Isak føler, at hans sjæl og krop er vokset sammen. Endelig har han følelsen af at eksistere

Isak er skabt i Guds billede.

Han er skabt, som Gud synes, han skal være, og man kan ikke ændre på Guds værk.

Det lærer Isak, og sådan vokser han op. I en indremissionsk familie i Midtjylland får han at vide, at han er lige præcis den pige, som Gud har ønsket at sætte på jorden.

Men Isak føler sig ikke som en pige. Han føler sig ikke som den, han bliver fortalt, at han er.

- Det var noget, jeg begyndte at tænke over ret tidligt, at jeg havde en overbevisning om, at jeg skulle have været en dreng.

Isak fortæller, at han som barn havde en teori om, at han skulle have været det næste æg. At han var kommet for tidligt.

- Det sagde jeg til min mor, men hun svarede, at det jo så slet ikke ville have været mig, og det førte mig ud i en stor, eksistentiel krise.

32-årige Isak Møller rømmer sig lidt. Han er klædt i grøn fra top til tå og har kort, gyldent hår. Han har været på spontan tur til Berlin, og er nu et par dage i København, inden turen går hjem til Aarhus igen. Han skulle egentlig have været hjemme allerede, men den ven, han bor hos, har en kat, som holder på ham.

- Hvis ikke det var for katten, siger han grinende og forklarer indlevende, hvor nuttet den faktisk er.

Det gør nu heller ikke noget med et par ekstra dage i København, hvor LGBTQ+-scenen trods alt er lidt større end i Aarhus. Isak har været til forskellige møder og også deltaget i en paneldebat om stigningen i hadforbrydelser mod LGBTQ+-personer. Senere skal han til demonstration, fordi den højreradikale bevægelse Generation Identitær er blevet inviteret til et interview på Christiansborg.

- Det bliver jeg nødt til at kæmpe imod, siger Isak, og så får jeg jo også en ekstra dag med katten.

Jeg ville så gerne være en af drengene

Isak Møller voksede op i en kønsopdelt verden. I skolen legede pigerne med pigerne og drengene med drengene, og i lokalsamfundet herskede der en meget firkantet forståelse af, hvordan man som mand og kvinde kan udfolde sig.

- Jeg blev lært, at så snart man er født, er der ikke noget at gøre. Så jeg kunne ikke dele mine tanker med nogen. Jeg anede heller ikke, hvad det ville sige at være trans, så jeg tror ikke engang, jeg overvejede det.

I stedet voksede en tiltagende uro inde i Isak. Alt i ham føltes forkert, og da han ramte puberteten, kunne han ikke længere holde de mange modsatrettede følelser på afstand.

- Jeg har altid kæmpet meget, men jeg begyndte nok at få selvmordstanker omkring 12-års alderen. Måske før. Det faldt i hvert fald sammen med puberteten, hvilket sker for mange transpersoner, fordi det er der, kroppen for alvor begynder at ændre sig.

Isak beskriver puberteten som en periode, hvor han blev trukket mod afgrunden. Den tog magten fra ham, fordi han ikke kunne gøre noget for at stoppe sin krops udvikling. Og som 19-årig blev han indlagt, fordi han med egne ord “kom ret langt ud.”

Et par år forinden havde han ellers forsøgt at affinde sig med sin situation.

- Jeg blev nødt til at finde en måde at leve med det på, så jeg besluttede mig for, at der ikke var noget at gøre ved min følelse af, at jeg skulle have været en dreng. Jeg var også ret sikker på, at jeg var til fyre, og jeg tænkte, at det ville være sværere, hvis jeg nu var en fyr, der var til fyre.

I samme periode begyndte Isak at forkaste tanken om køn. Han ville ikke lade samfundet diktere, hvem han kunne være. Han opfattede køn som noget biologisk og kønsnormer som noget påduttet, der ikke skulle definere, hvordan han skulle være.

Men dogmet om, at køn ikke findes, var svært for Isak at efterleve.

- Jeg ville så gerne være en af drengene, og opsøgte hele tiden mandsdominerede rum.

Han begyndte også at læse matematik, og skiftede senere til ingeniørstudiet. Han overvejede også at blive håndværker, fordi han var drevet af at bevise, at han godt kunne få lov til at være en naturlig del af de maskuline brancher. Han insisterede på at være med.

Ville du ikke have det fint med at blive kaldt for hun?

En dag anbefalede Isaks søster ham en podcast, der handlede om en person, der levede i en mandlig krop, men som nogle gange følte sig som en kvinde.

Isak havde svært ved at forstå det. Han havde jo forkastet tanken om køn, så hvordan kunne denne person have så stærk en oplevelse af at have en skiftende kønsidentitet. Han spurgte sin søster, som svarede, at det var det samme, som at hun følte sig som en kvinde.

- Gør du da ikke det, spurgte hun.

- Nej, det ved jeg ikke, svarede Isak tøvende. Han var meget overrasket over sin søsters svar.

Mange år senere spurgte Isak en fyr, han datede, om han ikke ville have det fint med at blive kaldt for hun.

- Nej, svarede han.

Isak undrede sig, og spurgte så en veninde, der var erklæret feminist og ofte udtalte sig kritisk om kønsnormer, om ikke hun ville være ligeglad med at blive kaldt for han.

Det ville hun heller ikke.

- Det var der, jeg forstod, at andre har en fornemmelse af deres køn, og at min kønsfornemmelse så måske også var reel, selv om den ikke stemte overens med det køn, jeg var blevet fortalt, at jeg tilhørte.

Jeg havde behov for at forstå, hvad det hele var

I mange år levede Isak i troen om, at han var fanget i sin krop, at han aldrig kunne få lov til at vise sit sande udtryk, men at han stiltiende måtte acceptere sin tilstand.

- Jeg har deassocieret rigtig meget, hvor man flyver væk og ikke er tilstede i sin egen krop. Jeg har levet oppe i hovedet, fordi det var for ubehageligt at være i min krop. Min krop har været et værktøj. Den har føltes værdiløs og som noget, jeg ikke havde en forbindelse til.

- Men jeg har sagtens kunne se på min krop, selv om jeg ved, at det er noget, mange transkønnede har det svært med. Jeg vidste ikke, at det var smertefuldt. Jeg kiggede bare på mig selv og tænkte: Det er ikke mig.

Først da Isak var 26 år, fandt han ud af, at der overhovedet var noget, der hed en transmand. Han havde godt hørt om transkvinder, men aldrig overvejet, at det modsatte også eksisterede.

- Jeg troede, at jeg var den eneste i verden, fordi jeg aldrig havde haft nogen at spejle mig i.

Erkendelsen kom en dag i 2017, hvor Isak var på Youtube. I et kommentarspor var der en, som havde linket til youtuberen Miles McKenna, der er en amerikansk transaktivist.

- Jeg kan tydeligt huske det, siger Isak smilende.

- Jeg faldt ned i et dybt, dybt, dybt Youtubehul.

Isak blev opslugt. Men samtidig havde en anden strømning taget plads i ham, hvilket for mange nok kan forekomme lidt mystisk, siger han.

For netop som Isak fandt ud af, at det faktisk godt kan lade sig gøre at skifte køn, begyndte han at slutte fred med sin definerede rolle som kvinde.

- Eller jeg havde i hvert fald ikke samme uvilje mod det længere, siger han.

Derfor gik der også mere end fem år, før Isak talte med nogen om sine tanker. Han havde brug for at researche og forstå, hvad det ville sige at leve som transkønnet. Han kom fra en verden, hvor det at være transkønnet ikke passede ind, og det tog ham lang tid at forstå, hvorfor det at være transkønnet gav mening for ham.

- Jeg havde behov for at forstå, hvad det hele var, før jeg kunne acceptere, at kønsidentitet er en ting, og at det var det, jeg oplevede ikke stemte overens.

Udover et behov for at forstå kompleksiteten i sin situation, frygtede Isak også, hvad andre ville mene, hvis han kom ud som transmand. Han var bange for, at ingen ville kunne acceptere ham eller rumme ham. Han følte sig skør, at det hele var noget, der bare foregik inde i hans hoved.

- I den periode var jeg også i parforhold med en heteroseksuel mand, og jeg var bange for, hvordan han ville reagere, hvis jeg fortalte, at jeg i virkeligheden var en fyr.

Bange for at være helt forkert

I 2021 åbnede Isak op over for sin daværende partner, der også er en del af LGBT-miljøet, som mødte ham med stor forståelse. Lettelsen var enorm. Han havde været drevet langt ud og kæmpede dagligt med angst, depression og tilbagevendende selvmordstanker. Men han var fortsat i tvivl, og der gik yderligere otte måneder, før han turde tale med flere om det.

- Det var virkelig mærkeligt, for hvordan taler man med andre, når det eneste man kan tænke på, er, om de stadig vil kendes ved en, hvis man fortæller det her om sig selv.

Sammen med sin kæreste tog Isak kontakt til lægen for at få en henvendelse til Center for Kønsidentitet. Han var stadig ikke klar til at bruge ordet transkønnet, men sagde, at han gerne ville snakke med dem om sin kønsidentitet. Lægen kiggede undrende på ham. Hun ville gerne hjælpe, men havde ikke prøvet det før, så Isak måtte assistere hende med at google, hvad hun skulle gøre. Han blev sendt hjem med beskeden om, at han ville høre noget på et tidspunkt.

Samtidig meldte han sig til et forløb med andre, der også var i tvivl om deres køn. Deres første opgave var, at de skulle snakke om, hvad de var bange for.

At være et misfoster.

At være vanskabt.

En freak.

Farlig.

Helt forkert.

At være en, der ikke passer ind nogen steder.

- Alle vores tanker blev skrevet op på tavlen. Det var virkelig hårdt, men det var også vildt at opleve, at de andre havde det på samme måde som mig. Jeg havde frygtet at komme ind i et rum fyldt med freaks, fordi det ville bekræfte, at jeg var en freak. Men her var der bare en masse søde, helt almindelige mennesker.

- Jeg var faktisk ret chokeret over, hvor nice og normale folk var, og det at få lov at se de andre og tænke: 'Det er da fint, at du har det, som du har det, og er, som du er. Det kan jeg sagtens rumme - og så er jeg måske heller ikke selv så mærkelig?

Selv om Isak oplevede en styrke i mødet med de andre, fik han det tiltagende værre, mens han ventede på sin henvisning.

Dagene gik, intet svar. Han isolerede sig og kunne ikke spise. Hans krop ville ikke acceptere mad, han skulle tygge, så han levede af proteinpulver. Han følte, at han stod ved afgrunden, helt blottet og samtidig uden en vej tilbage.

- Når først man er kommet til det punkt, hvor man har indrømmet over for sig selv, at man er transkønnet, er det helt ulideligt at vente, siger han.

Dagene slæbte sig endeløst afsted. Men så en dag modtog Isak en mail i sin e-boks. Han havde fået en henvisning til Center for Kønsidentitet i Aalborg fem måneder senere.

Isak skulle igennem fire samtaler, før han kunne påbegynde sin medicinske behandling. Det var et hårdt forløb, hvor han hele tiden var bange for at træde forkert.

- Det føltes meget ubehageligt, fordi .. jeg var 30 år, og jeg vidste, at jeg ville skifte køn, men også, at jeg skulle tale med de her mennesker for at få adgang til det. Det føles meget farligt at være ærlig, fordi man er så bange for at blive mistænkeliggjort.

Isak fumler lidt med hænderne. Bliver stille.

- Jeg får det ubehageligt, når jeg taler om systemet, siger han endelig.

- Det føles som at have en pistol for panden.

At leve i verden som sig selv

Et år og to måneder efter sin henvisning kunne Isak endelig starte på hormoner.

- Jeg græd, da det var gået igennem, siger han, det var så fantastisk.

Samtidig begyndte han at åbne op overfor flere i sit liv.

- Jeg kom først ud, da jeg var klar til at miste alle mine relationer. Det troede jeg, at jeg ville, men på det tidspunkt havde jeg erkendt, at den vigtigste relation er den til mig selv.

Til trods for Isaks frygt, oplevede han, at de fleste af hans relationer blev bedre. Før havde han følt sig distanceret. Han havde følt, at han snød folk. Men nu kunne han endelig stå frem som sig selv.

- Jeg tror, at grunden til, at så mange transpersoner har det dårligt, er, at man ikke får lov til at være den, man er. Det er ikke transkønnetheden, der gør det, for hvis vi får mere plads til at mærke efter og udleve os selv, så får vi det også bedre.

Isak sagde til sine venner, at det var okay, hvis de ikke forstod ham. At han selv havde brugt fem år på at forstå det. Men at det var vigtigt for ham, at de respekterede hans beslutning. Det gjorde ikke noget, at de kom til at bruge hans gamle navn, hvis bare de prøvede. Og det gjorde de fleste. Men der var også nogle i hans nære familie, som havde svært ved at forstå hans valg. De var bange for, at han ødelagde sin krop, at han løj for sig selv.

- Jeg ved, at det især for ens tætte familie kan være et chok, fordi de også har en forestilling om en bestemt fremtid for en, så den sorg skal de på en måde lige komme sig over, før de kan acceptere, at det kommer til at se anderledes ud.

Isak kalder sin transition for en “mirakelkur” for ham. Eller i virkeligheden er det ikke transitionen, der er mirakelkuren, siger han, men det at få lov til at leve i verden som sig selv. Den forandring har gjort, at han for første gang har følelsen af at have en fremtid.

- Jeg er oprigtigt taknemlig for, at jeg har formået at overleve længe nok til, at jeg endelig kan få lov til at leve. At jeg når at opleve at eksistere i verden på den her måde.

Men selv om det for Isak har været en livsnødvendig forandring at transitionere, har det også været forbundet med en masse usikkerhed. Han har været meget i tvivl, meget forvirret omkring sin egen position, sit eget væsen. Og det skal der også være plads til at sige højt, mener han.

- Mange har en idé om, at man vågner op en dag og finder på det at være transkønnet og så kort efter har man opereret hele sin krop om, men sådan er det ikke. Det er en lang, indre proces.

Isak brugte for eksempel fire år på at tage tilløb til at klippe sig korthåret, fortæller han.

Han gjorde det under lockdown. Han var bange for at blive set, at blive afsløret, men samtidig vågnede han op hver morgen og så sig begejstret i spejlet.

- Første gang jeg klippede mit hår, var første gang jeg oplevede at kunne genkende mig selv i spejlet. Det gav så fucking meget håb og glæde - fuck, jeg var glad!

I det hele taget føler han, at han for første gang endelig kan mærke sin krop, at han har fået kontakt til sig selv.

- Det føles som om, jeg er vokset sammen, siger han.

- Sådan, min sjæl og min krop, især lige midt i brystkassen. Jeg har meget mere følelsen af at eksistere. Jeg kan bedre trække vejret, og har slet ikke lige så meget angst, selv om jeg nu lever et langt mere risikabelt liv og gør skræmmende ting hele tiden.

Isaks oplevelse kaldes transjoy, og det er vigtigt at huske på, mener han, for det er faktisk ikke det værste i verden at være transkønnet, som han siger.

- Det bliver hurtigt alt det hårde, vi taler om, men der er jo en grund til, at vi går igennem det her, og det er, at det er så enormt livsgivende at få lov til at udtrykke sig som sig selv. Mit liv er kun blevet bedre, efter jeg har fået lov til at eksistere i verden som transkønnet, sammenlignet med før, hvor jeg levede som ciskønnet, heteroseksuel kvinde, og egentlig “passede” bedre ind.

Derfor er det også vigtigt for Isak at påpege, at det ikke er det at være transkønnet, der øger selvmordsrisikoen. Det er det at være transkønnet og ikke få lov til at eksistere i verden, som den man er. Det er dét, der dræber, mener han.

- Da jeg endelig sagde det højt, forandrede noget sig. Jeg lukkede øjnene, og da jeg åbnede dem igen, var verden anderledes. Den var bedre.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: