Hun fornemmer en vis træthed i at skulle blive ved. Men det her får hende til at gøre det alligevel

For sygeplejerske Marianne Priskorn føles det, som om hendes fag smuldrer i hænderne på hende. Et fag, som har været hendes hjertebarn i snart 30 år.

Flere tusind sygeplejersker har allerede forladt faget, der er rekrutteringsproblemer, og de unge mennesker søger ikke ind på sygeplejerskeuddannelsen.

– Vi vil så gerne lave gode patientforløb, men det bliver sværere og sværere at gøre det, for vi har ikke mulighederne. Vi er ikke kolleger nok, siger Marianne Priskorn og fortsætter:

– Hvis man vil gøre noget ved det, så er det at give sygeplejerskerne mere i løn altså det umiddelbare at gøre.

Men fremtidsudsigterne ser umiddelbart ikke gode ud for en lønstigning til sygeplejerskerne.

For lønstrukturkomitéen kunne ud fra deres beregninger konkludere, at hun og hendes kolleger får nok i løn i forhold til deres uddannelse, ansvar og erfaring.

Lønstrukturkomitéen blev nedsat på bagkant af den sygeplejerskestrejke, der udspillede sig i 2021, efter at 80.000 sygeplejersker havde stemt nej til deres overenskomst.

Formålet med komitéen var at undersøge, om sygeplejersker og andre offentligt ansatte får den rette løn. Komitéens rapport viser, at blandt andet dagplejere, socialpædagoger, lægesekretærer og fængselsbetjente får for lidt i løn.

Mens sygeplejerskerne får en “fair” løn for offentligt ansatte. Det samme gør for eksempel jordemødre, lærere og diplomingeniører.

Skævt beløb

Det overraskede ikke Marianne Priskorn, at komitéen kom frem til de konklusioner.

– Der går sjældent bål uden en brand, og med de her læk, der har været undervejs, kommer det ikke som en overraskelse.

Men Marianne Priskorn og hendes kolleger kritiserer den måde, som konklusionen om deres løn er blevet præsenteret på i medierne.

For rapporten har medregnet de genetillæg, som sygeplejerskerne får, hvis de for eksempel arbejder nattetimer, weekender og helligdage. Men det er langt fra alle sygeplejersker, der arbejder, så de får tillæg.

Tager man tillæggene ud af regnestykket, så er der en markant forskydning i lønnen.

Diskussionen, om hvorvidt genetillæggene skal medregnes, har været oppe og vende de seneste år. Faggrupper som sygeplejersker og sosu-assistenter har holdt fast i, at tillæggene ikke skal medregnes. De mener i stedet, man skal kigge på grundlønnen, når lønninger skal sammenlignes.

Marianne Priskorn arbejder på et ambulatorium, et undersøgelses- og behandlingsafsnit, hvor de laver cancerudredning, undersøgelser, kirurgisk- og medicinsk behandling og forundersøgelser. Det er kun dagarbejde. Ingen genetillæg til hende eller hendes kolleger i afdelingen.

– Vi genkender jo slet ikke den løn der.

– Jeg synes, der kommer et skævt beløb frem, når nogle arbejder og får genetillæg, og andre ikke gør. Opgør man lønnen uden genetillæg, så viser rapporten, at vi har et lønefterslæb, siger Marianne Priskorn.

Patienterne

Rapportens tillæg viste også, at der er en klar tendens, hvor fag, der har mere end 70 procent ansatte kvinder, er markant lavere lønnede end fag, hvor der er flest mænd.

Det understregede komitéens formand, professor ved Aarhus Universitet og tidligere overvismand Torben M. Andersen, også ved pressemødet tirsdag.

For Marianne er det bare endnu et slag, der ikke anerkender sygeplejerske-erhvervet som vigtigt.

– Det er svært igen ikke at blive anerkendt, når vi har italesat i årevis, at vores løn er for lav og ikke svarer til den uddannelseslængde, kompetencer og det ansvar, vi har, siger Marianne Priskorn.

Hun mener først, at lønnen er tilstrækkelig, når man kan rekruttere og fastholde medarbejdere, og når sygeplejersker ikke får lyst til at rejse væk for højere løn. Det får hele sundhedsvæsenets fremtid til at se meget sort ud.

For når der ikke kommer flere sygeplejersker, kommer det på sigt til at gå ud over patienterne, frygter Marianne Priskorn.

– Jeg fornemmer en vis træthed i at skulle blive ved. Men jeg kommer ikke til at give op. Der er for meget på spil. Det handler ikke kun om min egen løn. Det handler også om mit fremtidige patientliv, andres patientliv og mine forældres værdige ældreliv.