Hun blev opdaget som 14-årig og endte i en benhård verden. Konsekvenserne lever hun stadig med

Når nogen fra modeverdenen spotter en ung pige, de mener egner sig som model, kalder man det at blive opdaget.

Alberte Clement Meldal blev opdaget af sin nabos veninde, som var booker på Unique Models. Hun var lige fyldt 14, og hendes far var død kort forinden.

– Det var fantastisk. Alle unge piger vil jo gerne ses og værdsættes, siger hun.

Hun var lykkelig for at blive kaldt flot og få at vide, at hun kunne tjene store penge ved at stå foran et kamera.

Alt ved modellivet virkede glamourøst, og andre var misundelige. I begyndelsen i Danmark var modellivet da også som en leg.

– Jeg var fuld af håb, og det var andre også. De mente, jeg kunne blive succesfuld. Jeg havde alle mulige drømme.

Et år efter vandt hun Eileen Fords legendariske Supermodel of the Year-konkurrence og blev dermed skudt op på modellernes stjernehimmel.

Nu blev hun sendt af sted for at arbejde i modemekkaet i Milano. Fløj helt alene derned og boede i en lejlighed med andre, unge modeller. ­­

– Min mor protesterede ikke. Det er ikke en kritik af hende, hun vidste bare ikke bedre. Hvor skulle hun vide det fra? De sagde jo, de ville passe på mig, det troede hun på.

Senere fik Alberte også opgaver i London, Paris og New York og navigerede mere eller mindre alene rundt i en branche, hvor der var mange penge på spil, og kravene var benhårde.

– Hele tiden blev vi modeller bedt om at få vores vægt ned, og vi lærte at håndtere voldsom sult. Konstant var vi fokuserede på at gøre kroppen mere perfekt, siger hun.

Følgerne var et selvhad, hun stadig slæber rundt på, og underernæringen fik også fysiske konsekvenser.

For otte år siden fik hun konstateret knogleskørhed. Usædvanligt i hendes alder. Lægen siger, det er, fordi hun fik for lidt næring og kalk i den periode, hvor hendes knogler var i gang med at vokse sig stærke.

– Så jeg har betalt en stor pris for at føre krig mod min krop i så mange år. Tynd blev lig med lykke, selv om jeg egentlig kun blev mere ulykkelig, jo tyndere jeg blev.

– Tynd var endda bedre end smuk og klart bedre end at være glad og sund.

Selv om Albertes krig har været særligt ekstrem, fordi hun var model, vil mange kunne genkende den.

Masser af kvinder i alle aldre drager hver dag til fronten for at bekrige deres kroppe. For vores kultur dyrker stadig, som Alberte siger, kropsidealer, som er umulige at leve op til.

For DR har hun lavet flere podcastserier om det ødelæggende syn på den “perfekte” kvindekrop, og hun har også sammen med journalist Mette Bender skrevet bogen “Vægtløs – Hvordan jeg stoppede krigen mod min krop”.

Her fortæller hun både om sine egne erfaringer og interviewer eksperter om, hvorfor vi mennesker er så besatte af at være tynde og udskamme de tykke.

– Allerede i skolen sagde en sundhedsplejerske til mig, at jeg skulle passe på min vægt. Jeg var ved at blive lidt for tyk. Det satte sig dybt i mig. Bare det, at man er optaget af børns vægt på den måde, gør mere skade end gavn.

– Det oplever jeg heldigvis også er droppet igen nu. Sundhedsplejersken fortæller ikke mine døtre, om de er uden for skiven af det normale eller indenfor. De bliver bare målt og vejet.

Hos Alberte selv blev hendes højde vendt til en fordel, da hun blev “opdaget”.

– Dengang skulle barmen helst være 90 cm, taljen 60, hoften 90 og højden mindst 178 cm. Jeg var 180 og vejede 56 kilo, men fik alligevel hele tiden at vide, at det ville være fint, hvis jeg tabte mig.

– Jeg kunne aldrig blive tynd nok, fortæller Alberte, der arbejdede som model i knap 17 år, hvilket efter hendes egen mening var alt for længe.

Men fremfor alt var det for tidligt.

– Jeg fortryder mest, at jeg kom så tidligt ind i det. Jeg prøvede også at komme ud nogle gange. Men pengene hev mig tilbage.

– Efter min fars død kunne min mor ikke hjælpe mig økonomisk, så det var en form for sikkerhed. Jeg købte min egen lejlighed, da jeg var 18 år og forsørgede mig selv igennem mine studier.

– I en periode arbejdede jeg også som bartender, men timelønnen var jo vanvittigt lav, sammenlignet med hvad jeg tjente som model.

Opløst af skam og gråd

Når hun i dag kigger sig rundt i sine døtres skole og i svømmehallen, kan hun godt se, at flere piger i 9. klasse har den højde og drøjde og det ansigt, som passer til modeidealet, men “de jo er børn!”

– Heldigvis ser jeg en stigende tendens i f.eks. undertøjsreklamer, hvor modellerne er voksne kvinder og ligefrem har deller, fyldige lår, hår i trussekanten og store numser. Det er så meget nemmere som voksen kvinde at identificere sig med.

Det alternativ var der ikke, mens Alberte var model. Tværtimod skulle modellerne være tyndere og tyndere i de år, og Alberte slankede sig så meget, at hendes bryster næsten forsvandt.

– Jeg snakkede engang med Sandra Foss, som var direktør for Unique Models, da jeg blev model. Hun havde selv store bryster og mave og var ikke optaget af skønhedsidealer. Hun sagde, at det jo kun var meningen, man skulle gå rundt og ligne et tøjstativ i en kort periode.

– Jeg havde lyst til at sige til hende: Sandra, det glemte du at sige. Du kunne godt have sagt: Bliv kun ved i to år, så skal du ud af det igen. Men jeg tror ikke, hun forestillede sig, at jeg ville blive så påvirket.

– Herhjemme var modelverdenen ret stille og rolig. Men når du ramte Milano, Paris eller New York, kan jeg godt love dig, tonen var en anden, fortæller hun.

Alberte husker sig selv som megabange og utryg, da hun som 15-17 årig rejste alene rundt.

– Den utryghed har fulgt mig op i mit voksenliv. Hvis jeg skal alene ud at rejse, kommer den stadig tilbage. Det ligger så dybt i mig, at det ikke var sjovt dengang, siger hun.

Alligevel tror hun ikke, at 10 vilde heste kunne have stoppet hende.

Hun var stolt over at være udvalgt og klar over, at hun udlevede en drøm, mange piger har, om at gå på scenen. Desværre blev det bare lynhurtigt et arbejde, hvor hun selv skulle sørge for at nå flyet og tabe sig.

– Hvis jeg ikke passede tøjet eller havde hudproblemer, var det et kæmpe problem, og det sagde kunderne og bureauerne eksplicit. Det var også, før man kunne retouchere en delle eller bumser væk.

Men det værste, hun bød sin krop dengang, var, at hun ikke kunne lide den.

– Det bliver jeg stadig sorgfuld over. Jeg fandt altid noget at kritisere. Fra jeg var 16 til 23, overlevede jeg kun, fordi jeg tog en tur på højskole og læste enkeltfags-HF. Jeg var god til at læse, fik tårnhøje karakterer og tænkte: Gud, måske er jeg også noget andet værd end det, jeg er udenpå.

Som 30-årig blev Alberte færdig med sine universitetsstudier, lukkede døren til modellivet og tog fat på et liv som journalist og vært i radio og tv. Men døren ind til selvhadet stod stadig åben.

Lige siden har hun kæmpet på alles vegne imod det kropsideal, der har ædt sig ind i hendes sjæl.

Efter hun holdt op som model og fik børn, tog hun på. Det fik hende til at kaste sig ud i slankekure, hvor hun overlevede på kaffe og æbler, smed mange kilo og tog dem på igen.

I sin nye bog prøver hun ihærdigt, som undertitlen siger, at stoppe denne evige krig.

– Det er ikke nemt, for det stammer jo ikke kun fra modebranchens ideal, men også fra min mormor og mor. Min mor har aldrig kommenteret på min vægt, men hun har altid hadet sin egen vægt og sagde tit, da jeg var barn: Du skal aldrig blive tyk, det er et værste, man kan blive.

– Jeg er optaget af, hvordan jeg undgår at bringe den skræk videre til mine piger og får den manet i jorden hos mig selv.

I din bog opsøger du en lidt anderledes diætist …

– Ja, jeg går til Inger Bols, der har arbejdet som diætist for Team Danmark og Den Kongelige Ballet. Til min overraskelse siger hun intet om, at jeg skal tabe mig eller droppe slik og fedt.

– Hun sagde: Har du lyst til at spise ostepops, så gør det. Det var rystende. Jeg sagde: Hvad så hvis jeg går amok? Og hun svarede: Tror du ikke, du så på et tidspunkt får nok? Og det gør man jo.

Slankekurshjernens magt

Inger Bols’ budskab er, at det med at slutte fred med sin vægt allermest handler om at spise, når man er sulten, og stoppe, når man er mæt.

Problemet for Alberte var, at hendes fokus på kroppen havde ødelagt hendes naturlige sult- og mæthedsfornemmelser.

– Jeg kan huske nogle gange, mens jeg var model, hvor jeg spiste så meget, at jeg ikke kunne bevæge mig i dagevis. Fordi jeg var SÅ sulten og havde undertrykt den følelse alt for længe.

– Inger har lært mig at spise, når jeg er sulten, og at jeg ikke behøver blive ved, til jeg er overmæt. Jeg skal spise så meget, jeg har lyst til, vel vidende at jeg kan få mad lige om lidt igen.

Med Ingers velsignelse har Alberte givet sig selv fri fra konstant at synes, hun skal spise kogt broccoli og spidskål, hvis hun har mere lyst til en kartoffelmad med mayonnaise.

– Alt for mange regler og restriktioner ødelægger det intuitive i vores spisning. Inger taler meget om slankekurshjernen: At vi kommer til at tænke på mad hele tiden og overspise, netop fordi vi ikke må. Og vi er mange, der føler, vi ikke må.

– Vi er jo besatte af sundhed og tyndhed i vores samfund. Selv mine i øvrigt bevidste venner kommenterer, hvor lidt de vil spise, når de sætter sig ved en godt middagsselskab: Næh tak, jeg skal kun have en portion.

– Der opstår så meget negativ energi, fremfor at snakke om hvor dejligt maden smager.

Meget mere nydelse

Gennem alle sine undersøgelser er Alberte Clement Meldal nået frem til, at det bedste, hun kan gøre, er at slappe af og glæde sig over det, hendes krop kan.

– Næsten alle kvinder vil helst lige tabe fem kilo, siger Alberte, der nyder at spise intuitivt.

– Det er skønt at sige, rend mig med det spidskål, jeg vil have lov til også at spise råstegte kartofter med bearnaisesovs og drikke et glas vin til.

Men det med at acceptere sin krop sker ikke lige overnight, som hun siger. Især ikke så længe, samfundet er så fokuseret på vægt.

Teologen Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen siger i Albertes bog, at det med ligefrem at slutte fred med sin krop måske også er for meget forlangt.

Ifølge hende ligger det jo i hele vores eksistens, at vi har et problematisk forhold til det fysiske hylster, der langsomt forfalder og en dag svigter os helt ved at dø.

At tro, at man kan have et uproblematisk forhold til sin krop, er lige så dumt som at tro, at man kan gå igennem livet uden at opleve sorg og smerte.

– Måske er det også okay at blive ved med at have en dialog med sig selv og sit selvbillede. Men man skal i hvert fald ikke være i krig med det, siger Alberte.

– Jeg er glad for, at jeg i dag i højere grad kan nyde alt det, min krop kan, og nyde det, jeg spiser, og min seksualitet. Jeg pisker ikke mig selv med dårlig samvittighed på samme måde længere, eller tænker: Den der delle, den kan min mand vist ikke lide.

Det hele handler om frihed, siger hun.

– Det handler om ikke at føle, at man skal spise og veje noget bestemt og træne fem gange om ugen for at føle sig rigtig. Det handler om, at vi skal lære at hylde mangfoldigheden og væk fra den utroligt smalle sti, mange føler, de skal gå på, for at lykkes.

Skal man ligefrem forbyde, at piger på 14-17 år bliver modeller?

– Ja, det er jo en form for børne- eller menneskehandel. Du bliver handlet som menneske, fordi nogen vil have dit unge kød og blod. Og der bliver ingen hensyn taget til, hvad du kan håndtere som barn.

– Jeg synes, man skal regulere det og sige, ingen modeller under 20, basta. Så behøver man heller ikke diskutere, hvordan vi passer bedre på dem.

Du kan også lytte til podcasten i Apples podcast-app eller på Spotify.