Samfund
25. maj 2023

Hun har taget tre store beslutninger for at passe på klimaet: "Udover det er jeg faktisk ret large"

Det ser skidt ud for klimaet og biodiversiteten i verden, men for klimaaktivist Nynne Juul er handling vejen til at bevare håbet og allerhelst side om side med andre. Og så er hun opmærksom på at finde en balance imellem at bekymre sig og at nyde den verden, hun kæmper for. 
Af: Lene Lykke Hovmand
Nynne_Juul

Foto: Privat

Lige siden Nynne Juul for første gang hørte om klimakrisen i gymnasietiden, har bevidstheden om, hvor presset kloden og dens biodiversitet er, haft betydning for stort set alt, hun har foretaget sig.

Hun er i dag selvstændig med virksomheden Vildbørn, hvor hun skaber naturoplevelser for børn, og så er hun klimaaktivist og en del af bevægelsen Extinction Rebellion, som kæmper for klimaet og biodiversitet med afsæt i civil ulydighed, hvilket foreløbig har kostet hende en bøde og en plet på straffeattesten.

Men hvis du bekymrer dig for klimaet og har brug for at finde håb midt i alle de mørke tal og prognoser, så er det bedste du kan gøre at blive aktivist, mener hun.

Engang gik Nynne Juuls bekymringer meget på, at verden går under, og at der ikke vil være nogen beboelig planet.

Kort om Nynne Juul

Selvstændig med virksomheden Vildbørn, hvor hun skaber naturoplevelser for børn.

Hun er aktivist, en del af Extinction Rebellion, foredragsholder mm.

Uddannet Kaospilot.

31 år og bor i København.

Den bekymring har hun stadig, men med tiden er hendes fokus rykket lidt tættere på.

På konkrete og politiske løsninger, der kan gøre noget ved både klimaproblematikker og ved ulighed herhjemme, men særligt i verden omkring os.

– Det, der giver mig håb, er at være en del af et fællesskab, som handler sammen. Når jeg holder oplæg for unge om, hvordan man skal håndtere klimaangst, siger jeg tit, at det er fint ikke spise kød og ikke at flyve.

– Det kan føles rart, fordi det er meget konkret, men det, der hjælper, er at vi går ind i et fællesskab og kræver noget af dem, der kan træffe beslutningerne.

Skal vi så slet ikke skære ned på kød osv.?

– Jo, det siger jeg, at man skal, fordi det føles rart. Jeg har besluttet, at jeg ikke flyver, ikke spiser kød og ikke køber nyt tøj, men ud over det er jeg faktisk ret large med, hvad jeg gør i mit liv. Ellers er faren, at det kan blive skruen uden ende.

– Så ender man med at stå nede i SuperBrugsen og have et sammenbrud over hvilken tomat, man skal købe, fordi der ikke er et rigtigt valg.

Hvor meget fylder krig og klimakrise i din hverdag?

– I perioder fylder det rigtig meget og kan føre til stor håbløshed og modløshed, men jo ældre, jeg bliver, og jo længere jeg lever med bevidstheden, jo mindre plads får det. Men jeg tænker på det hver dag.

– Jeg synes grundlæggende, at vi lever i et samfund, der er struktureret forkert, og den krise, som er den allervigtigste, og som er baggrund for næsten alle de andre kriser, det er klimakrisen og biodiversitetskrisen.

– I Danmark omtaler vi os selv som et foregangsland, men vi har et af de højeste CO₂-aftryk i verden, og det hænger bare ikke sammen i min opfattelse.

Fylder mere viden dig med håbløshed, eller bliver du mere håbefuld?

– Hvis jeg kun forholder mig til, hvor vi er nu, og hvor vi er på vej hen, så bliver jeg fyldt med håbløshed, men jeg kan også se en kæmpe mulighed for, at klimakrisen bliver en løftestang for alle mulige andre kriser også.

– Vi så under corona, at det godt kan lade sig gøre at forandre ting. Lige pludselig havde vi solidaritet med hinanden og kunne godt handle.

Har du en strategi til at bevare håbet og det gode humør? 

– Omkring årsskiftet 2020/2021 var jeg nærmest fuldtidsaktivist, udgav en podcast og var meget optaget af arbejdet i Extinction Rebellion, men på et tidspunkt opdagede jeg, at jeg nærmest havde glemt at nyde den verden, jeg så ihærdigt kæmpede for.

– Jeg havde simpelthen glemt at bruge tiden på nogle gode måder i verden. Så det er rigtig vigtigt at huske balancen: ja, du skal handle, og det er vigtigt, at du forholder dig til virkeligheden, men du skal ikke lade dig lamme, men huske at trække vejret og nyde dét, der trods alt er godt.

Interviewet blev udgivet i femina uge 20, 2023.

Læs mere om:

Læs også