Hun ringede til sin far og mærkede sveden i armhulerne. Mere skulle der ikke til. Hun har ikke talt med ham siden

Achen i Tyskland 2021. Cathrine Laudrup-Dufour var i planlagt karantæne med sin hest Bohemian og resten af det danske hold, der var på vej mod OL i Tokyo. Hun savnede sin elskede, hustruen Rasmine, og ville lige give hende et kald.

Cathrine prøvede at ringe, men kom så i tanke om, at hun i forbindelse med parrets flytning og sin samtidige exit fra familiefirmaet for nylig havde glemt at tegne et nyt mobilabonnement. Hun lånte sin hestemassør Gittes gamle iPhone.

Samtalen, der herefter forløb, har hun beskrevet i sin nye biografi “Passage – Min historie”:

“Jeg fandt min fars telefonnummer i hendes kontakter og stirrede et øjeblik på navnet i displayet. Peter Dufour. Jeg havde ikke talt med ham siden sidst i april, og uroen prikkede lige under huden.

“Så trykkede jeg på hans navn, aktiverede højttaleren og trådte et par skridt baglæns for ikke at forstyrre den samtale, som var blevet genoptaget ved siden af mig.

“Hej Gitte,” sagde han, da han tog telefonen.

“Det er ikke Gitte. Det er mig, Cathrine ...”

Der var helt stille i den anden ende.

Jeg mærkede sveden i mine armhuler. Mere skulle der ikke til.

“Jeg har lånt Gittes telefon, fordi abonnementet på min egen er udløbet,” begyndte jeg.

“I morgen flyver vi til Tokyo, og jeg kan ikke nå at ringe til selskabet. Kan du ikke få Hanne fra jeres bogholderi til at sørge for, at min telefon bliver åbnet igen?”

Længere nåede jeg ikke, så afbrød min far mig.

“Du kan sgu da heller ikke finde ud af noget som helst, Cathrine.”

“Jamen, far … Jeg spørger jo bare, om du vil hjælpe mig …”

Men røret var lagt på.

Langt – og ingen steder

To år efter telefonopkaldet har Cathrine stadig ingen kontakt med sin far, som hun ellers altid nævner som hovedårsagen til sin store succes som dressurrytter på internationalt topniveau.

Vi mødes hjemme hos Cathrine på hendes og Rasmines firelængede gård i Fredensborg med masser af plads til konkurrenceheste og fri udsigt over bugtende kornmarker. Det er en af efterårets varme dage, og Cathrine vil gerne sidde i solen og suge den til sig.

De to bichontæver Cookie og Carla tuller hjemmevante rundt, og i det hele taget ånder der alverdens ro og idyl denne stille formiddag.

Helt så meget ro har Cathrine ikke indeni.

Snart udkommer “Passage – Min historie”, hvor hun har fortalt ting om sit liv til journalisten Birgitte Wulff, som ikke engang hendes to bedste veninder kendte til.

Cathrine er klar til at fortælle sin historie – ikke bare om vejen til de mange præmier om halsen, men også den om at vokse op i et hjem, hvor det ikke var normalen at tale om eller vise sine følelser.

“Passage – Min historie” er til tider hård læsning, men det er også en stor taknemmeligheds- og kærlighedserklæring til både Cathrines forældre og den ekstra familie, Cathrine har fået på sin vej.

Det er en beretning om, hvad det vil sige at få fuld opbakning hjemmefra, med alle de afsavn det kræver, men også om at mærke den naturlige trang til at få luft under vingerne og flyve fra reden.

Bogen er dedikeret til Cathrines mor og far. Alle de nærmeste relationer omkring hende, både private og professionelle, er blevet spurgt, om de vil medvirke med udtalelser. Kun hendes far har ikke ønsket det.

Du kommer fra et hjem, hvor man helst skulle holde kortene tæt til kroppen. Din bog er det stik modsatte …?

– Ja … jeg er før blevet spurgt, om jeg ville fortælle om mit liv, men indtil jeg mødte min kone Rasmine for fire år siden, følte jeg ikke, det gav nogen mening, min unge alder taget i betragtning.

– Men mødet med hende, hendes familie og flytningen her til vores eget sted har åbnet op for en helt anden følelsesmæssig dimension i mig. Da jeg så mødte Birgitte, der er forfatter på bogen, gav det pludselig mening.

Cathrine erkender dog, at det også har været grænseoverskridende.

– Jeg har aldrig været vant til at dele noget med nogen, og det var først, da jeg læste det færdige manuskript, at jeg fik ro. For alt, der står, er jo med stor taknemmelighed over for min familie og forståelse for, hvorfor vi er endt, som vi er i dag.

– Det handler i bund og grund om, at jeg har brugt mange år på at udvikle rytteren Cathrine og som atlet føler mig solidt funderet, men mennesket Cathrine har jeg aldrig rigtigt brugt tid på. Jeg har været langt – og alligevel ingen steder. Jeg valgte også, at hvis jeg skal lave den her bog, så skal den være ærlig.

Og dét er den.

Det startede godt, og på de ydre linjer så alt harmonisk ud. Allerede fra Cathrine fik interesse for ridesporten som femårig, støttede hendes far og moren Mona økonomisk – og ikke mindst: Lagde de enorme mængder tid, der er påkrævet, når en datter med stortalent skal bakkes op og køres til træning.

Hvor andre familier rejste på solferier til Spanien eller skiferier i Alperne, daffede familien Dufour af sted med hestetraileren til datterens konkurrencer og stævner.

Der var mange fødselsdage, bryllupper, fester og sågar en begravelse, forældrene gik glip af i omgangskredsen, fordi de prioriterede Cathrines hurtigt skalerende ridekarriere.

Selv vidste forældrene som udgangspunkt intet om heste. De havde sammen skabt et stort succesfuldt rengøringsfirma, men ridesporten blev hurtigt en livsstil, som alle i familien var fælles om. Det vil sige næsten alle.

Cathrines lillesøster, Celine, blev ligeledes optaget af ridning i ung alder – og var også god til det – men de to søstre var aldrig tætte, og da Celine mistede interessen for sporten i 9. klasse, skete den første grundlæggende ændring i familiedynamikken.

Gradvist havde Celine ikke mere brug for at høre om hestesport, og af hensyn til deres yngste datter besluttede forældrene, at der ikke skulle tales om ridning, når de spiste aftensmad.

Hvad talte I så om?

– Vi talte vist om skolen, og om hvad Celine havde af planer. Jeg lod bare være med at sige noget til sidst, for personen Cathrine brugte jeg jo ikke tid på.

Men hvad handlede beslutningen om?

– Nok om, at min mor syntes, jeg var meget forfordelt. For ét var, at mine forældre brugte mange penge på min sport, noget andet var den enorme tid, de investerede i mig. Den gik fra Celine, der ofte var alene hjemme med sine veninder.

– Så reglen blev lavet af respekt for hende, og i dag kan jeg godt se, at der var en skævdeling mellem os, men dengang føltes det bare lidt mærkeligt, fordi min passion for sporten var så stor, som den var.

Hvordan er jeres søsterrelation i dag?

– Vi har ikke den store kontakt. Vi er ikke uvenner, men det skabte en kløft, at hun stoppede med at ride. Vi havde ikke længere vores fælles ståsted, som før var sporten.

– Dén brugte jeg jo stadig al tid på, hvorimod hun rejste, festede og levede et mere normalt ungdomsliv. Alt det, jeg ikke selv gjorde.

Sig ikke noget til nogen

Da Cathrine var omkring 10 år, blev hun for første gang bevidst om, at følelser – særligt de negative – ikke var noget, man delte med andre.

Der var ikke mange veninder i Cathrines liv, men i sin biografi beskriver hun, hvordan hun klikkede med Nanna, som var datter af Helle, der ejede Hvalsø Rideskole.

De to små piger red på deres ponyer, talte om hovpleje, halve parader og overgange fra skridt til trav, svømmede i Cathrines forældres swimmingpool og spiste frikadellesandwiches på tankstationen.

Da Peter og Mona købte ponyen Moonlight til deres datter, flyttede den ind på Hvalsø Rideskole. Det satte gang i en masse sladder om familien Dufour funderet i massiv misundelse.

For brugte de ikke vel mange penge og meget tid på ponyer, pleje af dem, undervisning og træning?

– Min fars strategi var at stoppe med at indvi andre i vores liv med hestene. Og jeg blev påbudt at holde alt, hvad der kunne vække sladder, inden for familiens fire vægge.

I det hele taget skulle jeg bare sørge for at holde folk ud i strakt arm, forklarer Cathrine.

Desværre var Moonlight en af de ponyer, der ofte skulle en tur forbi dyrlægen med en skade.

Cathrine plejede at dele alt med sin lige så hesteinteresserede veninde, men da Nanna en dag oprigtigt bekymret spurgte, hvordan det gik med Moonlight, kunne Cathrine høre sin fars formaning for sig.

Derfor lød hendes afmålte svar: “Det må du spørge min far om.”

Sådan blev døren lige så langsomt lukket mellem de to piger – for hvad er et venskab uden fortrolighed? – og den blev først åbnet igen mange år efter, da de som voksne fik talt ud om tingene fra barndommen.

Hvad ville kærlighed sige i dit hjem?

– Hmmm … At der var opbakning, støtte – men også at man var en lukket kerne. At man ikke skulle dele noget med andre og omvendt heller ikke tale grimt eller sladre.

– Og slet ikke tale om det negative. Jeg vil sige, at enorm loyalitet over for hinanden i familien og dem, vi havde i vores team, var vores store styrke.

Ikke så mange kys, kram og kærlige ord?

– Min far var ikke typen, der gav kram. Det var mere køligt og poleret, derfor blev jeg også kendt for at være meget høflig og ordentlig.

– Jeg er da glad for at have fået de kvaliteter prentet ind, men jeg har lært, at der altså også er nogle andre lag, som kan gøre én lidt mere tiltalende og charmerende som menneske.

Far blev chef

At Cathrine havde talent som rytter, beviste hun gang efter gang, år efter år. Med sine heste Cassidy, Bohemian og Vamos Amigos red hun bogstaveligt talt sejrsgang i både Danmark, Europa og verden på dressurlandsholdet.

De utallige timers træning, hårdt arbejde i staldene og afsavn på andre fronter af ungdoms- og voksenlivet blev belønnet med bronze-, sølv- og guldmedaljer foruden andre hædersbevisninger ved blandt andet DM, EM, World Cup og deltagelse i to OL.

Hvad der også skete: I 2015 købte Peter og Mona det store ridecenter Grønagergaard i Roskilde med intentionen om at starte endnu et forretningseventyr ved siden af deres rengøringsfirma.

Cathrine havde startet sit eget lille firma, hvor hun trænede elever, og hun lejede sig ind i 15 bokse på Grønagergaard – ligesom hun også boede i en lille lejlighed over stalden.

Faren stod for forretningsplanen og den daglige drift, moren for det administrative og personaleplejen.

Men noget var skævt. Det var ikke Cathrines drøm at være trækplaster på et stort ridecenter, og hun blev heller ikke lukket ind i maskinrummet af sin far. Han traf egenrådigt de fleste beslutninger. Tonen kunne være hård, og hun kom til en smertefuld erkendelse.

– Jeg ønskede jo bare, at min far var min far – og ikke min chef. Men det var dét, han var blevet.

Da Cathrine til World Cup-kvalifikationen i Herning i 2019 mødte sit livs kærlighed Rasmine Laudrup, der er en dygtig springrytter, startede indflyvningen til konflikten mellem Cathrine og hendes far.

Ikke på grund af hendes seksuelle orientering, for Cathrine havde haft en kvindelig kæreste før. Men fordi trangen til løsrivelse fra farens styring pressede sig på, i takt med at de to kvinder overgav sig til kærligheden.

Din bog er også en kærlighedserklæring – særligt til Rasmine. Hvad var det, du oplevede i mødet med hende?

– Der gik ikke mere end en uge, før jeg vidste, at jeg havde fundet kvinden i mit liv. Hun var i et forhold med en mand, og jeg havde en kvindelig kæreste, som det ikke gik godt med, men Rasmine og jeg kunne hurtigt mærke, at der var noget helt særligt mellem os.

– Jeg har altid hørt folk sige, “når den er der, så ved du det”, og på et tidspunkt kørte jeg i bilen, og i radioen spillede de John Legends “A Good Night”, hvor han synger, “I think, I just met my wife”.

– Det tog jeg et screen af og sendte til Rasmine, og så skete der det syrede, at hun sagde, at hun altid havde håbet, at en eller anden ville sende hende netop den sang og erklære, at det var sådan, personen følte.

– Jeg var bare sådan: “Whaaat!?” Det var første gang, jeg nogensinde hørte den …

Cathrine griner, og solen skinner pludselig en anelse stærkere.

– Jeg prøvede ikke at presse for meget på, for det var jo helt nyt for hende at blive kæreste med en kvinde, men til en stor julefest for vores personale og venner kunne jeg bare mærke, at jeg var blevet alt for vild med hende.

– Så jeg spurgte hende ærligt: “Vil du mig eller ej? Du behøver ikke at udbasunere det for hele verden, men jeg må vide, hvad du føler?”. For hvis det ikke var gengældt, ville jeg blive nødt til at rejse langt væk. Mit hjerte ville være knust.

Rasmine gengældte følelserne, og Cathrine trådte ind i den kendte Laudrup-familie – Rasmine er datter af Brian og Mette Laudrup – og oplevede en helt ny måde at være sammen på.

– Pludselig oplevede jeg, hvordan det kan være i en familie. At kærlighed også er berøring, kram og omsorg, fortæller hun.

Mennesket Cathrine havde lidt at lære?

– I dén grad. Jeg har lært, at mennesket Cathrine er sårbart og ikke har rytterens hårde panser, og så har jeg erfaret, at alt bare er bedre, når man deler det med andre – stik modsat af hvad jeg er blevet fortalt hele mit liv.

– De relationer, jeg selv har valgt i mit liv, er de stærkeste og kærligste.

Cathrine rækker sin arm frem og viser en svagt udvisket tatovering på undersiden. Chosen family står der, og den skal snart opfriskes.

Ordet indbefatter hele Laudrup-familien, enkelte fra ridebranchen, hendes tætte veninder og parret, Rasmine og hun har firma med.

– Der opstår en særlig kærlighed, når man ikke kun er sammen, fordi man er familie, men faktisk tilvælger hinanden, fordi man knaldgodt kan lide hinanden og viser hinanden loyalitet. Det er virkelig vildt at prøve.

Mærk, om vingerne kan bære

Rasmine og Cathrine havde en tiltagende følelse af, at Grønagergaard ikke var stedet for dem. Cathrine var træt af diskussioner med sin far og af, at alt handlede om drift og økonomi.

Hun luftede tanken om at flytte og var også begyndt at blande sig mere i beslutningerne. Det faldt ikke i god jord.

En dag talte Cathrine med sin træner, finsk-svenske Kyra Kyrklund, som hun har et nært personligt forhold til.

– Jeg fortalte hende, at Rasmine og jeg drømte om at finde vores eget sted, og at det ikke kunne fortsætte sådan her. Og så sagde hun lige så stilfærdigt noget, som jeg aldrig glemmer:

– “Hvis I har en trang til at flyve, er I nødt til at komme ud og mærke, om vingerne kan bære. Det er forældrenes opgave at få fugleungerne til at flyve. Man er nødt til at sætte sine børn fri og ønske dem held og lykke.”

Med Kyras ord in mente skete det uundgåelige: Rasmine og Cathrine fandt deres egen gård – den, de bor på nu.

Men din far ønskede ikke at se sin fugleunge flyve …?

– Åbenbart ikke. Altså … Når jeg tænker mig om, så har jeg egentlig altid troet, at det var helt o.k., hvis jeg en dag ville tage imod et jobtilbud i en stor stald eller afprøve et eventyr i udlandet. Så derfor troede jeg vitterligt heller ikke, det ville skabe den kløft, vi har i dag, at jeg flyttede hjemmefra – og altså, fløj fra reden.

– Det kan lyde hårdt – men som Birgitte har skrevet i bogen, fandt jeg ud af, at alt har en pris, og at min far havde skrevet et gældsbevis, som var låst inde i en kiste, indtil årene var gået, og regningen skulle betales.

– Men hvordan jeg dog skulle kunne have gjort det anderledes, er jeg den dag i dag stadig ikke klar over.

Gældsbevis – forstået som at han havde ofret enormt meget på og for dig, men så blev det også forventet, at du dedikerede dig 100 procent til ham og familiefirmaet?

– Ja … jeg tror, det var sådan, det blev opfattet, for han har jo aldrig forklaret mig, hvorfor han er så vred. Min mor har fortalt mig, at han ganske rigtigt er enormt skuffet over, at jeg bare forlod skuden.

– At det var måden, jeg gjorde det på, og at han har sagt, at vi kan tale sammen om 10 år. Men helt ærligt? Ingen ved da, om de er her om 10 år!?

– Men ja, det har altid været ret klart, at jeg måtte stoppe til hver en tid med at ride. Men, det var ud fra devisen: “Hvis vi siger A, så siger du også A. Og hvis vi siger B, siger du også B. Du må også gerne sige slut, men så siger vi også slut.” Og det synes jeg faktisk, er 100 procent fair!

– For hvis ens forældre vier hele deres liv til én – ligesom mine har gjort – må der godt stilles krav. Jeg vil altid stå i taknemmelighedsgæld til dem … Men – jeg vil også have mulighed for at prøve andre ting af her i livet.

Hvor står din mor i det her?

– Vi har stadig kontakt og ses, men hun har valgt min fars side. Men særligt for hendes skyld håber jeg, at min far og jeg kommer på talefod igen, for det tærer på hende.

– Men selv om det kan lyde mærkeligt, er det ikke længere en sorg for mig, at min far ikke ønsker kontakt. Jeg har accepteret situationen, som den er – men min dør vil altid stå åben.

Klarer alt med kærlighed

Mennesket Cathrine landede et godt sted, da hun bredte vingerne ud. Og hun takker Rasmine for det.

– Jeg føler, det er hende og mig mod problemerne, vi kan marchere gennem det meste, bare vi er sammen.

– Jeg har været i en tunnel, og nu er der en passage fra mit gamle liv til nu, hvor jeg har mødt Rasmine. Livet har åbnet sig på en helt anden måde.

De to har dog også oplevet bagsiden af medaljen som kendte ansigter på de sociale medier. Særligt Rasmine har måttet lægge øre til ubehagelige beskeder, og det gør Cathrine ked af det.

– Min profil har meget drejet sig om rytteren Cathrine og min vej til at blive topatlet, og derfor preller alt negativt af på mig, men med Rasmine er det personen, de går efter.

– Det kan dreje sig om billeder fra vores ferie, hvor nogle synes, det er barnligt, at hun har fletninger eller lyserødt tøj på. I starten blev hun også kaldt golddigger, og det er jo så langt fra sandheden, for det var vitterligt mig, der jagtede hende.

– Det var hårdt for Rasmine, at jeg ikke stod op for den rigtige historie om os, men jeg har jo lært, at man aldrig svarer igen på rygter.

Parret blev gift på Fredensborg Rådhus for nogle år siden – kun Cathrines mor og Rasmines forældre var med, og bryllupskjolerne var erstattet af træningstøj.

Derfor tager de revanche med et brag af en romantisk vinterbryllupsfest i december med overnatning og brunch næste dag. Denne gang skal de i specialdesignede kjoler, og begge brude skal holde taler.

Cathrine kan ikke love, at hun kan holde tårerne tilbage, for det er mennesket Cathrine, der skal rejse sig foran alle og sætte ord på sin store kærlighed.

Du og Rasmine har luftet tanken om at få børn – hvad vil være det vigtigste at vise dem?

– Kærlighed! Jeg tror sgu, man kan klare alt med kærlighed. Det er jo dét, der gennemsyrer alle mine relationer nu med chosen family. Der er noget, der er større end sporten nu, den kører videre, uanset om jeg er med eller ej, selv om jeg da stadig drømmer om at blive verdens bedste.

– Jeg har været ude i et år nu, og i gamle dage havde det været hårdt for mig. Nu er jeg pisseligeglad, det er ikke dét, livet står og falder med. Rasmine og jeg har hinanden, og vi har en skøn familie.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: