Forfatter vil have os til at opdage de røde flag i et forhold: "Det er oftest et mønster af bittesmå ting"

“Jamen er det dig, Torben?”

Kirsten ligger i sengen i sit sommerhus ved Vestkysten. Oven på hende sidder Torben – den mand, hun lige har forladt.

Han er ved at kvæle hende og formulerer sit forehavende:

“Jeg er kommet for at slå dig ihjel.”

Kirsten overlevede. Hun har selv kunnet fortælle, hvordan hendes eksmand – den ellers pæne universitetsunderviser Torben – gradvist ændrede karakter.

I en sådan grad, at Kirsten til sidst ikke kunne holde ud at være sammen med ham og valgte skilsmisse.

Med drabsforsøget til følge.

Torben er den besidderiske type. Den forurettede. Ham, der ikke kan tåle at blive forladt.

Han er en af flere typer drabsmænd, vi møder i “En forudsigelig forbrydelse” – en ny bog om kvindedrab i Danmark, hvor både Kirstens og seks andre kvinders livshistorier rulles ud.

Forfatterne til bogen er journalist Line Vaaben og retsmediciner Asser Hedegård Thomsen, hvis ph.d.-afhandling lægger data til den ekstremt grundige belysning af 536 danske kvindedrab i årene 1992-2016.

En skilsmisse som Kirstens kan være farlig.

Den er et af flere røde flag, forfatterne identificerer og vil have os til at se og reagere på.

For selv om det er sager som drabet på Kim Wall, der får pressen til at gå i selvsving, er det, når vi vender blikket væk fra de gule breaking-bjælker og kigger ind bag gardinerne i hjemmene, vi for alvor kan gøre noget for at forebygge kvindedrab.

– Pressen er ekstremt optaget af de uskyldige unge kvinder, der slås ihjel af fremmede. Det er, fordi det er en form for offer, vi synes, er mere uskyldigt end den kvinde, der tæves ihjel af en voldelig ægtemand. Men sandheden er en helt anden. Vi skal have kvalificeret debatten om kvindedrab, siger Line Vaaben.

Kvinder, som bliver dræbt, bliver det af mennesker, de kender – 76,5 procent bliver slået ihjel af et familiemedlem.

I over halvdelen af tilfældene af deres partner.

Psykisk vold fylder

Line Vaaben fremkalder Kirstens, Cecilies, Marias, Grethes, Mariannes, Vibekes og Judys liv for læseren.

Vi lærer kvinderne at kende og får indblik i forskellige typer drab, herunder medlidenhedsdrab og drab på ældre kvinder, som – måske overraskende for nogle – fylder en del i statistikken.

– Det er ikke primært unge kvinder, det her rammer. Kirsten er jo også en moden dame. Der er en hel del ældre kvinder, der bliver slået ihjel. Nogle af medlidenhed, men der er også rovdrab og seksualdrab på ældre kvinder. Det sidste kom som en overraskelse for mig, da jeg sad med materialet. Det her sker langtfra kun for én bestemt type kvinder, siger Line Vaaben.

I Danmark har vi haft en række sager de senere årtier, hvor yngre mænd i forbindelse med indbrud eller – tilsyneladende – uden motiv har voldtaget og dræbt ældre kvinder.

Men de fleste, der bliver dræbt af deres partner, er midaldrende.

Karakteristisk for partnerdrab er, at de begås af mænd, der er mere velfungerende end drabsmænd generelt, og at det ikke bare “slår klik”.

En (bort)forklaring mange ellers kommer med i retten. Men det er sjældent en tilstand, der opstår i et splitsekund.

Drabene er ofte udløst af mange års – ja årtiers – akkumulerede frustrationer og skuffelser.

Med livsfortællingerne og ekspertviden fra ind- og udland gennemgår forfatterne flere faresignaler.

Ét af dem er psykisk vold, som optræder forud for 8 ud af 10 partnerdrab.

– Mange tror fejlagtigt, at det fleste af de kvinder, der bliver slået ihjel i hjemmet, er i et fysisk voldeligt ægteskab, der går galt. Men den psykiske vold fylder meget mere end den fysiske, siger Line Vaaben.

Spundet ind i et net

Psykisk vold oplever gymnasiepigen Cille fra Aalborg.

Hun bliver forelsket i den flotte veltrænede David, der har et misbrugsproblem og er afhængig af ecstasy og senere kokain.

Han er voldsomt jaloux og kører et kontrolregime mod Cille. Den pige, der tidligere var udadvendt, glad og sprudlende, bliver indelukket, trist og isoleret.

David kontrollerer systematisk, hvem Cille er sammen med, hvordan hun klæder sig, og hvad hun laver.

Den psykiske vold er lusket, fordi den er mere usynlig og optræder i små “stik”.

– Det er oftest et mønster af bittesmå ting, hvor kvinden bliver udsat for kontrol, overvågning og nedværdigende behandling. Det udgør til sidst et mønster. Et net bliver spundet om kvinden, og det kan være invaliderende, fordi hun bliver fanget, og mange kvinder bliver i forholdet, siger Line Vaaben.

Med støtte fra sin mor bryder Cille til sidst med David.

Han kæmper for at få hende tilbage, men Cille blomstrer i sit tilbageerobrede frie ungdomsliv, og en aften da hun – i festlig udklædning og højt humør – er på vej til gymnasiefest med sine veninder, får hun en tryglende sms fra David.

Derfor går hun ud på gymnasiets parkeringsplads for én gang for alle at fortælle ham, at det er slut.

Cille kunne ikke have vidst det. Kirsten kunne ikke have vidst det.

Man kan generelt aldrig bebrejde ofrene, at det ender så galt, understreger Line Vaaben.

Alligevel er der vigtig viden, som både den enkelte kvinde og samfundet skal kunne tale frit om.

– Vi må ikke være bange for at sige, at det er de marginaliserede kvinder, det her især sker for. Mange af de kvinder, der bliver slået ihjel, er udsatte kvinder. De har en vifte af sociale problemer: Misbrug, dårlig økonomi, psykiske problemer. De har måske indvandrerbaggrund og svag tilknytning til systemet, siger hun.

En risikofaktor er også kvindens egen adfærd. En af forskerne i bogen, Neil Websdale, fortæller, at mange af de voldsramte kvinder, han har interviewet, har provokeret og hånet manden – ofte med seksuelt indhold.

Det kan være dødsensfarligt for kvinden, men det er svært at bringe op:

– Det er virkelig noget, mine feministiske kolleger kan blive meget stødt over, hvis jeg taler om. For det bliver ofte set som victim blaming, siger han. Men vi skal kunne tale om alle typer risici, siger Line Vaaben.

– Har manden været fysisk eller psykisk voldelig og måske også selvmordstruet, skal man vide, at man ikke skal provokere og nedgøre ham, slet ikke hvis man er alene med ham, siger hun.

Den farlige skilsmisse

Livshistorierne er bevægende og skræmmende.

De er et kig ind i mørke afkroge. Af social elendighed, sindets lunefuldhed og menneskelige relationer, der kører så skævt, at det ender med drab.

Som læser tænker man: “Lad nu være at gå ud til ham“, og man bliver frustreret, når alvoren for sent går op for myndigheder og omgivelser.

Line Vaaben vil have både dig og mig og de fagprofessionelle til at handle hurtigt på oplagte advarselstegn.

De røde flag, der – særligt hvis flere optræder samtidig – er alarmerende. Et af de farligste tidspunkter i en kvindes liv kan eksempelvis være noget så almindeligt som en skilsmisse eller et brud.

– Og det er jo ikke fordi, vi går ud og siger, man ikke skal blive skilt eller være bange for at blive det. Det her er stadig uhyre sjældent. Men skal man skilles fra en mand, der måske er selvmordstruet, er der flere røde flag. Det er sjældent én risikofaktor alene, der udløser et drab. Men klumper de sig sammen, er det potentielt bekymrende, siger Line Vaaben.

Bogen peger på, at fremskridtene på ligestillingsområdet paradoksalt nok kan øge risikoen for kvindedrab.

– Jeg vil til enhver tid besynge det som positivt, at kvinder kan gå deres vej, og at vi deles om børnene. Men når man går, kan der være en risiko, og derfor skal der være støtte til de kvinder, hvor et brud kan blive farligt. Der skal være krisecenterpladser, rådgivning, behandling til voldelige mænd og massive oplysningskampagner, så man ikke er i tvivl om, hvor man skal henvende sig, siger hun.

Vold i private hjem fylder meget i politiets arbejde, og Line Vaaben og undrer sig over, at man bruger langt flere midler på terrorbekæmpelse og bandekriminalitet end på at forebygge den vold, der begås i privatsfæren og potentielt kan føre til den ultimative forbrydelse.

– Anmeldelser af vold i nære relationer fylder langt langt mere i politiets arbejde, og ofte har også andre myndigheder været kontaktet.

I 6 ud af 10 kvindedrab er der forudgående viden: Kvinden har måske været på skadestuen, eller der har været anmeldt dødstrusler.

Det handler om at bibringe både politiet - men også andre fagprofessionelle - den her viden, og at de forskellige myndigheder taler mere sammen, siger hun.

Efterlyser stikkerkultur

Én ting er myndighedernes årvågenhed. Noget andet er din og min. Venner, bekendte og familie skal turde råbe op og hjælpe, når de aner uråd.

At det kan være svært bare lige at banke på hos naboen, hvis der er konstante skænderier, ved Line Vaaben godt.

– Privatlivets fred ligger dybt i os. Vi vil ikke blande os. Men du behøver jo ikke starte med at slå døren ind.

Du kan melde det til de sociale myndigheder, rette henvendelse til de nærmeste og generelt have en øget bevidsthed, siger hun.

En af bogens kilder, kriminalkommissær Søren Rye, der har forsket i partnerdrab, er meget direkte i sin opfordring til mere opmærksomhed.

Han efterlyser ganske enkelt “en stikkerkultur på området” og minder om, hvor gode vi er blevet til at gribe ind, hvis vi ser en beruset person slingre mod sin bil med nøglerne i hånden.

Line Vaaben peger også på, at der er sket en markant kulturændring i forhold til spritbilisme, og det giver hende en tro på, at vi også kan blive bedre til at handle, når det gælder vold i privaten.

– I dag kan man godt tage nøglerne fra en spritbilist. Det gjorde man ikke i 70’erne. Det giver mig håb om, at vi også kan flytte vores tilgang til det her.

Generelt er der kommet en større opmærksomhed på fysisk og psykisk vold, siger hun.

Line Vaaben og Asser Hedegård Thomsens hensigt med bogen er at få lødig viden frem om kvindedrab, så vi bedre kan forebygge.

Line Vaaben mener, at vi i dag svælger alt for meget i menneskelig ulykke fremfor at tage fat der, hvor man rent faktisk kan flytte noget.

– Der er en nærmest umættelig appetit på true crime, og jeg bliver godt gammeldags forarget, når man fortæller om drab på kvinder helt løsrevet fra data. Det er ren underholdning, og ingen bliver klogere. Vi skal ikke sidde og gyse over menneskelig ulykke. Når vi fortæller de her historier, skal det ind i en kontekst, så vi kan forstå og genkende mønstre og handle derefter, fastslår hun.

Line Vaaben er arbejdsnarkoman.

Hun er “aktivistisk” og “energisk på grænsen til det rastløse,” siger hun, og når noget er hjerteblod for hende – som dette – bruger hun store mængder tid på det.

Hun evner at komme helt tæt på de ofte meget sårbare mennesker, hun portrætterer. Deres personlige historier er væsentlige for bogen, mener hun.

– Det er vigtigt, vi ser kvinderne i øjnene og forstår, hvad vi har mistet. Derfor fortæller vi i bogen ikke kun om sagen og kvindernes død, men om hele det liv, de levede.

Om hvem de var.

Deres skæbner er rygraden i bogen, så det hele ikke bare bliver statistik. Vi skal forstå, at de var langt mere end bare ofre.

Gennem mange år har Line Vaaben beskæftiget sig med tunge emner, herunder de såkaldte familiedrab hvor drabsmanden, oftest en familiefar, slår både hustru, børn og sig selv ihjel.

Men hvordan kan hun holde ud at være i mørket? Det kan hun, fordi hun altid finder ud igen, siger hun.

– Jeg bliver ikke derinde. Måske er det også, fordi jeg er et optimistisk menneske, at jeg kan beskæftige mig med det.

Hvis jeg føler, jeg skaber debat og bibringer viden, der kan flytte noget, giver det også meget mening for mig.

Men selvfølgelig bliver jeg rørt, når jeg skriver om det her. Ellers ville jeg heller ikke kunne bevæge andre med det.