Cecilie Uttrup Ludwig vinder VM-bronze i cykling
Foto: Thomas Maheux/Shutterstock/Ritzau Scanpix
"Blod, sved og tårer" eller i dette tilfælde "bræk, sved og tårer". Cecilie Uttrup Ludwig gav alt, hvad hun havde, og cyklede sig søndag til en bronzemedalje i verdensmesterskaberne i landevejscykling.
– Det er sgu cool. Det er bare fedt at få en medalje. Jeg kørte med alt, hvad jeg havde. Jeg er stolt, siger Cecilie Uttrup Ludwig i et interview efter løbet til TV 2 Sport, hvor tårerne fik frit spil.
Løbet trak tænder ud, og Cecilie Uttrup Ludwig pressede sig selv til det yderste for at få medaljen i hus.
– Jeg brækkede mig faktisk ret mange gange. Det var et virkelig, virkelig hårdt cykelløb. Jeg var tømt for energi med ret mange omgange igen, men vi blev ved med at køre igen og igen og igen, siger hun til TV 2 Sport.
Kamp til stregen
På trods af, at Cecilie Uttrup Ludwig gjorde sit ypperste, gik guldet i denne omgang til belgiske Lotte Kopecky, og sølvmedaljen tog hollandske Demi Vollering med hjem.
Det så ellers godt ud for Cecilie Uttrup Ludwigsen, der 7,2 kilometer fra målstregen satte et angreb ind, og sammen med Lotte Kopecky kørte hun væk fra de andre finalister. Desværre havde Lotte Kopecky flere kræfter i benene, og kort efter cyklede hun fra Cecilie Uttrup Ludwig.
For en stund tegnede det derfor til, at Cecilie Uttrup Ludwig skulle flyve hjem til Danmark med sølv om halsen, men på de sidste meter blev hun overhalet af Demi Vollering. Dog er Cecilie Uttrup Ludwig stadig godt tilfreds med bronzemedaljen.
– Det er noget pis at blive overhalet til sidst, men jeg er stadig stolt over mit cykelløb, for jeg kørte med, hvad jeg havde, og sådan skal det være, siger Cecilie Uttrup Ludwig.
Klara er vokset op blandt nordsjællands elite. Og der er noget, hun har brug for at sige højt
Bronzemedaljen, som Cecilie Uttrup Ludwig cyklede sig til, er den første danske VM-medalje siden 2017, hvor Amalie Dideriksen vandt bronze.
Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: