I løbet af natten mærkede Hannah, at barnet ikke længere bevægede sig

Hannah lå på briksen, da den lokale sygeplejerske fortalte hende, at der var noget galt.

Det barn, hun havde i maven, og som sendte veer igennem hendes krop, kunne ikke komme ud. Sygeplejerskerne fortalte hende, at de blev nødt til at få hende til et hospital.

Men fra den landsby i Uganda, som Hannah boede i, er der langt til et hospital, og der var ingen transportmuligheder, der kunne gå hurtigt nok.

Smerterne i hendes mave og ryg var kraftige, barnet pressede på, og hun kunne mærke, hvordan hendes energiniveau faldt.

Hannah havde været i fødsel i to dage. Hun var 18 år, og det var hendes første barn.

Hver 66. kvinde

Hannahs veer var begyndt en eftermiddag. Med store smerter gik hun turen fra sit hus til den lokale sundhedsklinik.

– Det var svært for mig at gå den tur. Jeg havde næsten ingen energi til at bevæge mig. Smerten var alt for meget, fortæller hun.

Da Hannah fik besked fra sygeplejersken om, at hun ikke kunne føde vaginalt, tænkte hun for sig selv, at nu ville hun dø. At hun ikke ville klare den til hospitalet. Selv hvis det skulle blive muligt at finde transport, tænkte hun, at hun ikke ville have råd til at betale for den.

Hun bad til gud om, at han måtte hjælpe hende, berolige hendes sjæl og tilgive hende for de dårlige ting, hun havde gjort i løbet af sit liv.

– Jeg er i dine hænder nu, sagde hun i sine bønner.

Det var ikke muligt at finde transport til hospitalet den dag. Derfor måtte Hannah sove en nat på sundhedsklinikken, før hun kunne komme til hospitalet.

I løbet af natten mærkede hun, at barnet ikke længere bevægede sig i maven.

Da hun næste dag kom til hospitalet, fortalte lægen hende, at hendes barn var død, og at han måtte fjerne det med, hvad Hannah beskriver som ”en maskine”.

I dag er Hannah 44 år og har født syv levende børn.

Et dødt.

Hannah overlevede den svære fødsel, men det er der mange andre ugandiske kvinder, der ikke gør.

En ud af 66 kvinder dør som følge af graviditet i Uganda. Det svarer cirka til én kvinde på hver skoleårgang.

4.700 kvinder overlevede ikke at deres graviditet i Uganda i 2020.

Kvinderne dør for det meste på grund af blodtab, infektioner, svangerskabsforgiftning og komplikationer efter usikre aborter.

Og som et resultat af, at de ikke får den nødvendige behandling i tide.

Mange årsager

I Uganda er der mange årsager til, at kvinderne ikke altid får den hjælp, de har brug for, når de skal føde.

Der er de praktiske årsager, såsom lange eller dårlige transportmuligheder til hospitalet, eller at kvinden ikke har råd til til at betale for transporten eller behandlingen.

I Uganda er sundhedsydelser på papiret gratis, men i praksis er det offentlige sundhedsvæsen præget af mangel på penge og faciliteter og derfor bliver patienter ofte bedt om selv at købe medicin eller andre ting, de har brug for, i forbindelse med behandling.

Derudover er der stor mangel på personale på de ugandiske sygehuse, og hvis en kvinde har oplevet, at lægen skal håndtere 10 fødende kvinder på én gang, prioriterer hun måske at føde andre steder.

Derudover er der de sociale og kulturelle årsager.

Nogle frygter at komme på hospitalet, fordi de tror, det er ensbetydende med at skulle opereres, og det er de bange for. Andre kvinder fortæller, at de er bange for, at de ikke vil kunne blive tilbudt nok privatliv, og at deres krop vil blive udstillet.

Hertil betyder manglen på uddannelse og information, at kvinderne ikke kender risikoen ved at føde hos en uautoriseret læge.

Sammenlagt kan det resultere i, at det er en kvinde fra lokalsamfundet, kaldet en traditional birth attendant (TBA) eller en sygeplejerske på den lokale sundhedsklinik, der tager sig af fødslen. Oftest har ingen af dem hverken viden eller ressourcer til at håndtere en kompliceret fødsel.

Agnes' historie

Da vi, en fotograf, to medarbejdere fra Sex og Samfund og jeg, hilser på Agnes, bøjer hun sig sammen og knæler, så hendes pande næsten rører jorden. Det samme gør de andre kvinder i hendes familie.

Det er kun nogle måneder siden, at Agnes var tæt på at dø, da hun skulle føde, og hun vil gerne fortælle os sin historie.

Vi ankommer til hendes hjem en eftermiddag, hvor det er så varmt, at vi starter med at sætte os under et træ i en cirkel af stole.

Men der er kun stillet stole op til os, til Agnes' mand, bror og den mandlige tolk. Agnes selv sætter sig på jorden mellem stolene.

Da vi går i gang med interviewet, sidder hendes mand kun et par meter bag hende under et træ og holder øje med situationen.

Tolken, en midaldrende mand, som var den eneste i lokalområdet, der talte engelsk, sidder ved siden af mig og skal oversætte Agnes’ historie.

– Jeg fik hjælp fra Jane, som sidder derovre, siger Agnes og peger op på den gruppe af mennesker, der har samlet sig, efter vi kom til huset.

Jane er en lokal kvinde, som hjalp Agnes med rådgivning under graviditeten, og som var med på sundhedsklinikken den dag i november, da Agnes skulle føde.

Tolken forklarer, at Jane har fået noget forberedelse fra andet sundhedspersonale, men ikke har nogen uddannelsesmæssig baggrund for at tage sig af en fødsel.

Under Agnes’ fødsel opstod der komplikationer, og hun blev kørt på motorcykel til et hospital.

Undervejs besvimede hun, og hun kan ikke huske noget, indtil hun vågnede op på hospitalet.

I det øjeblik følte hun sig fri, fordi hun havde overlevet.

Lægerne havde fjernet både det døde barn og hendes livmoder.

Kønsroller holder fast

Dér under træet, hvor vi sidder sammen med Agnes på jorden og mændene omkring hende på stole, kan vi ikke lade være med at tænke, at det ikke er hele hendes historie, vi får.

Agnes' mand, der holder øje bag hende, den mandlige tolk, flokken af landsbyboere og kulturelle tabuer omkring krop og seksualitet gør det svært at vide, om det, vi får oversat, virkelig er Agnes’ inderste tanker.

Til gengæld fortæller mødet med Agnes og andre af de kvinder, vi møder på vores tur, os noget om det generelle kvindesyn i Uganda.

Det underbygger læge Jackson Ayeko, da vi dagen efter sidder på hans klinik for reproduktivt helbred, hvor han tager sig af kvinder som Agnes, der kommer ind med graviditetsrelaterede problemer.

– Her i Uganda, og særligt i nogle dele af landet, er kvinder generelt set ned på. Kvinder bliver set på som nogle, der ikke kan eje noget eller tage beslutninger. Alt er ejet af mænd, og alle beslutninger bliver taget af mænd, siger han og konstaterer:

– Kvinder er virkelig afhængige af mænd i alle henseender.

Når en kvinde f.eks. er gravid og skal til hospitalet, skal hun først have godkendelse fra sin mand. Og hvis hun ikke har råd til at betale for transporten, men har en høne, hun kan sælge, kan hun ikke få lov at sælge den, hvis manden ikke har givet lov.

På trods af det er det som oftest kvinderne, der tager sig af det meste af arbejdet og forsørger familien.

Det bliver tydeligt, når vi rejser rundt og ser kvinder arbejde i marken eller lave andet hårdt fysisk arbejde med nyfødte babyer slynget bag på ryggen i et tørklæde.

Ifølge Jackson Ayeko er kvinderne under stort pres, fordi det er dem, der primært står for at finde indtægtsmuligheder.

– Typisk går mændene ind til byen om dagen, hvor de sidder og snakker og drikker, mens kvinderne går i marken. Når mændene kommer tilbage, forventer de, at der er mad på bordet, at der er penge til at betale for børnenes skolegang og så videre, siger han og fortsætter:

– Så de her kvinder skal altså finde måder at overleve på.

Ifølge Jackson Ayeko betyder de fasttømrede kønsroller også, at kvinder kun har lidt eller ingen autonomi over deres egen krop, og det spiller ind på mødredødeligheden. F.eks. har de ikke frihed til at planlægge, hvornår de gerne vil have børn.

Der er både dårlig adgang til prævention, og derudover er der mange mænd, som lægger pres på deres koner for at få mange børn, da det giver social status.

Derfor vælger nogle kvinder at benytte prævention i smug.

Moralen

De seneste mange årtier har der fra regeringen og blandt sundhedspersonale i Uganda været fokus på at udbrede adgangen til prævention, og det har resulteret i, at flere og flere benytter sig af ”familieplanlægning,” som det bliver kaldt.

Men der er stadig både mangel på adgang og viden til prævention, og særligt de helt unge kvinder bliver stadig udelukket fra udvikling. For i stedet for at lære om prævention og seksualitet bliver pigerne på grund af konservative kulturelle og religiøse normer i højere grad moralsk vejledt til ikke at have sex.

I Uganda får 25 procent af kvinderne deres første barn i teenageårene.

Sex er stadig meget tabuiseret, og mange forældre snakker ikke med deres piger om det.

Da vi taler med en præst og hans bror, som er skolelærer, beskriver de, hvordan det er et problem, at verden er i gang med at ændre sig, så forældrene ikke længere kan holde styr på deres unge.

Præsten Simon beskriver, hvad kirken gør for at komme problemer vedrørende teenagegraviditet til livs.

– Vi taler med de her piger. Kirken taler med dem, og de ældre taler med dem. Men verden ændrer sig, selv om kirken prøver at stoppe det. Der er ting, som gør, at de ikke lytter. De tager på diskotek. Nogle gange når de kun er 13 år. Og de begynder at udforske. Og hvis der ikke er nogen til at guide dem, kan tingene blive svære.

– Men vi snakker med dem om det i skolen. Om de problemer, som de vil støde på, når de endnu ikke er voksne. Fordi det vil blive et problem. For hvis du er begyndt at menstruere, og nogen går i seng med dig, så kan du ikke løbe væk fra at blive gravid.

Simons bror, som er lærer, beskriver også, hvordan skolen guider pigerne.

– De fleste af de her piger har mange elskere, ikke kun én. Så de ved måske ikke engang, hvem der har gjort dem gravide. De tager på diskotek. Nogle gange drikker de endda. Og på vejen hjem kan de blive voldtaget af drengene.

– I skolen fortæller vi dem om faren ved at gifte sig tidligt. Og om faren ved at blive gravid.

Ifølge de to mænd får de unge piger altså "moralsk vejledning" i skolen, men efterlever den ikke.

På mange måder oplever vi, at kvinderne selv bliver givet skylden for de situationer, de havner i, som uønskede graviditeter eller mén efter graviditeter, aborter og fødsler. Og hvis ikke kvinden, er det "guds vilje".

De efterfølgende problemer

Selv om nogle af kvinderne overlever en kompliceret fødsel, har mange af dem varige mén, og det kan få store konsekvenser for deres liv.

Både Hannah og Agnes har efter deres komplicerede fødselsforløb fået problemer med ikke at kunne kontrollere, hvornår de tisser. For Hannahs vedkommende skyldes det ifølge hende selv, at de redskaber, som personalet brugte til at fjerne barnet fra hendes livmoder, lavede et hul mellem blæren og skeden.

Når man spørger de to kvinder ind til deres oplevelser omkring fødslen, er det tydeligt, at det er de efterfølgende problemer med at tisse ofte og ufrivilligt, der fylder mest.

Hannah fortæller om de bekymringer, hun havde for fremtiden, da hun begyndte at have ufrivillig vandladning et par dage efter fødslen.

– Jeg tænkte meget på, hvordan jeg skulle fungere i samfundet. At der ikke var nogen måder, jeg kunne skaffe penge på, for jeg kunne ikke gå hele vejen til markedet.

Hannah viser mig en slags læskur, hun selv har bygget i udkanten af familiens grund. Her sad hun det meste af tiden det første år, hvor hendes tisseproblemer fyldte mest. Fordi hun lugtede og tilsølede sit tøj, måtte hun sidde i skuret.

– Jeg var bekymret for, hvad de andre folk i lokalsamfundet ville sige. Jeg havde ikke længere lyst til at få dem på besøg, fordi de ville opdage, at mit tøj var vådt, hvis jeg rejste mig op, fortæller Hannah.

Ifølge læge Jackson Ayeko er det ikke ualmindeligt at kvinder med lidelser som Hannahs bliver udstødt af samfundet, udsat for kønsbaseret vold og eventuelt forladt af deres mænd, hvis de har den slags problemer.

– Måske tænker manden på at gifte sig med en anden kvinde, fordi hans kone nu bliver en ”udstødt”. Derfor bliver hans børn måske også udstødt, og så han kan lige så godt få en anden kvinde for at undgå det, forklarer Jackson Ayeko.

En kamp, der kan vindes

Hvert andet minut dør en kvinde et sted i verden alene af den grund, at hun bliver gravid.

Kvinderne dør generelt ubemærket og uden at trække overskrifter.

Her i Vesten er det nemt at føle sig magtesløs, når vi hører om de snavsede fødebrikse og tabte pigeliv. Måske fordi det føles som en tabt kamp.

Alligevel skal vi ikke mere end nogle hundrede år tilbage, før Ugandas statistikker lignede Danmarks. Og bare de seneste 20 år er Danmarks mødredødelighed halveret. Så kampen kan altså vindes.

På verdensplan er mødredødeligheden da også halveret siden 1990, men en ny stor rapport fra UNFPA viser, at udviklingen er mere eller mindre stagneret det seneste årti dog med et lille fald.

Faldet peger på, at en udvikling er i gang, men det går alt for langsomt for at nå FN’s mål for 2030 om at reducere den globale mødredødelighed til under 70 dødsfald pr. 100.000 levendefødte børn.

Hvis målene nås, kan det redde mere end en million kvinder, som ellers vil dø frem mod 2030.

Så kan Hannah og Agnes’ døtre måske undgå, at også deres fødsler bliver nærdødsoplevelser.

Måske kommer de ikke til at kende til veninder, der dør i barselsseng.

Måske kan de gå i skole og få viden om seksualitet, prævention, graviditet og fødsel.

Måske kan de tage bussen til hospitalet, hvor de uden deres mænds tilladelse kan få regelmæssige tjek, mens de er gravide.

Måske kan de blive hentet af en ambulance og være i hænderne på en uddannet jordemoder, når de skal føde.

I stedet for alene i guds hænder.