Stéphanie Surrugue stod på TV, da hun fik en sms fra sin mor
Foto: Stine Heilmann
Da Stéphanie Surrugue for to år siden købte lejlighed og flyttede tilbage til København efter flere år i udlandet, var det med tanke på, at nu skulle hun hjem og være familiemenneske i Danmark.
Lillian, Stéphanies mor, mener, at datteren vist også sagde noget i retning af: ”Nu skal jeg hjem og tage mig lidt af min gamle mor”.
Om det passer, fortaber sig i den latter, der hurtigt og ofte katapulteres ud imellem de to. Men det gør det sikkert.
Og hvad skete der så i øvrigt?
Knap nok var Stéphanie kommet hjem, før hun strøg ud i verden igen som vært for den stort anlagte programserie ”Danskere i verden”, og i løbet af det næste halvandet år nåede hun ud til seks kontinenter for at besøge udlandsdanskere og endte med ”at have rejst mere, end jeg nogensinde har gjort før”, som hun siger.
Nu sidder de dog samlet her på en café på Østerbro, mor og datter, og har fuldstændig det samme nysgerrige, tændte udtryk i øjnene og samme kropslige energi, der forplanter sig ud i det næsten formiddagstomme lokale sammen med den der latter, der får tjeneren til at sige, da vi går: ”Det lød søreme hyggeligt”.
Hvordan bruger vi hinanden som voksne, selvkørende mødre og døtre, der langt hen ad vejen har travlt med at leve hver vores liv?
”Tror du, at du og din mor vil fortælle om jeres måde at gøre det på?”, skrev vi til Stéphanie Surrugue for nogle uger siden.
Og ja, det troede hun, ringede hun tilbage og sagde, ”men jeg vil gerne lige vende det med min søster først. For jeg er jo den, der rejste ud. Min storesøster, Isabelle, er den, der har været der”. Og den må hun lige forklare til en start.
– Jeg ringede til min søster og sagde det, som jeg havde det: ”Jeg har ikke lyst til at sidde i et interview og lade som om, det er mig, der er præmiedatteren, for det er jo dig, der er dét”.
– Hun er klassisk storesøster. Jeg er klassisk lillesøster. Hun er 12 år ældre end mig og har altid været mere ansvarsfuld end mig, i hvert fald ansvarsfuld på en mere struktureret måde.
– Hvis nogen skal holde juleaften for eksempel, er der ingen, der overhovedet overvejer, at det kunne være mig. Det er selvfølgelig min søster. Det er hende, der trækker det store, logistiske læs, og hende, der stiller op, hvis nogen skal til lægen eller på hospitalet eller andet, enten fordi jeg bor 20 km væk eller slet ikke er i landet.
– Men min søster grinede bare af det med præmiedatteren, selv om hun godt ved, hvad jeg mener, og så opfordrede hun os i øvrigt til at stille op og var sikker på, at mor ville synes, det var skægt. Og først da ringede jeg til vores mor.
– Det er sjovt, du siger det, siger Lillian fra sidelinjen, – fordi, efter jeg havde talt med dig, ringede jeg nemlig til Isa (som Isabelle kaldes i familien, Stéphanie kaldes Fanny, red.) for at høre, hvad hun syntes, og hun sagde jo netop: ”Selvfølgelig skal du da stille op!”
Her slår Stéphanie ud med armene og bøjer sig lidt frem, mens hun siger hen over bordet:
– Alt det her, lige præcis det her, er i virkeligheden så typisk for vores familie og fortæller meget om den dynamik, der er os tre imellem, i vores treenighed.
Fagterne, de store armbevægelser, er også typiske, opdager man hurtigt.
– Jamen, det gør vi bare i vores familie, siger Lillian, – vi har altid talt med fagter.
Stéphanie: – Jeg får klager nogle gange på tv over, at mine arme fægter for meget. Jeg har faktisk også prøvet at blive mindre fransk i min gestik. For det dur jo ikke, hvis det forstyrrer budskabet, at mine arme flyver rundt. Men når min mor, min søster og jeg er sammen, foregår samtalerne både med arme og ben og alt muligt.
Stéphanie med sin søster og mor, alle klædt i rødt i forbindelse med Lillian og Oles 20 års bryllupsdag, der blev fejret i det sydfranske.
Lille Stéphanie, efternøleren, med farmand hjemme i haven i Hvidovre.
Den franske cykelrytter
Det franske kan tilskrives Roland Surrugue.
Nørrebropigen Lillian var bare 15, da hun forelskede sig i den flotte, franske cykelrytter, der var i Danmark for at køre cykelløb, og han i hende. Kærligheden holdt. Og holdt til det hele.
Parret slog sig ned i Hvidovre med datteren Isabelle og efternøleren Stéphanie. Men da Stéphanie var bare syv måneder, fik Roland Surrugue den første blodprop af flere, der nogle år efter gjorde ham uarbejdsdygtig og senere førte til hans død.
Det taler vi ikke om til at begynde med. Men det ligger der alligevel. For den historie er selvfølgelig med til at definere deres sammentømrede treenighed, og er det kit, der er med til at gøre deres bånd så særligt tætte.
Vi talte sammen i telefon sent hver aften, helt korte samtaler, bare for at sige: ”Alt er vel”. Men da jeg pludselig ikke hørte fra hende i tre dage, mens hun var i Haiti, vidste jeg, at der var noget galt
Uanset hvor længe og hvor langt væk Stéphanie har været som international korrespondent, har hun og hendes mor holdt forbindelseslinjerne varme.
– Når du spørger, om vi bruger hinanden, siger Lillian, – så er svaret: Ja, dét gør vi! Vi taler sammen hele tiden! Selv når Fanny er langt væk, har vi altid talt sammen. Måske ikke hver dag, men hver anden i hvert fald.
– Vi fanger hinanden over Facetime eller via Messenger, eller hvad der er muligt. Det, jeg har haft det sværest med, var, da hun var udsendt til jordskælvet i Haiti og invasionen i Irak. Da var jeg nervøs.
– Vi talte sammen i telefon sent hver aften, helt korte samtaler, bare for at sige: ”Alt er vel”. Men da jeg pludselig ikke hørte fra hende i tre dage, mens hun var i Haiti, vidste jeg, at der var noget galt, og kom så heldigvis igennem til den fotograf, hun rejste med.
Stéphanie:
– Da lå jeg, dehydreret af en madforgiftning, og talte i vildelse og var virkelig, virkelig syg, og så i et jordskælvsramt land, hvor der ingen hjælp var at få, alt imens den stakkels fotograf prøvede at redde mig og vores arbejde og vores hjemrejse.
– Men også i hverdagen er vi jævnligt i kontakt, skyder Lillian ind, – og Fanny kan sagtens finde på at ringe, hvis der er et eller andet arbejdsmæssigt, hun er irriteret over, for lige at læsse af.
Stéphanie:
– I dag for eksempel, hvor jeg var lidt irriteret over nogle ting, jeg har bøvlet med, startede jeg dagen med at køre ned til min mor og hendes mand, Ole, lidt i god tid og fik en ostemad ude i køkkenet og fik lov at sidde og skælde ud og dampe af. Det er rart at have sådan et sted, hvor man stadig gerne må være lidt barnlig og sur og få en ostemad og en kop kaffe.
Mor og datter har også en aftale om, at Lillian skal sige sin mening, når hun ser Stéphanies arbejde, og det hører altså med til aftalen, at datteren ikke må blive sur.
– Jeg ved, at min mor sidder og holder øje. Når jeg er på direkte tv, kan der godt komme en sms fra hende med besked om: ”Pas på med dine ”øh’er” eller ”Ret dig lidt mere op”.
– Jeg husker også tydeligt en svensk valgaften, hvor jeg stod i Stockholm i starten af en fem timers liveudsendelse og fik en sms fra min mor, hvor der stod: ”Uha, du ser godt nok træt ud!” Dejligt, ikke? (Ha, ha)
Ovre fra Lillian:
– Jeg er meget ligefrem. Og i alt. Til gengæld ved folk altid, hvor de har mig.
Her rører vi ved noget, som mor og datter også har tilfælles. For da de får spørgsmålet, om de også skændes, svarer de nærmest enslydende.
Stéphanie:
– Nej, det tror jeg, vi er for civiliserede til, uden at det skal lyde forkert. Men vi står bare ikke og råber og skriger ad hinanden.
Lillian:
– Vi kan diskutere, og vi kan være uenige, men skændes og råbe og skrige, det har vi simpelthen aldrig gjort.
Stéphanie:
– Det er sket, at vi har ringet til hinanden og sagt: ”Det dér synes jeg ikke er i orden” eller ”Det blev jeg ked af”. Men så taler vi om det, og det kan godt være, at tonen er lidt stram i telefonen, men der bliver ryddet op.
– Vi er begge to meget optaget af, og måske også FOR optaget af, at rydde op i det, hvis der er en kurre på tråden. Det er ikke vores yndlingssport i familien at feje ting ind under gulvtæppet. Og er der et udtryk, jeg husker, min mor altid har brugt, så er det: ”Der skal være rene linjer”. Og altid udtalt næsten på fransk med en masse rul på r’erne: ”Rrrrrrene linjer”.
Kort om Stéphanie og Lillian
Stéphanie Surrugue, 46 år, har læst fransk og journalistik på Roskilde Universitet.
Journalist på dagbladet Politiken i 10 år. Kom derefter til TV2 og blev bl.a. redaktionschef og vært på programmet ”Kulturen” på News.
I 2015 blev hun USA-korrespondent for DR, hvor hun stadig er ansat, nu som international korrespondent.
Lillian Surrugue Stenholm, 76 år, var ansat på Den Franske Ambassade i København i 28 år som ”konsulær funktionær”.
Skiftede så til Justitsministeriet, hvor hun arbejdede som sagsbehandler, indtil hun gik på efterløn.
Decibelniveauet stiger
Hvordan synes de selv, at de ligner hinanden mest?
– Vi har begge temperament, vi er begge nogle grinebidere, og jeg ved godt, hvor jeg har min arbejdsmoral fra. Min mor har altid arbejdet solen sort, og det gør jeg jo også, siger Stéphanie.
Det bedste, de ved, at lave sammen?
– At være sammen. Være i hinandens selskab. Allerhelst i familiens hus i Sydfrankrig. Også med Isa og resten af familien, siger de i ping-pong med hinanden.
Stéphanie:
– Vi har det altid sjovt, og decibelniveauet stiger betragteligt, når vi tre er sammen. Pudsigt nok har vi alle sammen mænd, der larmer mindre, end vi selv gør, og som fuldstændig har accepteret tingenes tilstand, hvilket jo er ret heldigt. Vi ville ikke kunne være sammen med nogen, der var ligesom os selv.
Lillian:
– Nej, det ville være alt for meget. Næste år har Ole og jeg sølvbryllup. Det bliver mit andet sølvbryllup. Jeg var gift i 33 år med pigernes far, indtil han døde. Et par år efter blev jeg gift med Ole, som også har et sølvbryllup bag sig, så nu siger vi, at vi til juni næste år skal fejre vores tredje sølvbryllup.
Pressens interesse for Stéphanies kærlighedsliv, hvor det har været fremme, at hun og DR-kollegaen Lasse Engelbrecht er blevet kærester, bryder Lillian sig ikke om, siger hun, og kun fordi hun bliver spurgt.
– Det er for meget, synes jeg. Jeg er virkelig glad for, at de har fundet hinanden. Men jeg synes, det er besynderligt, at alting skal handle om kærester, som om hun er en pige.
– Jeg mener; Fanny er jo en voksen kvinde, som har et arbejdsliv, der er langt mere interessant end hvem, hun er kæreste eller ikke kæreste med.
Jeg har lige lavet ”Danskere i verden”, hvor jeg har oplevet nogle af de vildeste ting i mit liv, og så alligevel at blive reduceret til, at jeg er nogens kæreste! Jeg er SÅ træt af det!
Stéphanie:
– Det var også derfor, jeg startede dagen nede hos Ole og min mor i morges. Her i 2023 er det åbenbart stadig sådan, når man bliver interviewet om noget, at mænd har karrierer, og kvinder har kærester.
– Jeg har lige lavet ”Danskere i verden”, hvor jeg har oplevet nogle af de vildeste ting i mit liv, og så alligevel at blive reduceret til, at jeg er nogens kæreste! Jeg er SÅ træt af det!
– Vi har knoklet med det her projekt for også at give et bud på, hvad danskere egentlig har tilfælles i dag, selv om de måtte befinde sig på forskellige kontinenter. Det kunne jeg tale længe og inderligt om, og så kan jeg godt undre mig over, at det åbenbart er mere interessant, at to midaldrende kolleger har besluttet sig for at slå pjalterne sammen.
På kant og kriser
Vi taler også om kriser. Om der har været nogle af dem i deres mor-datter-forhold?
Stéphanie:
– I mine teenageår var vi på kant med hinanden. Jeg opfattede mine forældre som strenge og gammeldags. Jeg skulle komme tidligt hjem og blev hentet. Jeg gik ovenikøbet på katolsk skole og var katolik, og med alle de nonner, vi havde som undervisere, syntes jeg, at der var autoriteter alle vegne.
– Men at være på kant med hinanden er ikke at have en krise. Til gengæld var vi i krise, da far døde. Der var ikke krise os i mellem. Men VI var i krise.
– Jeg var 20 år på det tidspunkt. Til begravelsen overhørte jeg en fransk familiesnak om, at det var trist for Fanny, at hun aldrig havde kendt sin far rask. Jeg kan lige så tydeligt huske, at jeg tænkte: ”Rask? Jamen, jeg har da aldrig rigtigt kendt min far syg!”
– Da gik det ligesom op for mig, hvor meget normalitet min mor og far havde formået at tilføre hverdagen med den måde, de tacklede hans sygdom på. Selvfølgelig var det ikke en utraumatisk og helt normal barndom. Men man kunne ikke se på min far, at han var syg.
– Min oplevelse var ikke, at min far var invalidepensionist og derfor måtte gå hjemme de sidste ti år, han levede.
– I mine børneøjne var han stadig min helt og verdens sejeste far. Og jeg må bare sige, at da far ikke længere kunne arbejde, tog du virkelig førersædet, Momsi.
Stéphanie og far, 1988. Stéphanie gik i en dansksproget skole og måtte hjem og øve fransk diktat med sin far efter skoletid.
Lillian:
– Vi vidste godt, han og jeg, at på et eller andet tidspunkt kunne det gå helt galt. Vi talte også om det. Men vi var meget bevidste om ikke at gøre det tungt, især ikke overfor børnene, og vi kom langt med galgenhumor.
Stéphanie:
– Jeg husker også, at du sagde en dag, efter han var død, at jeg lignede far så meget, at du begyndte at græde, når du så mig. Og samtidig havde jeg det sådan: ”Jamen, jeg har ikke andre steder at gå hen end hos dig, så du SKAL se mig, selv om jeg ligner vores far meget”. Det var megahårdt for os alle.
– Oveni var min ungdomskærestes far død seks måneder forinden. Vi var selvfølgelig så gamle, at vi ikke var børn længere, men vi var også alt for unge til at navigere i at stå med to døde fædre med seks måneders mellemrum.
– Og så fulgte, at min mor halvandet års tid efter kom glædestrålende hjem og fortalte, at hun havde mødt Ole. Da måtte jeg lige gå nogle ekstra runder omkring mig selv. Det kunne jeg slet, slet ikke kapere.
Simi Jan rejste alene til Afghanistan, da alle andre flygtede: ”Historien var vigtigere end mig”
– Men Ole viste sig jo at være verdens sødeste mand. Og han lod mig øvrigt være i fred, hvad jeg altid har respekteret ham for. Han lurede ret hurtigt, at jeg var i sorg og havde svært ved at håndtere det som 20-årig.
– Hvor min søster, som var 32, allerede havde ægtemand, to børn og hus og godt kunne se fordelen i, at min mor kunne starte sit liv forfra, lå jeg og søbede rundt i min teenageagtige sorg.
– I modsætning til min søster var jeg ikke kommet rigtigt i gang med mit eget voksenliv.Lillian, sagte: – Ja, det har været der, vi har haft vores største udfordringer…
I dag er det tydeligt, hvad den tid med sorg og savn betød og stadig betyder. For som de begge siger: – Det har helt sikkert rykket os tættere sammen.
Finde hjem
Nu er de så også rykket tættere sammen geografisk. For de første coronanedlukninger satte tanker i gang hos Stéphanie i Paris, forklarer hun.
– Jeg tror, mange mennesker kan genkende, at corona og nedlukningerne blev en lakmustest på: ”Er jeg det rigtige sted i mit liv, også geografisk?”. Det begyndte i hvert fald at gå op for mig: ”Hvad fanden laver jeg?”
– Jeg havde været af sted i over fem år på det tidspunkt, og min mor bliver jo ikke yngre, og jeg vidste også godt, at jeg skulle hjem på et tidspunkt.
– Den beslutning tog jeg så dér i coronatiden. Men dertil er vigtigt at sige, at mor altid har støttet mig i mit rejseri og mine flytninger og altid vil støtte mig, ved jeg, uanset hvor jeg vælger at være.
Jeg har aldrig sat begrænsninger for mine døtre. Det har været vigtigt for mig. Jeg har aldrig begrænset dem i deres mål eller i det, de gerne ville. Aldrig.
Lillian:
– Jeg har aldrig sat begrænsninger for mine døtre. Det har været vigtigt for mig. Jeg har aldrig begrænset dem i deres mål eller i det, de gerne ville. Aldrig. Tværtimod har jeg forsøgt at skubbe på.
– Meeen, indskyder Stéphanie, – jeg har en ret veludviklet mor-radar, så jeg vidste godt, at hvis jeg ringede og sagde: ”Nu skal du høre, jeg er blevet enig med DR om, at jeg flytter til Danmark”, så ville min mor blive glad. Og du blev meget glad.
Lillian, leende:
– Selvfølgelig blev jeg da det!
Stéphanie:
– At jeg så kom hjem for næsten bare at dreje rundt i døråbningen og tage af sted igen og rejse verden rundt med ”Danskere i verden”, det var lidt skæbnens ironi. Men det ordnede vi jo, som vi plejer. Det vil sige, vi har talt sammen undervejs.
– Jeg har hele tiden skrevet hvilken tidszone, jeg er i, og hvor mange timers forskel der er, så vi begge ved, om vi hellere må skrive sammen på Messenger end at ringe.
– Jeg har sendt min mor mine rejseplaner, og dem har hun hængt op på køleskabet, så hun har kunnet gå i over et år og følge med i, hvor jeg var henne.
Der tikkede en besked ind på Ahlams telefon. En af hendes kilder var døde. To uger efter skete det igen
Lillian:
– Og jeg har lamineret dem, så hun har dem, hvis hun engang skulle finde på at skrive en bog. Sådan lægger jeg mange ting til side.
Stéphanie løfter øjenbrynene og sender et af sine bløde ”Kan-du-se-hvad-jeg-mener”-blikke tværs over bordet, inden hun slutter det hele af, for nu kalder aftalen med fotografen, sådan her:
– Det er nok også det, jeg vil huske ”Danskere i verden” for, altså ud over alle de der fuldstændigt vanvittige og vilde oplevelser på seks kontinenter, dét med, at når jeg så var hjemme i Danmark og kom ned til Ole og mor, kunne jeg se min rejseplan hænge lamineret på køleskabet. Det syntes jeg fandeme var rørende.
– Og så ved man udmærket, hvor man har hjemme. Man har hjemme i det land, hvor ens mor hænger ens rejseplan op på køleskabet, ikke?!
Interviewet blev første gang udgivet i SØNDAG uge 13, 2023.