Kære Lars Løkke. Jeg har fire gode grunde til, at du bør fyre Jon Stephensen nu
Foto: Ritzau/Scanpix
Katrine Rosenbæk er nyhedsredaktør på femina update. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.
Kære Lars Løkke
Du skal sikkert træffe mange svære beslutninger som partiformand, udenrigsminister og del af regeringstoppen. Der er dog én beslutning, som burde være rimelig simpel: Nemlig at fyre Jon Stephensen.
Lad os lige samle op på, hvordan Jon Stephensen, medlem af Folketinget for Moderaterne og indtil i dag også partiets ordfører, har forvaltet sin magt.
I søndags stod en 19-årig kvinde, Mette, frem hos TV 2 og fortalte, at Jon Stephensen havde sendt private beskeder til hende i februar og skrevet, at hun ”er smuk med den lækreste krop.” Han havde også sendt grønne hjerte-emojis til hende.
Men Mette er ikke den eneste, der har oplevet krænkende adfærd fra Stephensen. Han har en fortid i teaterbranchen, blandt andet som direktør for teatret Aveny-T, og i marts fortalte flere end 30 af hans tidligere kolleger til TV 2, at Stephensen havde opført sig manipulerende og krænkende. Han ville blandt andet ikke acceptere unge kvinders nej til at være nøgne.
Men nu har du så valgt at sende ham på orlov, som var han blot en uskyldig knægt, der havde stjålet æbler fra naboens have. Du siger, at eksklusion ville være en overreaktion.
Politiske analytikere spår om, at du i virkeligheden håber, Stephensen går selv. Men nu har Stephensen sagt undskyld til den 19-årige kvinde, skriver TV 2 via Ritzau, og meddeler også, at han har planer om at vende tilbage til Folketinget.
Så her kommer derfor en håndfuld gode argumenter, du kan bruge til at fyre Jon Stephensen.
1. Det der med demokratiet og folkestyret
I den Facebook-video, hvor du fortæller om hele fadæsen og beslutningen om at sende Stephensen på orlov, begrunder du det blandt andet med, at Jon Stephensen skal have chancen for at komme på benene igen. Men hvad med den 19-årige kvinde Mette, der stod frem med sin historie hos TV 2.
Hvis du vil vise Mette og andre unge kvinder, at Moderaterne er et parti, hvor I opfatter kvinders bidrag til politik som værdifuldt og væsentligt for demokratiet, er nu et godt tidspunkt at sige ”undskyld” til Mette, takke hende for at have modet til at stå frem - og fyre Stephensen.
De oplevede chikane under efterårets valgkamp: Jeg stemmer kun på dig, hvis jeg må knalde dig
Så sent som i sidste uge viste en undersøgelse fra Institut fra Menneskerettigheder, at de unge kvinder, som stillede op til folketingsvalget sidste år, i særlig grad oplevede chikane på grund af deres køn. Vil du være chef for en, der sender lumre beskeder til 19-årige partifæller? Nej, vel?
2. MeToo-bevægelsen – ja, vi tager den lige én gang til
MeToo handler om magt, og det er den magt, Stephensen har misbrugt. Men hov, du har jo også magt, Løkke! Men når du som leder holder hånden over Stephensen, legitimerer du magtmisbrug og seksuel chikane.
Unge Moderater skriver på Twitter, at ”Vi er ikke stille længere, vi trækker en grænse for, hvornår er nok.” De vil gerne sende et klart signal om, at magtmisbrug og seksuelle krænkelser ikke skal accepteres i 2023, og at Jon Stephensen ikke kan genvinde deres tillid.
Og så er der de over 1000 personer i kulturbranchen, skriver TV 2, der er afsender på et brev, som de kalder for et mistillidsvotum til Stephensen: ”Historie efter historie har vist et menneske, der ikke er i stand til at forvalte en magtposition”, skriver de ifølge TV 2.
Lars Løkke, du står tilbage som en dinosaur, der har ikke har lagt mærke til, at en meteor er eksploderet i den egen baghave. Åbn øjnene, og fyr Stephensen.
3. Practice what you preach
I marts var Moderaterne med til at stemme for en række lovændringer, som skulle styrke indsatsen mod seksuel chikane på arbejdspladser. Det handlede blandt om arbejdsgivers ansvar i sådanne sager.
Han erklærede ligestillingskampen for død. Så fik ministeren nye tal og indså, at han tog fejl
For nylig gav jeres kulturminister Jakob Engel-Schmidt desuden også et interview til femina update, hvor han fortalte, at han gerne ville prioritere ligestilling. Selv om han har sagt til TV 2, at han finder det "tvivlsomt," at Stephensen kommer tilbage til Folketinget, klinger det relativt hult nu.
Måske kan du læse lidt op på både artiklen og lovændringen, I stemte for, og fyre Stephensen.
4. Var Rachel og Ross på pause?
Du forsøger at sammenligne forholdet mellem Moderaterne og Stephensen med et parforhold, hvor I nu er blevet separeret og skal tænke over, om forholdet kan reddes, og Stephensen skal genvinde tilliden til Moderaterne.
Point for at gå med en sammenligning, som mange danskere selv har erfaring med eller har set i Friends, men helt ærligt, de der pauser ender jo aldrig godt.
Riv nu bare plastret af og fyr Stephensen.
femina update har kontaktet Moderaterne for at forelægge Lars Løkke og Jon Stephensen kritikken i denne kommentar. De oplyser, de ikke har tid til at svare.