Hun stillede filmselskabet et simpelt spørgsmål. To dage efter så lønnen anderledes ud

Sommetider er det de mindste detaljer, der afslører noget essentielt om et menneske.

Som da fotografen spørger Neel Rønholt, om det er okay for hende at have bare tæer på billederne, og Neel siger, at det er det – hvis altså manicuren er okay med fotografen.

Neel hiver grinende sokkerne af og viser 10 tæer med forskellige farver neglelak lagt på med skiftende held.

Femårige Franka har leget neglesalon. De tæer afspejler Neels livsopfattelse: At man kan være skuespiller, kendt, have gang i karrieren og ambitionerne i behold. Men det er ikke Neel, der slider på de røde løbere.

Familien og kærligheden – Jens Sætter-Lassen og deres to børn Ellen og Franka. Det er basen for alting.

– Kernen i vores liv er vores familie. Og så har vi et arbejde, som vi virkelig godt kan lide, det er vigtigt, jeg ville ikke være det foruden, men vi har kernen, det er ud fra DEN, vi skal træffe nogle beslutninger, det er ikke ud fra alle mulige andres meninger, for det er ikke deres liv.

Du kender hende måske fra Badehotellet, Sygeplejeskolen, Tinka-julekalenderen …

Og sidste år så du hende måske vise en ny side af sit skuespillerrepertoire som den intenst rødvinsdrikkende utro Regitze i DR’s vidunderligt tåkrummende serie “Orkestret”.

Neel overrasker. Nu skal hun spille musical: Sandy i “Grease”, Silas Holst spiller Danny. Hun har aldrig sunget professionelt før.

– Jeg synger meget for mine børn, men da jeg fik tilbuddet om rollen, måtte jeg lige understrege: “Vi er enige om, at Grease er en musical, ikke?”. De bad faktisk ikke en gang om en sangprøve, men det gjorde jeg selv.

Hun ramte tonerne rent. Men – typisk disciplinerede Neel – har hun gået til sangundervisning for at klæde sig selv bedst muligt på til rollen.

Hun kan sit stof.

Hun har set filmen med Olivia Newton-John og John Travolta “rigtig mange gange” som ung og musicalen to gange, da den spillede på Nørrebro Teater.

– “Grease” er et superfedt tidsbillede. Musikken, universet, kostumerne – det hele gør bare, at det bliver en helstøbt oplevelse.

– Den afspejler en tid som både er tæt på og langt væk. Før mobiltelefoner og så videre, hvor man tænker, guud det er en helt anden verden, men stadig fornemmer og føler, at det er nogle moderne mennesker. Det er genkendeligt og historisk samtidig.

– Når folk går ind og ser “Grease”, har de nok også en forhåbning om at gå opløftede derfra, ikke? Og lige nu giver det god mening at sætte den op igen, for der er godt nok dystre meldinger på de fleste fronter, når man tænder fjernsynet, læser aviserne eller åbner sin mobil …

– Måske kan musicalteater som det her være lidt af en vitaminindsprøjtning. Følelsen af solskin og blå himmel en hel dag. DEN fornemmelse. Hvor man lige får lidt overskud i kroppen.

Og nej, musicals er traditionelt set ikke fint i visse kulturkredse.

– Sådan et blik er der også på komedier, det er heller ikke lige så fint. Men jeg har lavet mange komedier, så finder man altså ud af, at de er sindssygt svære at lave. Jeg synes, det er forkert at se ned på ting. For underholdning, at gå fra noget med et opløftet sind – det har også en værdi. Specielt i disse tider.

Urkraft

Fint skal det være. Neel har selv haft remmen af huden.

– Da jeg blev færdig på teaterskolen, var det noget, jeg gjorde mig nogle tanker omkring. Og set i bakspejlet synes jeg, det var i en negativ forstand.

– For før skolen havde jeg lavet nogle meget folkelige ting – “Min søsters børn” og “Anja og Viktor”. På den måde var jeg en del af det folkelige, men jeg var ikke rigtig en del af det fine selskab. Og så kom jeg ind på teaterskolen, hvilket i visse kredse i hvert fald er at være en del af det fine selskab.

– Da jeg så kom ud derfra i 2011, var det meget vigtigt for mig, at jeg blev ved med at være med i det fine selskab, og at folk så på mig på den måde.

– Jeg tror egentlig, jeg havde det lidt sådan, indtil jeg fik mit første barn. Jeg fik Ellen i 2014, så der var lige tre år, hvor jeg sådan … du ved, også spillede på Det Kongelige Teater, og kunne mærke, at jeg var fokuseret på, hvad de rigtige mennesker syntes om de valg, jeg traf.

Ellen ændrede alt.

– Jeg syntes bare, at det var det vildeste og wauw, sikke en urkraft, at man kan føde et lille menneske, som man nu skal stå for at opfostre, hvilken kraft. Og det var igen en kæmpe kontrast for mig, da jeg skulle tilbage og arbejde efter barsel.

– Jeg følte, at jeg skulle tilbage og stå lidt med hatten i hånden, og nogle andre skulle bestemme, om jeg var god nok. Det kunne jeg bare slet ikke forene mig med, dér ændrede tingene sig for mig i forhold til det, der var og er vigtigt for mig.

– At det er mit liv. Altså … man spiller hovedrollen i sit eget liv, men ikke i andres.

Den slags eksistentielle tanker udveksler hun i rigt mål hjemme ved køkkenbordet med Jens Sætter-Lassen.

– Vi bruger hinanden helt vildt meget i sådan nogle samtaler. Det er en kæmpe gave at have sådan en sparring. Han har også været med til at hjælpe mig på vej. Jeg har, jeg vil ikke kalde det et pleaseren, men jeg er … lidt mere obs på den gode stemning. Jens er ikke så bekymret, han går ikke op i, hvad folk tænker, så han har også hjulpet mig i den udvikling.

Latineksamen

Neel var, siger hun selv, en meget afbalanceret teenager. Og usædvanligt disciplineret:

– Jeg lavede film og tv, fra jeg var 15 år, det krævede jo noget. Jeg har altid været glad for at gå i skole. Mine forældre sagde: “Du må gerne lave film og tv, bare det ikke går ud over din skolegang”.

– Det betød, at jeg aldrig pjækkede fra skole. Jeg kunne ikke pjække, for så blev mit fravær for højt, fordi alt mit fravær blev brugt på at lave film.

– Og jeg vidste, at hvis jeg skulle få lov til at blive ved med at lave film, skulle mine karakterer også blive ved med at være okay, jeg skulle holde ved. Så da jeg filmede “Min søsters børn” sad jeg i campingvognen og læste til latineksamen.

– Jeg har en virkelig høj arbejdsmoral og meget disciplin. Det er også på godt og ondt kan man sige.

– Langt henad vejen er det en styrke, men jeg er også et sted i mit liv nu, hvor jeg har fundet ud af, at det ikke kun er lig med succes bare at udrette så mange ting, som muligt.

Hun husker sin opvækst som “dejlig og god”. Pædagogmor. Lægefar. Trygt far-mor-og-børn liv nord for København.

– Jeg voksede op med en tvillingsøster. Vi er tveæggede og ret forskellige, men meget tætte.

Neels tvillingsøster arbejder på Københavns Rådhus.

– Jeg tror faktisk, det har været en gave, at vi ikke har villet de samme ting.

– Vi har aldrig oplevet konkurrence eller misundelse imellem os. Det, tror jeg, ellers godt kunne ske, hvis vi igennem livet havde villet det samme. Det kunne have kompliceret nogle ting. Som bare ikke har været komplicerede.

Neels forældre var, siger hun meget “obs på” at behandle deres tvillinger som to forskellige små mennesker.

– Vores mor og far gav os heller ikke det samme tøj på. Der er jo tvillinger, der går rundt i det samme, og det er der sikkert forældre, der synes, er nuttet, men det var megagodt, at vores ikke gjorde det.

– Det har været vigtigt, at vi har mærket, at vi var to forskellige individer. At vi gik i hver vores gruppe i børnehaven og i forskellige klasser, har også været virkelig godt. For da vi begyndte at få karakterer, kunne man ikke sådan sammenligne os.

– Hvis Iben og jeg havde haft de samme lærere og løst de samme opgaver i den samme klasse, havde der hele tiden været den der sammenligningsting.

– Jeg tror, det var meget vigtigt for vores forældre, at der ikke var noget, der var bedre end det andet.

De har fulgtes hele vejen.

– Altså konfirmation, studenter … vi blev også færdige med hver vores uddannelse samme år.

– Da hun blev gift for en del år siden, holdt jeg en tale til hende om, at det faktisk var allerførste gang, der var en stor anledning, hvor hun skulle have en tale, og hvor jeg ikke skulle have en.

Bryllup

Neel og Jens er godt gammeldags forlovet og skal også giftes. På et eller andet tidspunkt.

– Du ved … så fik vi en baby, og så skulle vi flytte, og vi havde faktisk planlagt bryllup, men så kom corona … lige nu ved jeg faktisk ikke, hvornår det bliver.

Hvad har livet lært dig om kærlighed?

– Hmmm. Først og fremmest føler jeg simpelthen, at jeg har vundet i kærlighedslotteriet, hvis der findes sådan et.

– Jens og jeg har været sammen i rigtig mange år, jeg føler mig meget privilegeret over det. Vi lærte hinanden at kende på teaterskolen, at gå der er ingen dans på roser, og det er ret intenst både at være kærester og gå på dér samtidig på samme hold, hvor man kun er otte og skal udvikle sig og skal alt muligt.

– Jeg vil til gengæld sige, at alt hvad vi sammen har mødt af udfordringer derefter, har været ret easy peasy. At få børn var sådan “nå ja”, for vi havde ligesom allerede set alle sider af hinanden. Også de usympatiske.

– Når man er på sådan en teaterskole, hvor det er superhårdt og man skal udvikle sig og arbejder med sin baggrund … altså jeg tror ikke, der var så meget tilbage efter det. Vi fik vist, hvem vi var.

– I den uddannelse bliver man nødt til at forholde sig til, hvem man er. Og hele én.

Da Ellen var kommet til verden, spurgte sundhedsplejersken, hvor længe Neel og Jens havde kendt hinanden. På det tidspunkt syv år.

– Hun var sådan: “Okay, når man har fået et barn, er man træt og det kan ske, at der kommer grimme ting frem, fordi man ikke har overskud og ikke kan vise sig fra sin bedste side og kan føle sig trængt op i en krog.” Men det kunne man altså også på teaterskolen.

– Jeg vidste godt, at Jens stadig gerne ville være kæreste med mig, selv om jeg kunne blive perfektionistisk og frustreret og uaaargh. At der ligesom var plads til det hele menneske.

– Det betød, at jeg ikke var bange for, om noget ville gå i stykker for os.

– Vi kan jo alle sammen havne i situationer, hvor vi viser grimme sider af os selv. Misundelse, eller at man bliver smålig. Vi har dem jo i os alle sammen.

– Det er så vigtigt at være i en relation – og det tænker jeg også meget over i forhold til børneopdragelse – hvor man mærker og viser, at man ikke elsker mindre af den grund, og man heller ikke bliver elsket mindre af den grund.

– At det ikke er, som om man kun er noget værd, når man er … pæn og god. Man er noget værd i kraft af det, man bare er.

Hun griner lidt. Som om hun har været inde og røre ved noget vigtigt. Og næsten for følsomt til at sige højt.

Hvorfor holder det for jer?

– Jamen jeg tror, det er, fordi vi virkelig er gode til at rumme hele hinanden. Og give hinanden plads.

– Selv om man godt kan blive irriteret, for vi er også sindssygt forskellige. Jens er meget easy going på nogle punkter.

– Han er f.eks. supergod til at lave mad, og når vi får gæster, er han meget, “nå ja, vi finder ud af det, jeg roder noget sammen og bom og det kan godt være, opvasken stadig står der”.

– Jeg vil gerne have, at der er styr på det og “hvad tid kommer de, og hvornår skal vi sætte det over?” Men i stedet for at blive irriteret over, at han tager det så roligt, synes jeg, at jeg er god til at se, at det faktisk giver en god balance. For det gør også, at det er sindssygt hyggeligt at have gæster, for der er virkelig god stemning, og det er afslappet.

– Og han bliver på samme måde ikke irriteret på mig over, at jeg går og rydder op, så det hele ikke er et stort kaos af potter og pander. På den måde er vi faktisk ret gode til at se hinandens forskelligheder som en gave.

– Og så respekterer vi hinanden og snakker vildt meget om alt muligt.

– Hvis jeg ikke havde været sammen med Jens, ville jeg måske have haft en tendens til at bakse lidt med tingene selv. Gå med dem inde i mit hoved og prøve at sige, “jeg løser det selv”.

– Jens er meget sådan “ud med det!”. Det gør, at tingene bliver så konkrete.

– Jeg synes, vi er gode tilsammen at tage vores liv og vores tid alvorligt. Det er utrolig vigtigt for os, at tiden ikke løber fra os på en eller anden måde. At hverdagen ikke overrumpler os.

– Jeg føler virkelig, at vi er gode til at bruge livet. Og det behøver ikke at betyde, at man skal rejse jorden rundt. Det handler om at være til stede i livet. Det er virkelig noget, vi tænker meget over.

– Her i foråret bliver det rimeligt arbejdspresset for jeg skal lave musical, og han skal lave film. Men vi har en ambition om, at vores liv ikke skal løbe af sted med os.

Dæmoner

Og Neel har en ambition om at karrieren ikke skal løbe af med hende. Hun ved, hvad hun vil. “Orkesteret” og Regitze hører til i den afdeling. Der kommer en sæson mere.

– Det var vildt fedt for mig at få lov til at spille en rolle, som jeg ikke sådan har fået lov til at spille før.

– Hun har nogle dæmoner i sig, men hun er også bare et helt ægte menneske med alle de grimme sider, som vi jo også besidder.

– Alene det at få lov til at spille en kvinde, som gør tingene forkert, var sindssygt befriende. Både for mig selv som menneske og som skuespiller at få lov til at vise, at det kan jeg også.

– Jeg har fået vildt mange kommentarer fra kvinder og kvindelige skuespillere, som jeg normalt ikke snakker med, som bare synes, det har været så dejligt at se en kvinde blive portrætteret på den måde.

Serien er i det hele taget vildt politisk ukorrekt. Neel siger, at hun tror, vi trænger til lige præcis det.

– Jeg har oplevet den serie som et frisk pust på alle punkter. Der bliver lavet sindssygt mange gode tv-serier, men mange af dem er skåret lidt over samme læst.

– “Orkestreret” er politisk ukorrekt, men udstiller ikke, det er lykkedes instruktøren at skabe ægte mennesker, så man griner også af sig selv, når man ser den.

– Og situationerne, der viser vores samfund – jeg tror, det er så befriende for folk at se noget, som tør sige det som … man egentlig ikke tør sige længere.

– På en måde, hvor det kommer fra nogle mennesker som, selv om de er så usympatiske, også er sindssygt sympatiske. Og det har været vildt dejligt at få lov til at lave.

– Og … det er ikke fordi, jeg på den måde planlægger min karriere, der er nogle ting, der er ude af ens hænder, men jeg er meget fokuseret på – også i tråd med ikke at have behov for at være en del af det fine selskab – at det ligger mig meget på sinde at vise, at man som kvindelig skuespiller og kunstner kan alt.

– Vi bliver meget nemt sat i bås. Nå, men så er hun den folkelige. Nå, men så er hun tv-vært.

– Engang var det nok sådan for alle skuespillere, men jeg synes, at mænd – hvilket er superdejligt for dem – har fået lov til det hele. De kan være sjove, alvorlige, værter på et tv-program, spille med i en prisbelønnet film.

– Jeg synes ikke, der er så mange kvinder, der får lov til det, og det ligger mig meget på sinde at sige, at selvfølgelig kan jeg spille med i “Orkesteret”, men jeg kan også sagtens have været med i “Vild med dans”, spille musical eller være vært på et tv-program.

– Jeg kan også være med i en julekalender.

– Jeg vil virkelig gerne spænde buen og vise, at hvis man gør sig umage, hvis man gør sit arbejde ordentligt, og hvis man har lyst til at brede sig, behøver man ikke blive begrænset af at blive sat i bås.

Neel lever, som hun taler. Så mangler vi bare at runde et vigtigt emne: uligeløn.

– Mandlige og kvindelige skuespillere får ikke ligeløn. Min personlige erfaring er, at det bare er "bom" at italesætte det i forhold til lønforhandlinger.

– Jeg oplevede det for nogle år siden, hvor jeg sagde til et filmselskab: “Jeg synes egentlig, lønnen er fin, jeg vil bare gerne være sikker på, at min løn matcher min mandlige medspillers, for vi udfører præcis det samme og er uddannet samme år”.

– Hvis nogen af os skulle have haft mere, var det måske nok mig … To dage efter fik jeg tilsendt en ny kontrakt – hvor der stod en højere løn!

– Det er en god måde at tage diskussionen på, fordi man går tilbage til dem, der er med til at udøve den kultur. De bliver tvunget til at kigge på det og forholde sig til det.

– Det kan godt være, jeg er naiv, men jeg håber, de lærte noget …