Han kunne se, at tingene strammede til. Så kom Natasja Crone med en opfordring: "Du kan ikke vente til, vi kommer hjem"

Dagens sms-korrenspondance med redaktør Jakob Vissing, 25. februar kl. 10.18:

Rasmus: Kæmpe luftangreb. Sidder nu i kælder …

Jakob: O.k. Be careful. Har I satellittelefon med? Hvis de slukker for netværket.

Rasmus: Det bad jeg Simon om, men den fik han ikke med.

Der er helt stille her i huset ned til søen i Trørød, hvor Rasmus Tantholdt bor sammen med sin kæreste, Natasja Crone.

Det eneste, man kan høre, er fuglekvidder og nespressomaskinens boblen – en skarp kontrast til Rasmus Tantholdts hverdag i krigszonerne.

Lige nu har han fri, det forsøger han at have 20 dage om måneden, men det er ikke altid, det lykkes. De resterende 10 dage arbejder han næsten i døgndrift, og sådan har det været i 19 år.

Da de ildevarslende nyheder om en eventuel russisk invasion af Ukraine begyndte at strømme ind i februar, havde Rasmus også fri.

Han og Natasja var i Dubai og besøge nogle venner.

– Jeg regnede ikke med, at russerne ville invadere, men da vi havde været der nogle dage, kunne vi godt se, at tingene strammede til. Så Natasja sagde til mig: “Rasmus, hvis du skal nå ind, inden de lukker luftrummet, skal du tage direkte fra Dubai og ikke vente, til vi kommer hjem.”

Det havde hun det okay med?

– Ja ja, det var hendes forslag. Og det var den rigtige vurdering. Så vi skiltes i lufthavnen og tog hvert vores fly.

– Jeg fløj til Kyiv med en feriekuffert fyldt med badebukser, solcreme, shorts og solbriller – jeg havde jo pakket til palmer og pool, ikke til en krig i Østeuropa, fortæller Rasmus Tantholdt, som blev danskernes øjenvidne til krigen i Ukraine.

Alle hans kolleger endte nemlig med at tage hjem eller rapportere fra andre og mere sikre steder end Kyiv.

Hvorfor blev du, som den eneste danske journalist, i Kyiv?

– Fordi jeg har øvet mig på at stå i lige præcis den situation i 19 år. Jeg har ekstremt meget erfaring i at være den slags steder, og jeg har lært at træffe beslutninger på baggrund af fakta, ikke følelser.

– Vi boede på et hotel i Kyiv sammen med en masse andre journalister fra hele verden – kunne russerne finde på at bombe det? Nej. Det ville godt nok være voldsomt. Det ville ændre konflikten, og hadet mod Rusland ville eksplodere.

– Hvis de indtager Kyiv, begynder de så at skyde os alle sammen? Nej, det er trods alt ikke Islamisk Stat. De ville vælte regimet, og de ville ikke få noget ud af at slå en masse journalister ihjel.

Hvor meget tvivl er der i dit baghoved, når du tager sådan en beslutning?

– Der er helt klart tvivl! Og jeg vil gerne indrømme, at jeg blev voldsomt påvirket, da tingene efterfølgende blev heftige, og journalister fra hotellet blev slået ihjel, da de var ude på opgave. Det påvirkede os alle sammen – jeg havde lige drukket kaffe med en af dem dagen før.

– Når man kan høre bragene helt tæt på, og der kommer beretninger om, at russerne muligvis vil bruge termobariske bomber, spørger man da sig selv, om man har taget den rigtige beslutning. Men vi blev, og set i bakspejlet er jeg glad for det. Selv om det er en af de sværeste beslutninger, jeg har truffet i min karriere.

Dagens sms-korrespondance med Jakob Vissing, 1. marts kl. 12.48:

Jakob: Hvem er ellers tilbage, ud over CNN?

Rasmus: En masse andre. Også BBC. Bare ikke på vores hotel. Vores hotel er stadig ret fyldt.

Jakob: Har du stadig bilen, hvis I skal hurtigt af sted?

Rasmus: Jeps.

Bogen “65 dage i Ukraine” er Rasmus Tantholdts personlige beretning fra den krig, der har vendt op og ned på vores verdensorden.

Det allerførste spørgsmål, jeg stiller ham, er, hvem han tror, vinder krigen.

– Det tror jeg, at Ukraine gør. Det har været min fornemmelse lige fra starten. Vi er jo opdraget til at tro, at Rusland er en kæmpe militærmagt, men spørgsmålet er, om det er helt rigtigt. Om vi har en ubegrundet frygt for Rusland, som der ikke er grundlag for.

–Rusland er tre gange større end Ukraine rent befolkningsmæssigt, men ukrainerne har deres land, deres værdier, deres hjem, deres familier dér, så de har virkelig noget at kæmpe for, siger han og fortsætter:

– Mange unge ukrainerne har truffet et eksistentielt valg meget tidligt i deres liv: De er klar til dø for deres land, klar til at kaste en molotovcocktail i ansigtet på en russisk soldat, som måske ikke engang selv ved, hvorfor han er der.

– Der er så meget had til russerne i Kyiv, at jeg vidste, at de ikke ville kunne indtage byen. Hvis de gjorde, ville det være et helvede for soldaterne, og de ville blive smidt ud igen.

Hvad med atomvåben – tror du, at Putin vil bruge dem?

– Du kan ikke invadere et land med atomvåben, for så kan du ikke selv indtage området. Du kan ødelægge deres infrastruktur, men du skal indtage et land med soldater. Så jeg tror ikke, at han vil bruge atomvåben, som folk er så bange for.

– Og hvis Ukraine vinder krigen, vil magtbalancen i verden forrykke sig: Russerne mister anseelse og magt, fordi der ikke er nogen, der er bange for dem længere, vurderer Rasmus Tantholdt.

Kl. 22.38:

Jakob: Hej du. Nogle seere har lagt mærke til, at du har meget forskellige pupilstørrelser. Træthed?

Rasmus: OMG. Jeg får 20 beskeder om dagen om det! Jeg fik en tennisbold i øjet for fem år siden. Alle mulige øjenlæger skriver til mig. Det kan nemlig være tegn på en blodprop i hjernen osv. Men nej, nej.

Jakob: Ha ha, det er godt, at seerne bekymrer sig. Tennis er usundt.

Rasmus: Sport er farligt!

Rasmus Tantholdt har et princip om, at Natasja og hans søn, Emil, altid skal kunne få fat i ham, når han er ude at rejse. Hvis ikke han har en mobil, kan de ringe på en satellittelefon.

– Det er meget vigtigt for mig. Nu er min søn 18 år, så han gider ikke at tale med sin far hele tiden, men jeg ringer tit til ham, så jeg kan følge med i hans hverdag.

– Natasja taler jeg med flere gange hver eneste dag. Fordi det er vigtigt, at vi ikke lever to forskellige liv, at vores liv er flettet sammen – ellers bliver kontrasterne for store, når jeg kommer hjem.

– Jeg fortæller, hvad jeg oplever, og hører fra dem, hvad der foregår i haven og på arbejdet og i skolen og alt muligt andet. Hvis jeg følger med i deres liv – uanset hvor vanvittigt det er, dér hvor jeg står – så skal jeg ikke opdateres på noget, når jeg kommer hjem, og omvendt. Så vi kan bare gå i gang med vores liv uden lange snakke om, hvad der er sket siden sidst.

Hvad kræver det af dem at være dine nærmeste?

– Det kræver for det første, at de er villige til det savn, det jo er, når man er væk fra hinanden. Og at leve et lidt anderledes liv end det, man lever i en almindelig husholdning i Danmark, fordi jeg ikke kommer hjem hver dag.

– Til gengæld har jeg helt fri, når jeg er hjemme, og jeg har langt mere fri, end jeg arbejder. Så på den måde er der en masse fordele ved det.

– Jeg er ude 10 dage om måneden og har fri i 20. Det accepterer TV 2, og jeg opfylder bestemt også min timenorm, for jeg er næsten på arbejde døgnet rundt, når jeg er ude. Jeg vil ikke være væk i længere tid fra min søn, og når jeg er hjemme, bor han stort set her hele tiden. Så han har været vant til at have en hjemmegående far hele sit liv.

Dagens sms-korrenspondance-samtale med Jakob Vissing 14. marts kl. 8.17:

Jakob: Giv et ring, når du får tid.

Kl. 16.45 Rasmus: Kvindelig Fox-fixer også dræbt. Journalist har fået benet amputeret.

Jakob: Puha, en grim sag.

Når jeg spørger Rasmus, hvad det sværeste er i hans job, er han ikke et sekund i tvivl. Det er ikke kuglerne, der flyver om ørerne på ham – det er afmagten.

– Selvfølgelig har man lyst til at hjælpe folk, men det er ikke dét, jeg er der for. Jeg er nødt til at vælge, og det synes jeg er det sværeste: Jeg er sendt af sted for at dække virkeligheden, ikke blande mig i den.

– Det giver nogle dilemmaer, som kan være svære at stå i rent mentalt: Du får dårlig samvittighed, føler dig kynisk. Og indimellem hjælper jeg selvfølgelig – det kan jeg ikke lade være med, fortæller han.

– Hvis jeg skulle hjælpe folk med at komme til Danmark eller et sikkert sted hen, så skal jeg ikke være journalist, for jeg har NUL minutter til andet end arbejde, når jeg er ude at rejse.

– Så hvis jeg en dag skulle få PTSD eller alvorlig stress, ville det være pga. det, ikke min egen sikkerhed. Det fylder noget, og det har gjort, at jeg flere gange har fået stresslignende symptomer, men det er efterhånden lang tid siden, jeg har fået dem sidst, for jeg er blevet god til at håndtere dem.

Hvordan har det ændret dig at rejse fra den ene krig til den anden de sidste 19 år?

– Der er nok to muligheder: Enten bliver du kynisk, eller også bliver du rørstrømsk. Kynisk bliver du, når du sætter et skjold op foran dig selv, fordi du er bange for at blive ked af det. Du er bange for, at det, du ser, påvirker dig for meget, så du rapporterer, får taget dine billeder og skrider.

– Jeg mener så, at både dine billeder og din rapportering bliver distanceret. Du distancerer dig fra de ulykkelige mennesker foran dig, og det er jeg ikke interesseret i. Men det er ikke bare et valg – det har noget at gøre med, hvordan du er som menneske.

– Jeg har for lang tid siden besluttet, at jeg ikke vil sætte et skjold op, så må jeg blive ked af det en gang imellem, og det gør jeg bestemt også.

Også for åben skærm …

– Ja, det sker en sjælden gang imellem, men jeg kan garantere dig for, at jeg græder 10 gange mere, når kameraet er slukket. Det er bare sådan, jeg er.

– Hvis folk griner, så griner jeg også, hvis folk har været ude for noget tragisk, føler jeg med dem. Det gør, at du lærer mennesker at kende på en anden måde, du får noget empati, og det skulle gerne kunne ses i de reportager, jeg laver.

– Min ambition er, at seerne kan mærke de mennesker, og det kan de ikke, hvis jeg sætter et skjold op for selv at undgå at blive ked af det.

Kl. 17.46:

Jakob: Hej Rasmus. Anders Korsgaard (chefpsykolog, Rigshospitalet, red.) har mulighed for en session på Teams i morgen kl. 12.30. Hvordan passer det?

Rasmus: Yes, lad os prøve det. Kan dog ikke fuldstændig afvise, at vi pludselig skal på optagelse, afhængigt af hvad der sker.

Jakob: Selvfølgelig. Det er vilkårene.

Rasmus Tantholdt havde aldrig drømt om, at han skulle være udenrigskorrespondent.

Han havde heller aldrig troet, at han kunne komme ind på Journalisthøjskolen. Eller at han ville blive en offentligt kendt person.

Sådan noget var for de fine. Ikke for en århusiansk dreng, der røg lidt for meget tjald og drak for mange øl og ikke lige kom på gymnasiet.

– Jeg tror, at der er mange, der kan genkende den dér: “Gad vide, hvornår de opdager, at jeg ikke kan noget som helst?” Men det er også lidt patetisk, ikke? Hvis det ikke ændrer sig på et tidspunkt.

– Det er jo en måde, hvorpå du fjerner andres forventninger til dig. De første 10 år på TV 2 følte jeg, at jeg var “ham den nye”, men efter 22 år holder den sgu ikke helt længere.

– På et tidspunkt må man kigge sig selv i øjnene og sige: “Hey, Rasmus, nu er der ikke længere nogen grund til at dæmpe folks forventninger til dig. Folk HAR forventninger til dig, lev op til dem!” Eller endnu bedre: Vær ligeglad om du lever op til andres forventninger.

– For det var det, det handlede om for mig: At hvile så meget i mig selv, at jeg ikke havde behov for at skulle leve op til andres forventninger.

Hviler du så i dig selv i dag?

– Ja, jeg er kommet over den usikkerhed for længst. Jeg har nogle forventninger til mig selv, men hvad andre mener, er jeg ret ligeglad med.

– Jeg ved, at jeg er god til mit arbejde, og jeg ved, at jeg kan levere, når jeg er ude at rejse, for jeg har gjort det så mange gange. Så i dag har jeg meget mere tro på, at de beslutninger, jeg træffer, er rigtige.

Hvorfor havde du den usikkerhed med dig?

– Det skyldes nok dels min opvækst, hvor jeg ikke gik den snorlige vej. Min far var alkoholiker, og jeg mistede ham tidligt i mit liv. De første år af min barndom var dejlige, og min far var en god far, bortset fra at han blev alkoholiker, hvilket selvfølgelig var et problem. Men jeg har altid følt mig elsket.

– Og altså – du har de kort, du har, på hånden. Det kan du så vælge at sidde og tude over og bruge det som forklaring på alle de fejl, du begår i livet. Du kan også vælge at indse, at det handler om, hvordan du bruger de kort.

– Jeg har begået mange fejl i livet, men jeg har aldrig brugt min barndom som forklaring på noget som helst, siger Rasmus Tantholdt.

– Til gengæld kan jeg godt bruge den som forklaring på, at jeg var lidt mere usikker på mig selv. Og at jeg følte, at jeg skulle leve op til ikke bare egne, men også andres forventninger.

– Det lå jo ikke ligefrem i kortene, at jeg skulle denne her vej, så det lå dybt i mig, at det var for “de fine”, da jeg kom ind på Journalisthøjskolen. Havde jeg nu også fortjent det? Var jeg dygtig nok? Jeg var så bange for, at de andre vidste mere end mig, fordi de havde gået på gymnasiet, men det var jo noget fis, set i bakspejlet.

– Jeg havde selv læst en masse, sat mig ind i tingene og gjorde mig enormt umage, så jeg var absolut ikke en af de dårligste på skolen. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at jeg var blandt de bedste, når det gjaldt om at lave tv. Det lå bare til mig. Det var min hylde.

Dagens sms-korremspondance med Jakob Vissing 26. marts kl. 9.17:

Rasmus: Dr. Vissing. Ring lige til Zelenskyj igen, hvis du ikke allerede har gjort det.

Jakob: Tjek. Jeg prøver igen.

Jakob: Hun (Irina, præsident Zelenskyjs pressechef, red.) tager ikke telefonen.

Kl. 9.30 Jakob: ‘Hello, Jakob. I don’t have information about possibility of interview. President has a very difficult schedule.’

Rasmus: Pis.

Rasmus Tantholdt tager det ikke for givet, at det altid er ham, der skal rejse rundt til verdens brændpunkter.

Han ved udmærket godt, at der en dag er en anden, der tager hans plads – han er bare glad for, at han får lov nu.

– Det er jeg taknemmelig over hver eneste dag. Og der er da ikke udsigt til, at jeg mister min begejstring for at fortælle historier. Men det er klart, at jeg på et tidspunkt ikke længere kan springe rundt i skyttegrave, og det er ikke sikkert, at jeg skal blive ved med at være helt forrest ude på frontlinjen.

– Men jeg kan ikke forestille mig et liv uden journalistik, og der er jo altid mulighed for, at man på et tidspunkt trækker sig lidt tilbage, men stadig kan bruges.

Du og Natasja har været kærester i syv år, hvad kan I sammen?

– Jeg synes, at vi supplerer hinanden fantastisk. Natasja er min nærmeste rådgiver, hun har lært mig at være bedre til at prioritere. Vi har jo begge to et arbejde, der kræver meget af os, så man er nødt til indimellem at prioritere, hvad der er vigtigst i livet.

– Og så kan vi grine sammen, Natasja har en virkelig veludviklet humor. Vi er omsorgsfulde og passer godt på hinanden, og vi skændes aldrig rigtigt. Selvfølgelig kan vi diskutere, men der er meget ro omkring os.

– Det er meget lidt stressende at være sammen med Natasja. Det er en vigtig ting i mit liv, når jeg rejser så meget – at have skuldrene sænket, når jeg er ude. Det er også derfor, jeg har dedikeret bogen til min søn og Natasja.

– Hvis ikke jeg har deres uforbeholdne støtte og opbakning, kan mit job ikke lade sig gøre.