Det er syv år siden, vores datter bestod sin eksamen. Og hun har ligget under dynen lige siden

Kære Renée

Jeg er 58 år, gift og har en hjemmeboende datter på 24.

Vores datter lider af svær OCD og social angst, og på trods af mange behandlingsforløb er det ikke lykkedes at få bedring hos hende.

Hun flyttede skole i 7. klasse og skiftede til en privatskole i området, og vi tænkte, at alt var godt. Men det gik hurtigt ned af bakke. De brugte mundtlige fremlæggelser, men hun var så bange for dem og blev hjemme fra skole 2-3 dage om ugen.

Hun blev fritaget for dem, men det var ikke nok. Heldigvis gennemførte hun eksamen. Det er syv år siden, og hun har faktisk ligget under dynen på værelset og set TV/mobil siden.

Hun har haft kortvarige jobs i tøjforretninger, men ingenting de sidste seks år. Hun har gået i behandling for sin OCD on/off de sidste 10 år – men ingenting hjælper.

Samtalerne er o.k., men når det kommer til de ”praktiske” øvelser med eksponering, så laver hun dem ikke. Hun har taget skridt til at komme i skole igen, men når det kommer til dagen, hvor det skal ske – kan hun ikke alligevel.

Bagefter siger hun, at hun kun har tilmeldt sig skolen for at tilfredsstille ‘ “omverdenen”. Nu vil hun meget hellere finde et job.

Den situation har vi været igennem, der sker ingenting. I behandlingsforløb er vi blevet anbefalet at ”skrue ned” for konflikterne, for vores datter har nok at tænke på – men det har betydet, at vi lever sammen med et ungt mennesker, som vi elsker over alt på jorden, men som er en ”irriterende sen-teenager”, der roder.

Heldigvis har hun et godt netværk og mødes jævnligt med venner og veninder fra skole og fritidsaktiviteter.

Vi vil gøre alt for at hjælpe hende i gang med livet – men hvordan hjælper man en, som egentlig ikke vil hjælpes?

En fortvivlet mor

Kære fortvivlede mor

Åh, hvis jeg dog bare vidste, hvad I skulle gøre, og så blev alt godt, men det gør jeg selvfølgelig ikke.

Hun kan et eller andet, for hun kan mødes med venner og veninder og have et aktivt liv på den måde. Dét er noget, og måske præcis dét, der er at bygge på lige nu?

En ting, jeg kom til at tænke på, mens jeg læste dit brev, var, at noget af det, vi mennesker altid gør, er at forudsætte, at en person, der er syg eller har det meget svært, som udgangspunkt kan blive rask igen, eller på en eller anden måde kan lære at blive, hvis ikke lige som os andre, så noget, der ligner.

Men for de mennesker, som er anderledes, tror jeg, at den trang til at de skal få det bedre, eller til at de skal blive lidt mere ligesom resten af os, kan opleves som den største kritik i verden og på samme tid som et enormt pres for, at de skal forandre sig.

Der ligger i ønsket om, at de skal blive raske eller mere normale, en usagt melding om, at de ikke er gode nok, som de er.

Og den kritik, der ligger i det, tror jeg også, kan være med til at sætte dem i stå og med til at lamme dem og ikke mindst give et menneske et rigtig dårligt selvværd.

For forældrene må det være en kæmpestor sorg at se sit unge menneske, sit barn, lide, og se det være lammet. Det gør frygtelig ondt, og netop derfor vil man som forældre ønske at helbrede barnet, ønske at barnet skal ændre sig. Det er helt naturligt.

Men hvad nu hvis du og din mand begyndte at tænke anderledes om jeres datter? Hvad nu hvis I ikke ønskede, at hun skulle forandre sig og blive mere som resten af ungdommen?

Og ydermere – var det måske muligt at finde et ungdomsbosted, hvor hun kunne være, så I ikke behøver at bo sammen hver eneste dag?

Er det muligt, at de mønstre og ritualer, som I har sammen, kunne mindskes eller ændres, hvis I kom ud af jeres vante gænge og ikke længere gik op og ned af hinanden hver eneste dag?

Jeg ved faktisk ikke engang, om det er muligt, om der findes en ungdomsbolig eller beskyttet bolig, hvor hun vil kunne komme til at bo med de udfordringer, hun nu engang har. Men hvis alt ikke stritter på dig lige nu, kan det jo være en mulighed at undersøge, hvilke muligheder I har for, at hun kunne flytte hjemmefra?

Som jeg skrev indledningsvis, er noget af det, hun kan, faktisk at være sammen med andre unge mennesker – det kan være værd at bygge videre på?

Og hvis du/I gør det, betyder det ikke, at I er dårlige forældre, eller at I ikke elsker jeres datter. Det betyder ikke, at I giver op, eller at I er svage.

Det var den tanke, jeg fik, at det er tid til at ændre noget, men at det ikke nødvendigvis er jeres datter, der skal ændres, men måske jeres vilkår, jeres boform eller andet, og at det er dig og din mand, der skal tage ansvaret for at ændre dét, der skal ændres, hvis det er muligt?

Når alt det er sagt, vil jeg udtrykke min dybeste medfølelse for dig og din mand, for jeres datter, og for den enorme sorg det er at have et barn, der ikke trives, og som har det så svært, som du beskriver.

Det er nok det mest smertefulde, der findes i verden, at have et barn, der ikke har det godt – kun overgået af at have et barn, der ikke ønsker at leve, eller som ikke lever længere.

I er her endnu, I holder stadig sammen, og faktisk kan vi jo bære langt mere, end vi nogensinde tror, vi kan. Især når det kommer til vores børn.

Vi går lige ved siden af og bærer deres smerte sammen med dem, og måske også håbet – sådan er det, der er altid nogen, der skal bære håbet.

Kærlig hilsen

Renée

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: