Her er tre ønsker til den nye regering, der ikke kan vente til juleaften

Isabella Hindkjær er chefredaktør på femina. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

”Det er altid dejligt, når ens drømme går i opfyldelse,” sagde tidligere statsminister og dansk politisk ultimative come back-kid Lars Løkke Rasmussen i går aftes til TV2, da Mette Frederiksen havde meddelt dronningen, at hun var klar til at danne en SMV-regering.

Efter halvanden måneds forhandlinger står det altså klart, at Danmarks statsminister er den samme som hidtil, mens intet andet er som det plejer.

På dagens pressemøde blev der bl.a. præsenteret reformer af den offentlige sektor, flere penge til erhvervsuddannelserne, en nedlæggelse af jobcentrene, en top-top-skat, en flyafgift, en Arne-plus pension og en afskaffelse af Store Bededag.

Politiken kalder konstellationen et ”løfterigt politisk nybrud!”. Andre kalder det bare løftebrud.

Både Mette Frederiksen og Jakob Ellemann kalder det ”et arbejdsfællesskab”.

Nuvel, der er nok at tage fat på, og visse arbejdsopgaver haster mere end andre.

Julen nærmer sig, og ligesom Lars Løkke, har mange af os drømme for fremtiden. Men de handler ikke om atter at sætte fod i et tungt ministerium, men mere om konkret og akut handling på nogle områder, hvor der ganske enkelt ikke er mere tid at spilde.

Så her er tre ønsker til den nye regering, der ikke kan vente til juleaften.

Læg pres på Iran

Alt imens det iranske styre forsøger at slå den historiske kvindeledte revolution ned ved at henrette demonstranter, skyde børn og udøve tortur mod fanger i regimets varetægt, har der været skuffende stille fra de danske parlamentarikere.

Mens EU har skærpet sanktionerne mod Iran, har hverken Jeppe Kofod eller Mette Frederiksen – der har erklæret sin støtte til de iranske kvinder – meldt ud, hvordan Danmark konkret vil forholde sig til Irans brutale krænkelser af menneskerettighederne.

Nu er regeringsforhandlinger overstået, Mette Frederiksen er ikke blot fungerende, men også agerende statsleder, og den nye regering bør arbejde systematisk for at iværksætte konkrete diplomatiske og økonomiske sanktioner mod Iran.

Alt tyder på, at præstestyret har i sinde at fortsætte henrettelserne, og styrets afskyelige forbrydelser mod den iranske befolkning har for længst antaget en karakter, hvor støtteord og kondolencer ikke længere er godt nok.

Udover at Danmark bør afbryde alle forbindelser til regimet, bør regeringen lægge massivt pres på den iranske ambassade, hvilket i yderste konsekvens skal kunne medføre en udvisning af regiments repræsentanter i Danmark, ligesom man på linje med Canada bør nægte indrejse til præstestyrets medlemmer og centrale støtter.

Hent de danske børn i Syrien hjem

Det seneste år har Lars Løkke adskillige gange advokeret for, at de fem tilbageværende børn i den syriske fangelejr Al-Roj bør hentes hjem af den danske stat.

Mens en række andre lande løbende har hjemtaget de resterende børn og mødre i de syriske lejre, har S-regeringen hidtil nægtet, fordi de udelukkende vil hjemtage børnene alene uden deres mødre med den begrundelse, at de tilbageværende ikke længere har dansk statsborgerskab.

Adskillige børnelæger og en psykiater, som har tilset børnene i lejren, har de seneste år flere gange enstemmigt anbefalet en snarlig evakuering af børnene med deres mødre. Det har Mette Frederiksen og hendes daværende regering hidtil ignoreret.

På fredag skal Københavns Byret tage stilling til, hvorvidt regeringens såkaldte tilbud om evakuering af tre danske børn uden deres mødre krænker børnenes ret til familieliv, hvilket er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det er børnenes advokat, der har anlagt sagen mod Udenrigsministeriet.

Hvis sagen falder ud til Udenrigsministeriet fordel, er børnenes eneste håb, at den nye regering forstår, at denne sag ikke burde handler om paragraffer – men om grundlæggende menneskelig anstændighed.

Opret et ligestillingsministerium

Ikke ligestilling og fisk. Ikke ligestilling og transport. Ligestilling, punktum.

Der er så rigeligt for en kommende minister at tage fat på uden også at skulle holde øje med havnefarten eller indføre nye fødevaremærkninger.

Det er et halvt år siden, at Folketinget vedtog et beslutningsforslag om en handlingsplan mod partnerdrab.

Siden da er intet andet sket end at flere kvinder er blevet dræbt. Der er behov for konkret handling. FN har siden 2015 tilskyndet til at landene på nationalt niveau registrerer drab på kvinder med henblik på at udvikle forebyggende foranstaltninger og vejlede politikudviklingen på området.

Det har en række lande gjort, men ikke Danmark – hvorfor dagbladet Politiken for nyligt lancerede deres egen database.

Desuden er det et uomgængeligt faktum, at en holdbar handlingsplan står og falder med finansieringen.

Som en række organisationer med ekspertise på området har peget på, at der brug for sammenhæng mellem forebyggelse, opsporing, håndtering, ambulant hjælp, krisecenter og efterværn.

Og det kræver reelle, varige investeringer – ikke bare midlertidige finansieringer.

På samme måde ligger der et gigantisk arbejde forude, hvis Danmark nogensinde skal gøre sig håb om blive det foregangsland, vi fejlagtigt tror, at vi er, når det gælder repræsentation.

Blot 71 ud af 1000 administrerende direktører i landets største virksomheder er kvinder.

Danmark ligger nummer 32 på på World Economic Forums årlige ligestillingsrangliste, mens vores skandinaviske naboer rangerer i top 5.

Det skyldes især, at vi målt på kvinder i ledelse og magtpositioner ligger langt bagefter stort samtlige af de lande, vi normalt sammenligner os med.

Og ligestillingsudfordringerne på det danske arbejdsmarked er absolut ikke begrænset til bestyrelses- og direktionslokalerne.

På dagens pressemøde, hvor regeringsgrundlaget blev præsenteret, introducerede Mette Frederiksen 3 milliarder til et lønløft i den offentlige sektor.

Men ligesom i valgkampen har vi endnu at høre statsministeren erkende, at problematikken handler om ligeløn.

Hun havde ellers ikke noget problem med at konstatere, at ”al den magtkritik” hun selv har været udsat for i forbindelse med minksagen nok handler om at hun er kvinde.

Nu mangler vi blot en erkendelse af, at jordemødre, sygeplejersker, SOSU’er og pædagoger faktisk også har én ting til fælles, nemlig at lønnen i de kvindedominerede fag fortsat er reguleret af en latterligt forældet reform fra 1969, der betragter kvinders løn som lommepenge.

Der skal sikres ligeløn i Danmark. Afskaf Tjenestemandsreformen. Det er på tide.