Da hun forsøgte at låne penge i banken, sagde rådgiveren noget, der fik hende til at tænke

Da Anna Falch var var blevet skilt for anden gang, købte hun Bygagergaard.

En fuldstændig faldefærdig og forladt gård i landsbyen Hårbølle på Møn, som hun drømte om at omdanne til et afslappet fællesskab, et fristed for folk, der vil slappe af tæt på naturen – og nå ja, et hjem for hende selv og hendes fire børn.

I dag kan hun vise rundt på gården, der stadig er under ombygning, men som står med et stærkt fundament efter den første vellykkede sæson med overnattende gæster.

– Den her arbejdsproces har været fuldstændig vanvittig. Jeg har lavet det meste med mit yngste barn på ryggen og haft ham med på forskellige måder.

– Jeg har altid været megainspireret af at se, hvordan kvinder gennem tiden har været nødt til at have deres børn med i arbejdet.

– Det er skønt, at børn lærer at være i de rammer, hvor vi skal noget sammen, og det har været spændende at undersøge, hvad man egentlig kan, siger hun.

Og Anna kan tydeligvis rigtig meget og gør også mere end bare at drømme.

Hun driver yogastudierne HéLT og HéLT Gravid på Vesterbro i København samt en lokal afdeling på Møn, og senere på foråret åbner hun så igen for konceptet på gården, som hun kalder “jordnær overnatning”.

Bag gårdens forskellige bygninger står i sommerhalvåret en gruppe store telte indrettet med senge og møbler, der er sauna i en vogn, udendørs toiletter i et lille skur og bruser og badekar med udsigt til vide, bølgende marker.

I den tidligere stald har Anna indrettet en café med “god cappuccino”, genbrugsmøbler og en mini-købmandsbutik med bl.a. lokale varer og tillidsfuld selvbetjening. Alt bygget op fra bunden.

– Hver krise og hvert barn er kommet med en helt ny retning i mit liv – det tror jeg, at mange kvinder genkender, og det kan jeg se fra mit arbejde med gravide gennem mange år. Det er en utrolig nulstilling og retningsændrende ting at få et barn.

– Jeg oplever at være rigtig god til at være mor, men jeg har også haft brug for at have noget andet, der fyldte mig op.

– Når jeg kan mærke noget som en indre stemme, tror jeg helt vildt meget på den, og så kommer der uanede mængder ressourcer – indtil et vist punkt, fortæller Anna.

Den indre stemme, der hviskede om drømme på Bygagergaard, hørte hun som nyskilt og nærmest nybagt mor til Sejr, der dengang var et halvt år.

Ved siden af stod storesøster Alvilda, der i dag er fire år, og de to store sønner, som hun fik med sin første mand, da hun var helt ung.

Det første ægteskab sluttede, og efter nogle år fandt Anna sammen med en ny mand, der også var fraskilt med to børn.

Sammen fik de Alvilda i 2018. Et dejligt patchwork af en familie, men tæppet var med årene blevet noget flosset i kanterne, da 37-årige Anna valgte at trække stikket endeligt i efteråret 2021.

De havde forsøgt sig med at være sammenbragt familie i en lejlighed på Frederiksberg, men havde brug for mere plads, så nogle år tidligere havde Anna købt et hus længere nede ad vejen i Hårbølle, som familien brugte som flexbolig i ferier og weekender, men som de endte med at flytte permanent ind i, efter Alvilda blev født i haven.

I forbindelse med bruddet, der strakte sig over noget tid, boede Anna alene i huset med børnene.

– Det blev tiltagende svært i det ægteskab, det var rigtig svært for min eksmand at blive far igen, og i de efterfølgende år forsøgte vi at finde ud af det, men til sidst skiltes vores veje, siger Anna og tilføjer, at det var i den afsluttende periode med eksmanden, at den yngste søn Sejr kom til.

Hun solgte huset og købte Bygagergaard, selv om det krævede noget overtalelse at få banken med.

– Det var svært som enlig mor til fire at få lov til at låne penge til en firlænget bondegård. Min bankrådgiver sagde: “Hvad vil en enlig mor til fire med en bondegård med alle de bygninger?”

– Jeg mødte noget inde i mig, der sagde: “Hvorfor taler man sådan til en kvinde med fire børn – ville man have talt sådan til en mand med fire børn?” Der var noget med at være mor, der blev sagt mange gange.

På baggrund af de pæne årsregnskaber for sin yogavirksomhed fik Anna dog efter noget tid lov til at låne pengene.

– Den bankrådgiver har nok en helt anden vej i livet end mig, og jeg kan da godt forstå hendes bekymringer.

– Jeg kan godt se, at det er aparte på alle mulige måder, det jeg har gjort … Jeg føler, at gården her er manifestationen af at skulle holde det maskuline og det feminine selv.

– Det er megabombastisk og alt for meget, og der er bygninger, som bare vælter, og jeg troede faktisk, jeg var nødt til at rive halvdelen ned, da jeg købte det.

Rive ned, bygge op

Men Annas uanede ressourcer strømmede i årerne og fik hende til at smøge ærmerne op og udnytte det kraftfulde handlemod og den lyst til at skabe nyt, som hun også oplevede.

– Nej, jeg havde ikke prøvet det før! Det er vel egentlig essensen – at det er det, der bliver ved med at drive mig.

– Jeg havde en oplevelse af at være stærk, når jeg tillod livet at være, som det var. Ikke modarbejde det, men gå med. Men der ligger helt sikkert et evigt ønske om at mærke noget, jeg ikke har mærket før.

Processen sidste vinter foregik sådan her: Anna skiftevis rev ned, byggede op, fik rådgivning fra både venner og professionelle, så youtube-videoer om byggeri, var mor til et spædbarn, som sad i en bæresele, og tre andre børn.

Alle flyttede de i den periode ind hos Annas egen mor, der heldigvis også bor på Møn.

Efter et par måneder var stuehuset klar til indflytning, og det er her, vi i dag sidder i husets køkkenalrum omkring spisebordet.

Varmen strømmer fra brændeovnen midt i rummet, og under vinduerne står køkkenet med låger bygget af loftets gamle gulvbrædder i forskellige nuancer.

Lige foran køkkenskabene hænger en gynge ned fra loftet, og nogle steder er der helt rå vægge med synlige mursten fra husets oprindelse i 1861, mens der andre steder er malet tilfældige områder med grå lermaling.

Det er hjemmegjort, afslappet og hyggeligt, og for Anna er det præcis, som det skal være.

– Da hele skidtet var banket ned, måtte jeg lige få hjælp til at få bygget noget på murene, og så gik jeg selv og byggede væggene op på den her rustikke måde.

– Det tiltaler mig, når bygninger og de ting, vi skaber, ikke er polerede, det skaber en varme og en ægthed, jeg godt kan lide. Det er meget anderledes end det, man ser i de fleste hjem, men jeg skammer mig ikke over de halvfærdige steder.

For Anna var byggeprocessen meget mere end bare en praktisk foranstaltning. Den blev ligefrem helende.

– Jeg har jo arbejdet med bevægelse hele mit voksenliv og ved, at noget af det bedste, jeg kan gøre for at regulere mit følelsesliv, er at bruge min krop. I bund og grund er det kemi – alle former for følelser og stressbelastning i forbindelse med at gå ud af et ægteskab flytter sig ved bevægelse. Det er sgu ikke bare noget, jeg siger, der er evidens bag, griner Anna.

– Når man f.eks. murer en væg, er det jo konstante gentagelser: Noget i en spand, man tager op på en ske og op på en væg, det er en flowproces.

– Jeg mærkede aleneheden og ansvaret og det der helt rå med at gå helt til bunds i noget, der ikke er noget i andre menneskers øjne, og få det til at blive til noget.

Anna kunne indimellem ønske, at hun var skruet anderledes sammen. At hun kunne nedjustere skabertrangen.

– Jeg har i årevis forsøgt at tøjle det her med at være så egenrådig, men mit ønske om at skabe noget kommer virkelig fra et smukt sted og fra et ønske om at dele noget med andre.

– Selv om jeg nogle gange tænker: “Nu må du simpelthen bare få et 8-16-job”. Jeg har slået mig selv i hovedet tidligere, men gør det ikke så meget mere.

Omvendt ligger hun ikke nogen til last med sine projekter, der ofte vokser ud af ingenting.

– Jeg har ikke haft en startøkonomi, og når man sælger en overnatning, står man med 995 kroner i hånden – dem kan man så bruge til at bygge noget mere for, eller man kan putte dem under hovedpuden.

– Jeg kan godt lide at bruge pengene til at skabe noget, som nærer en ny smuk idé – hvordan ville det f.eks. være at tage bad ude på marken og se solopgangen imens?

Der er kort vej fra idé til handling i Hårbølle, og med hjælp fra en række unge mennesker fra forskellige steder i verden gennem organisationen Workabout, fik Anna stille og roligt indrettet café, bygget toiletter, udebrusere og badekar, ligesom hun i denne tid er ved at renovere en af de andre staldbygninger til et stort undervisningsrum.

Bzzzzz – der står noget spændende

Undervejs i processen opstod der mere nyt end bare byggeri og fantasifulde projekter. Anna havde kun lige taget hul på sin første sæson med overnattende gæster, da én af dem viste sig at være noget helt særligt.

– Han var på mandegruppetur med nogle venner og skulle overnatte her, og da jeg kommer ud på gårdspladsen med min søn på armen, kan hele min krop bare mærke “bzzzz – dér står noget meget spændende”.

– Et andet menneske, der bare er så kalibreret, og hvor man på en hel dyb måde føler, at man hører sammen. Og han havde sagt til sin ven, “dér tror jeg simpelthen lige, at jeg blev forelsket …”

Anna syntes ikke, hun var klar til et forhold, selv om snakken var intens allerede over den første kop kaffe, som de tog sammen mellem teltene, efter han havde været i sauna og lavet yoga ude på marken.

– Jeg prøvede at sige, “kan vi snakkes ved om et år, for jeg er ved at gøre det her, og jeg skal gøre det alene”, men det var så kraftfuldt for mig, så jeg kunne alligevel ikke lade være.

– Alle mulige lag passer smukt sammen – vi har samme interessefællesskaber og drømme om at skabe noget, fortæller Anna.

Status er nu, at Annas kæreste er flyttet ind på Bygagergaard, samtidig med at han pendler en del rundt i Danmark med sit job.

Parret er enige om, at de ønsker at gå en fælles vej fremover, også med projekter som yogaretreats og selvudviklende kurser.

– Vi er to mennesker, der virkelig har arbejdet massivt med os selv, inden vi mødte hinanden.

– Jeg har været i meget terapi, og det er helt utrolig dejligt at møde et andet menneske, der også har været det, så vi har et sprog sammen. Han er en mand, der ikke er bange for mine meget store kræfter og følelsesmæssige udtryk, griner Anna.

Når hun i dag gør status, er hun et dejligt og stabilt sted trods mange bump på vejen og et levet liv, der virker længere end de 37 år.

– Jeg læner mig meget ind i en tillid til, at alting har en årsag, og at have en tro på, at kriserne bringer noget med sig. At de er en invitation til noget andet – nu lukker dørene, for at vinduerne åbner sig.

– Det er ikke meningen, vi skal blive ved med at være de samme eller det samme sted nødvendigvis.