Min mands sygdom har gjort ham ulidelig

Kære Renée

Min mand har altid været den sjove, og ham, der kunne aflede ungerne, hvis der var optræk til uro. Jeg derimod har været den, der skulle have ting i kasser.

For nogle år siden blev jeg gravid med vores andet barn, og en lille måned efter får min mand konstateret diabetes 2.

Kort efter får han en aften ondt i hjertet, og til sidst bliver det opdaget, at der ER noget galt, og han får isat stents.

Samtidig får han at vide af lægen, at hvis ikke det var blevet opdaget nu, havde han været død om kort tid. Han bliver angst, deprimeret og til sidst fyret.

Vores nye søn bliver dog min mands lys i mørket. Efter længere tids kamp bliver han tilkendt flexjob, og det hele ser lysere ud.

Jeg får overtalt min mand til endnu et barn, vores tredje. Corona rammer Danmark, og min barsel bliver på ingen måde det frirum, jeg havde glædet mig til.

I alt det her er min mand nu blevet en, der har brug for kasser, han er sur og tvær og beklager sig dagligt over, at han har ondt.

Min mand går mange ture for sig selv, samtidig med at han brokker sig over, at han aldrig har tid til at lave noget for sig selv.

Han siger åndssvage ting til vores teenagesøn og har også formået at give ham skylden for alt muligt. Ærligt talt ville jeg ønske, at det hele ikke var blevet opdaget.

Der er dage, hvor jeg ville ønske, at han ikke var der.

Jeg føler mig tvunget til, at jeg skal tage en beslutning om at stoppe det her ægteskab, når han lader sine frustrationer gå ud over resten af familien. Hvad skal jeg stille op?

Kan jeg være bekendt at skride fra min syge mand? At vores yngste barn ikke kommer til at vokse op med sin far. Og hvordan pokker jonglerer man med tre børn, når man intet netværk har overhovedet?

Hilsen

Den fortvivlede

Kære fortvivlede

Du spørger mig, om du kan være bekendt at skride fra børnenes far og mit helt enkle svar er, at ja, det kan du selvfølgelig. Det er der tusindvis af kvinder, der har gjort før dig.

Samfundsmæssigt er det heller ikke længere tabuiseret eller ødelæggende for en kvinde at gå fra sin mand, og økonomisk er det også muligt, især her i Danmark hvor en forælder, der er alene med sit barn/børn, kan få økonomisk støtte.

Så hvis det virkelig er det, du ønsker, og du ikke ser nogen mulighed for forandring for dig og din mand, kan du godt tillade dig at gå.

Spørgsmålet bliver selvfølgelig kompliceret af, at din mand har været syg, og af at han er blevet fyret fra sit arbejde.

Det er åbenlyst, at både sygdom og det at blive fyret kan forandre et menneske og være sindssygt hårdt at leve med.

Hans selvværd må være påvirket og den måde, du beskriver hans adfærd på, tyder også på, at han har det psykologisk dårligt.

Hans humør og hans vredesudbrud vidner om en presset mand – men dit brev vidner i høj grad også om en meget presset kvinde.

Hvornår nok er nok, kan kun du vide, og kun du mærke. Jeg vil altid mene, at vi skal give hinanden en fair chance, men hvor meget energi, der skal ligge i den chance, må være individuelt.

Mens jeg læste dit brev, tænkte jeg på, om din mand overhovedet har forstået alvoren og ved, at du seriøst overvejer at gå fra ham?

Har du sat dig ned sammen med ham og sagt til ham, at du faktisk ikke kan holde til det længere? Hvad ville der ske, hvis han forstod det, og hvis du på samme tid sagde til ham, at du ønsker, at I skal være en familie, men at du under ingen omstændigheder vil fortsætte, sådan som det er nu.

Enten skal han handle, gå i terapi, tage ansvar for sig selv og det vilkår han fik, få hjælp til at ændre de ting, der skal ændres, eller også vil du hellere bo for dig selv.

Jeg tænker også her, at han måske skal kigge på sin arbejdssituation – det virker som om, han har brug for at arbejde mindre, så han kan få overskud til familien.

Måske har du sagt alle de her ting allerede, stille og roligt, så han forstod det? Hvis du ikke har gjort det, og der stadig er noget i dig, der ønsker, at I bliver sammen, så synes jeg, du skal få det gjort.

Når du gør det, synes jeg også, I sammen skal lave helt konkrete aftaler for de forandringer, I begge ønsker.

Der er også den mulighed at sætte en dato på, hvor I sammen evaluerer, hvorvidt forandringerne var tilfredsstillende for jer begge to.

De to næste spørgsmål du stiller, handler om, hvorvidt du kan tillade dig over for dit mindste barn, at han/hun ikke kommer til at vokse op sammen med sin far.

Igen, ja, det kan du godt, hvis det liv, du kigger ind i, er uudholdeligt for dig? For hvad vil det gøre ved dig at tvinge dig selv til at blive sammen med din mand, fordi den mindste skal vokse op sammen med sin far, og hvilken slags mor ville det gøre dig til, hvis du selv var ulykkelig?

Det sidste, du spørger om, kan jeg godt forstå, du tænker på, for uanset hvordan du vender og drejer det, vil det blive hårdt at blive alene.

Det er et fuldtidsarbejde at have børn, og sammen med et fuldtidsarbejde får du nok at se til. Det positive kan være, at din mand også skal have børnene, således at I indimellem kan dele dem og begge få overskud til at være sammen med jeres børn, fordi I også begge to får dage, hvor I kun er jer selv.

Det har jeg hørt fra en del skilsmisseforældre: de samler kræfter, når børnene er hos den anden. I alt det er der selvfølgelig den forandring, det vil være for jeres børn, hvis I blev skilt, og den utryghed, det vil kunne medføre – især i overgangsperioden.

Det er også muligt, din mand vil være så meget imod at blive skilt, at det vil tage lang tid for jer at finde en fornuftig måde at samarbejde på.

Ikke fordi jeg tænker, de her ting skal holde dig tilbage, men de er vigtige at reflektere over. Jeg ved, jeg ikke kom med et entydigt svar til dig, og jeg tror ikke, det findes.

Måske mine ord kan hjælpe dig med at reflektere over, hvad du selv dybest inde ønsker? I sidste ende er det dit liv, det er dig, der bestemmer over det, og de valg, du træffer, skal selvfølgelig handle om dine børn og din mand, men de skal også handle om dig.

Kærlig hilsen

Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: