Jeg er tyk – og åbenbart syg?!

Kommentaren er et udtryk for skribentens egen holdning. Dorthe Kandi er mediechef på redaktionen.

Da jeg var barn, talte vi meget om, at i fremtiden ville mad bare være en pille, så snuppede man bare lige dem - og vupti så slap man for indkøb, madlavning og at sidde og spilde tiden rundt om bordet.

Ideen optrådte i flere film og var en del af fremtidsscenarier med flyvende biler og robotter til alt det ’kedelige’.

De flyvende biler er vi ikke helt nået til endnu, men nu er der en medicin på markedet, som kan fikse appetitten – eller rettere fjerne den – og så kan tykke mennesker, som jeg, tabe en femtedel af vores kropsvægt og endelig blive tynde og sunde.

Eller nej. Bare tynde.

Tynde og acceptable. For det virker som om, at vi stadig har et ret ensidigt syn på den tykke krop, trods de seneste års kropspositivisme og tykaktivisme.

Tykke kroppe er stadig en forhindring for et godt og lykkeligt liv, med kærester, jobs, succes og ikke mindst sundhed, som vi stadig måler i kilo – eller hvad?

Og jo, jeg er med på, at der kan være problemer forbundet med at bære på mange kilo – det kan have helbredsmæssige komplikationer – men jeg vil påstå, at vi har et langt større problem med vores syn på sundhed og tykhed.

Vi ser ensidigt på vægt og overser utallige nuancer og videnskabelig viden i vores iver efter at fikse det problem, vi kan se – tykhed.

For medicinen, wegovy, der angiveligt kan fjerne cirka 20 procent af min vægt kan ifølge bl.a. læge Bolette Friderichsen, praktiserende læge i Hobro og formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, også fjerne dele af min hukommelse, stjæle min energi til motion og hvis jeg begynder på medicinen, skal jeg forsætte med den resten af livet, hvis kiloene skal holdes af sidebenene.

For når man stopper med medicinen, så kommer vægten tilbage. Man kunne sige, så vender kroppen tilbage til det, der er min krops naturlige tilstand.

I mellemtiden skal jeg også affinde mig med aldrig at nyde mad og være på en konstant restriktiv diæt.

Det var faktisk noget af det, jeg allerede som såkaldt normalvægtigt barn, syntes var mareridtsagtigt ved fremtidsscenarierne i barndommens film – at man aldrig skulle nyde det knasende og friske ved at spise stikkelsbær direkte fra busken i min mormors have.

Det frydefulde ved at slubre min farmors hønsekødsuppe med frisklavede melboller – som var min ønskemenu til alle mine fødselsdage, hvor der også skulle være citronfromage til dessert.

Bolette Friderichsen sagde til P1 morgen 12. december, at vores kroppe altid vil hele tiden prøve at tilstræbe at komme tilbage til den vægt, den var på, da man startede slankekuren. Så kroppen vil spare på kalorierne hele tiden.

”Du bliver træt, ugidelig og du orker ikke f.eks. at træne – du bliver irritabel. Med tiden kan du også få nogle hukommelsesproblemer, fordi du går og sulter dig. Det er den pris, det kan være svært at blive ved med at betale,” og hun forsatte:

”Det er jo derfor vi ser, at de fleste, der er på slankekur, oplever, at det kun virker forbigående – vægten kommer på igen. Så får du den her elevatorvægt, dels er det er demotiverende og skuffende og dels er det mere helbredsskadeligt end at acceptere en stabil overvægt og så snakke sundhed i stedet for.”

Og som tyk har jeg i årevis vidst, at det er langt sundere for mig at have en stabil vægt, et aktivt liv med ting, der gør mig glad end at stræbe efter endelig at blive tynd nok til ikke at skulle have denne snak med sundhedspersonale og omverden igen og igen.

Og der er masser af viden, der bakker Bolette og alle de andre praktiserende læger op – men det er som om de fleste af os, holder op med at høre efter, når vi har hørt noget med magisk medicin, der fjerner den overvægt, som alt for mange har fået at vide igen og igen, er problematisk.

For jeg vil æde en napoleonshat på, at venteværelse bliver fyldt med mennesker, der uanset vægt ønsker denne medicin.

Jeg møder hele tiden kvinder, der vil tabe sig, 5, 10, 15 eller flere kilo. Og det fylder ekstremt meget i manges liv, uanset om de er såkaldt normal- eller overvægtige.

Vi er et samfund fikseret på BMI og sundhed – men vi er det på den forfængelige og overfladiske måde, for det handler alt for meget om, hvordan vi ser ud, for et stort flertal af os.

Som Karina Jørgensen, næstformand i Adipositas foreningen sagde i P1; BMI siger ikke en skid om folks sundhed.

Vægt er ikke roden til alt ondt – eller godt, hvis vi bare får den ned. Det er nødvendigt, at vi i højere grad får arbejdet med vores syn på krop, vægt og sundhed.

Det er på tide, at vi stopper med at forsøge, at presse alle kroppe ind i en bestemt vægtklasse, og i stedet accepterer tykke mennesker, som de er.

Mit BMI vil formentlig være højt nok, til at jeg kunne få denne medicin – men for mig er nydelse på en klar top tre over grunde til at stå op om morgenen. Jeg vil både sanse og nyde maden uanset om det er grønkål eller gifler.

Jeg sætter pris på mit energiniveau og vil ikke have det forringet af en medicin, der måske nok kan sende min buksestørrelse ned, men min irritation op. Hvordan skulle min hverdag hænge sammen?

Måske kunne vi sammen i januar sætte ind med en kur mod fordomme og stigmatiseringer overfor kroppe, der falder udenfor den smalle dydens vej i dag – som er sådan cirka str. 38-40.

Alt både under og over ser vi skævt til.

Personligt vil jeg spare de mellem 17.000 og 45.000 kroner om året, som medicinen vil koste – for det vil være sure penge i mere end en forstand.

Som lægen Bolette sagde i min radio – hvad er det vi vil opnå?

Jeg håber, at vi er enige om, at vi bør opnå et mere nuanceret syn på sundhed, og en accept af, at sundhed ikke nødvendigvis er noget du kan købe dig til, måle i kilo eller medicinere dig til.