Du skal ikke være bange for parforholdskrisen. Den er et udtryk for noget helt særligt

Det kræver noget af os at være menneske og ikke mindst at udleve kærligheden.

Vores relationer går dybt og er betydningsfulde, og vi har brug for, at de er trygge, og at vi kan regne med den anden, ellers er det for utrygt og farligt at åbne op og overgive os til relationen.

Nogle gange har vi også nogle relationelle sår omkring svigt og forladthed, der gør os ekstra sårbare over for de ting, der kan føles utrygge, som forandringer i relationen.

Men ligesom os selv undergår vores relationer helt naturligt udvikling og forandringer.

Vi er ikke den samme i dag, som vi var for tre år siden og måske ikke engang for et år eller et halvt år siden, og det samme gælder vores partner.

Vores forandringer påvirker dynamikken imellem os og selve relationen, som også er i evig forandring gennem dens forskellige stadier fra forelskelse til commitment til kærlighed på den lange bane.

Alt det kan let føles utrygt og kræve noget særligt af os.

Blandt andet at vi forstår, at selv om vi ikke mere er dem, vi var i går, og selv om det, vi gjorde i går, ikke længere fungerer, betyder det ikke, at vi eller kærligheden er forsvundet eller er forkert, det betyder blot, at dynamikken imellem os skal ændres, og relationen skal finde en ny form.

En krise er udtryk for et behov for udvikling. Hvis vi forstår det, kan vi høste gaverne af en relation, der bliver rigere, dybere og stærkere, fordi den formår at favne de forandringer, der uundgåeligt vil komme.

Så føler vi, at der er plads til at være dem, vi er, og til at relationen kan rumme de nye sider og dybere lag af os, der kommer til syne.

Plads til forandring

Hvis relationen skal blive ved med at give mening, skal den kunne forny sig og følge med den udvikling, der sker i os hver især og imellem os.

Det betyder ikke, at det er let, men at vi ikke skal give op og smide kærligheden på porten og gøre den forkert, fordi noget gammelt ikke kan og skal bestå.

Jo bedre, tryggere og dybere relationen er, jo mere plads vil den faktisk give til forandring, og jo mere vil den vække os til at udvikle os.

Opgaven er at være åben over for de forandringer, vi selv og relationen kalder på og turde at begynde at se os selv og relationen med nogle nye briller.

Det, der oftest står i vejen, er den velberettigede utryghed, så prøv at mærke ind i den, og sæt ord på, hvad der gør dig utryg ved den forandring, der banker på døren.

For det meste vil det være en angst for svigt og forladthed. Men vi kan tøjle eller heale utrygheden ved at tale om den og ved at gøre hinanden trygge og vise og bevise, at vi er der for hinanden, selv når det er svært, og vi er ude på dybt vand.

Først når vi er trygge, kan vi åbne os for og turde at kaste os ud i den udvikling, der kalder. Uden trygheden vil vores behov for den styre det hele.

Så har man måske mest lyst til bare at afslutte forholdet for ikke at blive såret. Og det utrygge sår, der bliver trigget, vil måske smerte så meget, at man gør den anden og kærligheden uret, bliver vred, såret og trækker sig helt.

Eller at man har al sit fokus på det, man synes, den anden forvolder én af ondt, og der, hvor den anden ikke møder én og ens behov.

Så er man styret af og ser kun sin egen smerte og ikke det større billede, de muligheder, der viser sig og den udviklingsvej, der faktisk er at gå.

Men kan man tøjle utrygheden, undgå at gøre den anden og kærligheden uret og undgå at trække sig eller at forlade forholdet, så har man virkelig fat i den lande ende.

Hvis man formår at gennemgå en udvikling, hvor udfordrende og krævende det end kan være, så kan man næsten alt.

Så vil kærligheden skabe et trygt rum, hvor der er plads til at opdage og udvikle nye sider i sig selv og den anden, indtage nye roller og holde kærligheden og relationen levende.

Ydmyghed

Faktisk skal vi lære at være mere ydmyge over for kærligheden, over for den anden og for selve relationen.

Vi skal i højere grad betragte, hvad den kan og skal og fokusere mindre på en bestemt form, vi vil presse den ned i.

Det har vi det med at gøre nogle gange ud af et behov for tryghed og status – nogle samlivsformer har nemlig mere status og værdi end andre.

Nogle gange har vi også nogle meget faste forestillinger og drømme om, hvordan præcis vi vil leve, og hvordan livet skal se ud. Så overruler vi virkeligheden og det, der faktisk er, og holder på en måde kærligheden fast i en bestemt form, hvor den måske slet ikke trives.

Og endnu værre: Vi ser slet ikke de mulige veje, kærligheden faktisk viser os.

Udviklingen sker oftest inden for samme faste og committede parforhold, hvor vi ændrer roller og skaber nye dynamikker. Men andre gange påvirker ændringerne også forholdets ydre form.

Måske skal vi flytte sammen eller flytte hver for sig, men forblive kærester? Måske skal vi gå fra et åbent forhold til et eksklusivt forhold? Eller måske skal vi holde en pause eller være venner i stedet for kærester?

Det kan selvfølgelig være voldsomt at lave store ydre ændringer, og at afslutte et forhold skal kun komme på tale, hvis man har prøvet alt.

Den option må aldrig være en evig dør, der er åben, det kan ingen leve i. Det kan også være svært at ændre forholdets form, hvis man har haft mange drømme forbundet med den først valgte form.

Det vigtige er igen at prøve at se ændringerne ikke bare som en nødvendig udvikling, men som en mulighed for faktisk at give kærligheden bedre kår.

Og ikke at se det som en fiasko eller som noget, der fejlede. Det, der var, var rigtigt i sin tid – nu er der behov for noget andet.

Kærligheden kan leve lige så stærkt eller stærkere i den nye form. Fokuser på kærligheden imellem jer og ikke på formen. Og kast ikke kærligheden på porten, fordi den udvikler sig og viser nye ansigter.

Tag i stedet kærligheden i hånden, og se, hvor den vil føre jer hen. Optimalt set skulle vi opdage os selv, den anden og relationen på ny hver dag.

Klummen blev første gang udgivet i femina uge 14, 2023.