Hun fik sit største ønske opfyldt, da hendes familie kom hjem, men hun sidder tilbage med et spørgsmål

Nadja husker tydeligt første gang, hun så børnene, efter de var landet på dansk jord. Deres hud lignede noget, der var blevet stegt i friture og vidnede om manglende beskyttelse fra solen. De så beskidte ud, og så var der lugten, der bekræftede det, hun så.

En ting var hygiejnen og deres fysiske tilstand, der hurtigt røbede, at de kom fra et helt andet sted. En anden ting var den sorg, hun så i øjnene på dem.

Sidste år i oktober evakuerede regeringen 14 danske børn og deres tre mødre fra fangelejrene al-Hol og al-Roj i Syrien. Nadja er tante til syv af de børn samt et ottende, som kom til Danmark allerede i 2019, fordi han blev skudt i ryggen og var alvorligt såret.

Nadja er svigerinde til børnenes mor, som i 2015 tog til Syrien med sin mand og deres seks børn for at tilslutte sig Islamisk Stat.

I dag spiller børnene PlayStation, går i skole og prøver indimellem at undgå opvasken – ja, de er blevet mere som børn, siger Nadja. De har fået det markant bedre, både fysisk og psykisk.

Hun ser dem flere gange om ugen, og de er blevet så trygge ved hende, at de fortæller hende om nogle af de ting, de har oplevet i fangelejren.

Nadja har indtil nu undladt at udtale sig om børnene til medierne. Det har hun gjort for at beskytte sig selv og sin familie.

Nu gør hun det alligevel, fordi der stadigvæk sidder fem danske børn i den syriske fangelejr, al-Roj, og dét får hende til at vende tilbage til et centralt spørgsmål.

– Hvad er forskellen på de børn og dem, der er kommet hjem?

”Umenneskelige omstændigheder”

Samme spørgsmål har en række jurister og eksperter stillet siden evakueringen sidste år. En af dem er Eva Ersbøll, som er ekspert i indfødsret og seniorforsker emerita ved Institut for Menneskerettigheder.

Ud fra et menneskerettighedssynspunkt mener hun, at der er sket en forskelsbehandling af de 14 børn, der er kommet hjem og de børn, der stadigvæk sidder i al-Roj-lejren.

– Der er tale om en gruppe danske børn, der lever under umenneskelige og livstruende omstændigheder. Da de alle befandt sig i lejrene, var de i en sammenlignelig situation, og ud fra et retligt synspunkt burde de behandles lige, siger hun.

Børn i en sammenlignelig situation kan kun forskelsbehandles, hvis det er velbegrundet, fortsætter hun. Den begrundelse mangler hun i den her sag.

Når Nadja kigger på de otte børn i dag, har hun nogle gange svært ved at tro, at det skulle være de samme som dem, der kom til Danmark sidste år.

– Dengang var de tynde, skræmte børn, der ikke opførte sig som børn, de opførte sig som voksne, der hele tiden skulle beskytte sig selv, siger hun.

Hun husker, at et af børnene på 11 år dengang spurgte hende, om de ikke skulle grave huller omkring huset, når det regnede. Det havde de gjort i Syrien for at undgå oversvømmelser ved teltene.

Hun husker også, hvordan en af børnene kunne fare op, hvis vedkommende hørte den mindste lyd. ’Åh nej, kommer der bomber?’, havde pigen på ti år spurgt Nadja.

Disse episoder var alle sammen med til at understrege for hende, hvilke vilkår børnene levede under i fangelejren.

– Jeg tør slet ikke at tænke på, hvad der var sket, hvis ikke de var kommet hjem. Hvis ikke vi var trådt ind, tror jeg, det havde været for sent, både i forhold til deres helbred men jo flere år, der går, desto større risiko er der også for, at de bliver radikaliseret, siger hun.

I al-Roj-lejren sidder der lige nu fem danske børn og deres tre mødre. De danske myndigheder er klar til at booke fem flybilletter til børnene mod København. Men deres mødre kan ikke komme med.

Forskellen på dem og de mødre, der er kommet hjem, er, at de mødre, der er kommet hjem, er danske statsborgere. Det er mødrene i lejren ikke.

Ikke længere. Statsborgerskabet fik de administrativt frataget i 2019 og 2020, fordi man vurderede, at de udgjorde en trussel mod Danmark. Fratagelsen af statsborgerskabet kunne ske, fordi disse mødre havde dobbelt statsborgerskab.

Læger udsendt af danske myndigheder har flere gange rejst bekymring om de fem børns tilstand, der bliver værre. En dreng på fem har adhd og ptsd. Hans lillebror har kronisk diarré og er ligesom sin storebror underernæret.

Lægernes konklusion er, at alle børnene er så tæt knyttede til deres mødre, at det kan traumatisere børnene yderligere at adskille dem. Derfor anbefaler de, at børnene kommer hjem med deres mødre.

Regeringen har sagt, at de fem børn kun kan komme til Danmark, hvis deres mødre giver tilladelse til, at børnene rejser uden dem.

Men ifølge Eva Ersbøll er det blandt andet der, forskelsbehandlingen af børnene finder sted. Som statsborger har man en ubetinget ret til at rejse ind i sit eget land, siger hun.

– De 14 børn, der er kommet hjem, har fået opfyldt den rettighed, men det har de fem børn ikke. De er små, sårbare, afhængige af deres mødre og den danske stats hjælp, siger hun.

Simpelt skitseret er det også det, der udgør rammerne om den retssag, der lige nu udspiller sig i Københavns Byret mellem den danske stat på den ene side og tre drenge på tre, fem og seks år, der sidder tilbage i al-Roj-lejren på den anden side.

Drengene og deres advokat har lagt sag an mod staten for ikke at ville tage dem hjem sammen deres mødre. Det er foreningen, Repatriate The Children, der på vegne af de tre børn har stævnet staten. Institut for Menneskerettigheder er gået ind i sagen på børnenes side.

I sagen lægger staten blandt andet vægt på, at mødrene udgør en sikkerhedstrussel mod Danmark. Men den trussel skal ifølge professor i EU-ret ved Københavns Universitet Catherine Jacqueson veje tungt, hvis den skal kunne bruges som argument for forskelsbehandlingen.

– Mødrene skal udgøre en alvorlig og aktuel trussel mod statens sikkerhed eller den offentlige orden, hvis den skal opveje børnenes grundlæggende ret til et familieliv og deres bedste interesse, siger hun.

Hun er enig i, at der er tale om forskelsbehandling, da de fem børn bliver behandlet anderledes udelukkende, fordi deres mødre ikke længere er danske statsborgere, hvilket er i strid med den europæiske menneskerettighedskonvention og EU-Chartret, forklarer hun.

Hun efterlyser derfor, at myndighederne laver en konkret vurdering af mødrene.

På besøg hos mor i fængslet

Da de 14 børn og deres tre mødre landede i Danmark sidste år efter evakueringen, blev mødrene anholdt og varetægtsfængslet, hvilket de har været lige siden.

Adskillelsen fra deres mor, husker Nadja som meget hård for de syv børn, der kom til Danmark sidste år. Første gang hun så dem, efter de var landet i Danmark, havde en af børnene skidt i bukserne, fortæller hun.

– Der var ikke nogen, der havde tørret ham, fordi han var bange, og han kendte dem ikke. Han gik hele tiden og søgte sine søskende. Jeg var meget lettet over, de var kommet hjem, men det var forfærdeligt at se den sorg, de skulle igennem, fordi de blev taget fra deres mor, siger hun.

Nadja understreger flere gange, at hun ikke forstår, hvorfor mødrene i første omgang rejste til Syrien, og i hendes øjne er der ikke nogen anden udvej, end at de skal i fængsel. Sådan er det, når man gør noget, man ikke må, så må man stå til ansvar, siger hun.

Ifølge hende skal mødrenes handlinger ikke gå ud over de børn, der stadigvæk er i lejren. Det gør de, så længe børnene fortsat ikke er kommet hertil med deres mødre, siger hun.

– Det er børnene, der bliver klemt i det her system, fordi det er dem, det går ud over, siger hun.

De tre mødre, der kom til Danmark med deres børn sidste år, er tiltalt for at have fremmet en terrororganisation ved at have ageret husmor i Islamisk Stats kalifat. De er også tiltalt for at opholde sig i et konfliktområde.

I november faldt der dom i den første kvindes sag, og hun blev idømt tre års fængsel. Kvinden er mor til fem andre børn. Det vides endnu ikke, hvornår der falder dom i de to andre sager.

Den retsforfølgelse vi har set af de tre mødre, siden de kom til Danmark, er for Eva Ersbøll endnu et argument for at hente de resterende børn og deres mødre tilbage til Danmark i samlet flok.

– Man kan beskytte både børnene, mødrene og samfundet. Der kan bl.a. iværksættes en afradikaliseringsproces, og man kan gøre alt det, der skal til for at få alting til at gå bedre. Det kan man ikke dernede, fordi den danske stat ikke har kontrol over, hvad der sker i lejrene, siger hun.

Nadja er også sikker på, at den adskillelse, som børnene oplevede fra deres mor ved hjemkomst, blev forværret af, at de ifølge Nadja blev taget imod af pædagoger og folk, de ikke kendte.

– Børnene havde en forventning om, at de blev hentet hjem og skulle over til bedsteforældrene, så da de fik at vide, at de ikke skulle det, faldt deres verden helt sammen, og så følte de endnu et svigt, siger hun.

I dag bor alle otte børn i familiepleje hos deres bedsteforældre, som de seks af børnene, der er født i Danmark altid har været tæt knyttede til. Det var også for det meste bedsteforældrene, børnene havde kontakt til i Syrien. Bedsteforældrene har ikke ønsket et medvirke i artiklen.

Den ældste dreng, der i Syrien blev skudt i ryggen, er lige startet på gymnasiet. De to yngste går i normal børnehave, og så er der resten, der lige nu er tilknyttet en modtagerklasse for at få styr på deres danske sprog, der gik tabt i Syrien.

Deres mor sidder i fængsel en times kørsel fra bedsteforældrene, og de besøger hende i hold skiftevis to gange om ugen.

Nadja er overbevist om, at det har hjulpet dem, at de har mulighed for at besøge deres mor.

– Det er godt for dem. De skal have en form for tilknytning til deres mor, siger hun.

Nadja, hendes mand og deres tre børn ser de otte børn flere gange om ugen. Hun er glad for at se, hvordan de begynder at indhente den barndom, de ikke fik i fangelejren.

At de otte børn har fået det bedre, siden de kom hertil, understreger også for hende, at man kan gøre en forskel for de fem børn, der stadigvæk er i Syrien.

– Man kan give dem en chance i livet, et nyt håb og en stemme. Der er ingen børn, der er født onde – børn er børn. Det er deres opvækst og de omstændigheder, de lever under, der i sidste ende kan være med til at forstærke en følelse af bitterhed og had i dem, siger hun.

Der falder dom i sagen mellem de tre drenge i al-Roj-lejren og staten den 16. december klokken 13. Ifølge Eva Ersbøll vil dommen kunne føre til, at staten skal tage stilling til hjemtagelsesspørgsmålet af børnene og deres mødre én gang til.

Nadja håber for alt i verden, at børnenes stemmer bliver hørt i sagen, så de, ligesom de 14 andre, kan nå at få en barndom, inden det er for sent.

Femina har forholdt kritikken vedrørende forskelsbehandlingen af børnene til Udenrigsministeriet. De oplyser, at de ikke kan gå ind i den konkrete sag, fordi de lige nu er et forretningsministerie.