Da hun flyttede hjemmefra, lavede hun en uskreven regel. Og den vil nok overraske mange
Foto: Kamilla Bryndum
Maria Fantino står i et lydtæt rum i DR. Dem er der mange af i et mediehus, hvor der er behov for at optage lyd eller lave interviews uden baggrundsstøj. Men det er ikke af nogen af de grunde, at hun befinder sig her.
Kort forinden har hun fået en kryptisk mail fra en caster, som spurgte, om hun havde fem minutter til et vigtigt telefonopkald, som var strengt fortroligt.
Da telefonen ringer, bliver hun til sin store overraskelse spurgt, om hun vil komme til casting som vært på ”X Factor”. Et job, hun har drømt om, siden hun så den første sæson af talentshowet, da hun var 12 år gammel.
For Maria Fantino er ikke blot en radiovært på vej op af karrierestigen, der drømmer om at få Danmarks nok største værtsjob på tv. Hun er stadig også en lille pige med en stor drøm, som hun alle årene har tænkt, var omtrent lige så realistisk som at drømme om at blive dronning af Danmark.
– Det kan lyde dramatisk, men jeg kan huske, at jeg tænkte, at nu ville mit liv ikke blive det samme igen. Det var første gang, jeg ægte er blevet tilbudt mit drømmejob. Og enten ville få jobbet, og så skulle jeg ikke længere arbejde på DR, som jeg har arbejdet på, siden jeg var 20 år, men i stedet springe ud som freelancer og skal lave Danmarks største tv-program. Eller også ville jeg ikke få det, og så ville jeg ikke kunne vende tilbage til mit gamle liv, siger hun.
Maria Fantino
- Født i 1995 og opvokset på Østerbro i København.
- Døbt Maria Emilie Prehn Hansen, men har kaldt sig Fantino, siden en veninde gav hende kaldenavnet, da hun var 12 år.
- Blev optaget på DR’s Talenthold i 2015.
- I 2018 blev hun sammen med Christian Bonde vært på radioprogrammet “Curlingklubben” på P3, som omfattede både radioprogrammer, podcasts og tv-programmer.
- Fra januar 2024 vært på ”X Factor” på TV 2.
Det sidste skyldtes, at Maria Fantino inderst inde vidste, at selv om hun elskede at lave det populære “Curlingklubben” på P3 med Christian Bonde, så var hun klar til noget nyt.
– Jeg var jo meget privilegeret og fik f.eks. lov til at rejse til Thailand betalt af DR som en del af mit job, men jeg kunne bare mærke, at jeg begyndte at føle, at jeg ikke kunne blive ved med at give så meget af mig selv. At blive vært på ”X Factor” havde været min drøm, siden jeg var helt lille, og jeg vidste, at hvis det ikke gik, måtte jeg finde ud af, hvad jeg så skulle.
Drømte om Martin
Maria Fantino var 12 år, da ”X Factor” første gang blev sendt i Danmark og hører derfor til en generation, der er nærmest er vokset med programmet.
– Jeg var en af dem, der drømte om Martin fra ”X Factor”. Jeg havde ham også som sms-tone, hvor han sagde noget i stil med “Hej, det er Martin fra ”X Factor”. Du har fået en sms.” Meget 00’er-agtigt.
”X Factor”-fascinationen hang ved, og allerede året efter var Maria Fantino heldig at komme helt tæt på sin nye obsession.
Mens hendes egen familie ingen baggrund har i mediebranchen, begge er jurister, havde en fra hendes skole en mor, som havde en veninde, der arbejdede på DR og skaffede hende og en fra hendes klasse billetter til generalprøven på et ”X Factor”-liveshow.
– Det var sæson 2 med Asian Sensation, og hvor Lucas med brillerne, som alle synes var ret lækker, sang “Tainted Love”. Men jeg husker især Lise Rønne, som gik rundt i nogle sindssygt høje stiletter på og nærmest tippede baglæns, mens kameraerne filmede, men stadig holdt balancen. Jeg tænkte, at hun var helt magisk. Jeg ønskede bare at få lov til at feje gulv mellem sangene.
Der gik fem uger efter første casting, før Maria Fantino hørte noget.
I den periode havde hun nået at vænne sig til tanken om, at de nok havde valgt en anden og bare havde glemt at ringe til hende.
Hun var faktisk også ret fortørnet over, hvis det forholdt sig sådan. Men så kom invitationen til endnu en casting, og herefter fik hun tilbudt jobbet som vært og takkede selvsagt ja. Det passede Maria Fantino godt, at ”X Factor” er et meget stramt koncept, hvor hun vidste præcis, hvad hendes rolle skulle være.
– Jeg havde lavet mange programmer, der kom fra mig, skulle handle om mig og være meget sovset ind i mig, mig, mig. Og jeg kunne godt mærke, at det kunne jeg ikke blive ved at lave. Samtidig havde jeg brug for at komme ind i en velsmurt maskine, hvor folk har lavet det i 15 år, hvor alle ved præcist, hvad de gør og er dybt professionelle, og hvor det ikke er mig, der skal finde på idéen og formatet.
Som ”X Factor”-vært kan hun koncentrere sig om at være en god vært. Intet andet.
Grov i munden
Der er ingen vej uden om. Vi er nødt til at tale om elefanten i rummet, de der sko, der skal fyldes ud, eller hvilken kliché, der er bedst egnet.
For hvordan erstatter man lige Sofie Linde, som - ud over Blachman - for mange nærmest var ”X Factor”? Det har Maria Fantino naturligvis gjort sig tanker om.
Årshoroskop 2024: Byd magiske øjeblikke velkommen i det nye år
– Jeg er evigt taknemmelig for, at Sofie Linde blev castet som vært dengang. Sofie er jo ud over at være virkelig dygtig og smuk og sej, også en dejlig upoleret vært. Hun er rigtig meget sig selv og indimellem lidt grov i kanterne. Det tror jeg, har banet vejen for, at en som mig kan få lov til at blive vært.
I begyndelsen af sin karriere tænkte Maria Fantino ellers, at hun nok skulle være producer eller tilrettelægger. Slet ikke vært.
– Jeg kunne ikke identificere mig med ret mange kvindelige værter. Jeg havde ikke lige tænder, langt lyst hår og en baggrund som håndboldspiller, så jeg kunne lave sporten. Jeg var ikke skrap og kunne sætte politikere på plads i nyhederne, og jeg kunne ikke være den der omsorgsfulde vært, som nærmest agerer mor for lytterne eller seerne. Jeg er for grov i munden, deler for meget og har aldrig følt, at jeg passede ind.
Men bare fordi Sofie Linde har banet vejen, mener Maria Fantino ikke, at de to ligner hinanden ret meget. Det håber hun heller ikke, at resten af den danske befolkning vil tænke eller forvente.
– Jeg vil nok ikke kunne undgå, at folk vil sammenligne os. Det, jeg vil være mest ked af, er, hvis folk tænker, at jeg bare var en brunetteversion af Sofie. Og så ville det fandeme ærgre mig, hvis folk synes, at jeg er en kedeligere version af Sofie, fordi jeg f.eks. går i mindre farverigt tøj. Det er jo sådan noget, folk kan finde på at dømme ud fra.
Derimod har den nye ”X Factor”-vært ikke nogen problemer med at tage ved lære af den erfarne vært. Sofie Linde har allerede givet gode råd til hende, da hun var praktikant på DR Ultra, ligesom Maria Fantino har været runner for ”Sofie Linde Show”, da hun gik på talentholdet.
– Jeg ved, der er mange forventninger efter Sofie, og at jeg skal stå tidligt op og spidse skoene hver gang, jeg skal på optagelse, fordi jeg ved, hvor stor betydning hun har haft for programmet og seerne.
Succes i fejltagelser
”X Factor” handler som bekendt især om at skille sig ud fra mængden. Netop dette element af programmet kan Maria Fantino personligt spejle sig i.
Faktisk kan hun ikke huske, hvornår hun i sit liv ikke har følt, at hun har skilt sig ud.
Hun ser de kvinder, der går ned i tid for at være mere sammen med børnene. Og det bekymrer hende
I folkeskolen var hun “fregnet og med flyveører”, og hver gang hun forsøgte at ligne de andre, gik det mere eller mindre galt, fortæller hun.
– Da jeg ville være emo (emotional hardcore, red.), måtte jeg ikke farve mit hår helt sort for min mor, men kun mørkebrunt. Jeg blev også klippet af en almindelig damefrisør og ikke en af dem, der klippede emohår, så jeg endte med en forfærdelig page. Jeg fejlede fuldstændig i forsøget på at blive emo, men det gjorde, at jeg fik min egen emostil og skilte mig ud, så jeg endte med at blive populær på Arto. Så jeg fik succes i min fejltagelse.
Sådan har hun ofte haft det: At det er gået galt til at begynde med, når hun har forsøgt at ligne andre, men at det er endt som hendes fordel, at det netop aldrig rigtig lykkes.
Hun har, så længe hun kan huske, haft følelsen af, at andre piger har mødtes i hemmelige klubber, hvor hun ikke var inviteret, for at aftale hvilket outfit, frisure eller musiksmag, der var det rigtige.
– Jeg finder altid først ud af det en måned efter. Hvornår og hvordan fandt I lige på at sætte jeres hår sådan eller lave pandehår på dén måde? Jeg synes altid, at jeg halter efter. Jeg kan stadig ikke finde ud af at sætte mit hår op i en hårklemme på den måde, andre piger gør. Nogle gange cykler jeg efter piger, som har sat deres hår rigtigt op i en hårklemme for at finde ud af, hvordan de gør.
Det var først, da hun kom på Talentholdet på DR under ledelse af Signe Muusmann, der som bekendt selv er tidligere ”X Factor”-vært, at Maria Fantino begyndte at se det som en fordel, at hun ikke var som alle andre.
– Signe Muusmann så virkelig en stjerne i mig, selv om jeg lavede alt muligt, som var mega dårligt, fordi jeg var ny og ung. Men hun holdt fast i, at der var noget i mig. Men det tog mig tid at lære, at jeg skal fokusere på, at jeg fagligt er god nok, og at jeg ikke skal bruge tid på, hvad folk skriver i en sms-indbakke på P3.
Caroline får skyldfølelse, når hun henter sine børn til lukketid. Men hvad skal hun gøre?
Det har heller ikke ligefrem hjulpet på følelsen af at skille sig ud, at Maria Fantino måtte gå til talepædagog hele sin barndom. At hun endte som radiovært var derfor også en overraskelse for hende selv.
– Jeg havde virkelig mange talefejl som barn og har stadig nogle. Og talepædagogen kom altid og hentede en, når man legede allerbedst i børnehaven. Så skulle man ind og lære at gurgle eller høre på, at talepædagogen klikkede med sådan en klikker, hver gang jeg udtalte et ord korrekt. Hun havde sådan en klikker, som om jeg var en hund.
Maria Fantino kunne blandt andet ikke udtale R, S og T, og hun kan stadig finde på at bytte rundt på et bord, en taburet og en stol, fordi de alle sammen har fire ben.
Hun kommer nok heller aldrig til at udtale håndklæde på andre måder end “håndklæde”, konstaterer hun.
Ligesom hun ikke kan udtale sin venindes irske efternavn, fordi tungen ikke vil derhen i munden, som gør det muligt.
Det har gjort, at hun flere gange har fået at vide, at hun taler som den tidligere ”Paradise Hotel”-deltager Amalie Szigethy, og hvis hun indimellem udtalte ord forkert eller byttede rundt på nogle ord i radioen, har hun oplevet, at lyttere har skrevet ind og klaget.
– Jeg kan godt grine af mig selv, når jeg siger eller udtaler noget forkert, for det er jo harmløst. Men det generer mig, når jeg bliver kaldt sinke eller idiot af lyttere og bliver beskyldt for at være ubegavet. Det synes jeg, er tarveligt, for talefejl har jo intet med intelligens at gøre, siger Maria Fantino.
Mig og mig-tid
Alligevel har Maria Fantino formået at få succes som radiovært, hvor hun i mange år har været meget på og har delt generøst ud af sig selv. Derfor kan det måske være svært at forestille sig, at hun også har brug for at være alene. Faktisk temmelig meget alene.
Da hun var barn, havde hun sjældent venner på besøg, fordi hun syntes, det var et for stort pres, og hun hellere ville spille "Sims 2" alene end at diskutere med en anden, hvad de skulle lege.
Senere, da hun var flyttet hjemmefra, lavede hun en uskreven regel for sig selv om, at hun skulle ses med venner cirka to gange om ugen. Var det mere, ville hun let blive overstimuleret, og var det mindre, begyndte hendes hjerne at fortælle hende, at hun var ekstremt ensom og ikke havde nogle venner.
Krop og udseende er ikke en dealbreaker, når vi dater. Det er i virkeligheden noget helt andet
– Jeg er meget udadvendt og har rigtig svært ved at tone ned, når jeg er ude. Jeg har svært ved at være på halvt blus. Det er for fuldt blus altid. Derfor befinder jeg mig virkelig godt alene. Jeg er enormt god til at være alene, jeg er god ved mig selv, jeg hygger mig. Mig og mig hygger os vildt meget sammen.
Behovet for at være alene handler også om, at når hun er på, er hun virkelig meget på. Det er en af grundene til, at hun for nogle år siden kastede sig over håndarbejdet, så hun i dag bruger meget tid på at sy, strikke, hækle og brodere.
– Jeg kan ikke lade være med at gøre noget eller producere noget. På højskolen lavede jeg “Hit med højskolesangen” og tvang stakkels tyske Ylva, der spillede orgel til at spille klaver, så jeg kunne være vært. Jeg har på mange måder ikke lyst til at fylde, men jeg har svært ved at lade være, siger hun.
