Jeg gav min eksmand to fribilletter til Legoland. Så vendte han retur med et overraskende krav

Kære Renée

Jeg er 45 år og blev for 16 år siden skilt fra min eksmand, som jeg har to børn med. Han har i hele vores ægteskab været meget manipulerende og udsat mig for psykisk terror og trusler om vold.

Det er han forsat med, efter vi blev skilt. F.eks. har han flere gange brugt vores søns nøgle til at låse sig ind i mit hjem.

Da børnene var små, gav jeg ham to fribilletter til Legoland, som jeg ikke selv kunne bruge. Efterfølgende ville han have refunderet sin egen billet og en bon for tre is, da han jo havde gjort mig en tjeneste, hvilket han fortalte børnene. De syntes naturligvis, det var synd for deres far.

Børnene har boet hos mig i en 10/4 ordning, og jeg har ordnet alt omkring dem, men han evner at få vendt alt, hvad jeg siger, så det ser ud som, jeg ikke har styr på tingene, overdriver eller er psykisk ustabil.

I sommer bestilte han desuden en 14-dages ferie i Italien, som fik den betydning, at han inddrog fire dage af min ferie med børnene.

Nu er børnene 16 og 20 år, og jeg oplever desværre, at kommunikationen mellem min eksmand og mig foregår gennem dem.

Jeg forsøger hele tiden på, at det ikke skal gå ud over børnene, og jeg bruger mange kræfter på at bide så mange frustrationer i mig, at det nogle gange føles som om, jeg ikke kan mærke andet end ked af det-hed.

Jeg frygter, at jeg er ved at miste mine børn, fordi jeg nu flere gange har oplevet, hvordan hans ord kommer ud af deres mund. Min søn nægter f.eks. at tale med mig i 14 dage, fordi jeg ikke vil/kan låne ham 3.000 kr. til en jakke.

Min veninde mener, at “de unger er så store nu, så de skal bare have ren besked, råt for usødet”, men er det virkelig løsningen?

Hilsen en MOR

Kære MOR

Du har bidt alt for meget i dig i alt for lang tid, men jeg synes, som dig, ikke, at der er grund til at sige noget til dine børn råt for usødet, hvad skal de bruge det til? Men det betyder ikke, at du ikke kan begynde at sætte grænser.

At din eksmand har brugt din søns nøgle til at lukke sig ind i dit hjem, er ekstremt, og det skulle du selvfølgelig have meldt til politiet dengang, det er jo indbrud. Historien med Legoland er også grotesk.

At han inddrager børnene i de her ting, kan du ikke styre. Men det, du kan styre, er, hvad du selv gør, og hvor du trækker stregen.

Et sted, du kan begynde, er at sige til dig selv, at du har gjort det godt, så godt, som det var dig muligt med dine børn. Derefter kan du f.eks. sige fra over for, at kommunikationen mellem dig og din eksmand skal gå gennem børnene.

Det betyder, at når din datter f.eks. kommer og siger, "far siger, at"- så er dit eneste svar "nå, hvor interessant". Derefter laver du dig selv om til en teflonpande, hvor det, han siger, glider af som et slimet spejlæg.

Du har ikke noget svar på det, han siger, og hvis din datter forsøger at få et svar, så siger du bare, at hvis han vil noget, kan han ringe til dig. Det vil helt sikkert generere en masse følelser i dig og måske også i din datter.

Det med grænser kan være virkelig vanskeligt, især i starten, alle de følelser kan du snakke med din veninde eller andre voksne, du er tæt på, om.

Det er dog mange års opsparet vrede og sorg, der fylder dig, over at være blevet behandlet respektløst og måske ikke at have fået sagt fra, og jeg synes, du skal kontakte en psykolog.

Du har været eminent til at passe på dine børn, men i den proces har du på en måde glemt at passe på dig.

Jeg ved, det er tudesvært, tag bare den aftale med sommerferien, hvor din eksmand på grænseoverskridende facon tiltusker sig fire af dine feriedage, men hvordan holder du fast i dit, uden at børnene bliver involveret?

Det er nærmest ikke muligt, fordi de er så store, og din eksmand er illoyal, så lige der vil du være nødt til at tage udfordringen med dem også.

Du kunne godt holde fast i jeres aftale og bede ham om at lave sine billetter om, men problemet ville være, at de er blevet så store, at hvis de besluttede at tage med deres far på en ferie, der gik ind over din ferie, kan du i realiteten ikke rigtig gøre så meget ved det.

Den anden mulighed er selvfølgelig at sætte hårdt mod hårdt, jeg er ikke sikker på, det ville være din stil? Der ville ikke være noget forkert i det, men måske er netop de kampe for sent, jeg ved det ikke?

Det betyder dog ikke, at det er for sent at lære at passe på dig selv og dine grænser.

Det er det, jeg tænker, du skal bruge psykologen til, også fordi du skriver, at du snart ikke kan mærke så meget andet end den ked af det-hed, det giver dig at have bidt alt i dig i så mange år.

Du trænger til at begynde at føle, du har dit eget liv. Jeg tænker, at dit brev til mig er begyndelsen på den proces, og jeg tror, den kan tage tid.

Vær tålmodig, tag dig selv alvorligt, få hjælp - du har ret til at leve dit liv og ret til at sige fra over for det, du oplever grænseoverskridende.

Vi kan ikke bestemme over, hvordan andre handler, tror og tænker, men vi kan forsøge at bestemme over, hvad vi selv vil være med til, og hvad vi ikke vil være med til, kærligt, venligt og bestemt.

Måske er der noget i dit liv, der har gjort, du ikke tror, du er værd at passe på? Men jeg ved, du er værd at passe på, tro på dét!

Kærlig hilsen

Renée

SKRIV TIL Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: