Det føltes, som om et søm borede sig ind i hendes hoved. Hun tænkte: Nu er det slut

Lise Vesterlund stod foran hundredvis af professorer på universitetet og talte, da det pludselig føltes, som om et kæmpe søm blev hamret ind i hendes hoved. Hun tænkte: Nu er det slut.

Men alligevel blev hun ved med at tale.

På skadestuen, hvor hun hurtigt blev kørt til bagefter, viste det sig, at hendes blodtryk var højt - alt for højt. Hun havde haft det, de i USA kalder for et thunderclap – et tordensmæld.

Lise Vesterlund, som er professor i økonomi ved University of Pittsburgh i Pennsylvania, var stresset. I alt for lang tid havde hun arbejdet alt for meget, og det skulle også tage hende lang tid at blive nogenlunde rask igen.

De fleste, der har haft stress, ved, at det ikke er noget, man sådan lige slipper af med – det bliver ved med at ligge på lur i én, og som med ukrudt skal man hele tiden luge ud, passe på sig selv, for ikke at blive syg igen.

Derfor vidste Lise Vesterlund også, at hun blev hun nødt til at sige ja til at mødes med fire andre kvinder i det, de døbte for ”Nej-klubben”, da hun blev inviteret af en bekendt, professor Linda Babcock, i 2010.

På det tidspunkt gik Lise Vesterlunds karriere ”rimelig godt”, men hun arbejdede ”sindssygt mange timer”. Det vil sige 60-65 timer om ugen. Hendes børn var små, og hendes mand tog sig af alt det praktiske i hjemmet, så Lise Vesterlund kunne koncentrere sig om børnene i de timer, hun ikke arbejdede.

- Så da jeg bliver bedt om at være med i klubben, føler jeg selvfølgelig først, at jeg ikke har tid til at bruge tid med nogle veninder. Jeg kan jo dårligt nok få tingene til at hænge sammen, som det er. Men jeg vælger at gå med, netop fordi jeg føler, det er fuldstændigt urimeligt: At jeg ikke kan få styr på mit arbejdsliv.

De fem kvinder havde det tilfælles, at de var ved at drukne i arbejde. De var i gang med fremadstormende karrierer, fire af dem som professorer, den femte som juridisk konsulent. Men de blev hele tiden bedt om at påtage sig nye opgaver, og de havde svært ved at sige nej, når de blev spurgt. Det gik både ud over deres karrierer og deres familier – og for Lise Vesterlund: Hendes sundhed.

Kvinderne begyndte at mødes en gang hver tredje uge for at spørge hinanden: Hvad har du sagt ja til? Og hjælpe hinanden med at sige nej.

Efter noget tid gik det op for dem, at de opgaver, de sagde ja til, ofte var lorteopgaver. Altså opgaver, som var vigtige for deres respektive arbejdspladser at få udført, men som var ret ligegyldige for dem selv.

Opgaverne var karakteriseret ved, at de ikke bidrog direkte til virksomhedens bundlinje og kunne udføres af hvem som helst. Det krævede ikke nogen særlige kompetencer at udføre dem, og de var usynlige, så længe de blev fikset.

Det kunne være at planlægge universitetets skema, sidde i et udvalg, som skulle beslutte, hvilket rejsebureau de skulle bruge, hjælpe andre med deres arbejde. Også at hente kaffe og tage notater, men tit langt mere tidskrævende opgaver end det.

Opgaverne kunne ikke bruges til at forhandle en lønforhøjelse hjem, der fulgte ingen anerkendelse med, og det var ikke nogen opgaver, de ville blive forfremmet på. Tværtimod stjal de tid fra de opgaver, som kvinderne faktisk kunne bruge til at blive forfremmet med. Derfor kaldte de dem for non promotable tasks, ikke forfremmende-opgaver, og forkortede dem til NPT’er.

Da en af gruppens medlemmer, MJ, døde af kræft, følte de fire veninder og professorer sig forpligtet til at udbrede deres viden til et større publikum end deres klub for at ære MJ’s minde. Og da de ikke fandt særlig meget forskning på området, besluttede de at gå i gang med deres egen.

Det brugte de ti år på, og nu kan resultaterne læses i bogen ”Nej klubben – et opgør med kvinders karriere-hæmmende arbejde”. Indtil videre er rettighederne solgt til 75 lande, og den kommer nu i en dansk oversættelse.

Nej-klubbens forskning viser, at når en chef skal uddelegere NPT’er, er vedkommende 44 procent mere tilbøjelig til at give opgaven til en kvinde – og det er uafhængigt af, om chefen er en kvinde eller en mand. Men de fandt også frem til, at kvinder, der bliver spurgt, er 50 procent mere tilbøjelig til at sige ja end en mand.

Årsagen fandt de blandt andet i, at vi alle, kvinder som mænd, har en kollektiv forventning om, at kvinder tager opgaverne på sig.

Omfanget af opgaverne viste sig at være enormt. I en konsulentvirksomhed brugte kvinderne for eksempel 200 timer mere om året på NPT’er end deres mandlige kollegaer.

På den måde ender mange kvinder med at arbejde utroligt mange timer for stadig at nå deres forfremmende opgaver. For dem, som ikke skærer ned på deres forfremmende opgaver, resulterer det i en mere end en måneds ekstra arbejde om året.

De fandt det samme mønster overalt: Fra supermarkedsassistenter over ingeniører, til skolelærere og jurister var det altid kvinderne, der endte med at tage sig af de fleste NPT’er.

Men kan man ikke sige, at mændene bare har regnet den ud, når de siger nej til dem?

- Jo, men de har regnet den ud, fordi det er muligt for dem, siger Lise Vesterlund.

Det viser sig for eksempel ved, at hvis en mand siger nej til at løse en opgave, har det sjældent negative konsekvenser for ham, men det kan det have for kvinder. Nogle chefer bliver simpelthen vrede på dem, hvis de siger nej.

Men heldigvis er der en ret nem løsning på problemet. For det er et problem for organisationerne, at deres kvindelige medarbejdere så at sige spilder tiden og ikke får mulighed for at udfolde deres fulde faglige potentiale til gavn for virksomhedens bundlinje.

- Selvom de arbejder hårdt, kommer de ikke det samme sted hen som deres mandlige kolleger. Så én ting er at arbejde mange timer. En anden ting er at være nødt til at arbejde mange timer for at få tid til at lave det arbejde, man i virkeligheden skal levere. Det resulterer i stress, men du mister også selvtillid og bliver mindre glad for dit arbejde, siger Lise Vesterlund.

Det går også ud over kvindernes sundhed og deres familier, når de som mor, kæreste eller veninde ikke har det godt, føler sig udbrændte og ikke har overskud til at leve dén del af livet.

Kontoret på badeværelset

Da Lise Vesterlund oplevede sit thunderclap, havde hendes familie allerede forsøgt at få hende til at skrue ned for tempoet.

Hun skulle på ferie med sin mand, deres to børn og svigerfamilien, og Lise Vesterlund havde lovet sin mand, at hun ville holde fri. Altså helt fri.

Natten inden afgang sov de på et lufthavnshotel, og da hun havde puttet børnene og sagt godnat til sin mand, listede hun ind på badeværelset med sin computer. Hun havde en rapport, hun blev nødt til at skrive på.

Inden hun lagde sig til at sove, kom hun også i tanke om en præsentation, hun skulle have klar inden feriens slutning. Og næste morgen, da en journalist ringede, kunne hun ikke sige nej til et interview, for det var vigtigt for universitetet at være synlig i pressen.

Lise Vesterlund ventede på, journalisten skulle ringe, da hendes lille datter i stedet ringede fra et andet værelse. Hun bad Lise Vesterlund om at gå ud på balkonen, så de kunne vinke til hinanden. Herude skinnede solen, og Lises datter så glad ud. Men der gik ikke længe, før Lise Vesterlund måtte sige til datteren, at nu skulle hun lægge på.

”Mor, hvorfor arbejder du altid?” spurgte datteren.

Der gik det op for Lise, at noget måske var mere værd end arbejde, ja, at det var ganske dyrebart: Hendes børn. Tiden med hendes familie.

Så hun aflyste interviewet og kiggede ikke mere på rapporten i løbet af ferien.

Men så snart Lise Vesterlund kom tilbage på universitetet, var der jo stadig deadlines, som skulle overholdes, så hun røg hurtigt tilbage i den samme fartbane i hamsterhjulet.

- Det hele kørte så stærkt. Når man får så travlt, og alle har brug for din hjælp til det ene eller andet projekt, så er det meget svært at overskue, hvordan man får kontrol igen. Jeg havde en fornemmelse af, at hvis jeg bare løb lidt hurtigere, så skulle jeg nok nå det hele.

Men hvorfor havde hun overhovedet sat sig derud på hotellets badeværelse?

- Fordi det var blevet hverdag. Og da jeg så min datter stå ude på balkonen, tænkte jeg bare: Hvad fanden har du gang i?

Den episode ville Lise Vesterlund egentlig helst ikke have haft med i bogen.

- For jeg er virkelig flov over, at jeg ikke formåede at få kontrol med situation, og jeg bliver så følelsesmæssigt påvirket af den, siger Lise Vesterlund, der kigger væk og er tydelig berørt.

- For det er jo ikke bare en kamp, jeg havde dengang. Det er også en kamp, jeg har i dag. Det er ikke sådan, at du kommer ud på den anden side. Forventningen, til at du som kvinde springer til og hjælper, bliver ved med at være der, så du bliver konstant bedt om at påtage dig nye opgaver, og selvom du prøver at kontrollere det, så er det svært at sige fra.

Derfor siger Lise Vesterlund også, at det var ”utroligt vigtigt”, at hun sagde ja til at være en del af klubben, fordi hun blev forpligtet til grundigt at overveje, hvordan hun skulle prioritere sin tid.

Og årsagen til, at de alligevel tog den personlige del med, selvom Lise Vesterlund helst ville have været den foruden, er, at hun møder rigtig mange kvinder, som hun er mentor for, der sidder i præcis samme situation.

Hun har for eksempel siddet til møde med en ung kvinde fra Harvard University tre timer efter, kvinden havde født sit barn.

Og da Lise Vesterlund selv var sengeliggende med en svær graviditet, blev hun kørt ind til et møde i en hospitalsseng i stedet for at sige nej til at deltage.

- Det er bare fuldstændigt sindssygt, siger Lise Vesterlund.

- Det er kørt af sporet. Og det blevet sådan lidt, hvor folk siger: ”Nu brokker kvinderne sig igen. Det er så synd for kvinderne. Kan kvinderne ikke se, at de får det hele?” Men kvinderne får ikke det hele.

Tværtimod. Oven i de mange arbejdstimer brugt på ikke forfremmende opgaver på deres arbejde, bruger de fleste kvinder også mere tid på husarbejdet end deres mænd. I Danmark bruger kvinder for eksempel i gennemsnit en time mere end deres mand. Kvinderne knokler, og for nogle får det altså alvorlige konsekvenser for deres sundhed.

Piger stiller ikke spørgsmål

Lise Vesterlund lærte tidligt, at hun som kvinde i et mandsdomineret fag som økonomi skulle knokle og arbejde ekstra for at bevise sit værd.

Da Lise Vesterlund læste matematik og fysik på Frederiksberg Studenterkursus, var de kun fem piger på holdet. I den første uge spurgte en af hendes mandlige medstuderende, hvorfor hun ikke bare havde taget den sproglige linje som de andre piger.

Efter gymnasiet begyndte Lise Vesterlund at studere økonomi på Københavns Universitet og rejste til USA for at læse et år på University of Wisconsin. De to medstuderende, hun var rejst afsted med, fik lov til at begynde direkte på ph.d.-programmet. De var begge mænd.

Lise Vesterlund derimod fik at vide, at fagene var for svære for hende.

- Det blev antaget, at fordi jeg var en kvinde, kunne jeg ikke klare mig lige så godt. Men jeg tænkte, at jeg var mindst lige så god som de to mænd.

Da hun endelig fik lov til at læse ph.d.-fagene, slog det hende, at de eneste, der stillede spørgsmål i klassen, var drengene. Og så Lise Vesterlund.

- Der var rigtig mange piger, der spurgte mig: Hvorfor tør du stille spørgsmål?

Indtil da havde Lise Vesterlund aldrig overvejet, at der var ting, hun ikke kunne, fordi hun var kvinde. Men hun klarede sig så godt, at hun endte med at læse hele sin ph.d. i USA.

Og kommentarerne kom til at påvirke resten af hendes karriere:

- Det siger sig selv, at man føler sig uretfærdigt behandlet, men det gjorde også, at jeg tænkte, at så må jeg vise dem, at jeg er god nok. Økonomi er et meget mandsdomineret fag, og det gør, at man i hele ens karriere bliver sat op imod, at man jo bare er kvinde. Det har altid gjort mig trodsig og gjort, at jeg har villet modbevise de overbevisninger, som folk havde.

Det gjorde også, at hun blev interesseret i at forstå, hvorfor mænd og kvinder klarer sig så forskelligt på arbejdsmarkedet. Nu har hun forsket i økonomi og køn i mere end 25 år.

Og som hun siger, kan hun rigtig godt lide sit arbejde, altså at forske. Men de opgaver, der ikke fører til forfremmelse?

- For at sige det lige ud, så hader jeg dem.

Og det er hun ikke alene om.

- Sandheden er, at ingen af os rigtig gider de opgaver. Det er derfor, der altid opstår den her akavede stilhed, når chefen spørger, hvem der melder sig frivilligt, siger hun.

Så hvordan løser man det?

Som medarbejder skal man finde nogle allierede blandt sine kolleger. Så når chefens øjne igen hviler på dig, når en NPT skal uddelegeres, så bryder din kollega lige ind og siger: ”Hey, hun har faktisk taget den opgave de sidste to gange. Hun har gjort det supergodt og brugt en masse tid på det. Så kunne det ikke være en god ide, hvis det nu var Oles tur denne gang?”

For når du har mænd og kvinder med samme uddannelse på en arbejdsplads, hvor kvinderne mange gange har højere karakterer end mændene, kan du ikke gå ud fra, at kvinderne er dem, der er bedst til at løse NPT’erne. I stedet skal du give både kvinder og mænd lige gode muligheder for at bevise hvor dygtige de er til at lave det forfremmende arbejde. Derfor må man sætte NPT’erne i system.

Da Lise Vesterlund var institutleder, skrev hun for eksempel en liste over de typisk mandlige medarbejdere, som ikke sad med nogen af de opgaver i forvejen. Hver gang, der opstod en ny, gav hun den til den næste på listen og sørgede på den måde for, at opgaverne også blev løst af de mandlige kolleger.

Hun stoppede med endnu engang at uddelegere til en kvinde, og hun stoppede med at antage, at en kvinde ville melde sig frivilligt.