Snart skal hun til Rom med to veninder, og mens andre måske nøjes med at købe flybilletter, booke hotel og pakke en kuffert, går Maria Fantino anderledes grundigt til værks med den slags.
I weekenden inviterede hun således veninderne på besøg, hvor hun havde forberedt en powerpoint med italienske fraser, hun tænkte, de kunne bruge i Rom, og hvor hun havde fået en lille Vespa kørte rundt på skærmen, mens hun præsenterede sin version af italiensk for begyndere. Hun går naturligvis også til italienskundervisning i sin fritid.
– Jeg tror, mine veninder er meget vant til, at der altid er et lille show, når jeg er der.
Maria Fantino tror selv, at det har at gøre med, at hun ikke var en af de populære i folkeskolen.
– Når du ikke er den pæne, populære pige, må du kæmpe for opmærksomhed på en anden måde. Du må steppe op, være sjov eller sige nogle interessante ting. Så snart de giver dig 30 sekunders chance, så skal du fandeme give et show, så de bliver hængende.
”I må gerne hente mig nu. Der er blod overalt,” sagde hun. Det var anden gang, det skete
Omvendt misundte hun de populære i folkeskolen, som var i stand til at overvære en samtale uden nødvendigvis at deltage aktivt.
– De kunne sagtens finde ud af at trække sig lidt i baggrunden, fordi de ikke havde så meget at bevise. Jeg er typen, som deler alt for mange personlige detaljer med folk, hvis der er lidt akavet stilhed, fordi jeg føler, at det er mit ansvar at sørge for, at samtalen går godt. Jeg snakker bare. For et godt ord, siger Maria Fantino.
Ingen Dr. Phil
Snakke vil hun også komme til som ”X Factor”-vært, men også her kan hun være bange for at falde igennem og fejle.
– Inden vi gik i gang med at optage, nåede jeg at tænke alle mulige skrækscenarier igennem: Tænk, hvis det viste sig, at jeg bare var et uempatisk røvhul, der stod og grinede hysterisk over for en mor, hvis søn sang dårligt. Hvis jeg i virkeligheden var et virkelig dårligt menneske, og det ville komme frem dér.
Når en af hendes veninder er i krise, er det heller ikke Maria Fantino, der med det samme står klar med en løsning eller et godt svar på, hvordan hun kommer ud af krisen eller kærestesorgen. Hun hjælper til gengæld på sin egen mere lavpraktiske måde.
– Jeg føler, at der er nogen i min venindegruppe, som altid har noget klogt at sige lige fra begyndelsen, hvis der f.eks. er en, som er blevet forladt af sin kæreste. Jeg ender i stedet tit med at gøre rent hos folk. Jeg kan ikke bare kigge på folk, der er kede af det uden at gøre noget eller hjælpe, siger hun.
Heldigvis er hendes frygt for at sige det forkerte i ”X Factor” blevet gjort til skamme under optagelserne af auditions, hvor hun hurtigt faldt naturligt ind i rollen som seernes og deltagernes repræsentant og som hende, der skulle håndtere de deltagere, som gik videre og dem, som ikke gjorde det.
– Der går ofte få minutter, før jeg står og holder om deltagernes familie og venner, mens de er inde og synge foran dommerne. Jeg har hurtigt lært, hvad der var det rigtige at sige, og hvad jeg ikke skulle sige, for der er jo kun de to udfald: De går videre, eller de ryger ud. Derfor er det for Maria Fantino på mange måder lettere at coache deltagere i ”X Factor” end at trøste en veninde i kærestesorg.
Julie hulkede, rystede og hyperventilerede. Nu vil hun have et opgør med det, vi tilbyder familier
– Når nogen bliver slået op med, er det jo af alle mulige forskellige årsager, og så er det ikke altid, jeg ved, hvad der er det kloge Dr. Phil-agtige at sige. Så kan jeg gøre rent. Men jeg kan jo ikke rigtigt gå og gøre rent hos hjemsendte deltagere. Nogle af dem bor på Færøerne.
Først og fremmest handler det for Maria Fantino om, at hun skal finde sig til rette i værtsrollen på en måde, hvor hun både er sig selv, men hvor hun først og fremmest giver plads til deltagerne.
Her har hun, trods sin unge alder, allerede en del erfaring at trække på.
– Jeg har jo været i rampelyset mere eller mindre, fra jeg var 22 år, så jeg har lært, at det at være vært ikke bare handler om at tage pænt tøj på og sige nogle replikker. Det er et håndværk, som man skal øve og vedligeholde. Jeg kan aldrig være så neutral som en nyhedsvært, men ”X Factor” skal handle om deltagerne og ikke om mig. Jeg har ikke lyst til, at det bliver det store ”Maria Fantino”-show.
Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: