Menneskesmugleren var chokeret, da han så Haya. Men det var i Danmark, hun oplevede det allerværste

Hun havde hørt om dem og set dem i fjernsynet. De usikre gummibåde fyldt til randen med desperate flygtninge, der sætter deres liv på spil for at finde hjem et nyt sted.

Men én ting er at høre om det, og en anden er at opleve det, fortæller 28-årige Haya Termanini og tager os med tilbage til den novemberaften i 2015.

Luften er kold, og det er stjerneklart. Vi befinder os i badebyen Bodrum i Tyrkiet. Godt 20 kilometer ude bag det mørke hav ligger den solbeskinnede græske ø Kos, velbesøgt af turister. Det er der, de 60 flygtninge, der er stuvet sammen i den lille båd, skal hen.

”Hvem ved, hvordan man sejler båden?” spørger menneskesmugleren de 60 flygtninge – mænd, kvinder og børn. Alle vidt forskellige mennesker med vidt forskellige baggrunde og skæbner.

Ingen svarer.

“Kan I se det lys derude? Det er den vej, I skal. Når I drejer den vej, så gør båden sådan her,” forklarer smugleren om gummibåden, der om lidt skal krydse det Ægæiske Hav.

En af de andre flygtninge ombord på båden tager styringen, og sammen drager de afsted i mørket.

– Vi kan se lyset fra fyrtårnet på Kos. Det er mørkt. Når jeg kigger ud i horisonten, føles det ikke så langt. Men båden er meget tung, og der kommer vand ind,” fortæller Haya Termanini.

Selv om det er skræmmende, så føler hun også fred midt på det åbne hav, når hun kigger op på stjernehimlen. Hun elsker at kigge på stjerner.

Men følelsen af fred erstattes af panik, da båden pludselig stopper. Tanken er tom.

– Folk råber, børn græder. Det er som en scene fra en film. Det er virkelig uhyggeligt.

En håndfuld mænd rejser sig i båden og begynder at tage deres tøj af. De har våddragter på, og da de hopper i vandet, tror Haya Termanini, at de vil skubbe båden i retning mod kysten.

Men de svømmer væk.

Haya Termanini går i panik et øjeblik. Så hopper hun selv i vandet og begynder at skubbe, og lidt efter lidt hopper flere i og hjælper.

Den fire-fem timer lange bådtur slutter, da de endelig nærmer sig den græske kyst.

Ingen drukner den nat.

– Jeg fandt min styrke og mod i stjernerne. Det føltes både håbløst og håbefuldt. Men det var min eneste chance for at få det liv, jeg ville have efter Syrien. Jeg skulle til Europa. Og jeg ville gøre det igen, fortæller Haya Termanini om den nat, der ændrede hendes liv.

Haya Termanini flygtede fra Aleppo i Syrien i 2013 med sin mor og bror. Familien var imod det autoritære Assad-regime i landet, og Hayas farfar var tidligere blevet skudt for at gøre oprør.

– De begyndte at forfølge alle familier, der havde historie med regeringen. En dag troppede de op i vores lejlighed, ødelagde alt og spurgte, hvor min bror var. Han blev smidt i fængsel i to uger. Det var ikke sikkert for os at være i Syrien. Det var virkelig uhyggeligt.

De flygtede først sammen til Libanon, men der var det heller ikke sikkert for dem at være, og de tog derfra videre til Egypten.

– Der blev ikke smidt bomber i Egypten, men jeg følte mig heller ikke sikker som kvinde der. Når man går på gaden, skal man have en bestemt slags tøj på, og man skal være tildækket. Jeg blev catcalled hele tiden.

Efter Egypten tog hun alene videre til Tyrkiet for at gå på universitetet. Men heller ikke der kunne hun få den fremtid, hun så inderligt drømte om.

– I Mellemøsten forventes det, at kvinder får familie og børn, og så er det dét, de laver. Det var ikke min drøm. Jeg fik også at vide af en underviser, at jeg skulle tage tilbage til mit eget land.

– Jeg følte mig presset til at passe ned i nogle bestemte kasser. Jeg ville ikke bare blive gift og stifte familie. Jeg ville opbygge en karriere og være selvstændig. Min egen familie lærte mig, at det var lige meget, om man var en dreng eller pige.

Derfor endte hun i Bodrum i Tyrkiet den novemberaften i 2015. Hun ville til Grækenland og derfra videre.

