktisk havde jeg svært ved at forstå systemet, de underviste efter i skolen, så jeg fik at vide, at jeg var ordblind og dum.

Måske er det derfor, hun har svært ved at stave. Men det fik ikke lukket munden på hende.

Hun er også god til at lære udenad og vil helst kunne teksten udenad, når hun går i gang med prøverne på et nyt stykke.

– Så kan jeg spille mere frit.

Hun øver sig helst i bevægelse.

– Når jeg går eller løber. Så har teksten i hånden. Men jeg skal kunne den nogenlunde først.

Vi afrunder også interviewet i bevægelse, og med Copenhagen Pride som bagtæppe slutter vi af på fortovet ud for døren til hendes opgang.

Her har hun boet, siden hun kom tilbage fra New York. I gåafstand fra de fleste københavnske teatre.

Næsten helt oppe i den anden ende af Vesterbrogade ligger Teatret ved Sorte Hest. Det er der, hun fra den 22. oktober til den 3. december spiller ”Beauvoir”, og næste år skal hun spille Elisabeth igen på det lille teater.

Det glæder hun sig til.

– Jeg er så heldig, at jeg skal spille den igen. Jeg elsker den rolle.

– Og jeg elsker den scene på det teater og Anette Støvelbæk, Peter Oliver Hansen og Niels Ellegaard, som jeg spiller med.

– Derfor er jeg også så glad for, at det lige var Elisabeth, jeg fik min Reumert for. Det betyder meget for mig.