Hun var live på tv, da hun pludselig besluttede sig for at tale til én bestemt mandlig seer
Foto: Global News/Global Calgary
– Tillykke med din graviditet. Hvis du har tænkt dig at bære gamle buschauffør-bukser, så kan du forvente den her slags mails.
Sådan skrev en mandlig seer sidste uge i en mail til en canadisk nyhedsvært på tv-stationen Global Calgary, lige inden hun skulle på skærmen.
Manden havde set Leslie Horton præsentere trafiknyheder i en udsendelse tidligere på dagen og mente tydeligvis, at hun skulle høre hans mening om hendes udseende.
Men den dag fik den uopfordrede mail bægeret til at flyde over for nyhedsværten. I en periode på over fire år havde hun nemlig med jævne mellemrum modtaget ydmygende og stødende mails om hendes krop og udseende fra den samme mand, skriver mediet Global News.
Selv om hun bevarede roen, afbrød Leslie Horton pludselig sin planlagte udsendelse, rettede blikket stift mod kameraet og talte med store bogstaver på direkte tv.
– Jeg vil lige svare på en mail, som jeg netop har fået, sagde Leslie og læste mailen fra manden op.
Så svarede hun.
– Nej, jeg er ikke gravid. Jeg mistede faktisk min livmoder til kræft sidste år, og sådan her ser kvinder på min alder bare ud. Hvis det er stødende for dig, så er det bare ærgerligt. Tænk over de mails, du sender, sagde hun.
Det var egentlig aldrig hendes plan at svare på mandens mails, har Leslie Horton efterfølgende udtalt. Hun havde egentlig tænkt sig at fortsætte med at ignorere hans beskeder, men pludselig fløj ordene ud af hendes mund.
– Jeg havde ikke planlagt at sige det, jeg havde ikke øvet ordene. De kom fra hjertet, forklarer Leslie Horton.
Sidste år gennemgik nyhedsværten et kræftforløb, som mange af tv-stationens seere er bekendt med.
– Så at sige til en 59-årig kvinde: “Tillykke med din graviditet”, er ondskabsfuldt. Intentionen var at udskamme og ydmyge mig.
Hele sit liv har Jeanette levet i et fængsel. Endelig er hun fri
Derfor sagde hun fra en gang for alle, forklarer hun.
Ifølge Leslie Horton modtager kvinder på tv ofte uvenlige og angribende mails fra seere. De omhandler ofte kvindernes udseende og tøj. For det meste ignorerer de dem, men det kan i sig selv også være opslidende.
Efter alt at dømme har den canadiske nyhedsværts svar til den mandlige seer vakt opsigt.
Efter tv-klippet blev delt den 5. december, er videoen ikke bare gået viralt, men også Leslie Horton har modtaget “overvældende meget støtte” og ros for at sige fra, siger hun.
Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: