Da næsten alle meldte afbud til hendes babyshower, gik det op for Maria Jencel, at noget var galt

Hvem passer på fællesskabet, mens vi passer på os selv?

Sådan skrev forfatter og journalist Amalie Langballe i en klumme i Weekendavisen i januar.

Hun fik som barn at vide, at man altid skal møde op. Selv hvis man ikke rigtig gider. Så i dag tropper hun trofast op til aftaler, som om hendes liv afhænger af det. Uanset om hun er i dårligt humør, febersyg eller har tømmermænd.

Men i dag er der ikke mange, der gør som Amalie Langballe. I dag har selvomsorgen overtaget, og det er blevet helt legitimt at aflyse aftaler med sine venner, fordi man har mærket efter i maven “og i dag er en mig-dag,” som hun skriver.

Ifølge hende skal vi huske at værne om vores venskaber.

– Fællesskab forpligter, og hvis man ikke honorerer den forpligtelse, så bliver der mindre fællesskab, skriver hun.

Det budskab er podcastværterne Maria Jencel og Ida-Sophia Petersen enige i. De laver sammen podcasten “112 for venskaber” og diskuterer hver uge lytternes venskabsdilemmaer og deler ud af sårbare detaljer fra deres eget liv.

I afsnittet “Det store aflysningsshow” taler de netop om, hvorfor vi aflyser oftere og af andre grunde end tidligere, hvilket de mener er tilfældet. Og så fortæller Maria Jencel om en hård oplevelse, hun havde i 2022.

Hun var højgravid med sit andet barn, da hendes søster pludselig stod i døråbningen med en kæmpestor picnickurv i favnen fyldt til randen med lækkerier og gaver. Hun ønskede Maria tillykke, som allerede havde på fornemmelsen, at det nok var et babyshower, hun var ved at blive overrasket med.

Men hvor var alle de andre, tænkte hun og spejdede efter sine veninder over skulderen på sin søster.

– De kommer ikke, lød den nedslående besked fra søsteren, der ihærdigt forsøgte at opmuntre med tilbud om spa-dag og dejlig mad.

– Jeg fik med det samme en klump i halsen og gik ud på toilettet og græd lidt. Da jeg kom tilbage, begyndte jeg at spørge ind til, hvem der var inviteret, hvem der havde aflyst, hvad de præcis havde sagt, og hvornår de havde aflyst.

Én havde dobbeltbooket med en rund fødselsdag. Én var taget i sommerhus med sin kæreste i stedet. Én følte sig overstimuleret og én havde menstruationssmerter. Sådan fortsatte listen.

Ud af godt 15 inviterede havde alle på nær tre meldt afbud. Mange i sidste øjeblik. Søsteren valgte at aflyse med de resterende for at undgå en fuldstændig amputeret omgang af et babyshower.

Marias største frygt var lige blevet til virkelighed. Det føltes som at sidde på en restaurant og være blevet brændt af på en date. Hun følte sig alene i verden, som en taber, der ikke var vigtig for nogen.

– Det var en så voldsom og ubehagelig oplevelse. Det var faktisk ret traumatisk, siger Maria Jencel.

Det, som hun blev rigtig ked af og skuffet over, var, at det var en form for kollektiv aflysning, siger hun.

– Jeg forstod godt, at hver enkelt havde sin egen overvejelse om at passe på sig selv, jeg forstod godt deres grunde selvstændigt. Det var det kollektive i det. At der ikke var nogen, der tænkte, at "hvis vi alle sammen melder fra, så er der ikke noget babyshower."

– Der var ikke nogen, der tog ansvar for fællesskabet. Der var ikke nogen, der tænkte, "jeg tjekker lige op på, om det faktisk betyder noget, at jeg kommer." Men din rolle i en social sammenhæng betyder noget, fordi fællesskabet eksisterer i kraft af os alle sammen, slår hun fast.

I dag er det blevet for normalt at aflyse aftaler med vores venner for et godt ord, mener hun. Medvært Ida-Sophia Petersen stemmer i.

Er det mon, fordi man ikke helt ved, hvad det betyder for den anden person, om man kommer eller ej?

– Det tror jeg godt, at man ved. Hvis man aflyser, så ved man godt, at man bailer nogen. Jeg tror, det er, som Maria siger, at der mangler en større fællesskabsfølelse helt grundlæggende i vores samfund.

Ida-Sophia Petersen forklarer, at det fra hendes synspunkt de seneste år er blevet individualiseringen, som er hovedpræmis for, hvordan vi lever. Man skal være sin egen lykkes smed, man skal være unik, kunne klare sig selv og stå ud fra mængden. Vi tillægger altså os selv mere værdi end fællesskabet.

– Jeg tror også, det hænger sammen med, at der er kommet større fokus på vores mentale helbred, som er vildt vigtigt, og det skal selvfølgelig prioriteres. Men pludselig har vi alle sammen fået et mere udfoldet sprog for det, og pludselig er der noget, der hedder, at "jeg er overstimuleret, så jeg kan desværre ikke komme."

– Sådan gjorde man ikke for fem eller tre år siden. Nu er vi begyndt at tale om følelser og respektere grænser i forhold til overstimulans og ondt i maven på en anden måde, end vi har gjort før. Men hvor går grænsen så? Det er det, som jeg tror, vi alle sammen skal prøve at finde ud af nu, siger Ida-Sophia Petersen.

Om og i hvor høj grad vi aflyser oftere end tidligere er svært at finde et entydigt svar på. Filosof og forfatter Anders Fogh Jensen har tidligere sagt til TV 2, at aflysningskulturen er en voksende tendens, og at vi er blevet meget mindre villige til at gøre noget, som vi ikke har lyst til.

– På en måde kan man jo også sige, at ja'et bliver tømt for betydning. Når man siger ja til noget, så betyder det ikke længere "ja". Det betyder "måske". Vi har fået "en halv aftale" ind i vores bevidsthed, sagde Anders Fogh Jensen blandt andet.

Men hvornår er det så okay at aflyse en aftale, og hvornår er det ikke?

For det er formentlig de færreste af os, der ligesom Amalie Langballe magter at møde op til et middagsselskab med 40 i feber.

Ifølge Maria Jencel og Ida-Sophia Petersen er der nogle tommelfingerregler, man kan læne sig op ad, når man skal finde den grænse. For der er en betydelig forskel på selve aftalens indhold.

Er det en kaffeaftale med en enkelt ven eksempelvis, så er der lidt mere albuerum i forhold til en eventuel aflysning, end hvis du er inviteret til fødselsdag eller babyshower, mener de.

– Hvis det ikke er, fordi der er nogen, som har gjort sig umage i køkkenet eller føler, at i dag er deres dag, så kan jeg godt være sådan, "jeg er for udbrændt." Det synes jeg også er vigtigt, men jeg tror også, man skal passe på med at mixe ugidelighed med at være for udbrændt, siger Ida-Sophia Petersen.

Aflyser man sådan en aftale, så er det en god idé at foreslå en ny dag, siger både Maria Jencel og Ida-Sophia Petersen.

Er der derimod nogen, som har arrangeret noget som et bryllup, et babyshower, en barnedåb eller en fødselsdag, så kan man ikke bare foreslå en ny dag. Så må man hanke op i sig selv og møde op, selvfølgelig medmindre man er decideret syg, siger de.

Ny forskning fra Michigan State University viser, at det værste, du kan gøre, er at lyve om din grund til at aflyse. Ifølge forskerne indikerer det, at hvordan aflysninger sker, kan være vigtigere, end om aflysninger sker.

Podcastværterne har også et godt råd til dem, der ved, at de måske aflyser lidt for ofte.

– Hvis jeg ved, at jeg skal til bryllup, og jeg ved, at jeg nemt bliver overstimuleret, så vil jeg i dagene op til lade være med at lave så mange aftaler, så jeg er i mentalt overskud til at tage til det bryllup. Det handler også om at prioritere ting, siger Ida-Sophia Petersen.

En af årsagerne til, at førnævnte Amalie Langballe i sin klumme i Weekendavisen stiller sig skeptisk over for mig-dagen, er desuden, at hun mener, at vi undervurderer vores fællesskaber, hvis det kun er noget, man må indtræde i på de gode dage.

Altså, vi behøver ikke altid være den bedste udgave af os selv, når vi mødes med vores venner. Vi må gerne være kede af det, trætte eller sure og ligge på sofaen sammen.

En disciplin som Ida-Sophia Petersen selv holder meget af. Hun har dog ét men:

– Jeg synes, at alle følelser er velkomne, så der er ikke nogle rigtige og forkerte følelser. Men jeg vil altså gerne have lov til at have angst, når jeg har angst, og aflyse på grund af det, og så blive i min egen seng i mørket.

For Maria Jencel blev konsekvensen af det mislykkede babyshower, at hun i dag ikke tør invitere til noget.

Det var heller ikke første gang, hun oplevede, at aflysninger tikkede ind kort tid før et middagsselskab eller en fødselsdag. Så nu holder hun sig til at se få venner ad gangen – for på den måde at beskytte sig selv mod at blive valgt fra igen, forklarer hun.

– Den oplevelse fik mig til at tænke over, hvorfor vi aflyser, og om det er nemmere at aflyse i dag. Jeg synes ikke, det var sådan tidligere. Jeg synes virkelig, vi skal blive bedre til lige at tænke over det næste skridt. Hvad er konsekvensen af, at jeg passer ekstra godt på mig selv i dag?

Efter udgivelsen af podcastafsnittet har Maria Jencel modtaget massevis af beskeder fra lyttere, der enten ligesom hende har oplevet at modtage et hav af aflysninger, eller som genkender sig selv som aflyser-typen.

Flere har skrevet, at det kickstartede en samtale i deres vennegrupper om aflysningskultur.

– Det er vigtigt, at vi udvikler sproget for det og har de her samtaler, fordi det er helt normalt. Hver eneste dag må der sidde nogen, som er blevet kede af at være blevet brændt af, og nogen, der ikke lige kunne overskue en aftale, siger Ida-Sophia Petersen og fortsætter:

– Bottom line er, at vi skal huske at gøre os umage. Huske fællesskabet. Og vi skal også huske at passe på os selv i fællesskabet.