Underholdning
11. december 2023

Hun er vild med Danmark - og nu har hun købt endnu en ting, der beviser det

”Emily in Paris”-stjernen og hendes mand Charlie McDowell breder sig ved søerne i København. Nu har hun sikret sig endnu et husnummer på vejen
Af: Signe Frederikke Pedersen
FC København vinder årets Superliga og fejres i med march og festen i og omkring parken. Her er det: Lily Collins og Charlie McDowell

Foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix

Det er efterhånden en ganske eklatant underdrivelse, når man siger, at den britisk-amerikanske stjerne Lily Collins ”ikke kan få nok af Danmark”.

Siden hun erhvervede sig et hus i de attraktive københavnske kartoffelrækker, er hun blevet FCK-fan, ladcykelejer, og desuden ualmindeligt glad for at lufte sine hunde ved Eremitageslottet ved Dyrehaven.

Og nu ejer hun og husbonden Charlie McDowell gennem deres selskab Case Study Copenhagen altså endnu en adresse – lige ved siden af det kartoffelrækkehus, som de købte i foråret.

Det fremgår af oplysninger fra tingbogen. Parret har givet samme betragtelige sum for deres nyeste boligkøb, som de også slap tilbage i marts, da de indledte københavnertilværelsen med de første 182 kvadratmeter.

Priskiltet lyder nemlig på 14 millioner kroner. Hvilket ifølge oplysningerne om handlen er 250.000 kroner lavere end den oprindelige ønskede pris.

Har fundet et smuthul

Netflix-stjernen – som er datter af ingen ringere end den britiske megastjerne Phil Collins – kan se frem til at overtage nabohytten den 31. januar.

Ligesom det var gældende med første huskøb midt i den danske hovedstad, så er også handlen af nabohuset sket gennem parrets selskab, som de oprettede i 2022.

Lily Collins og Charlie McDowell ejer hver 50 procent af virksomheden, som har til formål at drive virksomhed inden for medieproduktion, ejendomsvirksomhed og boligudlejning.

Og netop denne sidste del udgør en vigtig del af det ”smuthul”, som sikrer, at Collins og McDowell overhovedet kan købe husene i Danmark.

Med hjælp fra et af Danmarks dyreste advokatfirmaer, Gorrissen Federspiel, oprettede de nemlig det danske selskab, som formelt ejer huset.

På den måde kan stjerneparret ”leje deres eget hus” af deres firma, så de smyger sig uden om reglerne, der ellers kræver, at man har boet mindst fem år i Danmark, og at man har ret til at bo her - for eksempel som EU-borger.

Artiklen blev første gang bragt på Se og Hør. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også