Sundhed
1. november 2023

Det er i din shampoo og creme. Og det påvirker migræne

Ny forskning viser en sammenhæng mellem hormonforstyrrende stoffer og migrænesmerter.
Af: Silje Qvist
hovedpine

Arkivfoto: Unsplash

Forskerne David Møbjerg Kristensen og Rikke Holm Rasmussen undrede sig.

Studier viser, at flere og flere mennesker får migræne eller tit oplever hovedpine. Hvordan kunne det være?

– Vi ved, at frekvensen af migræne er stigende i vores samfund. Vi begyndte at tænke på, om de stoffer, som der kommer flere af i vores miljø, kan være med til at påvirke smerteveje, der kan give migræne, fortæller David Møbjerg Kristensen og fortsætter:

– Det ved vi så nu, at de kan.

David Møbjerg Kristensen er professor på Institut for Naturvidenskab og Miljø på Roskilde Universitet og seniorforsker ved Rigshospitalet, mens Rikke Holm Rasmussen er ph.d. studerende ved Dansk Hovedpinecenter ved Rigshospitalet.

Migræne 

  • 500.000 danskere har migræne.
  • Det gør migræne til den tredje hyppigste folkesygdom i Danmark.
  • Migræne rammer især kvinder. Når migræne rammer én mand, vil knap tre kvinder have migræne.

En ny undersøgelse viser nemlig en sammenhæng mellem miljøforurening og migræne. Det gælder miljøforurenende stoffer som parabener, pesticider og en række andre kemikalier, som kan være i vores cremer, shampoo og andre produkter.

– Vi kan endnu ikke sige noget om, hvor stor betydning stofferne har endnu for migrænesmerterne. Denne her undersøgelse er det første spadestik, som har bevist, at mekanismerne påvirker hinanden, siger David Møbjerg Kristensen.

De miljøforurenende stoffer går ind og rammer en af de smertereceptorer, som vi har i vores nervesystem, og frigiver et signalstof, som udløser migræne.

Forskerne har testet blandt andet pesticider på deres musemodeller, som efterfølgende har fået smerter, der minder om migræne. Musene har været udsat for en høj koncentration af pesticid, der ville være tilsvarende for et menneske, der dagligt arbejder med pesticider.

Derfor er det ikke en koncentration, som kan sammenlignes med den koncentration, et alment menneske vil være udsat for.

– Vi kan ikke sige endnu, at et almindeligt menneske grundet et højt niveau af de forurenende stoffer får migræne – men vi kan sige, at der er en sammenhæng, siger David Møbjerg Kristensen.

I løbet af livet vil en ud af fire kvinder opleve migræne. Forskning viser også, at en kvindes migræneanfald rammer hårdere og længere end en mands.

– Kvindens indre hormoner, som er meget præget af hormoner heraf særligt østrogen, spiller sandsynligvis en større rolle i forhold til migræne end de kemikalier, som hun kan optage fra miljøet, siger David Møbjerg Kristensen.

Derfor er der ifølge David Møbjerg Kristensen ikke grund til at bekymre sig over den nye påviste sammenhæng. Det næste års forskning skal udpensle, hvilken betydning de kemiske stoffer kan have for migrænesmerter.

– Fremover skal vi kigge på lavere koncentrationer og se, om udfaldet kan være det samme. Det har vi en formodning om, at det gør, men vi kan ikke sige mere om det endnu.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs mere om:

Læs også