Mette og Julie fortæller, hvad der skete efter “Bachelorette”. Og hvorfor de aldrig ville gøre det igen
Arkivfoto: Mathilde Schmidt
Det virker eventyrligt, når man ser det på TV. Smukke, unge mennesker, der dater hinanden i Mexicos lækre omgivelser. Svømmeture i eksotiske cenoter, romantiske dates på stranden og følsomme kærlighedserklæringer.
Men virkeligheden var en helt anden for Mette og Julie, der havde hovedrollerne i programmet.
Lange dage fra solopgang til solnedgang med den ene date efter den anden, minimal alenetid og påklistrede smil. Sådan så de fleste af deres dage ud under de fem uger lange optagelser af “Bachelorette”.
– Der var nogle gange, hvor jeg så det lidt som et arbejde, fortæller Mette Sommer og fortsætter:
– Jeg skulle hele tiden være på, og jeg skulle give den samme energi til den mand, jeg var på date med, som jeg gjorde til en anden mand dagen forinden. Samtidig skulle jeg smile i sync, selv om jeg nogle gange havde mest lyst til at tage hjem.
Spørger man hende, om hun ville gøre det hele igen, er svaret et rungende nej. Det var alt for hårdt, fortæller hun.
Det samme svar giver Julie, når man spørger hende.
Hvorfor de to Bachelorettes har det sådan, vender vi tilbage til. Først skal vi have svar på, hvad der skete med deres forhold til henholdsvis Boris og Mads, efter de landede i Danmark tilbage i februar efter fem uger i Mexico.
Det kunne være blevet en anden
– Jeg ved, jeg kommer til at skuffe en fyr, som er virkelig vild med mig, og det kommer til at gøre megaondt. Jeg får bare totalt deja-vu, græd Mette Sommer i finaleafsnittet.
Det var som bekendt ikke første gang, at Mette Sommer medvirkede i datingprogrammet på TV 2. Sidste år stod hun også med våde øjne i “Bachelor” sæson 2 og blev afvist.
Denne gang var det med omvendt fortegn, da Mette sendte Stig hjem og tilbød sin sidste rose til Boris. Nu fortæller Mette, at det godt kunne være endt anderledes.
– Jeg havde brug for at date dem mere for at finde ud af, hvem det skulle være. Jeg havde brug for noget tid til at sætte mig ned og mærke efter, men det havde jeg ikke. Det er sådan, konceptet er. Jeg var i tvivl, men valgte at gå med den mavefornemmelse, som jeg havde haft fra starten, siger hun.
Udover at Mette var i tvivl, så var hun oprigtigt ked af at skulle skuffe Stig. Inden ceremonien fik hun det dårligt og forklarer i dag, at hendes nervesystem var helt færdigt på det tidspunkt i programmet.
– Der var mange ting, der rumsterede i mit hoved. Jeg havde det enormt dårligt.
Var du forelsket i Boris på det tidspunkt?
– Det er meget sjældent, at jeg bliver virkelig forelsket, men jeg kan hurtigt blive betaget af en mand, og jeg var betaget af Boris. Jeg synes virkelig, at der var en god grobund for en eventuel forelskelse.
Du siger i programmet, at han kunne være den eneste ene?
– Ja, det kunne han godt. Men hvis han var den eneste ene, så ville jeg være forelsket, og det var jeg ikke. I programmet er vi i en boble, og en forelskelse starter først, når du kommer hjem til kolde Danmark og kan få en hverdag til at fungere sammen.
Mette forklarer, at luften gik ud af ballonen, efter hun og Boris havde datet i en måneds tid. I stedet fandt hun tilbage til den mand, der i sin tid var årsag til, at hun meldte sig til “Bachelor”, fordi han havde knust hendes hjerte.
De to havde også kontakt, da Mette rejste til Mexico for at være “Bachelorette”. Hun vidste, han savnede hende, men hun valgte at satse alt og give det en chance med mændene i programmet.
– Kristian, min nuværende kæreste, var “the one that got away”. Det kunne jeg mærke, da det ikke gik med Boris, forklarer hun.
De to har siden april holdt deres forhold hemmeligt af hensyn til programmet.
– Det har været vildt irriterende og rigtig svært, også fordi folk er så nysgerrige. Jeg føler lidt, at det har været en klods om benet, lyder det fra Mette.
“Jeg var i tvivl, om jeg overhovedet skulle give rosen til nogen”
Da Julie tilbød sin sidste rose til Mads, var det akkompagneret af ordene: “Jeg har aldrig været i tvivl om, at du skulle have min sidste rose.”
Men hun var faktisk i tvivl, fortæller hun.
– På det tidspunkt synes jeg, at Mads er virkelig sød, og jeg er blevet rigtig glad for ham. Jeg kan godt se, at vi passer rigtig godt sammen, siger hun og fortsætter:
– Men jeg var også meget overvældet og i tvivl, om jeg overhovedet skulle give rosen til nogen. Min mavefornemmelse var ikke helt rigtig, og jeg vidste ikke, om der skulle ske noget, når vi kom hjem.
Efter fem uger i Mexico var Julie fuldkommen drænet. Hun trængte til at komme hjem og være alene. Men hun var glad, da hun tilbød Mads rosen.
– Det var en lykkefølelse. Jeg følte rus og eufori i hele kroppen. Det var dejligt at dele med en, der havde det på samme måde. Og nu var det endelig slut.
Julie Kriegler
Hun håbede, de kunne date videre i Danmark, og at der ville opstå stærke følelser mellem dem.
– Det er først, når man kommer hjem, at det hårde arbejde begynder. Og jeg er generelt god til at mærke, hvad der er rigtigt og forkert for mig. Det føltes ikke rigtigt.
De datede i omkring 10 dage og afsluttede kærlighedsrelationen på en ordentlig måde.
– Vi har en gensidig respekt for hinanden. Nu har vi gjort det her sammen, og selv om det ikke skulle være mig og ham, så tror jeg da altid, vi vil have et specielt bånd.
Bachelorette bag kulissen
For både Mette og Julie har det været mærkeligt at følge programmet de seneste to måneder, fordi det er længe siden, de selv var i de følelser, vi andre først har set i programmet nu.
Det har også været hårdt at være ansigtet udadtil. Interessen for programmet, dem som personer og deres privatliv har været stor – især – de sidste uger op til finalen.
– Jeg har holdt mig en del hjemme de seneste uger, fordi jeg synes, det har været ubehageligt at gå ned at handle, siger Mette Sommer og fortsætter:
– Folk er mega nysgerrige. Jeg var ude at handle i Jylland i en lillebitte flække. Alle servicemedarbejderne kom ud og lod som om, de stillede ting på plads, fordi jeg gik rundt derinde. Det var meget ubehageligt.
– Det har været et afsluttet kapitel for mig i rigtig, rigtig lang tid. Derfor har det været vildt underligt at skulle sidde og se det og blive ved med at holde ting hemmeligt, forklarer Julie Kriegler.
De sidste roser er uddelt i “Bachelorette”: Se her, hvem Mette og Julie valgte
Hun oplevede derudover ligesom Mette, at selve produktionen af programmet i Mexico var enormt drænende.
Flere gange bad hun om mere alenetid, men det var ikke muligt af hensyn til optagelserne, fik hun at vide. Da hun på et tidspunkt havde en dårlig dag, inden hun skulle på date med Rasmus, fortalte hun ham det på forhånd.
Han spurgte, om de så ikke bare skulle gøre det en anden dag. Men det kunne de ikke.
– Hvis det havde været i Danmark, så havde jeg ikke tøvet et sekund og rent faktisk aflyst den date, fordi jeg havde det, som jeg havde det. Men der er jeg jo bare nødt til at gøre det alligevel.
– Der var slet ikke tid til at sætte sig ned og mærke efter og reflektere. Det manglede jeg så meget dernede. Så det havde jeg jo virkelig brug for, da jeg kom hjem. Bare at være mig selv og komme mig over hele oplevelsen.
Hun mærkede også, at interessen for programmet og for hende voksede, som finalen nærmede sig.
– Der er foregået meget, og det har været travlt. Da vi var halvvejs, tænkte jeg: “Nu må det gerne snart ende”. Det har virkelig været hårdt.
Var I ikke forberedt på, at det formentlig ville blive sådan?
– Det kan godt være, at de verbalt forberedte os på det, men du kan ikke forberede dig på, hvordan det i virkeligheden bliver. For du har ikke prøvet det før, siger Mette.
Julie forklarer, at det særligt har været hektisk at skulle stille op til rigtig mange interviews flere gange ugentligt i ni uger, ligesom hun har skullet forholde sig til mange ting omkring programmet.
– Og det er jo også svært at sætte sig selv tilbage i de der følelser, når det netop har været et overstået kapitel i så lang tid, siger hun.
Ligesom Mette ville Julie heller aldrig sige ja til at være “Bachelorette” igen.
– Det var meget hårdere, end jeg føler, at jeg blev forberedt på. Jeg fik da at vide, at det var hårdt. Men det er jo også svært at vide. Nogle synes noget er hårdt, og andre synes noget andet er hårdt.
De understreger begge to, at det overordnet set har været rigtig sjovt og en stor oplevelse. Udover de gode venskaber, de er kommet hjem med, har de også fået et godt forhold til hele produktionsteamet omkring programmet.
Men nu glæder de sig begge til at vende tilbage til deres “normale” tilværelse.
– Jeg vil gerne finde tilbage til Mette Sommer og hendes værdier, veninder og familie. Alt der imellem – og lidt mindre Bachelorette-Mette.
– Og nu skal jeg ikke holde noget hemmeligt. Nu skal jeg ikke gå på listefødder. Nu skal jeg ikke gemme mig. Det bliver en forløsning for mig, siger Mette.
femina update ville gerne have forholdt TV 2 Mette og Julies oplevelser, men på grund af ferie har de ikke mulighed for at stille op til interview, oplyser TV 2. De har i stedet sendt et skriftligt svar fra redaktør Thomas Richardt Strøbech på mail:
“Det er ingen tvivl om, at det er krævende at være medvirkende i en stor produktion som ‘Bachelorette’ med mange dates og fuldt dagsprogram. Vi har undervejs haft en tæt dialog med Mette og Julie om deres forskellige behov, og justeret dagsprogrammer, hvor det var muligt.
Intet er forudsigeligt i ‘Bachelorette’ – derfor sker der også ændringer undervejs, og her er det vigtigt at være i tæt dialog og skabe trygge rammer for at vores medvirkende kan udtrykke deres behov undervejs.
Erfaringen fra i år er, at optagelserne var tætpakkede, blandt andet fordi vi har produceret flere programmer i denne sæson end tidligere. Vi er den erfaring rigere og tager det med videre i vores arbejde, da vi er meget opmærksomme på at skabe de bedste rammer for vores medvirkende."