Hun valgte sterilisation som 22-årig. Nu er hun 31 og hendes venner er begyndt at få børn

Caféen bliver hurtigt fyldt op, og da jeg skal bestille, må jeg lave en undvigemanøvre uden om en barnevogn, der står parkeret foran bardisken.

Der er overraskende mange børn – hvilket ikke er en detalje, jeg normalt ville tænke to gange over, men i dag er det anderledes.

For Amalie Langballe, der til daglig er journalist og forfatter, har altid vidst, at hun ikke skulle være forælder, og det er dét, vi skal snakke om her omgivet af småbørnsfamilier.

Et studie fra tidligere på året viser, at frivilligt barnløse er godt tilfredse med deres valg - også senere i livet. Også selv om en stor del af dem vælger børn fra tidligt.

Amalie Langballe har været så sikker på, at hun ikke ville have børn, at hun blev steriliseret for knap 10 år siden som 22-årig.

Det var der flere årsager til, men én af de afgørende var, at hun så sterilisationen som et værn mod en version af sig selv, der dukker op med jævne mellemrum.

For de to første måneder, efter hun møder en mand, får hun lyst til at få børn med ham. Om det er en biologisk urfølelse eller nyforelskelsens-kådhed, er hun ikke klar over:

– Jeg har to måneder, hvor jeg er så klar på at formere mig. Og så efter to måneder er det væk. Det er som en tåge, der letter, hvor jeg har det sådan: Hvad fanden foregår der?

Det har været sådan, siden Amalie mødte sin første kæreste som 19-årig. Men erfaringer fra flere forhold har gjort hende bevidst om, at følelsen fordamper som dug for solen efter et par måneder.

Med sit fravalg af børn er Amalie en del af den gruppe, Jennifer Watling Neal, professor i psykologi ved Michigan State University, kalder “børnefrie”.

Det er personer, der har fravalgt børn som et bevidst valg i modsætning til barnløse, der af medicinske eller sociale årsager ikke kan eller har fået børn.

Hun står bag et nyt forskningsstudie, der viser, at ligesom Amalie Langballe er de fleste børnefrie afklaret tidligt i livet:

– Generelt er det sådan, at de fleste mennesker, der er børnefrie, ofte var unge, da de traf beslutningen, typisk i 20'erne eller yngre, nogle gange i teenageårene.

Idéen til at studere gruppen af børnefrie udsprang af de faldende fertilitetsrater i USA og store dele af den vestlige verden, men også et skift i indstillingen til folk, der tager et aktivt valg om ikke at få børn:

– Det bliver mere acceptabelt, at folk er åbne om deres valg om ikke at få børn. Vi ønskede virkelig at forstå børnefrie mennesker bedre, især da de ikke rigtig er inkluderet i akademisk forskning.

De børnefrie er en gruppe, der historisk, videnskabeligt og kulturelt har været underbelyst, fortæller Jennifer Watling Neal. Derfor satte hun sig til, i samarbejde med forsker Zachary Neal, at se nærmere på de børnefrie.

Studiet bygger på data fra befolkningsundersøgelser i Michigan og viste, at graden af livstilfredshed blandt de børnefrie respondenter ikke adskiller sig fra andre grupper af befolkningen.

Blandt gruppen af ældre respondenter er der det samme niveau af tilfredshed, samt et tilsvarende lavt niveau af fortrydelse blandt de frivillige barnløse som blandt forældre.

Et liv uden børn

Helt tilbage til barndommen har Amalie Langballe ikke haft nogen drømme om moderskabet.

Behovet har været fraværende i en grad, hvor hun allerede som barn overvejede, om man fysisk kunne fjerne muligheden for at formere sig:

– Jeg havde en snak med min far, da jeg var barn om, at jeg bare gerne vil have “det” fjernet. Jeg vil heller ikke have menstruation, så jeg tænkte, hvorfor kan man ikke bare fjerne det hele, hvis man ikke skal bruge det?

Her måtte Amalies far, der er læge, forklare hende, at det ikke var sådan, det hang sammen.

– Men jeg ved, at så længe, jeg har været bevidst om, at sterilisation var en mulighed, har det været et oplagt valg for mig.

Amalie blev steriliseret som 22-årig. Det var i samme periode, at den danske lovgivning på området blev ændret.

Tidligere skulle man være 25 år for overhovedet at komme i betragtning, men da loven blev ændret, så alle over 18 år kunne søge om indgrebet, tog Amalie beslutningen om, at det skulle være nu.

Ifølge loven skal alle under 25 år, der søger om sterilisation, have en betænkningstid på et halvt år inden indgrebet.

Det halve år brugte Amalie Langballe på at overveje argumenter for og imod, helt systematisk. Men hun brugte også det halve år på at udforske idéen om, hvordan et liv uden børn ville se ud.

På den måde startede en form for imaginær tidsrejse, hvor Amalie besøgte fremtidige versioner af sig selv. Hun spolede frem til Amalie i start-30'erne, hvor vennerne forsvandt ind i moderklubber og bleskift.

Hun overvejede, om hun kunne leve med, at der var partnere, der ville forlade hende, fordi hun ikke ville have børn.

Hun udforskede idéen om Amalie som pensionist uden børn og børnebørn.

– Kan jeg se alle de her ting komme, og har jeg en plan for, hvad jeg vil i stedet?

Men da det halve år var ovre, og tidsrejsen afsluttet, var hun stadig afklaret.

Spørgsmålet om, hvorvidt hun kunne forestille sig et liv uden børn, var besvaret.

Det kunne hun.

Hun kom frem til, at det stærkeste modargument mod sterilisation var den lille, men alligevel virkelige risiko, der altid er forbundet med et kirurgisk indgreb:

– Det, der for mig blev det tungeste argument imod sterilisation, var, at det er under fuld narkose.

Hun husker at vågne op efter indgrebet. Det eneste fysiske spor efter sterilisationen var et lille ar på maven og en smerte i skulderen.

– Man bliver pustet op, når de laver indgrebet. Men den luft fiser ud heroppe omkring, siger hun og peger på sit skulderblad.

– Den del kan jeg huske, at have rigtigt ondt i skulderen, men det er også dét. Det hele bare føltes meget rigtigt uden de store følelser.

Hvis dit sexliv kører, hvorfor så snakke så meget om det?

Nu er én af de versioner af Amalie Langballe, hun forestillede sig op til indgrebet, blevet en realitet.

I dag er hun 31 år, en alder hvor en betydelig andel af omgangskredsen begynder at få børn.

På trods af den generelle fortælling om, at man ikke skal forvente at se sine venner i nogle år, når de bliver forældre, oplever Amalie, at hun stadig ser sine venner og trives fint i rollen som den børnefrie veninde.

Tilværelsen som freelancer gør, at hun kan mødes på skæve tidspunkter, der passer med barselstilværelsen:

– Jeg udfylder lidt en niche for mine veninder, som jeg ikke vidste eksisterede. Det tror jeg er ret eftertragtet. Og så er jeg en person, der godt kan komme til at glemme at spørge ind til barnet. Og det tror jeg, at mange af mine veninder værdsætter.

Hun oplever i overvejende grad en stor forståelse for sit valg.

Men nogle gange kan hun få en fornemmelse af, at nogle forældre har en opfattelse af, at man som en person uden børn er henvist til et slags Peter Pan-univers, hvor man ikke har indsigt i voksenlivets hemmeligheder.

Det er aldrig noget, der bliver sagt direkte, og det er ikke noget, Amalie Langballe oplever ofte eller fra sine egne venner, men mere fra perifere bekendte:

– Jeg kan godt fornemme, at nogle gange, når jeg taler med forældre, kan de have meget travlt med at fortælle mig, at deres sexliv er oppe og køre igen, at de er blevet mere effektive, de får lavet meget mere på arbejdet, de har ikke tid til at fjolle.

Her kan hun blive ramt af en følelse af, at forældre prøver at sælge idéen om forældreskabet, ikke kun til hende, men også til sig selv:

– For hvis dit sexliv virkelig kører, hvorfor så snakke så meget om det?

Jennifer Watling Neals forskning viser, at forældre nærer flere varme følelser over for forældre end over for de børnefrie voksne.

Det er det, man i psykologien beskriver som in-group bias, altså at man er tilbøjelig til at foretrække den gruppe, man selv tilhører, frem for andre grupper.

– Forældre og andre typer ikke-forældre, altså også barnløse, følte sig væsentligt mindre varme over for børnefri individer end børnefrie individer følte over for hinanden.

Demonstrativt barnløs

Amalie Langballe har skrevet kronikker om alt fra tidsoptimistiske venner, sex og overgreb, men hun havde egentligt besluttet sig for, at hendes sterilisation ikke skulle være offentligt kendt.

Alligevel endte hun med at skrive en kronik i Information som 23-årig med titlen “Jeg er demonstrativt barnløs”, hvor hun uddybede bevæggrundene for sin beslutning.

For da en overlæge, der i forbindelse med lovændringen, udtalte i medierne, at samfundet burde beskytte de unge kvinder mod at træffe en beslutning, de senere fortryder, kunne hun ikke sidde det overhørig.

– Det ville jeg gerne nuancere med mine erfaringer.

– Det er vigtigt, når der kan sidde nogle gamle overlæger og sige, at det fortryder man. Det kan jo godt være, at han ser kvinder, der har fortrudt, men det er meget generaliserende at gå ud fra, at det er sådan for alle.

Hun husker, at modtagelsen af kronikken var overvejende positiv, og at flere viste en stor forståelse for hendes valg. Særligt oplevede hun én type henvendelser fra mænd, der skrev, at hun skulle holde fast i sin beslutning:

– Et par af dem har skrevet, at de selv har børn, og jeg kan næsten fornemme en form for fortrydelse. Sådan: "Jeg har tre børn, og jeg havde måske kun overskuddet til ét.”

Mænd udgør størstedelen af de børnefrie. Jennifer Watling Neals forskning viste, at der er flere mænd (23 procent) end kvinder (18 procent), der er frivilligt børnefrie.

Faktisk havde gruppen af frivilligt barnløse flere fællestræk. Forskningen viste også, at folk, der altid har været single, er mere tilbøjelige til at vælge børn fra, end folk der er gift eller har en partner.

- Jeg tror, jeg i mange år troede, at jeg bare skulle være single og være glad i det. Den tanke kunne jeg egentlig godt lide. Det skræmte mig ikke. Jeg tænkte, at jeg ville have kærlighedsrelationer. Men ikke et livsvarigt parforhold.

Når man vælger børn fra, er det også et potentielt fravalg af partnere. Det var noget Amalie overvejede og var bevidst om.

Det oplevede hun, da hun fandt sammen med sin ekskæreste og fandt ud af, at den relation kom med en indbygget udløbsdato.

For hendes ekskæreste ville gerne have børn, det vidste han allerede, da de mødtes. Og derfor vidste de begge, at de var på lånt tid.

– Han vidste, at han ville have børn. Men han ville gerne være kæreste med mig. Vi var sammen, til han ville have børn. Og så slog vi op, fordi nu var det tid. Jeg prøvede ikke at overbevise ham. Det var helt vildt hårdt, men det var egentlig også meget respektfuldt og rigtigt. Det var ligesom, det skulle være.

Det forhold sluttede efter nogle år, da Amalie var 29 år. Efter bruddet bestemte hun sig for, at hun ikke kunne indgå i en relation, der på samme måde havde en indbygget afslutning.

– Efter min ekskæreste, tænkte jeg: "Okay, jeg kan ikke tage den her runde igen, hvis jeg møder en, hvor aftalen skulle være den samme”. Det er for hårdt til, at jeg gør det igen.

Moderinstinktet

Vi er rykket fra et bord i den ene ende af caféen til den anden. Larmen fra en gruppe børn blev for meget, så vi har søgt eksil ved et bord i vinduet.

Fravalget af børn skyldes ikke, at hun hader dem, det understregede Amalie Langballe også i sin kronik i Information.

Men hun har aldrig følt sig særlig moderlig eller haft det moderlige instinkt, hun til tider har observeret i andre kvinder.

– Hvis det var mig, der havde interviewet dig, kunne jeg have siddet et helt interview og ikke tænkt over, at du ikke havde en kop kaffe, siger hun med henvisning til de to kopper kaffe, der står på bordet mellem os, som jeg bestilte, inden hun kom.

Hun har lagt mærke til, at hvis hun er til en middag, er det tit en kvinde, der begynder at rydde af og hjælpe til med opvasken:

– Jeg er helt blind for det, og jeg har tit været i situationer, hvor jeg kommer til at kigge mig rundt, og jeg er sådan: Gud, vi er fire mænd og mig.

– Det kan jeg godt have et kompleks omkring. Måske fordi jeg reagerer dårligt på de kvinder, der er meget moderlige. Jeg er både meget fascineret, og samtidig har jeg det sådan adr, siger hun og skærer ansigt.

Da hun skrev sin kronik i Information, var der flere, der blev provokeret af hendes valg. I nogle af kommentarerne lød formaninger om, at hun ville blive klogere med alderen.

Én har kommenteret, at når Amalie som ældre har fortrudt sin sterilisation, kan hun jo skrive en kronik om det.

Men det virker som om, det bliver overflødigt, for Amalie Langballe er 31 år, barnløs og tilfreds.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: