Alberte og hendes mand er ikke jævnaldrende. Og måske er det på tide, at vi holder op med at tale om det

Hvis det står til Alberte Windings 11-årige bonussøn, Tristan, er hun kun lige godt halvvejs i sit liv. “Berti, du bliver jo 105”, siger han. “Berti” fylder 60 i år, så vi kan vel næsten kalde samtalen her en midtvejsevaluering. Med en foreløbig konklusion:

– 40’erne var da det bedste! 50’erne har været lidt bøvlede. Men det er skægt for nu, hvor jeg bevæger mig ind i 60’erne, kan jeg mærke, at der er en større taknemmelighed.

Alberte dykker ned i kvinder, alder, overgange og livsrefleksioner i sin nye roman “Hvad jeg tænker mens du taler”. Pio er musiker og midt i 50’erne, hendes mor er død, hendes søn er flyttet til Paris, selv er hun i overgangsalderen og mister pludselig sin indtægtskilde: Stemmen.

Pio er vred, vranten, på tværs. Indtil kærligheden – muligvis, vi skal jo ikke afsløre for meget – vader ind i hendes liv i form af en yngre mand. Selv om hun kæmper imod.

– Jeg satte mig for at skrive en bog om vrede, og så blev det alt muligt andet. For under vreden ligger der i virkeligheden en masse forståelige følelser. Hele det tab, der ligger i alder, gør jo én ked af det …

“Overgangsalderen er en forbrydelse imod mig”, siger Pio et sted i bogen.

– Jeg synes ikke, den er en forbrydelse mod mig. Det synes Pio bare. Jeg tog en af mine mørke dage og gjorde den til et år i hendes liv. Hun har lige mistet sin mor, og i de år, hvor man mister forældre, er man særlig mørk, tager alting op, kigger på det igen med sådan en ny erkendelse af død og tristesse.

– Hun har også tabt sin krop og er ved at tabe sin søn – føler hun. Og hun har tabt sin stemme på mere end en måde. For den nye bølge feminister siger, “shyysh du skal slet ikke sige noget lige nu” til de ældre feminister.

– Det er også et tab. Jeg prøvede at gå ind i tabene. Jeg har ligesom udsat hende for det hele, synes jeg.

Og nej, Pio er ikke Alberte.

– Men det er nødt til at være nogle sande følelser, jeg henter i mig selv. Og jeg tror bare, det er en nødvendighed i livet at holde de der … sårbare ting op for sig. Indtil knuderne er løst, eller vi forliger os med det svære, der er.

Skavanker

Tab i forbindelse med alder. Hun nævnte det jo selv. At hun kan blive ked af det.

– Det er ligesom at skulle afgive sine superkræfter, synes jeg. Som man ikke før vidste, at man havde. Som f.eks. at man kan løbe en tur og strække ud og ikke behøver tænke mere over det. Nu sætter alting sig i kroppen: Nå, du var nok ude at ride i søndags? Ha, ha. Alt bliver mere besværligt.

– Overgangsalderens små skavanker, som gør én irritabel. For det er jo sandt, at man både skal fungere optimalt, men også er fysisk presset, det lægger sig pludselig som sådan en underlæggende tone i livet.

– Men nu tror jeg lige, jeg HAR taget en hård tur, nu er der lidt ro på fysisk, og jeg tænker, at man måske fra 60 til 70 har 10 år, hvor det egentlig er ret fedt det hele. Sådan føles det lige nu.

Og man er endelig fri for menstruation?

– JA. Altså hvad SKAL man med den? Helt ærligt? Altså ægløsning. Det var sådan en særlig fin periode, hvor jeg syntes, at alle var SKØNNE. Man var bare sådan mere … poetisk.

– Men menstruation – jeg savner det overhovedet ikke. Heller ikke humøret. Åh, det var bare så irriterende. Og dér er naturen så fin at gøre det fuldstændig sindssygt og kaotisk til sidst, så der var ikke nogen rest af fortrydelse. Men det har været en tilvænning.

– Overgang betyder jo ikke, at det går over, det betyder, at man over 10 år vænner sig til sin nye tilstand. MINUS hedeturene.

Krop eller sind. Spørgsmålet er, hvilke forandringer, der fylder mest i bevidstheden. Alberte siger:

– Krop. Nej, også sind … Jeg synes, det er tæt på uhåndgribeligt. Mentalt synes jeg egentlig, jeg her for nylig er begyndt at blive en lille smule bedre i stand til at hoppe ud ad dramaet. Og stå og se mig selv og situationen udefra.

– Jeg er blevet lidt bedre til at trække mig, for det har nok været mit store problem, at jeg altid var midt i orkanens øje.

Hvad skulle du dér?

– Aner det ikke. Synge. Ses. Have en mening. Min usikkerhed har måske placeret mig derinde. Men nu kan jeg sådan tænke, at jeg også godt kan sidde lidt udefra og være usikker …

Hippie

Hun har lige fået lavet sine negle. Denne gang er de i den kunstneriske afdeling, blåt tema, hendes barnebarn Leonora, vil formentlig ikke synes, de er fine nok, siger hun.

– Men jeg har altid været halvt hippie og halvt meget forfængelig.

Det er en god kombi …

– ER det? Den forfængelighed går aldrig væk. Forfængeligheden kommer til at gøre mig bange, men måske kommer den også til at hive mig ud på den der skide løbetur i regnvejr.

– Jeg er bange for kroppens forfald, og det er jeg, fordi jeg er forfængelig. Men forfaldet SKER jo hele tiden.

– Da jeg var yngre, var jeg mere optaget af min krop – hvordan den forandrede sig efter børn. Og jeg var meget forskrækket over det og prøvede ligesom hele tiden at få det, der havde været, tilbage. Nu er det mit ansigt, for jeg skal alligevel ikke ud i en stumpebluse …

Seksualiteten. Frygten for at miste den er vævet ind i tankerne om overgangsalderen. Fordi der er så mange myter. Siger jeg.

Alberte siger, at hun “i glimt helt sikkert” har været bange for at miste seksualitet. Og hun bliver stille tænker sig om. Og så siger så:

– … Selvfølgelig synes jeg, at det i høj grad er det, overgangsalderen handler om for det moderne menneske. Det gør den jo. Og det handler min bog også om.

– Den tager udgangspunkt i en blækspruttefilm, hvor blæksprutten, når hun har lagt sine æg, lægger sig til at dø. Da jeg så den film, tænkte jeg, hvad der ville ske, hvis hun havde lagt æggene, sørget for at de klækkede – og så bare svømmede videre? Hvorfor skal hun dø? Var det også oprindeligt meningen med os?

– Det rystede mig virkelig meget. Var det meningen, at vi skulle dø, når vi var i 50’erne?

– Og er det sådan, at dødeligheden virkelig bliver present i kvinder og mænd i 50-års alderen, fordi vi normalt ville være døde?

– Der må være en kode i os, som netop har den der dødserkendelse. Eller fortrængning. Hvis man blev 60, blev man gammel for ikke særlig mange år siden, og det er vildt at tænke på.

– Og … død er jo heller ikke særlig sexet. Altså overgangsalderen er da ikke en vanvittig sexet periode, men jeg synes faktisk, der er noget meget sexet i, noget meget livsopløftende i at gå ind i 60’erne: “Jeg overlevede!”. Det er det, jeg tænker.

Diskussionslyst

De sidste fire år har Alberte og Andreas holdt hvid januar. I den forbindelse har Alberte opdaget noget om sig selv.

Som menneske har hun altid været diskussionslysten og har erfaret, at heftige diskussioner kunne være koblet med nogle glas tungebåndsløsende rødvin.

Men det er sjovt nok gået op for hende, at hun kan være lige så højlydt på en alkoholfri øl. Det er også gået op for hende, at hun med alderen gerne vil være blidere, varmere, mindre hurtig på aftrækkeren.

– Jeg har tænkt meget over vrede kvinder i den ældre generation, fordi de har skræmt mig. Ligesom når nogle af de ældre i familien, som om de har taget sandhedsserum, pludselig siger et eller andet utilstedeligt.

– Engang var det f.eks. min mormor, der sagde: “Nå, hvor skønt du vil være sangerinde, jamen de har også altid sådan et fremskudt hageparti, det bliver du god til”. Hvor jeg måtte ind og kigge i spejlet: aiih, hvad var nu det for noget?

– Det var alle mulige sådan lidt sårende ting, og hvorfor sagde man sådan noget, når man blev ældre? Den ting er jeg også lidt bange for i mig selv, for jeg kan mærke, at den er mere og mere til stede i mig.

– For et par år siden var jeg til en bryllupsfest – UDEN alkohol, for det var et eftermiddagsarrangement.

– Brudeparret har lige været igennem en sjov ceremoni, så bøjer jeg mig frem mod dem og siger, hvad jeg selv synes, er sjovt, “Nu er I ét kød”. WHAT altså. Der mærkede jeg: Okay jeg er på vej ind i det der alderdomsrum, hvor man siger noget, og hvor unge mennesker synes, man har været grænseoverskridende og klam.

– Jeg manglede bare at slå sådan en onkellatter op, det nåede jeg ikke, for parret vender sig om og kigger på mig med nogle store smukke øjne. Jeg følte mig bare kynisk. Altså til et bryllup. Hvad laver jeg?

Hvorfor sagde du det?

– Jeg ved det ikke. Kynisme på en eller anden måde. Jeg tænker, at det er menneskeligt og på en måde tilgiveligt, at kynismen simpelthen vokser, fordi ting bliver gentaget så mange gange i ens liv. Men det skal man alligevel passe lidt på med alderen.

– Man er nødt til at holde sig nysgerrig. Det er ikke fordi, jeg skal råbe ad nogen. Men jeg må ikke give slip, jeg bliver nødt til at blive ved med at udvikle mig og holde fast og holde nogle ting tilbage. For det ville jeg ønske, at nogen havde gjort overfor mig.

– Det er igen noget af det, den unge generation minder os om, når de står og råber “Privilegieblind gammel hvid mand!”

– Jeg identificerer mig også tit som gammel hvid mand. Jeg synes, det er sundt. For det, de siger, turde vi måske ikke sige til vores ældre, da vi var unge.

Flokdyr

Alberte og Andreas har begge et brud, der inkluderede børn, bag sig. Og Alberte siger:

– Det er dejligt at møde de af mine gamle parvenner, som blev sammen, som klarede skærene i 40’erne. Som stadig lige tager hinanden i hånden, når de skal ned at bade.

– Jeg tror, vi alle sammen stadig romantiserer ægteskabet. Men jeg kan virkelig godt lide den samtale, Pio har med psykologen i bogen, hvor han beder hende om at reetablere familien, men skabe sin egen struktur, altså lave noget, der ligner en familie.

– Det behøver ikke være en kæreste, det kunne være en, man spiller kort med og en hund. Man skal prøve at lave et skelet, der minder om det at have nogen ved sin side. Det, tror jeg, vi skal som flokdyr.

Alberte passer barnebarnet Leonora, en gang om ugen:

– Så føler jeg, at det næsten er, som om vi har to børn den dag. Så låner man lidt! Før det, da min guddatter var lille, passede jeg hende en del, fordi jeg savnede at blive udfordret af det der barn.

– Jeg kunne mærke, at jeg bare var blevet for selvoptaget, og i den selvoptagelse var der en meget stor selvmedlidenhed, så jeg havde det virkelig svært. Altså jeg havde simpelthen for meget tid til …

… at tænke på dig selv?

– Ja, det var ikke godt for mig. Det viste sig at være en TORDNENDE selvoptagelse, ha, ha. Så det var virkelig godt, at jeg skulle ud.

– Jeg var godt klar over, at det ville være godt for mig. Jeg savnede også bare børn. Men jeg er altså ikke en, der er god til at sidde og lege eller noget som helst.

Hvad handlede selvoptagelsen om?

– Åh det var bare, du ved … efter skilsmissen … og så at skulle prøve at finde et nyt forhold og få det til at fungere og … altså det at have hjertesorg i sådan en fremskreden alder, det var nok for meget.

– Det er svært at tåle, det er superudmattende at have hjertesorg over et brud. Men også hjertesorg over tabet af familien dybest set. Og over at det ikke var muligt for mig at få flere børn og lave familie. Det var det hele på en gang og alt for meget tid til at tænke over det hele på en gang.

– Hver morgen var det, som om jeg havde et arbejde, jeg skulle stå op til og filosofere over: Hvordan lever folk sammen? Det blev bare for meget.

Skattegæld

For 10 år siden gav Alberte sig selv en fødselsdagsgave, hun havde drømt om i mange år: Et sommerhus i Vejby.

– Jeg havde sådan ønsket mig at komme op i nærheden af min familie, som har huse deroppe. Så det var virkelig fedt. Jeg havde også arbejdet hen imod det. Jeg sparede op.

– Og HVERT år spurgte jeg min revisor: “Kan jeg købe et sommerhus nu?”. “Nej, det kan du ikke”. Ha, ha. For jeg startede med en skattegæld, efter jeg blev skilt, så der var nogle år, hvor jeg lige skulle tilbage på sporet og opføre mig ordentligt og ikke leve af sushi og champagne, og hvad jeg ellers har gjort.

Selv om det var det, du trængte til?

– Jeg trængte SÅ meget til det.

Sommerhuset er i hus … Og Alberte siger, at “det sgu er et godt spørgsmål”, hvad hun mangler at nå.

– Andreas og jeg spiller virkelig mange koncerter, og jeg føler ikke, at jeg er færdig med at lave musik, men … jeg kunne godt tænke mig at lave DEN der plade, som når rigtig bredt ud, det ville jeg gerne slutte af med på en eller anden måde.

– Det er mest, når vi er ude at spille, at jeg gør mig nogle karrieretanker, for det buldrer derudad, koncertdelen fylder virkelig meget, og så skal der lige justeres her og optimeres der, det er sikkert en del af gamet at føle, at der er noget at løbe efter.

– Nogle gange råber jeg: “Jeg vil på pension.” Det tror jeg faktisk, at vi er mange, der gør, for hvornår er det, det starter det der med, at man bare netop ikke jagter prestige eller penge, eller hvad det nu er. Hvornår er det, at man bare feder den og sidder på en bænk …

… Og drikker champagne og spiser sushi?

– Ja!

Under covid måtte de aflyse koncerterne.

– Og så igen sidste år, fordi Andreas fik hjernerystelse, han slog baghovedet op i en cykel på væggen. Vi måtte bare aflyse. Det var lige 20 jobs … Nu skal vi i gang igen og kan begge mærke, at det er rigtig godt.

Du næres vel også af den energi, der opstår i mødet med publikum?

– Ja, lige præcis. Det er så kommet lidt sent, fordi min egen nervøsitet har stået så meget i vejen for min oplevelse af publikum.

– Jeg syntes ikke, jeg kunne synge. Syntes faktisk ikke, min stemme var værd at høre på. Jeg havde lavt selvværd i det, jeg lavede. Det har ændret sig.

Men hun har kæmpet med selvværdet det meste af livet.

– Helt sikkert. Men meget typisk “klassisk kunstner” som en blanding af en form for storhedsvanvid, der gjorde, at jeg så alligevel indspillede plader eller tænkte: Hvorfor er jeg ikke nummer et? Og næste dag tænkte: Fordi jeg ikke kan synge! Ha, ha. Sådan har det været.

– Men jeg synes, at især mit og Andreas’ spilleliv har ændret alt. For … jeg kan blive træt, jeg kan synes, det er hårdt at køre så meget ud i landet hele tiden. Men at stå foran publikum er blevet noget helt andet.

– Det er næsten, som om jeg nogle gange kan glemme, at jeg står og synger, fordi jeg bliver så optaget af, hvordan publikum har det.

Kan du mærke, at du er elsket?

– … Elsket … det ved jeg ikke.

Holdt af så?

– Ja, jeg kan mærke, når de godt kan lide det. Tror jeg.

Aldersforskel

Alberte og Andreas er ikke jævnaldrende. Og måske er det på tide, at vi holder op med at tale om det. Vi kan jo starte med at undlade at fortælle, hvem der er er yngst, og hvem der er ældst, og hvor mange år, det drejer sig om.

– Jeg har virkelig noget imod at snakke om aldersforskellen offentligt. For der er klart nogle ting, der er problematiske, og som bare er naturligt indbygget i en aldersforskel, men i et andet forhold er det bare nogle andre ting.

– Alle parforholdsdynamikker har deres ting. Og jeg tror ikke, det er særlig godt for mig eller andre omkring mig, at jeg går for meget ind i det, for så er det som om, det bliver narrativet om vores forhold.

For det ER ikke noget problem, siger hun, det er omverdenens kulturopfattelse, der gør det til et.

– Så jeg har valgt ikke at snakke om det. Men alt er godt. Ellers. Det er bare … at the end of the day er vi alle sammen bare i forhold, hvor der er sex, og der er aftensmad, og der er børn, der skal hentes, og der skal gøres rent, og der er alle de samme problematikker, der er måske bare skruet op for en særlig ting.

– Men jeg vil sige så meget: Andreas gør det muligt for mig ikke at miste mit selvværd i forhold til mit udseende og min krop, jeg føler mig elsket.

– Og det, synes jeg, er meget at forlange af et andet menneske, men det er nok det krav, man er nødt til at have i et parforhold, ikke? Det ENESTE krav i virkeligheden.

Hvordan vil du gerne blive gammel?

– Min mor sagde altid – og hun blev virkelig nærmest ikke en gang ung, hun døde som 34-årig – at når hun blev gammel, ville hun have en kro på landet og servere pasta til forbipasserende. Måske i Italien. Men så moderlig er jeg nok ikke, at jeg kan nøjes med at stå og lave pasta.

– Det ville være fedt stadig at få lov til at have min stemme i livet. At være alderdommens udenrigskorrespondent og kunne blive ved med at melde tilbage til folk, hvad jeg ser, når jeg kører rundt i landet og spiller.

– At blive ved med at kunne beskrive, hvem vi er. Og det kommer jeg til i en eller anden form, om der er lyttere og læsere eller ej.

– Det kan også være, jeg bare maler billeder. Du ved … Man VED jo ikke, om man kun bliver 65, helt ærligt, jeg ved det jo ikke! Jeg ved heller ikke, om jeg brækker benet i morgen, og jeg synes, Andreas hjernerystelse med al tydelighed viser, at sårbarheden er der hele tiden. Vi er dødelige, vi er sårbare – og vi planlægger og planlægger og planlægger …

Men så kommer livet ind over?

– Ja. Jeg kan snakke herfra og til nytår om, hvad mine planer for alderdommen er. Men intet i mit liv har rigtigt vist sig at blive sådan, som jeg planlagde det.

Perfekt

Engang for sådan cirka 30 år siden. Alberte sidder i sin bil. Volvo uden servostyring, det er frostvejr. På bagsædet er etårige William og femårige Josefine spændt fast i hver deres autostol.

Vuggestuen og børnehaven venter. Alberte skal arbejde. Men bilen vil ikke starte.

– Så HAMRER jeg hænderne i rattet og råber “FOR HELVEDE!”. Og skynder mig at sige: “Nej undskyld, det er også nogle gange virkelig svært at være en perfekt mor”.

Og Josefine siger med snublende børnestemme: “Perfekt? Altså du er da meget sød, men perfekt har du sgu da aldrig været”.

Alberte skraldgriner. For perfekt har hun sgu da aldrig været. Men det er gået ret godt alligevel.

Interviewet blev første gang udgivet i SØNDAG uge 12, 2023.