Brev til Anna Mejlhede: Bliver jeg syg af at være alene?

Kære Anna

Skal jeg være bange for at være ensom?

Den senere tid har der været meget snak og skriveri om, at ensomhed er en af tidens største dræbere, og at nære relationer betyder lige så meget for vores fysiske og mentale sundhed som motion, kost, søvn osv.

Og jeg ER ensom. Eller i hvert fald alene.

Jeg er en kvinde på 50, enebarn, vokset op med gamle forældre, som begge døde, inden jeg var 30.

Jeg har et godt arbejde og søde kolleger, men jeg ser dem ikke udenfor arbejdspladsen. Jeg har kun været i to forhold, det ene varede et år, det andet tre år.

Jeg har aldrig haft veninder. I skolen og videre op igennem min mellemlange uddannelse passede jeg mig selv.Måske har jeg aldrig rigtigt lært at begå mig med andre og føle mig tryg og accepteret blandt andre.

Jeg tror, jeg har trukket mig væk, fordi det trods alt føltes bedre at være alene. Men nu rammer ensomheden mig altså.

Og jeg bliver bange for at blive syg af at være ensom.

Skriv nu ikke, at jeg bare skal melde mig ind i en sportsklub eller en forening for bogorme. For det tror jeg ikke, jeg kan tvinge mig selv til.

Kan du give mig nogle råd om, hvordan jeg forliger mig med min ensomhed og ikke slæber sygdomsangsten med mig?

KH

Nina B.

Kære Nina B.

Måske er det en lille trøst i sig selv at vi, trods alt det, der skiller os mennesker, kan mødes om i det mindste at være til i den samme verden.

Skønt vi forvalter livet forskelligt, så følger ensomheden med som et grundlæggende livsvilkår, vi bliver nødt til at forholde os til.

Den eksistentielle ensomhed findes nemlig også i et liv fyldt med tætte relationer. Til gengæld er der stor forskel på at være alene og at være ensom. Måske er du i virkeligheden mest det første?

For du skriver netop, at du helst vil forlige dig med din tilværelse, præcis som den er. Ofte forsøger vi at dæmme op for følelsen af at være alene ved at fylde så meget ind i vores dage, vi overhovedet kan.

Des mindre tid vi har til at tænke over tilværelsens kløfter og knaster, des mindre mærker vi dem måske. Men det betyder på ingen måde, at det svære i livet dermed er forsvundet.

Der er ingen tvivl om, at angsten for at blive syg fylder mindre, hvis ikke vi føler os så alene om den.

Jævnligt hører vi, at det er sundt at mærke efter og se ind i sig selv. Men den øvelse kan godt tage overhånd. Især når vi ikke taler med andre om den. For hvad finder vi mon egentlig derinde?

Det er min erfaring, at det bedste middel mod angsten for at fejle en masse, er at fylde så meget mening ind i vores liv, vi overhovedet kan. Hvad dén består i for dig, ved kun du.

Men der hvor følelsen af tomhed sniger sig ind, glider angsten ofte med. Angst trives i vakuum.”Vi læser for at mærke, at vi ikke er alene”, sagde forfatteren C.S. Lewis engang. Og bare rolig nu.

Jeg er ikke ude på at prakke dig en læseklub for bogorme på! Det kan bare virke lettende for sjæl og sind at læse litteratur.

Igennem fortællingerne om andre menneskers liv og tanker får vi nemlig spejlet vores egne. Der er ilt at hente i ikke kun at trave rundt i sig selv, men også lytte til hinanden.

Vi er nemlig både alene OG en del af et langt større fællesskab, end vi tror. Hvis vi rækker hånden ud mod verden med nysgerrig imødekommenhed, kommer den sjældent tom tilbage.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.