Kriserne står i kø – og psykologen har et centralt spørgsmål, alle bør stille sig selv

Krigen i Ukraine har i skrivende stund varet i over et år og har berørt danskerne både følelsesmæssigt og i form af de økonomiske konsekvenser, der kan mærkes helt ind i husholdningen.

Andre steder i verden kæmper mere eller mindre korrupte og fascistiske politikere om magten, og vi bliver ugentligt konfronteret med nyheder om naturkatastrofer og klimakrise, krige og fyringer, og det er nok gået de færrestes næser forbi, at unge herhjemme har det dårligere end nogensinde.

Hvad sker der?

Er det globaliseringen og vores stigende medieforbrug, der har sendt os ind i en opmærksomhedsmæssig krisespiral, og er alt håb virkelig ude?

For de fleste er det trods alt nok det nære, familie, venner, arbejde og interesser, der fylder mest i bevidstheden og kriser noget, man kan forholde sig til i det omfang, der synes passende.

Men energikrise og inflation var dog de to faktorer, der mod slutningen af 2022 bekymrede danskerne mest ifølge en analyse fra det europæiske markedsanalysefirma Ipsos.

På tredjepladsen over bekymringer kom klimakrisen, og her er det mest de unge, der føler sig magtesløse. Bekymringerne er så udtalte, at et nyt begreb er opstået: Klimasorg.

Blandt andet i Stefanskirken på Nørrebro i København er der blevet oprettet klimasorggrupper, hvor man kan møde op og i fællesskab dele sin fortvivlelse.

Det skal nok gå

Håb er forventningen om – eller et ønske om – at det hele nok skal gå. Det kan godt være, at vi ikke får fikset klimaet og alle verdens problemer i morgen, men vi skal nok klare det. Det er en måde at definere håb på ifølge psykolog Birgitte Sølvstein.

– Håb er ikke en følelse, men nærmere en mental indstilling, som blandt andet handler om evnen til at sætte mål og til at tro på egen handlekraft. Håb handler også om at have tillid til, at uanset hvordan fremtiden bliver, så har vi evnen til at håndtere det, der kommer, fortæller hun.

Men hvordan skal vi holde fast i det mindset, hvis først frygten eller håbløsheden har ramt os? Et godt råd fra Birgitte Sølvstein er at spørge sig selv, hvad man kan gøre ved de problemer, der har fået én til at miste pusten:

– Vi kan hurtigt blive overvældet af håbløshed og føle os handlingslammede, når vi orienterer os meget imod medierne, som fortæller ikke bare om lokale, men om nationale og globale problemer.

– Og når problemerne handler om ting, som vi ikke kan gøre noget ved eller ikke umiddelbart kan handle på, har bekymringer det med at køre i ring og skabe dårlig trivsel. Dér kan man spørge sig selv: Kan jeg gøre noget ved det?

– Hvis der er tale om en katastrofe, kan en mulighed for at handle på problemet være at give penge til en organisation, og så kan vi ellers gå tilbage til at koncentrere os om det, vi rent faktisk kan gøre noget ved og om folk i vores nærhed, som har brug for vores opmærksomhed.

Fokus tilbage på det nære

Når Birgitte Sølvstein de seneste år har haft klienter igennem stressforløb, har hun erfaret, at angst og stress hos mange har været bundet op på effekter af coronapandemien, både selve sygdommen og de afledte problemer.

Hun har også set, at trivslen hos hendes klienter er blevet påvirket af krigen i Ukraine. Hun ser generelt en tendens til mere håbløshed i samfundet og mener, at en del af forklaringen skal ses i et øget eller i en ny form for medieforbrug.

– Vores mentale trivsel er generelt for nedadgående. De unge er ensomme og lider af angst og depressioner, og det gør de voksne faktisk også.

– Vi har virkelig dårlig mental trivsel, og håbløshed er en del af det. Siden 2012, hvor vi begyndte at få smartphones, er vores mentale trivsel dalet, og mange analyser påpeger, at der er en sammenhæng imellem vores brug af sociale medier og vores trivsel. Mediebrugen er selvfølgelig ikke den eneste årsag, men det er en af dem.

Psykologen råder derfor til, at vi prøver at se på, hvordan vi bruger især nyheder, og finder en balance imellem, hvor godt vi holder os orienteret, og hvad vi rent praktisk handler på.

– Når der er en krise, orienterer vi os naturligt meget mod nyheder. Det så vi under coronapandemien, men mange er blevet ved med det, også i forhold til krigen i Ukraine, og dét, tror jeg, vi skal vænne os lidt af med.

– Ikke fordi vi ikke skal orientere os, men mængden af nyheder, vi får ind på et døgn, kan blive meget massiv, og hvis det kommer til at overskygge vores egen tilstedeværelse i vores eget liv, så bliver der en skævhed.

– Det kan give en følelse af ikke kunne gøre noget ved problemerne, hvis man er bedre orienteret om, hvad der foregår i Ukraine, end om hvad der foregår i ens egen by og familie.

Små mål – stor effekt

Der er et kinesisk ordsprog, der siger, at hvis man vil ændre verden, skal man begynde med sin egen familie, og det budskab tror Birgitte Sølvstein på.

Idealisme og aktivisme er gode dyder, men de stiller også store krav til os som mennesker, og hvis problemet er fjernt fra os selv eller uoverstigeligt, kommer vi måske til at stille urealistiske krav til os selv.

Men selv små krav og små mål kan have en stor effekt på både håb og humør. Om det så er i lokalmiljøet, skolebestyrelsen eller bare hjemme i privaten, så kan det være en hjælp at tillade sig selv at være en ganske almindelig borger og gøre en ganske almindelig indsats i sin egen dagligdag.

– Det er vigtigt for os alle sammen at gøre noget, der giver mening. Det kan være på jobbet eller at være klimaaktivist, men for mange mennesker kan det være tilstrækkeligt, hvis man f.eks. gør sit bedste med at prøve at opdrage sine børn til at tage hensyn til andre og giver penge til en organisation og forklarer dem hvorfor.

– Det kan også være at have en have, hvor man ikke sprøjter med gift. Så er der i hvert fald den lille plet på jorden, som ikke bliver forurenet.

Artiklen blev udgivet i femina uge 20, 2023.