Hun vidste ikke hvor, hun ville ende. Bare et sted, hvor hun ikke blev bedt om at tage hjem igen, og hvor hun var fri til at være sig selv og udleve sine drømme.

Som kvinde følte Haya Termanini sig ikke sikker, mens hun var på flugt.

– Jeg fik at vide, at jeg ikke skulle gå på toilettet, og at jeg ikke skulle være alene. Da jeg ankom til båden, var smugleren også chokeret. Det samme var myndighederne i Danmark, da jeg kom dertil. De er ikke vant til, at singlekvinder flygter alene.

Knap halvdelen af alle kvinder på flugt oplever at blive udsat for overgreb, voldtægt, bestikkelse eller kidnapning, viser en rapport af Dansk Flygtningehjælps Mixed Migration Centre.

I flygtningelejre kan bare det at hente vand eller gå på toilettet udgøre en risiko for voldtægt eller chikane for kvinderne.

Ved Dansk Flygtningehjælps landsindsamling den 6. november gik de knap 13 millioner indsamlede kroner derfor til at hjælpe piger og kvinder, som er tvunget til at forlade alt det, de kender for at sikre deres egen og deres families overlevelse.

Og det er vigtigt, ifølge Haya Termanini, der selv er frivillig ved Dansk Flygtningehjælps Ungdom.

– Jeg var selv meget bange, og det ønsker jeg ikke for nogen piger nogensinde.

Da hun endelig kom til Danmark, boede hun de første ni måneder på et asylcenter på et vandrerhjem nær Thisted, inden hun fik asyl og midlertidig opholdstilladelse i landet.

At bo dér er det værste, hun har oplevet. Værre end at forlade sin familie, værre end bådturen til Grækenland.

I lejren var de mere end 30 mænd og omkring syv kvinder, der boede sammen.

– Mændene havde ikke set kvinder i lang tid. Det føltes ikke sikkert at være der, og selv om jeg bad om at blive flyttet, fik jeg at vide, at der ikke var noget at gøre. Nogle havde været der i fem-seks år, fordi myndighederne ikke ville give dem opholdstilladelse. Flere var på stoffer og drak, fortæller hun om sin oplevelse.

Danhostel Thisted Vandrerhjem fungerede i en periode som asylcenter omkring 2016 og er siden blevet lukket.

Da Haya i 2016 fik sin opholdstilladelse, startede hun på universitet i Horsens. Her læste hun til bygningskonstruktør og færdiggjorde sin uddannelse i 2020 – lige nøjagtig som hun havde drømt om, siden hun færdiggjorde gymnasiet i Syrien.

I november 2021 flyttede hun til København, hvor hun i dag arbejder hos et stort arkitektfirma. Hun er både glad for sit arbejde og for alle de mennesker, hun har omkring sig her.

Alligevel føler hun sig ikke altid velkommen i Danmark.

– Danskerne har et billede af, at Danmark er åbent for dem, der vil være her og arbejde. Men jeg synes, Danmark er åbent for dem, der vil være her, men som også kommer fra bestemte steder.

– Det er en skam, for de danske værdier er ikke sådan. Men politikerne og udlændingepolitikken gør, at jeg ikke føler mig velkommen.

Hvert andet år skal Haya Termanini søge om at få forlænget sin opholdstilladelse. Hun håber på i fremtiden at få permanent opholdstilladelse og dansk statsborgerskab.

Men det skræmmer hende at tænke for meget på fremtiden, for hun er bange for at lave planer, der ikke bliver til noget.

– Jeg synes, det er åndssvagt. Folk flygter fra deres hjem og håber at opbygge det, de har tabt. Og så bliver nogle alligevel truet med at blive sparket ud igen.

Hun har selv været nødsaget til at opsøge psykologhjælp, fordi hun har følt sig presset og bange for at blive smidt ud af landet igen.

For som hun forklarer, så har hun taget en uddannelse, hun har et arbejde og arbejder også frivilligt.

– Men jeg er stadig ikke god nok til den danske regering, siger hun.

Alligevel er Haya Termanini håbefuld. Hun ved måske ikke, hvordan fremtiden ser ud, og nok er hun væk fra sin familie.

– Men jeg betragter mine venner her som min anden familie. Det er svært, men jeg har fundet ud af, at vi i livet ikke kan få det hele. Det er altid enten eller.

Hun fortsætter med at kæmpe for flygtninges og kvinders rettigheder – og for retten til selv at blive fri.