Hun skulle egentlig ikke have haft flere børn. Men så lavede hun en handel med Katrines far

Katrine, hvordan vil du beskrive dit barndomshjem?

– Jeg har boet hele min barndom i et hus i Kartoffelrækkerne, som min mor stadig bor i. Det har givet en tryghed. Mit barndomshjem var fuldt af bøger, højtlæsning, musik og sang, samtaler og grin, men også mange diskussioner og store følelser. Der var højt til loftet, og der var poesi i hverdagen. Sådan noget som at lægge en lille seddel til hinanden med en hilsen eller en tanke.

Sysse, hvor var du i livet, da du fik Katrine?

– Jeg havde syv år tidligere fået Katrines storesøster, men mit ægteskab gik i stykker kort tid efter. Jeg opdagede, hvor svært det er at være fuldtidsarbejdende og have et lille barn, når jeg også havde en mand, som ikke var indstillet på ret meget husligt og slet ikke på at køre barnevogn og den slags.

– Jeg tænkte derfor, at jeg ikke havde kræfter til at få flere børn. Men så kom der en anden mand, Katrines far, med store sorte krøller og stort sort skæg, som frygtelig gerne have børn. Og så lavede vi en handel.

Katrine: Det var meget 70’er-agtigt.

Sysse: Nemlig. Jeg var fuldtidsansat på universitetet, og han var ikke færdig med sine studier endnu, og han planlagde at være militærnægter. Så sagde jeg, “hvis du finder en plads i en vuggestue, hvor vores barn også kan være, så er det okay”. Så fra Katrine var tre måneder gammel, gik han sin vej med hende på maven om morgenen og kom hjem igen med hende klokken fem. På den måde kunne det lade sig gøre. Så Katrine er meget, meget planlagt, men der var heller ikke overskud til flere.

Katrine, hvordan husker du din opvækst?

– Jeg har aldrig følt, at vores hjem var normalt. Jeg tror altid, at jeg har opfattet det som eksotisk, og det er både ment positivt og negativt. Som barn vil man jo helst være ligesom alle andre. Og der var ikke meget ved vores hjem, der var ligesom alle de andres. Min mor var tidligt ekstremt bevidst om klima og miljø, og vores fødevarer var økologiske, selv om der ikke var ret meget økologi i start-80’erne.

– Jeg havde på den ene side en fornemmelse af, at det var noget godt, men samtidig var jeg lidt flov over det, fordi det stak ud. Jeg drømte jo bare om 3-stjernet salami, og det kunne jeg ikke få.

Sysse, hvilke værdier prægede derudover din opdragelse?

– Den var påvirket af den store feministiske bølge i 70’erne, som jeg var en del af, og som virkelig vendte mit liv på hovedet. Jeg var den eneste kvindelige underviser på instituttet dengang, og nogle kolleger var ret kvindefjendske. Vi fandt os i det. Men så kom kvindebevægelsen, og så behøvede vi ikke længere at finde os i det.

Katrine: Helt konkret betød det bl.a., at du, når du læste højt, byttede rundt på kønnene, så min søster og jeg blev flasket op med fortællinger med stærke kvinderoller. Jeg husker bl.a. en bog om en lille dreng, der gik ud på isen, og han blev bange, så hans søskende skulle redde ham. I bogen var han en pige, men du byttede køn, for det skulle vi godt nok ikke læse om.

Hvornår har jeres relation været sværest?

Katrine: Jeg havde nogle år i 20’erne, dér hvor man er ved at finde sin egen identitet, hvor jeg var i voldsom opposition til begge mine forældre. Det handlede nok mest om det med, at jeg ikke var vokset op i en kernefamilie. At der ikke var mere stabilitet, ro og nybagte boller, når jeg kom fra skole. Jeg tror, jeg var ret gal over hele den omskiftelighed, der var ved at være skilsmissebarn. Jeg syntes nok, at det havde været for utrygt.

Hvor tætte er I i dag?

Katrine: Vi bor 400 meter fra hinanden, så vi er både tætte fysisk og i øvrigt. Jeg boede i Valby, da jeg blev mor, men kunne mærke, at jeg gerne ville flytte tilbage til byen, så min søn kunne vokse op i København, men også så jeg kunne bo tættere på min mor.

Sysse: Vi har altid været tætte og gode til at mærke, hvor hinanden er. Da Katrine flyttede til Valby og fik Cassius, måtte jeg cykle til Valby, når hun skulle have ham passet. Hendes svigermor boede lige i nærheden, så jeg blev jo frygtelig bange for, at det var meget nemmere lige at spørge svigermor henne om hjørnet, om hun ville passe. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har sagt nej til at passe. Jeg piskede af sted på christianiacyklen i al slags vejr for at passe ham.

Katrine: Det, at jeg fik et barn, gjorde både, at der var en masse ting, jeg forstod bedre, og bragte os tættere sammen. Vi har altid talt meget sammen i vores familie. Det gør, at vi er meget tunet ind på hinandens følelser og tanker og forstår hinanden godt. Vi er ikke en familie, hvor man skøjter hen over tingene. Vi har altid talt om de svære ting, og det skaber jo en følelsesmæssig intimitet.

Artiklen blev udgivet i femina uge 19, 2023.