Brev til Anna Mejlhede: Svoger stikker til mig
Foto: Betina Fleron
Kære Anna
Jeg har et problem med min svoger, og jeg ved ikke, om jeg kan nævne det for ham, eller om jeg skal tie stille med det.
Hver torsdag spiser min familie sammen med min søsters familie. Når det er min tur til at lave mad, putter min svoger ekstra salt på maden, inden han overhovedet har smagt på den.
Og det sker altså kun, når det er min madlavning.
Jeg ved godt, at det ikke lyder som et rigtigt problem, men det irriterer mig så meget, at jeg oparbejder en arrighed, allerede mens jeg går og laver maden.
Måske – og her bevæger jeg mig lidt ud på tynd is – handler det om, at min svoger aldrig rigtigt har kunnet lide mig, selv om det aldrig er blevet sagt åbent.
Men vi tåler hinanden, og da min søster og jeg er meget tætte, er vores torsdagsmiddage en vigtig tradition. Jeg ser salteriet som min svogers barnlige måde at stikke til mig på.
Min mand siger, at jeg bare skal ignorere det, men jeg ved ikke, om jeg kan. Hvad ville du gøre, hvis du var i min situation?
Mange hilsner
søsteren
Kære søster
Jeg er selv en af de her irriterende middagsgæster, som konsekvent strøer ekstra salt ud over alting. Nærmest også desserten.
Indtil videre har ingen taget anstød af min indgroede salt-vane, selv om jeg udmærket ved, at det er uhøfligt ikke at smage på maden først.
Af og til bygger vi scenarier op i vores hoved, som ikke har nogen reel gang på jorden. Hvorfor tror du ikke, at din svoger kan lide dig?
Jeg er helt med på, at du føler, at der ligger noget usagt imellem jer og skurrer. Under alle omstændigheder tror jeg næppe, at det her handler om din madlavning.
Nogle gange er tingene slet ikke så indviklede, som vi frygter. Alle er ikke nødvendigvis på nakken af os, bare fordi de ikke kan lide et eller andet, vi gør eller siger.
Men små irritationsmomenter har det med at vokse sig enorme, hvis ikke vi får dem afmonteret i tide.
Tvivl og dårlig kommunikation kan få det mærkeligste frem i vores relationer. Måske skal du bare spørge din svoger, om der er noget, I to skal have talt om?
Du er tæt med din søster, fortæller du. Kunne det tænkes, at jeres fortrolighed ligger og gnaver lidt i din svoger?
Det faktum, at han må dele sin ægtefælle med dig, som måske ovenikøbet kender hans kone bedre, end han selv gør.
Lige gyldigt hvad du end gør eller siger til din svoger, så grib det an med mildhed. Tænk på, at denne mand er det menneske, din søster har valgt at leve sammen med.
Han elsker hende og deltager derfor troligt torsdag efter torsdag i de familiemiddage, han måske ikke ligefrem selv har valgt.
Lad ham nu bare vælte hele saltkarret ud over sin egen mad, hvis det er sådan, han føler, at han kan få luft. Måske handler det nemlig mest om noget inde i ham selv, og knapt så meget om dig.
Kærlig hilsen
Anna
Brev til Anna Mejlhede: Blande sig i andres affaldssortering?
Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk
Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.