Brev til Anna Mejlhede: Åh, mine rejser ud i verden. Skal jeg virkelig skamme mig over dem?
Foto: Betina Fleron
Kære Anna
Nu er vi ved den tid på året, hvor jeg plejer at nyde at sidde ved computeren og gennempløje alt, hvad der handler om mere eller mindre eksotiske destinationer.
Jeg har altid elsket at rejse. Min mand rejser gerne med. Bare jeg finder vores rejsemål. Og det gør jeg gladelig.
Nu gælder det sommerferien. Og så mærker jeg pludselig en sær fornemmelse af ikke at hygge mig med det eller glæde mig til det, som jeg har været vant til.
For vi rejser helst langt væk og flyver som regel. Og jeg tror, det er fly-skam, jeg fornemmer.
Jeg affaldssorterer, køber økologisk, cykler mere, end jeg bruger bilen, og er i det hele taget optaget af, hvordan vi i fællesskab nedbringer miljøforureningen.
Men åh, mine rejser ud i verden, skal jeg virkelig skamme mig over dem? Eller helt undvære dem? Det er ikke et politisk svar, jeg fisker efter, men et menneske-til-menneske-råd.
KH
Nanna fra huset på landet
Kære Nanna
Måske kan det hjælpe lidt på den flyskam at se mere samlet på dit klimabudget.
Du er allerede inde på tanken, når du skriver om, hvordan du i hverdagen tager så mange hensyn, du overhovedet kan. For eksempel ved at bruge din cykel.
Det er umanerligt svært at navigere rundt i alle de holdninger, der florerer. Så er det sugerøret, der bliver bandlyst, selv om plastickoppen ikke bliver det.
Vi køber ”bæredygtigt produceret” tøj i store mængder i stedet for at købe genbrug. Forsyner os med økologisk og lokalt, men glemmer måske at spise resterne fra i går.
Hele tiden skifter fokus, og det kan være svært at holde balancen, mens vi prøver at gøre det hele så godt, vi kan.
Inden jeg derfor skinhelligt foreslår dig at booke camping på Bornholm eller en togrejse til Lübeck, så prøv om du kan se jeres samlede klimaaftryk i et større perspektiv.
Af og til kan det hjælpe at smide tørre tal på bordet, når debatten bliver skinger. For eksempel regnes beklædningsindustrien for en af de mest forurenende i verden.
Produktionen af tøj står for over 10 procent af verdens samlede udledning af CO2.
Det er mere CO2 end fly og shipping tilsammen.Kunne du og din mand stille jer selv den opgave, at når nu I gerne vil ud at flyve langt, så skåner I klimaet i andre henseender?
For eksempel i forhold til, hvad I putter i klæde- og køleskab. Ingen kan gøre alt. Men alle kan gøre noget.
Måske er storforbrugeren, som aldrig flyver, ikke en mindre klimasynder end den rejselystne vegetar i genbrugstøj?
Af og til kan debatten komme til at lyde lidt som historien om musen, der slår følge med elefanten hen over en bro.
I begejstring over lyden af deres skridt råber musen: ”Sikke vi tramper!” Måske skal vi gøre os umage med at finde ud af, hvordan vi i fællesskab tramper mindst? Både på klimaet og på hinanden.
Kærlig hilsen
Anna
Brev til Anna Mejlhede: Vi har ikke sex længere
Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk
Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.