Kvinder har skrevet ind for at spørge, hvordan man snaver, og hvad de skulle gøre med deres håbløse mand. Men noget har ændret sig

Mennesket er i sin natur et søgende væsen.

Vi googler det, vi ikke ved, eller tør spørge om.

Vi lytter til "Hjerteflimmer for voksne", "Sara og Monopolet", "Mads og A-holdet", læser selvhjælpsbøger og forsøger som Svend Brinkmann at stå fast og gå glip. Vi lader os inspirere af TED Talks og YouTube-explainers og giver hinanden velmenende råd i forsøg på at klare og forstå det forvirrende land kaldet livet.

Og når alt synes tabt, når vennerne ikke længere kan svare på, hvad ekskærestens seneste besked betyder, og om agurker på øjenlågene vitterligt ikke gør nogen forskel, tyr vi til brevkassen.

Brevkassen, mediernes orakel, der gennem århundreder har vejledt og guidet de rådvilde gennem nær sagt hvad som helst.

Brevkassen er en tidskapsel, der fører os ind i menneskelivets inderste. Den viser os, hvordan handlerum og muligheder har ændret sig over tid, men giver også indblik i de eviggyldige dilemmaer, et menneskeliv rummer.

Vi har altid spekuleret i kærlighed, familieforhold, økonomi og karrierevalg, og vi har altid spurgt brevkassen til råds, når vi har haft brug for at blive støttet i vores tvivl og taget alvorligt i livets svære valg.

Den tjeneste ønsker vi også at tilbyde her på femina update, hvor vi inden længe lancerer en spritny brevkasse. Her kan du spørge om stort og småt, sært og udfordrende og forhåbentlig komme til at føle, at du ikke er lige så alene, som du måske går og tror.

Men før vi dykker ned i forelskelsesdramaer og dilemmaer om funktionen af hårde og bløde opvaskebørster, skal vi tage et hurtigt kig ind i brevkassens forunderlige historie.

De vise mænd

Utroligt, men sandt, går brevkassetraditionen helt tilbage til 1691, hvor englænderen John Dunton bad læserne af sin avis The Athenian Mercury om at sende spørgsmål ind til et ekspertpanel bestående af 12 mænd, som han døbte The Athenian Society.

De vise mænd, der i virkeligheden kun bestod af Dunton selv og tre andre, svarede blandt andet på, om paven er ond, om der fandtes mænd før Adam, og om det overhovedet er muligt at skelne mellem drøm og virkelighed.

Men de blev også spurgt ind til mere moralske anliggender som blandt andet, om det er lovligt for to ugifte personer, der begge samtykker, at bo sammen, når nu ægteskabet er en menneskelig konstruktion.

Det mente mændene nu nok, selv om spørgeren skulle huske på at overholde samfundets regler.

The Athenian Society var en succes, som hurtigt blev kopieret, og som tiden gik, blev brevkassen et hovedsageligt kvindeligt domæne, hvis indhold ofte handlede om kærlighed, følelser og relationer.

Brevkasseskribenterne kom derfor også til at hedde navne som agony aunt og sob sister og brevkasserne Dear Prudence, Dear Abby, Ask Amy og så videre, for at skabe et slægtsbånd kvinder imellem.

Herhjemme har brevkassen også været fast inventar i stort set samtlige dameblade de sidste 100 år, hvor kvinder af alle slags har søgt svar på små og store frustrationer.

– Det er kvindehistorie, siger Aase Gullestrup, der står bag bogen "Livet er ingen strøgtur", hvori hun har samlet et udvalg af 75-års brevkassehistorik.

– Man kan se direkte på damebrevkasserne, hvordan samfundet har ændret sig over tid, fordi det er mange af de samme problemstillinger, der går igen. Men hvor en kvinde i 1930’erne blev rådet til at blive hos sin håbløse mand og typisk også blev opfordret til at være lidt sødere og rarere mod ham, og måske lave hans yndlingsret lidt oftere, så skulle hun i 1970’erne ikke finde sig i noget.

Små hverdagsproblemer

Der har været mange legendariske brevkasseredaktører i Danmark gennem tiden, og hver især har de spejlet den tid, de skriver fra.

– Men generelt har de også svaret meget realistisk i forhold til, hvad den almindelige kvinde kunne klare, selv om de måske kunne klare nogle andre ting i deres eget liv, siger Aase Gullestrup og nævner blandt andre Lise Nørgaard, der fra 1968 til 1980 stod i spidsen for brevkassen i ugebladet Hjemmet, og Agnes Henningsen, der skrev for Tidens Kvinder og Politiken.

Herudover kan også nævnes Tove Ditlevsen, der i hele 20 år bestred Familie Journalens brevkasse Små hverdagsproblemer.

Ditlevsens mantra var klart. Hun gik pragmatisk til værks, idet hun mente, at kunsten at rådgive andre mennesker ikke handler om at komme med sin egen løsning, men om at gennemskue den beslutning, de ofte allerede har truffet, men som de mangler accept til at føre ud i livet.

Det betød blandt andet, at hun opfordrede en småbørnsmor til at blive hos sin voldelige mand, fordi hun umuligt kunne tage økonomisk vare på sig selv og sine børn, og bad en anden kvinde tage sig sammen, fordi hun klagede over sin utro ægtemand.

Aase Gullestrup tror også, at dem, der skriver ind til brevkasserne, ofte godt ved, hvad de skal gøre. De mangler bare en bekræftelse eller et par friske øjne på deres situation.

– Brevkassen er som en fortrolig veninde, og dem, der skriver ind, har tillid til, at brevkasseredaktøren har en tilgang og en livsviden, der gør, at de kan give et kvalificeret råd eller se lidt mere objektivt på situationen. For det kan jo nogle gange være problemet med ens egne veninder.

Hvordan snaver man?

Selv om ordlyden i brevkassespørgsmålene har ændret sig over tid, rummer de en eksistentiel kerne, en almengyldig fortælling om livets tværgående spørgsmål. Noget i menneskelivet vil altid være det samme, selv om muligheden for at ændre på sin tilværelse i dag er anderledes end den var for 100 år siden.

– Et af de skønne spørgsmål, jeg lige kan huske, er en ung pige, der skriver ind til Lise Nørgaard for at høre, hvordan man lærer at snave, hvortil hun svarer, at det jo desværre ikke er noget af det, man får tilskud til inden for aftenskoleundervisningen, griner Aase Gullestrup.

– De unge piger spørger meget ind til usikkerheder, mens de voksne kvinder spørger ind til ægteskabet, besværlige mænd og menneskelige relationer. Det kan være enormt morsomt at læse, men samtidig er der også en masse smerte. For meget af det, der kommer frem, er jo alvorlige problemer.

Det er særligt i slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne, da kvindebevægelsen for alvor brager afsted, at Aase Gullestrup bemærker en ændring i den måde, brevkasseredaktørerne giver råd på.

– Førhen handlede det altid om manden, og at det var synd for ham, men i 70’erne forventer man, at kvinder har deres eget liv – at de begynder at tænke på sig selv.

Det gør sig også gældende i 1999, hvor det sidste brevkassesvar, Aase Gullestrup har med i sin bog, er fra.

– Her har man fuld forståelse for kvinder, der går fra deres mænd, siger hun.

Men hvorfor har vi så stadig brug for brevkasseformatet? Når vi i dag både lever friere liv og dertil kan spørge både google, ChatGPT, psykologer og podcastværter om nyttige livsråd?

– Spejling, svarer Aase Gullestrup prompte.

– Man vil godt have andre til at sige det, man måske inderst inde godt allerede selv ved, for alene det, at en anden siger det, gør det mere klart for en selv. Og det er det, brevkasser, terapi og sjælesorg hos præsten kan. Man har brug for spejling, og det finder man i brevkassen.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: