De andre soldater sagde til hende, at det var godt, hun ikke kyssede med nogen. Flere år senere gik noget op for hende

Bomberne blander sig med støvet fra det sandfarvede grus i det golde og øde landskab, som kun brydes af bjergtoppe og ensomme træer. Omgivelserne er ubarmhjertige og spartanske, og varmen kvælende med op til 50 grader, når det er allerværst.

Vi befinder os i Helmandprovinsen i det sydlige Afghanistan i sommeren 2006, hvor Anika Tronier er udsendt som den eneste kvinde på det første danske hold i provinsen.

Missionen er at skabe sikkerhed og stabilitet efter Taleban-regimet blev afsat af en internationalt støttet militæraktion fem år tidligere, og det, der skulle have været en genopbygningsproces af byen Musa Qala, støder ind i alvorlige udfordringer, da Anika og de andre soldater rammer en Taleban-højborg.

De næste fem uger er den danske enhed og de britiske soldater, som de ellers skulle afløse, under kraftig belejring, men på trods af de voldsomme oplevelser er der flere af de andre soldater, som Anika undgår - nemlig alle dem, hun ikke kender, som hun frygter let kan misforstå hende og hendes intentioner, fordi hun er kvinde.

Hun er ekstremt bevidst om ikke at kigge dem i øjnene, ikke snakke for meget med dem eller få en lidt for god forbindelse til nogen af dem.

Sker det, er det hendes bekymring, at nogen vil se det, og at rygterne vil begynde at sværme; "Ej, hun har sikkert knaldet eller kysset med ham der”, og det vil hun for alt i verden undgå, for så vil hun miste den respekt, hun har kæmpet så hårdt for at opnå.

“Combat-Barbie” bliver hendes kaldenavn i bogen "3 Para".

En britisk bog, der rummer fortællinger fra kampene den sommer i Afghanistan, hvor danske og britiske styrker kæmpede side om side, og på trods af sit ønske om det modsatte, er Anika blevet bemærket.

Hun beskrives i bogen som “Combat-Barbien”, der er en effektiv “50 caliber machine gunner”, men som ikke er en del af broderskabet, og hvor snakken går på, at hun aldrig ser de britiske soldater i øjnene.

- Det var et helt bevidst valg, men at det har været så udpræget, at jeg har holdt så meget afstand til andre soldater, andre mennesker, at det simpelthen står i en bog, at de har lagt mærke til, at jeg ikke har kigget dem i øjnene.

- Jeg blev næsten lidt ked af det, da jeg læste det. Jeg havde fået sat mig selv et enormt ensomt sted, og det sætter sådan en streg under det, fortæller Anika, mens hun spejder ud i stuen, som om hun kigger efter bogen, men hurtigt vender hun tilbage til vores samtale.

Vi sidder over for hinanden ved et mørkt træbord i et stort lyst køkkenalrum med enorme vinduespartier, som holder kulden ude, men lukker lyset ind. Gennem vinduerne kan jeg se ud på en stor havetrampolin, som hendes tre piger kan hoppe på, ligesom de kan gå hen og klappe hestene på marken tæt på. Omgivelser og et liv, der står i skarp kontrast til kampene i Helmandprovinsen.

Nu er der gået 17 år siden udsendelsen, og Anika kan se tilbage på en tid i militæret, der har budt på mange gode oplevelser og gode mennesker og kollegaer, men også på en tid, hvor det langt fra altid har været nemt at være kvinde og til tider den eneste kvinde.

- Jeg ved, at jeg kan møde masser af modvind ved at stille mig frem med det her, men der bliver nødt til at være nogen, der går i fronten og taler om de her ting, siger hun med et bestemt blik i øjnene.

Den eneste kvinde

Første gang, Anika er i kontakt med militæret, er efter gymnasiet, hvor hun starter som værnepligtig. Planen er derefter at blive optaget i politiet, men hun får et afslag. Hun tænker, at de vil acceptere hende, hvis hun bliver lidt mere moden og styrker sit selvværd, og det håber hun, at militæret kan hjælpe hende med. Hun ringer derfor til dem for at høre, om de har en plads til hende.

- Ham, jeg ringede til, grinede lidt og sagde: “Ja, du kan komme på Bornholm på mandag”, og så tog jeg simpelthen til Bornholm, siger Anika og fortæller, at hun undrede sig lidt over, hvad det mon var, han grinte af.

Men der gik ikke mange dage på Bornholm, før Anika fandt ud af forklaringen. Det gik nemlig op for hende, at hun var den første og den eneste kvinde i enheden.

Hun var kommet til et gammeldags sted, hvor miljøet var præget af en stram hierarkisk struktur, der dikterede, hvem der skulle feje gulvet, og hvem der skulle lave kaffen, og det var uanset dit køn, fortæller hun.

Men ét område, hvor hun oplevede, at hendes køn spillede en afgørende rolle, var, da det kom til hvilken funktion, hun kunne få lov at få, og om hun måtte blive en del af en af grupperne.

Hun fortæller, at det at være frontløber og være der, hvor det sker, ligger i hendes DNA, og hun ville derfor rigtig gerne være en del af en opklaringsgruppe, som ofte opererer bag fjendens linjer for at indhente værdifulde informationer.

Men fordi hun er kvinde, oplevede hun, at hun skulle kæmpe en kamp for at undgå at blive tildelt sanitetsgrenen, som varetager de sundhedsfaglige opgaver. Dette på trods af, at hun fik at vide, at hun var fysisk og mentalt stærkere end mange af dem, som hun havde været til optagelsesprøve med.

Men til sidst lykkedes det, og hun blev en del af en opklaringsdeling på Bornholm som den første kvinde.

- Jeg var sindssyg stolt, men samtidig var det enormt hårdt, fordi jeg havde lavet nogle strategier i et forsøg på at beskytte mig selv og prøve at passe ind i gruppen, men det krævede enormt meget energi at vedligeholde, fordi jeg følte, at jeg ikke måtte vise "svaghed", forklarer hun.

Hun følte sig ikke god nok, hun følte hele tiden, at hun skulle bevise, at hun var værdig til at være der som kvinde, og hun jagtede konstant anerkendelse fra dem, der var øverst i hierarkiet.

- Jeg følte, at jeg skulle knokle 400 procent for halvdelen af anerkendelsen, og at all eyes are on me, så hvis jeg fucker op, så vælter korthuset, og så mister jeg alt, jeg har knoklet røven ud af bukserne for at opnå. Alt ryger, og så er jeg nede til square one, og så kan jeg lige så godt give op, siger hun.

Men at give op er ikke en del af hendes ordforråd, fortæller hun, så hun knoklede videre, lukkede sig om sig selv og bad aldrig om hjælp.

Efter noget tid blev hendes hold udsendt til Helmandprovinsen i Afghanistan, hvor Anika var den eneste kvinde. De skadelige mønstre, hun havde tilegnet sig, fulgte med til Afghanistan, hvor hun gjorde alt for at vise, at hun i hvert fald ikke levede op til de fordomme, som hun oplever, der hersker om kvinder i forsvaret.

Kvinder er feltmadrasser, de er kun inde i forsvaret for at finde mænd, de kan ikke løbe hurtigt nok, de kan ikke bære noget og de kan i hvert fald heller ikke køre bil. Det er nogle af de ting, der bliver sagt om kvinder i forsvaret, fortæller Anika, som dog aldrig oplevede, at nogle af de her ting blev sagt direkte til hende, hverken i Afghanistan, på Bornholm eller i værnepligten.

Men hun hørte det blive sagt om andre kvinder.

- Men jeg er jo også kvinde. Der var mange, der sagde: “Du er skide sej, og det er så godt, at du ikke er sammen med nogen eller kysser med nogen”, men fordi jeg er kvinde, har jeg så lille et råderum, siger hun og peger ned på sit armbånd, hun netop har taget af.

Hun peger uden for armbåndet og fortæller, at hvis hun bare trådte lidt udenfor, så frygtede hun, at hun ville tabe alt og blive anset som en af de kvinder, der ikke kan noget.

Men aldrig at sige det højt, hvis noget er for hårdt, aldrig at fortælle, hvis man bliver bange, aldrig at dele, hvordan man reelt har det og altid opretholde facaden som den stærke, gode soldat, var ikke uden konsekvenser på den lange bane.

Under tiden i Afghanistan knoklede hun bare på, der var ikke tid til at tænke for meget over tingene, og da hun kom hjem, startede hun direkte op i politiet. Men efter nogle år indhentede fortiden hende, og hun kunne hun mærke, at det var blevet lidt hårdt at komme op af sengen.

Hun begyndte derfor til psykolog, men det, der for alvor fik hende tilbage på benene, var, da hun lærte at forstå årsagen til, hvorfor hun havde tilegnet sig alle disse mekanismer - da hun lærte at forstå sin bagage og rydde ud i den.

Kvinder hører også til i Siriuspatruljen

I dag er Anika stadig delvist tilknyttet militæret, og så er hun aktuel som vært i TV-programmet "Slædepatruljen".

Her indgår 18 kvinder i et forløb inspireret af Forsvarets optagelsesprøve og Slædepatruljen Sirius’ forskole, og gradvist bliver de smidt ud, så der til sidst står de kvinder tilbage, der har det, der skal til at for at køre med i Slædepatruljen Sirius.

Patruljen har eksisteret siden 1950 og har til opgave at opretholde suveræniteten i det ubeboede Nordøstgrønland. I makkerpar af to rejser soldater med hundeslæde gennem det barske og kolde landskab og overnatter i telt, men indtil videre har ingen kvinder været en del af patruljen.

Sidste afsnit af "Slædepatruljen" er netop rullet over skærmen, og det blev Mia Irving, der også selv har en baggrund i forsvaret, der stod tilbage som den endelige vinder.

I sin tid havde Anika også selv et ønske om at blive en del af patruljen, men fordi der ikke var nogen kvinder, der havde været en del af den, så hun det slet ikke som en mulighed.

Men det vil hun lave om på med programmet. Hun vil vise, at kvinder er lige så seje og dygtige som mænd, og at de har det, der skal til for at blive optaget i Siriuspatruljen - men også, at kvinder bør kunne være sig selv fremfor at skulle være som mænd for at blive accepteret i mandsdominerede felter.

- Der er masser af kvinder, der får at vide, at de lyder skingre på radioen, og at de skal gøre deres stemmer mørkere, og du finder også kvinder i forsvaret, der går med skuldrene fremme for at skjule deres bryster. De forsøger at blende ind og passe ind i det maskuline, så de skruer ned for sig selv, fortæller hun.

Egentlig vil hun helst væk fra fokusset på køn og i stedet fokusere på selve mennesket. Mænd og kvinder er forskellige og en mere lige kønsbalance vil føre til mere diversitet, og det vil være en styrke, tror hun.

Men i sidste ende er det det de kvaliteter, du besidder som menneske, der er afgørende for, om du er en god soldat eller ej og ikke dit køn, mener Anika.

- Du bliver nødt til at stå der som dig, ellers ødelægger du dig selv. Du skal ikke prøve at passe ind, som jeg har gjort.

- Den eneste anerkendelse, du egentlig skal bruge, er den, der kommer fra dig selv, siger hun.

Er du nået derhen, hvor du kan anerkende dig selv?

- Jeg står meget stærkere i mig selv og står meget mere som mig selv, men jeg tror, at det for alle mennesker er en livslang proces. Det kan godt være, at jeg vælter nogle gange, men det går hurtigere og hurtigere med at rejse sig op, siger hun.

Selv kommer hun nok aldrig til at søge om optagelse i Siriuspatruljen, men når jeg spørger hende, om hun tror, at vi snart vil se den første kvinde i patruljen, kommer svaret prompte.

- Hell yeah, siger hun og smiler.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: