Brev til Renée: Hjælp, jeg er enormt ensom

Kære Renée

Jeg har lige læst din bog “Jeg er f*cking hot”. Tak - hvor er den givende og genkendelig.

Jeg er selv 46 år og står godt nok et andet sted i livet. Jeg er enormt ensom. Kort fortalt har jeg altid været introvert og ekstremt genert.

Jeg var igennem nogle hårde år for 16-17 år siden. Da jeg fødte mit første barn, en pige, alt for tidligt, var vi indlagt de første tre måneder. Derefter blev jeg hurtig gravid igen og mistede mit andet barn i 25. uge.

Kort efter gik jeg fra kæresten, da vi havde vidt forskellige måder at gennemgå kriser på. Jeg fik dengang dødsangst. Jeg er bevidst om det og har det under kontrol i dag, men når jeg bliver stresset, blusser det op igen.

Derefter har jeg været alene med min datter 24/7. Hvilket jeg de første mange år havde det rimeligt okay med - der var masser at se til.

Men nu hvor hun er blevet mere selvstændig, føler jeg mig ekstremt ensom. Jeg har få venner tilbage, og de få jeg har, føler jeg ikke, jeg har noget til fælles med.

Jeg holder fast af skræk for at blive helt alene. Hvis jeg kunne leve 100 procent efter mine indre ønsker, ville jeg tage mig sammen til at komme ud og møde nye mennesker og forhåbentlig en kommende kæreste.

Jeg bliver misundelig og ked af min situation, når jeg ser 4-5 veninder stå sammen og hygge på en festival, til koncert eller er på venindeweekend. Men heller ikke her kan jeg tage mig sammen til at melde mig ind i en klub i håb om at møde nogle ligestillede.

Min ekstreme generthed stopper mig fra at gøre nogle af delene. Jeg er virkelig bange for, at jeg snart udvikler en depression, hvis jeg ikke gør noget ved det.

Med venlige hilsner

En uendelig genert kvinde

Kære uendeligt generte kvinde

Puha, det må være så utrolig svært for dig at have det sådan, som du har det. Hvordan du skal få modet til at ændre på din situation, er svært at sige.

Jeg kan jo have en million gode ideer til, hvad du kunne gøre, de hjælper bare intet, hvis ikke du tør gøre noget af det. Men du har lyst til at gøre noget.

Det er en slags begyndelse. Men se det som en sejr at du rækker ud til mig, og jeg svarer dig og "lytter".

En anden rigtig god ting er, at du har nogle interesser, som du i grunden gerne vil have nogen at være sammen med om – både mountainbike og kajakroning. Du ved, hvor du skal køre hen, hvilke tilbud klubben har, hvad det koster, du kan bare ikke få dig selv til at handle på din viden. Og hvorfor er det mon sådan?

Er der noget bestemt, en hændelse, nogle følelser, et eller andet, der skete i dit liv, som du kan spore din generthed tilbage til?

Det kunne være, at hvis du kunne finde en årsag, et sted det blev grundlagt, så kunne det være muligt at gå tilbage og besøge de følelser og muligvis forsøge at løse op for dem eller i al fald se kærligt på dem, hvilket i sig selv kan være forløsende?

Jeg ved, at en af de væsentligste ting, der afholder os fra at turde andre mennesker, er frygten for at blive afvist. Den frygt for afvisning findes i os alle, for der findes jo ikke noget mere smerteligt end at blive afvist af andre eller lukket ude fra fællesskabet. Hvor kommer den frygt fra?

Måske var den reel for mange år tilbage, men nu er den det ikke mere? Nu styrer den bare dit liv, og spørgsmålet er, om den skal have lov til at blive ved med at bestemme over dig?

For ja, du risikerer helt sikkert en afvisning, hvis du spørger nogen, om du må være med. Du risikerer, at få et nej - det er helt rigtigt, og det vil gøre ondt! Men du dør ikke af en afvisning, den er ikke livstruende.

Du er nødt til at risikere det, sætte dig selv i spil, for ellers ender du med at være meget ensom eller bare være veninde, med dem, der er der, men som du ikke føler, du har noget som helst til fælles med.

Og meget vigtigt er det også at huske, at hvis du spørger, er det også muligt, du får et ja. Jeg tror ikke, der er anden vej, end at du bliver verdens modigste og gør præcis det, du ikke tør.

Du sætter dig ud over angsten for afvisning, og giver dig selv én opgave - den opgave er, at du melder dig ind i en kajakklub inden for de næste 14 dage.

Jeg ved, det er sent i sæsonen, men meld dig ind alligevel. Undersøg, hvilke fælles ture, der er og meld dig så på - lige meget hvilken en slags tur det er. Jeg ved godt, det er dét, du ikke tør.

Men som du selv skriver, du vil ende i en depression, hvis der ikke snart sker noget, og hvem skal sørge for, der sker noget i dit liv?

Jamen, det skal DU selvfølgelig, så det er enten at overvinde dig selv og din generthed og angst for afvisning eller også står du med ensomhed og depression – du er nødt til at tage udfordringen op.

Til slut vil jeg sige, at hvis den her udfordring allerede er ved at tage livet af dig bare ved at læse om den, så tænker jeg, du skal overveje, om du evt. kunne lide af social angst?

Hvis du lider af social angst, vil jeg råde dig til at søge hjælp hos en psykolog og finde ind til, hvad der måske kunne hjælpe dig videre.

Du får lige en opgave mere - den er nem - du skal skrive til mig, at nu har du meldt dig ind i en kajakklub, og du skal på en tur med et eller flere andre mennesker.

Held og lykke, træk vejret dybt ind, og GØR DET.

Kærlig hilsen

Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.