"Der kan være så mange årsager, men jeg bliver klogere og kærligere af sociale medier"

Ida Rud er skribent og debattør. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

“Min lille, søde mor, Trine, er i dag sovet stille ind.”

I skrivende stund er det kun en uge siden, jeg måtte skrive ovenstående sætning på Facebook.

I julen er det otte år siden, jeg skrev noget tilsvarende, da jeg mistede min far.

Dengang var det ikke lige så normalt at dele noget så privat som et dødsfald på sociale medier. Men i takt med at vi er blevet vant til at dele stort og småt på f.eks. Instagram, Facebook og Twitter, så er det ikke en sjældenhed. Og i mine øjne har det også mange fordele.

Jeg synes, noget af det hårdeste som efterladt, er at bære andres sorg. Min mor er død, men folk der elskede hende opsøger mig med deres historier og deres tårer.

Jeg kan godt bære det, og det er også smukt og en vigtig del af døden - det at vi mindes sammen.

Men når man, som jeg, står i sorg og praktikaliteter til op over øjnene, så er det også vildt hårdt. Det direkte fodrer sorgen og savnet, og så stjæler det min tid, som pludselig er så dyrebar.

Alting tager længere tid, og der er tusind opkald at foretage, også i en digitaliseret tid.

I går måtte jeg smide alt, jeg havde i hænderne, og hulke i afmagt, fordi jeg dårlig nok har haft et øjeblik for mig selv, siden jeg holdt hende i hånden, mens hun drog sit sidste åndedrag.

Derfor er det rart at kunne melde ud på sociale medier, at hun er død - og hvornår bisættelsen bliver afholdt.

På den måde er der rigtig mange, der får nys om det, uden at jeg skal ringe til dem. Selvfølgelig får de vigtigste besked direkte, men gamle naboer, skolekammerater og kollegaer behøver ikke nødvendigvis et opkald lige med det samme.

Jeg oplever også, at det trøster - hvert et hjerte og en lille kommentar luner. Men ligesom for otte år siden kommer den største trøst fra overraskende kant.

Perifere bekendtskaber har skrevet de smukkeste og mest rørende beskeder til mig. Således var der fra uventet kant den mest kærlige og poetiske besked om at miste, og hvordan sorg og kærlighed fungerer nærmest som en tidsmaskine.

Som jeg skriver det her, lyder det abstrakt, men det trøstede mig virkelig meget - måske endda mere, fordi det ikke var en af de allertætteste venner, der rummede min sorg, men en, der virkelig følte behov for at skrive direkte fra hjertet.

Jeg registrerer dog også en lidt speciel ting: jeg mister følgere og venner på de sociale medier.

Et par hundrede mennesker har valgt ikke at følge mig. Og det er i deres gode ret. Men jeg synes, det er ærgerligt, hvis døden er så stort et tabu, at folk vælger at undgå det. For døden er jo netop uundgåelig for os alle.

Igen viser sociale medier dog sin styrke - for en god bekendt, der ligesom mig er forældreløs, skrev, at det måske skyldes noget helt andet end frygt for døden.

Måske dem, der ikke vil se med, også selv har mistet - og ikke kan bære at se mit tab, enten på grund af traume eller en akavet og smertelig jalousi.

Der kan være så mange årsager, men jeg bliver klogere og kærligere af sociale medier.

Det er selvfølgelig individuelt, hvordan man har lyst til at håndtere et dødsfald - men det kan være en trøst og hjælp i en tid, hvor alt er ubærligt.