“Jeg bliver allermest glad, når jeg kigger mig omkring på dansegulvet og tænker: Hold kæft, hvor er vi mærkelige”

Midt i Københavns indre, et lille stenkast fra Rådhuspladsen, ligger den anonyme bygningsfacade, der de sidste fire år har fungeret som hovedkvarter for byens elektroniske undergrundsscene.

Her er jeg kommet weekend efter weekend for at lede efter den magi, der opstår efter midnat på de aftener, hvor man dropper nattesøvnen for dansen.

Natklubben Ved Siden Af slog dørene op for første gang i 2018.

Men allerede inden åbningen havde klubben oparbejdet sig en dedikeret fanskare, der havde fulgt festerne fra en hærget bygning på Grøntorvet i Valby under navnet Et Andet Sted, til et gammelt kloster ved Nørreport Station og hele vejen ind til Rådhuspladsen.

Nu har Ved Siden Af holdt sin sidste fest nogensinde.

Jeg har fulgt festerne fra de tidlige dage på Grønttorvet. Og jeg vil gerne invitere dig med til den sidste dans i det stærke fællesskab, der er blomstret op fra den mørke klubkælder på Vesterbrogade

Undergrundens svar på gruppeterapi

Ved Siden Af har siden åbningen fungeret som et såkaldt venue, hvor forskellige arrangører fra den københavnske undergrundscene kan afholde events centreret omkring forskellige musikgenre og temaer.

Det er festkollektivet Group Therapy, der står for festen den allersidste aften.

Samtidig med at være klubbens sidste fest nogensinde, fejrer kollektivet dets fire års fødselsdag.

Et festkollektiv består af en gruppe arrangører - eller promotere - som er gået sammen for at afvikle fester på Ved Siden Af.

Group Therapy har været et af mine yndlingskoncepter på Ved Siden Af og kan bedst beskrives ud fra navnet. At komme til deres fester føles netop som en slags gruppeterapi.

I løbet af de fire år, hvor kollektivet har holdt fester på klubben, har de opbygget et helt særligt fællesskab blandt deres gæster.

Jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvad det er, der gør festerne så specielle.

Måske er det det lille wellness-corner med neglelak og sminke, som gæsterne kan bruge til at føle sig ekstra fabulous.

Måske er det den omsorg, der ligger i, at arrangørerne altid sørger for at have noget frugt og snacks tilgængelig til gæsterne.

Eller deres bannere med slogans som ‘We Don’t Party With the Patriarchy’ og “Let’s Be Stupid Forever”, som husker gæsterne på, at man godt må have det sjovt, så længe man efterlader de sexistiske bemærkninger derhjemme.

Uanset årsag, så er Group Therapys fester det perfekte eksempel på den type festkultur, som har præget store dele af mit unge voksenliv.

Ved indgangen

Da dørene åbner en time inden midnat, følges jeg med en af arrangørerne ud til indgangen. Selvom vi var forberedte på, at der ville være ekstra mange gæster i døren, så taber vi begge kæben af det syn, der møder os udenfor.

Køen slanger sig i zigzag fra indgangen og fylder store dele af Vesterbrogade. Alt for mange mennesker er mødt op i håb om at fange den sidste fest på den notoriske natklub.

Lidt overvældet stiller jeg mig over til Jeppe Bloch, der er aftenens picker.

Det er med andre ord Jeppes opgave at sørge for, at de gæster, som lukkes ind til festen, ved hvad det er, de går ind til.

Han er iført en trendy oversized skotskternet frakke og bruger lang tid på at tale med hver enkelt gæst.

Larmen fra byen gør det svært at opfange andet end brudstykker fra Jeppes samtale med gæsterne, men jeg bemærker, at han smiler til alle, han taler med.

Når jeg lidt senere på aftenen spørger ham ind til hans samtaler med menneskerne i køen, forklarer han mig, at det er hans måde at sørge for, at folk er indforstået med reglerne på klubben.

“Jeg skal også kunne fornemme, at de er på bølgelængde med vores værdier, og at deres tilstedeværelse vil bidrage positivt til festen. Jeg starter samtalerne på forskellige måder, men det er i bund og grund dét, jeg forsøger at fornemme på folk,” fortæller han.

Ikke som de andre

Det er gået fire år siden, jeg besøgte Ved Siden Af for første gang.

Dengang kan jeg huske, at jeg tænkte, at den centrale beliggenhed fremstod symbolsk for den udvikling, som den elektroniske undergrundsscene havde gennemgået de sidste par år.

Gentrificering havde presset festerne ud af de støvede varehuse i udkanten af byen og ind på faste lejemål på kapitalismens præmisser.

Fællesskabet omkring festerne havde vokset sig fra et tocifret antal musiknørder til et par tusinde unge ravere.

Køen til indgangen voksede, og helt konkrete dørpolitikker skar ud i pap, at man skulle opføre sig på en bestemt måde på klubben.

Alligevel insisterede Ved Siden Af på at være noget andet end de omkringliggende barer og natklubber.

Allerede ved første øjekast signalerede klubben en anderledeshed.

Placeringen – mellem blændende reklameskilte, en Burger King og Old English Pub i et område, hvor nætterne er fyldt med stive turister og akustiske guitarlyde fra livebands – fik de rustfarvede vægge og mørklagte glasruder til at fremstå som et politisk statement.

Og det var Ved Siden Af også.

Dengang i 2018, hvor klubben slog dørene op for første gang, var dét, at stille krav til gæsternes adfærd, uhørt i denne del af byen.

Men det holdt ikke klubben fra at indføre deres såkaldte Safer Space kodeks, der bygger på et værdisæt, hvor man udviser nultolerance overfor homofobi, transfobi, racisme, sexisme og andre former for diskriminerende adfærd.

Derudover opererede klubben med et ‘no-photo policy’, hvor man som gæst fik tildækket sit mobilkamera med et klistermærke ved indgangen.

Kendte ansigter på klubben

Her fire år senere er stemningen nede i den mørke kælder elektrisk. Det er tydeligt at se, at folk har gjort sig ekstra umage med deres outfits. Der er glimmer, læder, harness og nogle få i halloween-kostume.

Og så er der enkelte nysgerrige blikke.

Dem, der har læst om festen og besluttet sig for at gribe chancen til at besøge stedet, før det er for sent. En time senere er de fleste af dem dog tilbage i garderobekøen for at hente deres jakker.

Det slår mig, mens jeg observerer de lidt forskræmte gæster i garderobekøen, hvordan det må være at støde ind i ‘Bubble-But Butler’ for første gang – en af Group Therapys stamgæster, der i aften har iført sig et butterfly-slips og et forklæde (og ikke så meget andet).

Jeg bevæger mig hen mod baren, hvor ‘Bubble-But Butler’ står og serverer champagne og kage til de første gæster.

Jeg komplimenterer hans hvide plastikhæle og snupper et stykke kage og noget champagne, før jeg bevæger mig videre til wellness-hjørnet.

De fleste gæster på klubben i aften er kendte ansigter. Ansigter, der har været på klubben weekend efter weekend.

Gæster, der kender de mørkeste områder på dansegulvet til de aftener, hvor man bare har lyst til at fordybe sig i dansen.

Den bedste sofa til timelange samtaler, og de helt specifikke områder, man skal undgå, hvis man ikke ønsker at blive ramt af kondensvandet fra svedige kroppe, som drypper ned fra loftet på de aftener, hvor stemningen er ekstra ophedet.

Vi ser på klubben som et slags andet hjem, og på hinanden som en selvvalgt familie.

Vi deler hemmeligheder og bekymringer. Vilde idéer bliver til kreative projekter.

Traumer bliver forløst af dansen eller mødt med omsorg.

I aften mødes vi en sidste gang for at pakke de sidste minder fra klubben ned i mentale flyttekasser. I morgen klokken 11 skal møbler og inventar rykkes over til nye og større lokaler.

Vi ville aldrig have mødt hinanden, hvis det ikke var for festen.

Når vi i en professionel sammenhæng bliver spurgt, hvor vi kender hinanden fra, opstår der altid et øjebliks akavet stilhed. Vi overvejer, om vi nu kan tillade os at fortælle sandheden.

Nogle gange svarer vi “gennem fælles venner”, fordi vi ikke orker at stå til ansvar for fordomme om trampemusik og uansvarligt stofbrug. En sjælden gang er vi ærlige og svarer, “vi mødtes til et rave”.

Egentlig har jeg lyst til at svare, at jeg mødte dem et sted, hvor jeg ved, at mange knytter bånd omkring noget usagt.

En følelse af at være lidt udenfor - eller ved siden af – som vi af forskellige grunde har båret med os hele livet. Netop derfor er vi tiltrukket af idéen om et sted, hvor vi udviser rummelighed overfor hinanden.

Manglede et queer-orienteret festkoncept

Group Therapy holdt deres første fest på Ved Siden Af et par måneder efter åbningen.

Bag kollektivet står fire unge Københavnere, der savnede et mere queer-orienteret festkoncept i København.

“Jeg havde boet mange år i Berlin, før jeg flyttede til København. Og jeg savnede virkelig et festkoncept, der var queer og homo-venligt. Jeg ville gerne have noget af det, som jeg havde oplevet i Berlin, med til København,” fortæller Carlo Molino, der er en af de fire arrangører.

Ud over Carlo Molino er Selma Skov Høye, Frederik Tollund og Morten Nørulf med til at lave festerne.

Sammen ønskede de fire at skabe en fest, hvor gæsterne kunne “fare vild og møde nogle nye mennesker og andre homoseksuelle” – og et sted hvor gæsterne kunne være sammen om at opleve musikken.

Morten Nørulf fortæller, at Group Therapys største fokus er at sørge for gæsternes velbefindende.

Derudover vægter de at have en bred repræsentation af kvindelige og queer DJ’s på deres lineup, og at støtte de mennesker i LGBTQ+-miljøet, som er udfordret på økonomien.

“Hvis du for eksempel er queer og af en eller anden grund ikke har råd til at betale for din indgang, så kan du altid skrive til os, så finder vi en løsning,” siger Morten Nørulf.

De to arrangører ser den energi og overskud, som gæsterne bringer med sig som afgørende for festens succes.

“Vi har en kerne af gengangere, som vi er meget afhængige af. Sidste år havde vi en kæmpe krise, hvor mange aflyste og flere havde corona, og der trådte folk til og hjalp med det, de kunne. De tog vagter i døren, de lavede deres egen produktionsplan og ordnede det hele. Det var fantastisk,” fortæller Carlo Molino.

“Folk vil gerne tage ejerskab over festen. De vil gerne være en del af det, og de kommer med deres egne idéer til ting, de kan lave til festerne,” tilføjer Morten Nørulf.

Begge arrangører udtrykker, at målet med Group Therapy er at skabe mening, der strækker sig ud over festen.

“Vi valgte at kalde os for Group Therapy, fordi vi ville give folk en gruppeoplevelse, hvor musikken og menneskene kunne heale dig. Og omvendt så var navnet med til at drive festerne i den retning,” fortæller Morten Skurken Nørulf.

Men det handler også at skabe kultur og et sted, hvor marginaliserede mennesker kan føle sig hjemme.

“Steder som Ved Siden Af og fester som vores er især vigtige for marginaliserede mennesker. Hvis du for eksempel er ung og queer, og kommer til festerne, så får du virkelig udvidet dit netværk, og det er med til at forme din identitet,” fortæller Morten Nørulf, som selv manglede et sted som Ved Siden Af, der hvor han voksede op.

“Jeg kommer fra den mørke side af Jylland, hvor jeg var nødt til at blive i skabet indtil jeg var næsten i midt tyverne.”

“Det helt rigtige sted med de helt rigtige mennesker”

Ved Wellness-hjørnet spotter jeg det første kendte ansigt.

En ung kvinde i blå paryk og glimmerkjole, der sidder bag en neglesalon, hun selv har stillet op.

Jeg tager plads på en puf overfor hende og lægger mine hænder frem på et lille bord. Hun går i gang med at lime små diamanter på mine negle, mens hun fortæller om sig selv.

Kvinden hedder Ida Martensen og er 28 år.

Ida har lige fuldført sin kandidat i Japanstudier. Hun har været med til næsten alle fester gennem tiden. Ida beskriver sit første møde med Group Therapy “som en følelse af at være det helt rigtige sted med de helt rigtige mennesker”:

Nogle gange er Ida at finde på dansegulvet, helt foran DJ-pulten. Andre gange bag neglesalonen i Wellness-hjørnet.

“Der er noget vildt rørende og dejligt ved at sidde ‘hånd i hånd’ og snakke med fremmede, som pludselig ikke virker så fremmede længere,” forklarer hun, når jeg spørger hende, hvorfor hun har valgt at tilbringe aftenen på at ordne folks negle.

Ida fortæller, at Ved Siden Af er et af de få steder, hvor hun kan føle sig tryg, når hun tager i byen.

“Jeg gør meget ud af mine looks og skiller mig ud i mængden. Derfor oplever jeg også ofte uønsket kontakt. Men når jeg er på Ved Siden Af, kan jeg slappe af og nyde festen, fordi der er en safer space-politik. Jeg behøver ikke være nervøs for at blive generet af nogen.”

Og så kan hun lide det faktum, at festerne består af folk med alle mulige baggrunde.

“Alle er velkomne, så længe de tager festen og stemningen alvorligt, og tager ansvar for at gøre det til et dejligt og trygt sted for alle at være i.”

Camilla Maria Constantin Jensen er en af Group Therapys nyere stamgæster. Også hun italesætter Ved Siden Af som et af de få steder, hvor hun kan føle sig tryg:

“Det betyder meget at mærke, at arrangørerne passer ekstra godt på de gæster, der har minoritetsbaggrund. Det er det første, og indtil nu eneste, sted, jeg kan gå ud, hvor jeg er sikker på, at der bliver taget hånd om tingene, hvis der opstår et problem.”

Camilla arbejder til hverdag som eventkoordinator og DJ. For hende er festerne blevet et sted, hvor hun, og mange andre, kan føle sig som hjemme.

Det handler om overlevelse

Det næste kendte ansigt, jeg møder, er Mathias Palmqvist. Vi mødte hinanden for første gang til en af de tidlige fester.

Jeg spørger ham, hvad fællesskabet omkring festerne har betydet for ham. Det har givet ham lyst til, at “blive ved med at være i live”, lyder svaret.

“Det betyder overlevelse. Group Therapy er et lysglimt og et slags bevis på, at vi kan leve sammen i harmoni og med næstekærlighed, hvor vi tager fat i vores egne fejl og ikke blot andres, og hvor vi lærer at hjælpe hinanden i flok uafhængigt af kønsidentitet, seksualitet, nationalitet og summen på bankkontoen,” begynder han.

“Det er i øvrigt også det, der er særligt ved denne fest. Alle er velkomne. Smalle og brede, høje og lave, rige og fattige, men måske især progressive og fællesskabsorienterede mennesker.”

Mathias er 30 år gammel, og færdiggjorde for nylig sin HF. Han har også udgivet en bog og arbejder nogle gange som picker på Ved Siden Af.

Jeg beder ham beskrive, hvad han synes, er det bedste ved hans aftener på Ved Siden Af.

“Det er ret smukt at stå i rygerummet og snakke med en neurolog og føle, at vi er på bølgelængde med hinanden – selvom jeg kun har afsluttet en HF indtil videre. Vi har ligeværdige samtaler om ting, som vi kan være kloge og dumme på, nemlig livet,” fortæller han.

Fra Berlin til København

Den næste, jeg møder, er Esben Holk. Esben er 30 år og kunstner. Han flyttede for nylig tilbage til København efter at have boet nogle år i Berlin.

Esben er en af mine nyeste bekendtskaber og skiller sig ud fra alle de andre på dansegulvet.

Han bevæger sin krop med en elegance, der får mig til at tænke på en blanding af ballroom dancing og the Fairy Godmother fra Disney. Og så kan han noget med sproget.

Esben fortæller mig, at han har kendt til Group Therapy from the “get go”. Jeg er lidt i tvivl om, hvad det betyder.

Han forklarer mig, at en af arrangørerne plejede at komme i hans kollektiv “dag ud og dag ind”.

“Mange år senere, hvor jeg var ude af københavn og på hårde dansegulve andre steder, skrev han for at fortælle mig, at de var ved at starte et festkollektiv. Jeg var omgående drønende jealous,” begynder han.

Esben forklarer, at han troede, han havde opdaget et festmiljø i Berlin, som ikke fandtes andre steder.

“Og pludselig havde mine venner skabt det samme i København. De havde skabt et dansegulv, som satte mig fri og fejrede min fjollede dans og mit skæve smil.”

Dansegulvet i Berlin beskriver han som et sted, hvor queers har “flokket til i et århundrede for at dele befrielsen fra skammen”, fortæller han og uddyber: “Hvor vi kan se ud, som vi vil, danse, kneppe, elske og smertes, som vi vil.”

Det var der, Esben lærte at danse.

Da han flyttede tilbage til København var han nervøs for, om han ville finde et lignende fællesskab.

Han mindedes danske dansegulve som et sted med fordømmende blikke: “hvor min krop var for lang og ranglet, eller for femme og faggot, eller for stor og anmassende.”

“Og hvor jeg følte mine smil, fantasier og min angst blev mødt med fremmedgørelse og forvirring.”

For Esben er dansegulvet et fællesskab, som strækker sig ind i hverdagen.

Hvordan vil du beskrive menneskerne, der kommer her?

“Vi er søde. Der er altid store smil, hengivne kram, hujende stemmer, glade dansetrin og helhjertet latter. Vi kan godt lide at danse på tåspidserne. Vi gør vores bedste at passe på hinanden, og nogle gange er vi dem, som har brug for at blive taget ekstra vare på,” afslutter han.

Frihed under ansvar

Også Kir S.Thomsen beskriver fællesskabet og kulturen ved festerne som noget særligt.

Ved siden af sit daglige arbejde i sexlegetøjsbutikken Peech, er hun forperson for Københavns Frie Promotere – en medlemsorganisation for aktører i den københavnske undergrundsscene.

Kir er selv ofte at finde på dansegulvet til Group Therapys fester. Også i aften.

“Det er et sted, der på en eller anden måde gør sit bedste for at opnå en eller anden form for lighed blandt dem, der deltager til festen,” forklarer hun.

Menneskerne på dansegulvet synes hun bedst kan beskrives som: “Skæve karakterer”.

“Jeg bliver allermest glad, når jeg kigger mig omkring på dansegulvet og tænker: hold kæft, hvor er vi mærkelige,” fortæller Kir og uddyber:

“Man behøver ikke være unormal for at være mærkelig. Der er rigtig mange, som ‘passerer’ virkelig godt ude i samfundet. Der er folk fra alle mulige samfundslag. Der er ph.d.-studerende, læger, astrofysikere, kunstnere og folk i servicebranchen. Vi har alle sammen en hverdag, skolegang og et ‘almindeligt’ liv. Men det er på klubben, vi kan være os selv.”

Hvorfor har man det behov for at være ‘mærkelig’?

“Når man er femme, queer eller racegjort, så holder man på formerne ude i samfundet for at blive mødt med så lidt vold i sin hverdag som muligt. Og her mener jeg ikke kun fysisk vold, men alle de andre former for vold, også microaggressioner eller blikke.”

Men på Ved Siden Af og andre såkaldte Safer Spaces er der ifølge Kir skabt et rum, hvor volden ikke nødvendigvis er tilintetgjort, “men i hvert fald sat til tælling”, forklarer hun.

“Det gør, at man ikke behøver at gemme sig, og man kan få lov til at gå på opdagelse i sig selv og den identitet, som man måske ikke er så flamboyant med i sin hverdag. Det bliver et rum for potentiale.”

Dermed opstår der et frirum for de mennesker, som normalt ikke føler sig frie, mener hun.

“Vi har i lang tid talt om festen som et frirum. Men med fest kommer druk og ballade. Og det er jo faktisk kun et frirum for et priviligeret fåtal.”

Men formålet med Safer Spaces som Ved Siden Af er netop at skabe et rum, hvor man forsøger at gøre op med det hieraki, der eksisterer andre steder i samfundet.

Blandt andet ved at opfordre de mere privilegerede gæster til at reflektere over, hvordan deres adfærd påvirker andre i rummet.

“Når man kan skabe et fællesskab, hvor det er med udgangspunkt i den virkelighed, så giver det mulighed for, at de personer, der tager del i det, tager det med sig videre ind i deres hverdag. Og så er man med til at skabe en aktivistisk modstand mod social ulighed og undertrykkelse, fordi du viser, at det er muligt at gøre ting anderledes,” siger hun.

Ved Siden Af skiftede for nyligt ham og har genåbnet i nye og større lokaler under navnet Den Anden Side.

Dermed står den elektroniske undergrundsscene i København overfor endnu et nyt kapitel.

Fremover vil festen være at finde i kælderen under den lyserøde Palads-bygning på Axel Torv.